Af Mette Eline Lauritzen, Susanne Johan­sen og Stine Næsted, Prak­sis for Kogni­tiv Terapi, Køben­havn.

OCD er en psykisk lidelse, som medfø­rer store gener og nedsat livskva­li­tet for de mange tusinde danskere, der er ramt af lidel­sen.
Heldig­vis er behand­lings­mu­lig­he­derne i dag rigtigt gode. Såvel på det medi­cin­ske som på det psyko­te­ra­pe­u­ti­ske områ­der er der udvik­let behand­lings­me­to­der, der giver den OCD-ramte endog meget stor sand­syn­lig­hed for at komme sig over lidel­sen eller få den kraf­tigt redu­ce­ret og dermed opnå øget livskva­li­tet.

OCD-ramte, pårø­rende og andre inter­es­se­rede kan i deres søgen efter viden på områ­det hurtigt konsta­tere, at kogni­tiv adfærds­te­rapi nævnes som en særde­les veldo­ku­men­te­ret og effek­tiv metode til OCD-behand­ling. Ofte bliver kogni­tiv adfærds­te­rapi omtalt som en metode, der giver “redska­ber” og “værk­tø­jer” til anven­delse mod lidel­sen og som en metode, hvori der arbej­des med at udsætte sig selv for netop de situ­a­tio­ner, som frem­kal­der tvang­stan­kerne og tvangs­hand­lin­gerne.

For mange er det at søge hjælp og indgå i et tera­pi­for­løb dog et valg, der kræver over­vin­delse og inde­bæ­rer mange tanker, inden det træf­fes – man kan f.eks. være angst for, at psyko­lo­gen eller lægen vil misfor­stå de tanker, man selv skræm­mes af og tager afstand fra, og man kan frygte, at behand­lin­gen vil være ubeha­ge­lig og græn­se­over­skri­dende – den inde­bæ­rer jo netop at gøre noget af det, man er aller­mest angst for.

Fra vores klini­ske erfa­ring ved vi, at en god portion viden om, hvad behand­lin­gen består af, og hvor­dan den fore­går, virker afmysti­fi­ce­rende og gør det lettere for den enkelte både at tage imod behand­ling og have håb om, at bedring er mulig og reali­stisk.

I denne arti­kel vil vi derfor præsen­tere den kogni­tive adfærds­te­ra­pis forstå­else af OCD og nogle af de teknik­ker og meto­der, vi anven­der til behand­ling af OCD inden for denne tera­pi­ret­ning.

Hvordan forstås OCD inden for kognitiv adfærdsterapi?

Som navnet anty­der, tager kogni­tiv adfærds­te­rapi udgangs­punkt i kogni­tion, altså tænk­ning og adfærd; den måde, man hand­ler på. Nærmere bestemt ser kogni­tiv adfærds­te­rapi på, hvor­dan vores tanker og tanke­møn­stre påvir­ker den måde, vi ople­ver og føler i situ­a­tio­ner, samt i sidste ende, hvor­dan vi vælger at handle i disse situ­a­tio­ner. Og lige­så­dan foku­se­res der på, hvor­dan vores hand­lin­ger er med til at påvirke vores tanker og følel­ser.

At tanker, følel­ser og adfærd hænger sammen og påvir­ker hinan­den gensi­digt er altså én af grund­an­ta­gel­serne i kogni­tiv adfærds­te­rapi og kan bl.a. illu­stre­res med følgende eksem­pel:

Du er på vej hjem til dit hus en sen aften og hører fodtrin bag dig. Hvis din første tanke om situ­a­tio­nen er, “Åh nej, det er en over­falds­mand; nu bliver jeg slået ned”, så vil du føle dig truet, blive bange og en række krop­s­lige reak­tio­ner går i gang for at gøre dig klar til kamp eller flugt – det mærkes som hjer­te­ban­ken, sveden, rysten, halsen, der snører sig sammen, et sug i maven mm. Din adfærd, dine hand­lin­ger – vil ganske givet være en reak­tion på ”trus­len”, som for eksem­pel at gå hurti­gere, puste dig op, finde noget i tasken, du kan bruge til selv­for­svar, løbe væk el.lign.

Er din tanke deri­mod, “Nå, det er nok bare en anden frede­lig person, der er ude at gå eller lufte sin hund”, så vil du ikke opleve angstre­ak­tio­nen, krop­pen vil forblive afslap­pet, og din adfærd vil være upåvir­ket – du går stille og roligt videre.

Måden, hvorpå vi vurde­rer og tolker en bestemt situ­a­tion, er altså med til at bestemme, hvor­dan vi reage­rer på den.
Omvendt virker dine hand­lin­ger også tilbage på tankerne og følel­serne – hvis man løber væk i den oven­stå­ende situ­a­tion, finder man aldrig ud af, om der virke­lig var fare på færde – eller om det måske bare var naboen, der ville sige hej. Man får derfor aldrig afkræf­tet sin første tanke; at det var en over­falds­mand. Skulle man komme i en lignende situ­a­tion igen, ville man derfor forment­ligt blive lige så bange og reagere ud fra samme over­be­vis­ning – “det er farligt!”.

Man kan måske oveni­kø­bet få den over­be­vis­ning, at grun­den til, at man ikke er blevet over­fal­det endnu, er fordi man altid har passet på. Hvor­i­mod en person, der bliver i situ­a­tio­nen og finder ud af, at det bare var naboen, sikkert vil blive mindre bange næste gang og regne med, at der ikke er så mange over­falds­mænd på de danske villa­veje, som man kan komme til at frygte.

Man kan vise sammen­hæn­gen mellem tanker, følel­ser og adfærd i den følgende model.

Model_-_KAT

Model­len viser, hvor­le­des alle elemen­ter i angstre­ak­tio­nen er forbundne og påvir­ker hinan­den indbyr­des.

Hvis man skal over­føre disse grund­prin­cip­per til kogni­tiv adfærds­te­ra­pis forstå­else af OCD, gælder de samme prin­cip­per, at tanker, følel­ser og adfærd hænger sammen.
Når et menne­ske f.eks. får tanken, “der kunne være bakte­rier på det her hånd­tag, som kunne gøre mig syg” og måske endda kan se for sig hvor fryg­te­ligt, det ville blive og hvor galt, det kunne gå – ja, så følger der selv­føl­ge­lig en følelse af stærkt ubehag og angst.

Hvis man bliver bange nok, vil man sand­syn­lig­vis handle på angsten ved at opføre sig på en måde, der ville give god mening, hvis angsten faktisk var reali­stisk; man ville enten undgå berø­ring af hånd­ta­get eller vaske hænderne grun­digt efter berø­rin­gen.
Sådanne hand­lin­ger kaldes hhv. undgå­el­ses­ad­færd og sikker­heds­ad­færd og er helt normale og almen­men­ne­ske­lige reak­tio­ner på angst – det er menings­fulde instink­ter, der har holdt menne­ske­he­den i live i årtu­sin­der ved at få os til at flygte fra rovdyr, passe på, når vi færdes tæt på klip­pe­af­sat­ser og meget mere.

Proble­met opstår, hvis angsten er urea­li­stisk eller større, end det egent­lig er nødven­digt i situ­a­tio­nen – så kommer man til at over-sikre sig og til at frygte konse­kven­serne ved ikke at gøre dette. Når man undgår eller sikrer sig, sker der nemlig det, at angsten falder – man får en ople­velse af at have gjort noget, der afvær­ger faren, og man kommer væk fra det, der var skræm­mende. Det giver en lettelse og en ople­velse af, at “pyha, nu sker der ikke noget”, samti­dig med, at man jo ople­ver, at man netop ikke blev syg. Så angsten mind­skes, hvil­ket er rart, og den fryg­tede konse­kvens udebli­ver – på kort sigt har man fundet en løsning på angsten, der giver mening og en følelse af sikker­hed.
I en anden lignende situ­a­tion vil man derfor højst sand­syn­ligt reagere på nogen­lunde samme måde – det virkede jo sidst!

Jo flere af den slags situ­a­tio­ner, man ople­ver og tack­ler på samme måde, jo bedre sætter reak­tio­nen sig fast og bliver den måde, man kan tackle dem på. Samti­dig sker der derfor det, at man i stigende grad kommer til at mangle erfa­rin­ger med, at der faktisk ikke var sket noget ved ikke at reagere og med, at angsten var dalet af sig selv uanset hvad. Så selvom man måske intel­lek­tu­elt kan tage afstand fra angsten og se, at den er over­dre­vet, så kan man ikke mærke det – man mang­ler simpelt­hen noget, der får en til at stole på, at det går godt, og angsten vinder. På den måde kan en egent­lig helt normal og almen­men­ne­ske­lig reak­tion på angst sætte sig fast som en tvangs­hand­ling, som man ikke kan lægge fra sig uden at føle angst eller ubehag i en grad, der oftest frarø­ver en modet til at prøve.

Da vurde­rin­gen af en særlig type situ­a­tio­ner som “farlige” på denne måde bliver fast­holdt, begyn­der opmærk­som­he­den også i højere og højere grad at kredse om netop de situ­a­tio­ner – igen er det en helt normalt effekt af angst; hvis noget reelt er farligt og kan bringe os i fare, vil vi instink­tivt “scanne” efter det og prøve at fore­gribe det, så det ikke kan gøre os fortræd. Denne effekt er med til at forhin­dre os i at slappe af og tænke på noget andet – en tanke om noget slemt sætter sig fast som en tvang­stanke og kan ikke bare afvi­ses eller igno­re­res.

Sammen­fat­tende kommer opmærk­som­he­den altså til at hænge fast ved nogle bestemte skræm­mende scena­rier, hand­lin­gerne kommer til at blive reak­tio­ner på dem, og man kommer længere og længere væk fra erfa­rin­ger med, at der ikke sker det, man fryg­ter – en ond angstcir­kel er skabt og holder sig selv ved lige.

Hvorfor udvikler nogle mennesker OCD og andre ikke?

Årsa­gerne til OCD anta­ges at være multi­fak­to­ri­elle; dvs. at der er flere forskel­lige fakto­rer, der bevir­ker, at nogle udvik­ler OCD. Inden­for kogni­tiv adfærds­te­rapi går man ud fra, at vise psyki­ske lidel­ser, bl.a. OCD, kan være påvir­ket eller endog frem­kaldt af nogle proble­ma­ti­ske anta­gel­ser bl.a. omkring ens egne tanker og deres betyd­ning.

Forsk­ning har påvist, at det, der adskil­ler en OCD-ramt fra en ikke-OCD-ramt nemlig ikke er deres tankers indhold – man har fundet, at alle menne­sker kan have indtræn­gende og ubeha­ge­lige tanker om f.eks. død, sygdom, sinds­syge, ansvar, skyld eller frygt for at forår­sage noget forfær­de­ligt. Men hos de fleste får sådanne tanker lov til at komme og gå uden at blive tillagt nogen særlig betyd­ning. Hos OCD-ramte, går man deri­mod ud fra, er der nogle bestemte anta­gel­ser om tanker på færde, som eksem­pel­vis kan sige, “mine tanker afslø­rer noget om, hvem jeg egent­lig er”, “at tænke noget er det samme som at ville have, at det sker”, “det, at jeg får tanken om noget, øger sand­syn­lig­he­den for, at der sker” og “det, at jeg får tanken og ikke reage­rer for at forhin­dre kata­stro­fen, er det samme som at jeg er en dårlig person/ønsker kata­stro­fen”.

For menne­sker, der på forhånd har disse anta­gel­ser, kommer det såle­des til at virke “forbudt” eller farligt bare at igno­rere ubeha­ge­lige tanker eller tanke­bil­le­der, der dukker op i bevidst­he­den – tanken bliver tolket som vigtig at forholde sig til og mere reali­stisk, end en person med nogle andre anta­gel­ser ville anskue den. Vejen til at handle som om tvang­stan­ken havde ret, bliver såle­des plud­se­lig mindre lang.
Samti­dig vil en anden forhol­de­måde ofte gøre sig gældende, nemlig den såkaldte tanke­un­der­tryk­kelse. Fordi man tolker særlige tanker som “syge” eller mærke­lige, eller fordi de giver så stort ubehag og angst, vil man ofte forsøge at tvinge tankerne væk – “det må jeg ikke tænke på”.

For alle menne­sker vil denne stra­tegi have den modsatte effekt – nemlig at tanken bare kommer igen og igen. Det er nemlig umuligt at igno­rere eller glemme tanker, hvis indhold man samti­dig har tolket som farligt eller truende; vores hjerne vil ikke lade os glemme noget, hvis det hand­ler om fare på færde, og resul­ta­tet bliver en bryde­kamp mellem to forskel­lige stra­te­gier, “glem det” og “hold for guds skyld øje med det”. På den måde kan OCD-ramte opleve, at de trods ihær­dige forsøg på at blokere de uønskede tanker, tvær­ti­mod får flere og flere af dem, hvil­ket i sig selv ofte bidra­ger til anta­gel­sen om, at noget er helt galt.

Eksem­pel­vis kan konklu­sio­nen blive, at “hvis jeg kan tænke sådan nogle tanker hele tiden, er jeg nok ved at blive skør eller miste kontrol, og så er der virke­lig noget om dem” eller “jeg kan aldrig slappe af igen, hvis jeg ikke gør noget for at forhin­dre kata­stro­fen, jeg tænker på”.
De forskel­lige anta­gel­ser, vi har om vores tanker og deres betyd­ning kan altså påvirke, i hvor høj grad, vi “køber” visse tanker og dermed hvor bange, vi bliver for dem. Dermed påvir­kes også sand­syn­lig­he­den for, at vi vil reagere på tankerne og på denne måde komme til at indlære de uhen­sigts­mæs­sige måder at dulme angsten på, som vi har beskre­vet oven­for, og som sætter sig fast som tvangs­hand­lin­ger.

I tera­pien gælder det om at få iden­ti­fi­ce­ret de uhen­sigts­mæs­sige anta­gel­ser for dernæst at udfor­dre dem. Neden­for kan du læse om nogle af de forskel­lige meto­der, vi anven­der til dette.

Behandling af OCD med kognitiv adfærdsterapi

Hvor­dan behand­ler vi så menne­sker, som fast­hol­des i disse onde cirk­ler? Hertil er der inden for den kogni­tive adfærds­te­rapi udvik­let en række meto­der og teknik­ker til at bryde cirk­lerne og danne basis for nye, mere hensigts­mæs­sige tanke- og adfærds­møn­stre.
Den præcise måde, hvorpå vi anven­der meto­derne, afhæn­ger natur­lig­vis i høj grad af den enkelte klients problem­stil­ling; derfor er det følgende en over­ord­net præsen­ta­tion af den kogni­tive adfærds­te­rapi anvendt til behand­ling af OCD og de enkelte forløb vil være vari­a­tio­ner over tema­erne neden­for.

Psykoedukation

Alfa og omega for at anvende meto­derne rigtigt og med gode resul­ta­ter er først og frem­mest, at den OCD-ramte selv bliver ekspert i sin egen behand­ling. Derfor er en vigtig del af tera­pien, at vedkom­mende lærer om sin egen lidelse, forstår hvor­dan de onde circ­ler bliver skabt og vedli­ge­holdt og forstår ratio­na­let bag tera­pien, så det giver mening, hvor­for man skal arbejde imod OCDen på de måder, vi beskri­ver neden­for.

Det er også vigtigt, at den OCD-ramte ved, hvad der er normale og almen­men­ne­ske­lige tanker, følel­ser og reak­tio­ner, så han eller hun ikke f.eks. tror, symp­to­merne er tegn på sinds­syge, at de skal kunne lade være med nogen­sinde at tænke skræm­mende tanker for at blive raske el.lign.
Denne del af tera­pien kaldes med et andet ord psyko­e­duka­tion. Psyko­e­duka­tion fylder ofte meget i de indle­dende timer hos psyko­lo­gen, fordi det er vigtigt for moti­va­tio­nen og mulig­he­den for at arbejde konstruk­tivt med OCD’en.

Sokratisk dialog

Sokra­tisk dialog er samtale, hvor psyko­lo­gen anven­der en særlig spør­ge­tek­nik til at afdække klien­tens kata­stro­fe­tan­ker og -fore­stil­lin­ger om, hvad der kan ske og hvor­dan. I mange tilfælde er den OCD-ramte selv bange for at tænke de skræm­mende tanker helt til ende og har derfor kun et diffust billede af den ende­lige kata­strofe eller den måde, den bliver virke­lig­gjort på – ved at få talt det igen­nem i detal­jer, får vi en forstå­else af logik­ken og ræson­ne­ment­erne i tvang­stan­kerne – “hvor­dan er det egent­lig, jeg tænker, det her kan lade sig gøre?”, og det kan i sig selv skabe en begyn­dende distance til tvang­stan­kerne. Vi får også nogle helt konkrete nedslags­punk­ter, som vi kan udfor­dre og ekspe­ri­men­tere med: “Sker der virke­lig det, jeg fryg­ter, hvis jeg gør sådan eller ikke gør sådan?” – der bliver altså banet vej for ekspo­ne­rin­ger, der er rele­vante og menings­fulde.

Et eksem­pel kan være et menne­ske med OCD, som er bange for at tænke en særlig tanke af frygt for, at den så vil blive til virke­lig­hed. Gennem den sokra­ti­ske dialog vil psyko­lo­gen efter­hån­den finde frem til, for det første, at vedkom­mende søger at undgå visse tanker, for det andet, at tankerne hand­ler om begi­ven­he­der, han fryg­ter vil ske, for det tredje, at han har en idé om, at tanken er en forud­si­gelse, der giver ham et ansvar for at forhin­dre kata­stro­fen, eller at tankens indhold tyder på, at han er ved at blive sinds­syg og dermed kunne finde på at forår­sage noget fryg­te­ligt. På den måde får man et udgangs­punkt for at arbejde med disse anta­gel­ser, f.eks. under­søge, hvilke “bevi­ser”, den OCD-ramte har på, at tanker kan være forud­si­gel­ser eller sige noget om ham som person – bevi­ser, der kan udfor­dres og testes, jvf. afsnit­tet om kogni­tiv omstruk­tu­re­ring.

Tankejournaler

Særligt i star­ten af behand­lings­for­lø­bet vil man arbejde med at regi­strere og nedskrive tvang­stan­kerne, de situ­a­tio­ner, der udlø­ser dem, de følel­ser, der følger dem, samt de reak­tio­ner (tvangs­hand­lin­ger), de udlø­ser. Baggrun­den for dette er, at det giver en større indsigt i, hvilke tanker og tolk­nin­ger, der ligger til grund for tvangs­hand­lin­gerne og en indsigt i, at hand­lin­gerne ikke er noget, der “bare sker”. Lige­le­des er jour­na­lerne med til at forsyne den OCD-ramte og psyko­lo­gen med “friske” og konkrete episo­der, som kan give inspira­tion til kogni­tiv omstruk­tu­re­ring og ekspo­ne­rin­ger.

Kognitiv omstrukturering

Når den OCD-ramte og psyko­lo­gen sammen får en god indsigt i måderne, hvorpå den OCD-ramte fore­stil­ler sig, at de fryg­tede hændel­ser kan ske, begyn­der arbej­det med kogni­tiv omstruk­tu­re­ring. Begre­bet dækker alle de meto­der, man anven­der til at udfor­dre indhol­det af og logik­ken i tvang­stan­kerne.

Det gælder for alle menne­sker, at når vi er bange, tænker vi “fast forward”, dvs. vi sprin­ger lynhur­tigt fra risi­koen for, at noget fryg­te­ligt vil ske til at fore­stille os, at det er umid­del­bart fore­stå­ende; fra en lille risiko til en stor kata­strofe. Jo højere angst­ni­veau, jo større spring og jo mindre opmærk­som­hed på de logi­ske argu­men­ter, der taler imod angsten.

For et menne­ske med OCD kan det eksem­pel­vis vise sig ved, at hun “hopper” direkte fra tanken om at røre et dørhånd­tag, som andre også har rørt, til fore­stil­lin­gen om, at hun får en farlig sygdom og dør. I omstruk­tu­re­rings­ar­bej­det går vi til tænk­nin­gen i “slow motion” og ser på, hvad der sker med den, når vi begyn­der at stille spørgs­mål til dem: Har vi nogen­sinde hørt noget lignede ske for andre? Hvis det virke­ligt var farligt, hvor­for sker der så ikke noget slemt for alle de menne­sker, der ikke lider af OCD på netop dén måde og gerne rører ved dørhånd­tag? Hvad ville du sige til en god ven, der fryg­tede det samme? Hvis der ikke skete det, du fryg­tede, hvad kunne der så ske iste­det? Herved finder vi alle “hullerne” i OCD-tænk­nin­gen og begyn­der trænin­gen i at finde såkaldte alter­na­tive tanker. Alter­na­tive tanker er alle de tanker, der siger noget andet om, hvad der kan ske, end tvang­stan­kerne gør.

En vari­a­tion af omstruk­tu­re­rin­gen kan også være at se se på alle de mellem­reg­nin­ger, der skal til, for at tvang­stan­ken kunne blive til virke­lig­hed, i oven­stå­ende eksem­pel f.eks. at der er en person med en farlig, smit­som sygdom, der ikke ligger syg derhjemme eller på hospi­tal, som har rørt dørhånd­ta­get, at de skulle kunne smitte gennem hænderne, at det er sket lige før, man selv rører, så smit­ten er frisk, at det skulle være en sygdom, der bare lige kan komme ind i krop­pen, uden at man går rundt med større sår, det kunne komme ind igen­nem, og ikke mindst at alle disse fakto­rer optræ­der på samme tid.

På denne måde åben­ba­res det utro­ligt usand­syn­lige i, at kata­stro­fen skulle indtræde – ofte bliver det næsten lidt komisk, hvil­ket igen bidra­ger til, at man får afstand til tvang­stan­kerne og kan se på dem fra et mere reali­stisk ståsted.
Når arbej­det med omstruk­tu­re­ring gøres grun­digt og jævn­ligt, er det med til at vænne den OCD-ramte til ikke blot at godtage tvang­stan­ker­nes indhold, men få sat spørgs­måls­tegn ved dem, genkende dem som OCD-tanker, og til at give mod på ekspo­ne­rin­gerne (se neden­for) ved at vise, at udfal­det nok ikke bliver så slemt endda.

Eksponering og responshindring

I den del af behand­lin­gen, som primært foku­se­rer på adfær­den – tvangs­hand­lin­gerne – sigtes der mod skridt for skridt at drosle ned for tvangs­hand­lin­gerne og danne nye erfa­rin­ger, der kan gå imod ens forvent­nin­ger om, hvad der kan ske ved at undlade hand­lin­gerne. De vigtig­ste meto­der til dette hedder ekspo­ne­ring og respons­hin­dring.

Ekspo­ne­ring bety­der at blive udsat for – i dette tilfælde for den situ­a­tion eller genstand, man normalt undgår, fordi den igang­sæt­ter tvang­stan­ker og angst. Det kan f.eks. være det at gøre bestemte ting, det at tænke særlige tanker, det at forlade hjem­met uden at tjekke visse ting og meget, meget mere.

Respons­hin­dring følger efter ekspo­ne­rin­gen og bety­der, at man forhin­dres i at fore­tage den (tvangs-) hand­ling, man sædvan­lig­vis ville udføre i situ­a­tio­nen. Plejer man at vaske hænder efter at have rørt bestemte ting, går respons­hin­drin­gen ud på at lade være med det og samme prin­cip gælder for de andre typer tvangs­hand­lin­ger.

Herved opnås to ting: For det første får man mulig­hed for at opleve, at den fryg­tede konse­kvens – f.eks. sygdom eller død – udebli­ver, og for det andet ople­ver man, at angsten faktisk daler, uden at man har udført tvangs­hand­lin­gen.
På den måde får man mulig­hed for at se, at det ikke er nødven­digt at udføre tvangs­hand­lin­gen for at være i sikker­hed og blive OK igen.

Jo flere gange, ekspo­ne­rin­gerne og respons­hin­drin­gen genta­ges, jo mindre vil angsten for situ­a­tio­nen blive, og jo mere vil man begynde at tro på, at situ­a­tio­nen ikke er så farlig endda. For at turde udfor­dre OCD’en på denne måde og gøre lige præcis dét, man er bange for, er det vigtigt, at man via psyko­e­duka­tion har fået en god forstå­else af, hvor­for det er nødven­digt, og hvor­for det virker.

Inden ekspo­ne­rings­ø­vel­serne igang­sæt­tes, laver klien­ten og psyko­lo­gen en regi­stre­ring af de forskel­lige tvang­stan­ker og -hand­lin­ger, finder på egnede ekspo­ne­rin­ger og note­rer det forven­tede angst­ni­veau ved dem. På denne måde laver vi et såkaldt angst­hie­rarki, så man kan starte med de “lette­ste” ekspo­ne­rin­ger og så skridt for skridt, efter­hån­den som man bliver klar til det, bevæ­ger sig fremad mod de sværere. Sådan sikres det, at man ople­ver succes med ekspo­ne­rin­gerne og ikke mister modet, fordi man bliver kastet ud i alt for svære opga­ver for hurtigt.

Hjemmearbejde

For at erfa­rin­gerne fra arbej­det med ekspo­ne­ring og respons­hin­dring kan sætte sig godt fast og så at sige udkon­kur­rere de gamle mønstre, er det vigtigt, at ekspo­ne­rin­gerne udfø­res meget hyppigt, aller­helst hver dag. Derfor er hjem­me­ar­bejde vigtigt – jo flere genta­gel­ser, jo hurti­gere frem­skridt.

Modelling

Som forbe­re­delse til ekspo­ne­ring og respons­for­hin­dring anven­der man også model­ling, dvs. at psyko­lo­gen selv viser klien­ten, hvor­dan øvel­sen skal udfø­res, f.eks. ved selv at røre ved et dørhånd­tag uden at vaske hænder. Dette er med til at vise, at øvel­sen kan lade sig gøre og indg­yde tillid til, at man som tera­peut ikke sætter folk til at gøre noget, man ikke selv ville gøre. Bagef­ter gennem­fø­res ekspo­ne­rin­gerne oftest sammen med tera­pe­u­ten, så ople­vel­serne og konse­kven­serne kan disku­te­res, inden klien­ten får som hjem­me­op­gave at fort­sætte ekspo­ne­rin­gerne derhjemme.

Selvværdsarbejde

Slut­te­lig er en vigtig del af behand­lin­gen selv­værds­ar­bejde, idet lavt selv­værd kan være både en bidra­gende årsag til og en konse­kvens af OCD. Hvis man eksem­pel­vis går rundt med en anta­gelse om, at man er særligt udue­lig, mærke­lig, farlig, uhel­dig eller ander­le­des, vil “mærke­lige” tanker nemmere kunne over­be­vise en om, at der er fare på færde; at “den er god nok – se selv, når jeg tænker sådan, så er den da virke­lig gal med mig, sådan tænker andre, “normale” menne­sker sikkert ikke!”. Sådanne anta­gel­ser er vigtige at ændre gennem tera­pien.

Omvendt kan selv­vær­det også lide et alvor­ligt knæk ved, at man lider af OCD i længere tid. Udover at OCD-ramte ofte uret­mæs­sigt kan føle sig mærke­li­gere end alle andre, bevir­ker deres lidelse måske også i nogle tilfælde, at de må gå glip af en masse ople­vel­ser, der kan give selv­til­lid – en god skole­gang, et godt soci­alt liv, kære­ster, jobs mm. Derfor er det vigtigt ikke “blot” at fjerne OCD-symp­to­merne, men også at arbejde med alle de andre felter i det OCD-ramte menne­skes liv samt deres tro på at kunne klare sig her også.

Andre terapeutiske retninger – mindfulness og metakognitiv terapi

Efter udvik­lin­gen af kogni­tiv adfærds­te­rapi er der opstået en række behand­lings­tek­nik­ker, der er afledt af eller lader sig kombi­nere med kogni­tiv adfærds­te­rapi, bl.a. til behand­ling af OCD.

En af meto­derne er mind­ful­ness, som er en form for opmærk­som­heds­træ­ning, der bl.a. benyt­ter sig af medi­ta­tion. Vha. forskel­lige mind­ful­nes­sø­vel­ser og -medi­ta­tio­ner lærer man bl.a. at obser­vere tanker, følel­ser og sanse­ind­tryk uden at handle på dem og uden at dømme dem som forkerte, uønskede el.lign. Deri­mod lærer man at accep­tere dem og lade dem passere frem­for enten at prøve at presse dem væk eller godtage dem som noget vigtigt, man skal handle på.

Fokus er på at vende opmærk­som­he­den tilbage til nuet og huske på, at tanker kun er tanker, og at man selv er herre over, om man vil gå videre ind i dem – bare fordi noget kommer ind i bevidst­he­den, behø­ver man ikke tage sig af det. På den måde lærer man at se på sine egne tanker i et andet perspek­tiv og opnår erfa­ring med, at uanset indhol­det, så passe­rer de altid, også selvom man ikke fore­ta­ger sig noget med dem.

En lignende tænk­ning finder man inden­for metakog­ni­tiv terapi – her foku­se­res der på “tanker om tanker”. Når ubeha­ge­lige eller skræm­mende tanker sætter sig fast, hænger det ofte sammen med, at man har nogle anta­gel­ser om, at det er vigtigt at tage sine tanker alvor­ligt, og at man har tilbø­je­lig­hed til at løse proble­mer ved at gruble over dem. Man kan eksem­pel­vis have en idé om, at grub­le­ri­erne vil løse proble­met, man tænker på og forsyne en med “det rigtige svar”, at de forhin­drer frem­ti­dige proble­mer i at opstå, eller at tankerne skal over­vå­ges, fordi de kunne sige noget bekym­rings­væk­kende om en. I reali­te­ten avler grub­le­ri­erne dog altid blot nye proble­mer og mere angst, da man så at sige får gravet sig ned i de angst­frem­kal­dende tanker, forstær­ket dem og bliver fast­låst i dem frem­for at finde løsnin­ger.

I den metakog­ni­tive terapi arbej­des der på at lære at lade grub­le­ri­erne ligge, dvs. man går ikke ind i indhol­det af (tvangs-)tankerne, men lærer deri­mod at styre udenom de lange indre diskus­sio­ner og grub­le­rier, som altid blot fører til mere angst. På den måde lærer man nye stra­te­gier til hånd­te­ring af ens egne tanker og ople­ver, at grub­le­ri­erne egent­lig ikke gjorde gavn med blot forha­lede proces­sen med at lade en ubeha­ge­lig tanke passere.

Elemen­ter fra mind­ful­ness og metakog­ni­tiv terapi lader sig fint inte­grere med en mere klas­sisk kogni­tiv terapi, og vægt­nin­gen kan ligge forskel­ligt fra person til person, alt efter hvor­dan den enkel­tes OCD er sammen­sat, og hvad der giver de bedste resul­ta­ter.

Det oven­stå­ende er som sagt en meget kort præsen­ta­tion af den kogni­tive adfærds­te­ra­pe­u­ti­ske metode anvendt på OCD. Der er selv­føl­ge­lig meget mere at sige om emnet, og da vi alle er forskel­lige, er to behand­lin­ger selv­føl­ge­lig heller ikke ens – men al forsk­ning viser, at kogni­tiv adfærds­te­rapi er den bedste og mest effek­tive tera­pe­u­ti­ske behand­ling til OCD, og at OCD-ramte i langt de fleste tilfælde vil have rigtigt god effekt af et behand­lings­for­løb med kogni­tiv adfærds­te­rapi.

Hvis du ønsker yder­li­gere infor­ma­tion om OCD og kogni­tiv adfærds­te­rapi mod OCD, er du velkom­men til at maile eller ringe til Prak­sis for Kogni­tiv Terapi. Du kan også læse meget mere om kogni­tiv adfærds­te­rapi, OCD, samt om en række andre lidel­ser, på vores hjem­meside: www.kognitivpraksis.dk

Med venlig hilsen

Psyko­lo­gerne Mette Eline Lauritzen, Stine Næsted og Susanne Johan­sen
Prak­sis for Kogni­tiv Terapi
Gothers­gade 175, st.tv. 1123 Køben­havn K
Tlf. 33242498
psykologerne@kognitivpraksis.dk