”Når jeg skal opereres i hjertet, håber jeg, det er en hjertespecialist og ikke en knæspecialist, der skal operere mig!”

Af Tina Heide, medlem af OCD-fore­nin­gens besty­rel­sen

Sådan lød opfor­drin­gen fra psyko­log og speci­a­list i OCD-behand­ling Malene Klindt Bohni til poli­ti­kerne i den panel­de­bat, der afslut­tede OCD-fore­nin­gens 20-års jubilæum­s­kon­fe­rence i Odense den 11. novem­ber. Meta­foren peger på det altover­skyg­gende problem for en OCD-ramt: At modtage den rette behand­ling af en behand­ler, der rent faktisk er speci­a­li­se­ret i OCD.

Alt for mange OCD-ramte ople­ver i dag at få behand­ling af en person, der ikke er speci­a­li­se­ret inden­for OCD. Dét er et kæmpe problem. Per Hove Thom­sen, forsker i OCD gennem mange år, mener, at vejen frem er uddan­nelse af pårø­rende, af samfun­det og af tera­pe­u­ter. En uddan­nelse af pårø­rende og samfun­det vil bidrage til en bedre forstå­else af OCD som sygdom, mens en uddan­nelse af tera­pe­u­ter, herun­der også psyki­a­tere, inklu­sive efter­føl­gende super­vi­sion, vil give flere OCD-speci­a­li­se­rede behand­lere. Sidst­nævnte er en abso­lut mangelvare. Dét er desværre også OCD-fore­nin­gens erfa­ring.

Indi­vi­dets behov bør tilgo­de­ses

Et andet problem for OCD-ramte er ”syste­met”. Ved at målrette behand­lin­gen den enkelte OCD-ramte og tilgo­dese netop hans eller hendes behov kan man som samfund nå længere. Poli­ti­kerne er tilsy­ne­la­dende selv opmærk­somme på det posi­tive i at have en mere indi­vi­du­a­li­se­ret behand­ling. Jane Heit­mann (V) nævnte eksem­pel­vis i sit oplæg inden panel­de­bat­ten, hvor­dan pakke­for­lø­bene i højere grad kan målret­tes indi­vi­det, da ikke alle patien­ter er glade for at gå i et grup­pe­for­løb.

Carsten Stoe­mann Rasmus­sen kom også ind på indi­vi­dets behov, da han fortalte om sit liv med OCD. Først da han var bevil­li­get førtids­pen­sion, var der tid og ro til den fordy­belse i behand­lin­gen, der var nødven­dig for at komme til bunds i OCD’en. Mens han arbej­dede, var behand­lin­gen kun en form for ’brand­sluk­ning’ – der var simpelt­hen ikke tid til at dykke dybere ned i proble­merne.

Hos OCD-fore­nin­gen hører vi tit, hvor­dan den OCD-ramte pres­ses gennem syste­met inden­for en norme­ret tid – for at eksem­pel­vis kommu­nen kan få den pågæl­dende borger hurtigts muligt ud på arbejds­mar­ke­det. Dette gavner kommu­nen, men ikke den OCD-ramte.

Et spør­ge­ly­sten publi­kum

Publi­kum havde mulig­hed for at stille spørgs­mål til OCD-eksper­terne og poli­ti­kerne. Stør­ste­delen af spørgs­må­lene til eksper­terne hand­lede om medi­cin. Om der var nogen bivirk­nin­ger ved at tage pågæl­dende præpa­rat, hvis man ønskede at blive gravid. Eller om et særligt præpa­rat var skade­lig at tage igen­nem en længere årrække. Spørgs­mål, man måske umid­del­bart ville tro, kunne være afdæk­ket hos egen læge. Men reali­te­ten er en ganske anden. Det er nemlig langt fra alle læger, der ved tilstræk­ke­ligt om medi­cin til OCD-ramte (de såkaldte SSRI-præpa­ra­ter). Lige­som det ikke er alle læger, der kan ’spotte’ OCD. Malene Klindt Bohni forkla­rede, hvor­dan en læge i dag sikkert nok kan linke over­dre­ven hånd­vask til OCD. Men fortæl­ler også, at der findes mange andre, mindre kendte symp­to­mer, som lægen måske over­ser. Det er derfor vigtigt, som hun sagde, at få ”mere viden ud til de prak­ti­se­rende læger, da de ikke ved nok om OCD.”

Hvad har vi lært?

Konfe­ren­cen er slut. Eksper­ter, poli­ti­kere og publi­kum er gået hjem. Hvad har vi så lært? Vi kan i hvert fald konklu­dere, at der er nok at tage fat på for poli­ti­kerne. Læger skal have mere speci­a­li­se­ret viden inden­for OCD. Flere behand­lere skal uddan­nes og målret­tes OCD. Og poli­ti­kerne skal revur­dere behand­lings­pak­kerne og kigge mere på det enkelte indi­vids behov, frem for ”bare” at se et menne­ske, der er OCD-ramt. Der er altså nok at tage fat på. Men samti­dig er det også vigtigt at poin­tere, at vi er kommet langt. For 20 år siden var det de færre­ste, der havde hørt ordet OCD. Dét må vi også huske på.