”Når jeg skal opereres i hjertet, håber jeg, det er en hjertespecialist og ikke en knæspecialist, der skal operere mig!”

Af Tina Heide, medlem af OCD-foreningens bestyrelsen

Sådan lød opfordringen fra psykolog og specialist i OCD-behandling Malene Klindt Bohni til politikerne i den paneldebat, der afsluttede OCD-foreningens 20-års jubilæumskonference i Odense den 11. november. Metaforen peger på det altoverskyggende problem for en OCD-ramt: At modtage den rette behandling af en behandler, der rent faktisk er specialiseret i OCD.

Alt for mange OCD-ramte oplever i dag at få behandling af en person, der ikke er specialiseret indenfor OCD. Dét er et kæmpe problem. Per Hove Thomsen, forsker i OCD gennem mange år, mener, at vejen frem er uddannelse af pårørende, af samfundet og af terapeuter. En uddannelse af pårørende og samfundet vil bidrage til en bedre forståelse af OCD som sygdom, mens en uddannelse af terapeuter, herunder også psykiatere, inklusive efterfølgende supervision, vil give flere OCD-specialiserede behandlere. Sidstnævnte er en absolut mangelvare. Dét er desværre også OCD-foreningens erfaring.

Individets behov bør tilgodeses

Et andet problem for OCD-ramte er ”systemet”. Ved at målrette behandlingen den enkelte OCD-ramte og tilgodese netop hans eller hendes behov kan man som samfund nå længere. Politikerne er tilsyneladende selv opmærksomme på det positive i at have en mere individualiseret behandling. Jane Heitmann (V) nævnte eksempelvis i sit oplæg inden paneldebatten, hvordan pakkeforløbene i højere grad kan målrettes individet, da ikke alle patienter er glade for at gå i et gruppeforløb.

Carsten Stoemann Rasmussen kom også ind på individets behov, da han fortalte om sit liv med OCD. Først da han var bevilliget førtidspension, var der tid og ro til den fordybelse i behandlingen, der var nødvendig for at komme til bunds i OCD’en. Mens han arbejdede, var behandlingen kun en form for ’brandslukning’ – der var simpelthen ikke tid til at dykke dybere ned i problemerne.

Hos OCD-foreningen hører vi tit, hvordan den OCD-ramte presses gennem systemet indenfor en normeret tid – for at eksempelvis kommunen kan få den pågældende borger hurtigts muligt ud på arbejdsmarkedet. Dette gavner kommunen, men ikke den OCD-ramte.

Et spørgelysten publikum

Publikum havde mulighed for at stille spørgsmål til OCD-eksperterne og politikerne. Størstedelen af spørgsmålene til eksperterne handlede om medicin. Om der var nogen bivirkninger ved at tage pågældende præparat, hvis man ønskede at blive gravid. Eller om et særligt præparat var skadelig at tage igennem en længere årrække. Spørgsmål, man måske umiddelbart ville tro, kunne være afdækket hos egen læge. Men realiteten er en ganske anden. Det er nemlig langt fra alle læger, der ved tilstrækkeligt om medicin til OCD-ramte (de såkaldte SSRI-præparater). Ligesom det ikke er alle læger, der kan ’spotte’ OCD. Malene Klindt Bohni forklarede, hvordan en læge i dag sikkert nok kan linke overdreven håndvask til OCD. Men fortæller også, at der findes mange andre, mindre kendte symptomer, som lægen måske overser. Det er derfor vigtigt, som hun sagde, at få ”mere viden ud til de praktiserende læger, da de ikke ved nok om OCD.”

Hvad har vi lært?

Konferencen er slut. Eksperter, politikere og publikum er gået hjem. Hvad har vi så lært? Vi kan i hvert fald konkludere, at der er nok at tage fat på for politikerne. Læger skal have mere specialiseret viden indenfor OCD. Flere behandlere skal uddannes og målrettes OCD. Og politikerne skal revurdere behandlingspakkerne og kigge mere på det enkelte individs behov, frem for ”bare” at se et menneske, der er OCD-ramt. Der er altså nok at tage fat på. Men samtidig er det også vigtigt at pointere, at vi er kommet langt. For 20 år siden var det de færreste, der havde hørt ordet OCD. Dét må vi også huske på.