Skønhedens grimme ansigt

 

Af Maja Dam og Silje Hansen Westerheim, psykologer, Psykologerne Dam & Westerheim – Kognitiv & Metakognitiv Klinik

Et smukt ydre har altid været anset som værdifuldt, men fokusset på skønhed har alligevel aldrig været så stort, som det er i dag. Aldrig har vi kunnet komme så tæt på andres perfekte udseende og deres perfekte liv, som vi gør det gennem fjernsyn og sociale medier, og aldrig har vi haft den samme grad af frihed og mulighed for at reparere det uperfekte med makeup, operationer og botox.

I takt med at samfundet ændres, ændres også udtrykket for psykiske lidelser. Det er muligvis derfor, at vi i de seneste år har oplevet en større tilstrømning af klienter, der lider af Body Dysmorphic Disorder (BDD).

Hvad er Body Dysmorphic Disorder?

BDD er kendetegnet ved en hæmmende overopmærksomhed på opfattede fejl eller defekter i ens udseende, hvilket fører til et betydeligt ubehag. Tankerne kan kredse om alle kropsdele, men de største bekymringer kredser oftest om håret, ansigtet, næsen eller huden. De fleste er også optaget af flere områder på samme tid. Mange af os kan genkende en utilfredshed ved dele af vores krop eller ansigt, men personer med BDD vil typisk have svært ved at tage afstand til tankerne og bruger meget tid på grublerier og bekymringer om deres udseende samt på hertil knyttede ritualer.

Ofte har den BDD-ramte en grundlæggende antagelse om vigtigheden af et smukt ydre, og at dette smukke ydre vil være knyttet til en øget livskvalitet. Denne antagelse skaber grobund for en række grublerier om fortiden og bekymringer for fremtiden samt dagdrømme om, hvordan det hele kan afhjælpes gennem ritualer eller større indgreb.
Ritualerne, som typisk kendetegner en BDD-lidelse, er eksempelvis overdrevet brug eller undgåelse af spejle, pillen i huden for at forsøge at udjævne huden, forsøg på at kamuflere de indbildte defekter enten ved brug af overdreven makeup eller ved brug af en bestemt tøjstil. Mange benytter sociale medier som et værktøj til at sammenligne sig med andre og googler metoder til at ændre de defekte kropsdele i håbet om at finde en løsning på, hvordan de kan komme ud af deres tilstand. Og i værste fald – hvilket ofte er et resultat af disse bekymringer – en række kosmetiske operationer.

Fælles for disse ritualer er, at de ikke fører til en lettelse som forventet, men tværtimod vil forværre pro­blemet. Et ansigtsløft vil for eksempel kunne dæmpe bekymringerne om slap hud her og nu, men derefter vil bekymringerne flytte over til et andet fokusområde, for eksempel arrene efter operationen. Dette sker, fordi man kritisk vurderer sit udseende og vigtigheden af det.

Dette betyder dog ikke, at enhver form for bekymring omkring vores udseende er patologisk. De fleste af os vil kunne genkende os selv i enkelte af de nævnte fokusområder og ritualer. I dag er det også meget almindeligt at ’fikse lidt på sit udseende’, uden at det betyder, at man har en lidelse. De fleste tanker og ritualer hos en BDD-ramt er ekstremer af normaladfærd, men den BDD-ramte og de pårørende vil ofte være enig i, at bekymringerne og ritualerne fylder for meget.

Temperaturen på vores selvbillede

Vores indre billede af os selv er ikke stabilt over tid, men kan ændre sig, i takt med at vi ældes eller på anden måde ændrer udseende i form af tøjstil og makeup. Derudover påvirkes vi også af de mennesker, vi omgiver os med, og den feedback, vi modtager. For de fleste af os ligger vores egen vurdering af vores udseende lidt varmere og mildere, end andre vil vurdere os (Epley & Whitchurch, 2008). For den BDD-ramte er det dog, som om termo­meteret ikke fungerer, som det skal, og vurderingen vil konstant ligge lavere, end hvad andre ville vurdere personen til.

Forskning viser, at vores livskvalitet ikke afhænger af, hvor pæne vi er, men hvor pæne vi føler, at vi er i andres øjne, og hvor stor betydning vi tillægger dette (Veale, Willson & Clarke, 2009). BDD-ramte er overbeviste om, at andre vil vurdere deres udseende negativt, og at dette vil have konsekvenser for, hvorvidt de kan blive accepteret. Derfor vil den BDD-ramtes livskvalitet klart være forringet.

Hvor udbredt er lidelsen?

Der er ikke foretaget store befolk­ningsundersøgelser af lidelsen. Alligevel synes BDD, som man har kendskab til i store dele af verden, at være underdiagnosticeret og mere udbredt end tidligere troet. Mindre studier peger på, at tilstanden rammer omkring 0,7-5,3% af befolkningen. Underrapporteringen kan skyl­des flere årsager blandt andet skam, manglende behandlingstilbud samt et manglende kendskab til lidelsen blandt befolkningen og ikke mindst blandt behandlere.

Behandlingen

Britiske kliniske retningslinjer, som bygger på bedst tilgængelig evidens, anbefaler kognitiv adfærdsterapi (KAT) udført af KAT-behandlere med kendskab til BDD og til eksponering og responshindring – gerne i kombination med antidepressiv medicin (NICE, 2005).
I behandlingen af BDD er psykoedukation vigtig, altså at lære den ramte om egen tilstand. Dette giver en forståelse for, hvad BDD er, og hvad det er, som vedligeholder denne pro­blemstilling hos den ramte. Behand­lingen bygger i stor stil på ekspone­ring og responshindring, altså at den BDD-ramte gradvist bliver udsat for en frygtet situation uden at handle på den med sikkerhedsadfærd eller undgåelse. Eksempelvis at stå i et ubehageligt lys uden at skjule den oplevede fejl eller defekt, at lægge makeup på den halve tid eller gå i træningscenter uden at sammenligne ens udseende med andres.

For at hjælpe personen med at være i disse situationer arbejder vi på at finde hjælpsomme tanker, som kan udfordre de kritiske tanker, samt ved at udfordre antagelser som eksempelvis at ’ingen vil kunne elske mig, medmindre jeg har et perfekt ydre’. Det er også hjælpsomt at lære at kontrollere bekymringer og gruble­rier omkring defekter. Det vil kunne hjælpe den BDD-ramte til at stå imod trangen til at udføre handlinger, som vedligeholder problemet. Herudover er det hjælpsomt at lære, hvordan fokus på egne fejl og andres tanker om disse kan flyttes over på andre og sundere fokuspunkter ved hjælp af øvelser.

Forhåbentlig vil vi i fremtiden se et større tilbud i det offentlige og en bedre udbredelse af viden om BDD, så de BDD-ramte får bedre mulighed for at få kendskab til lidelsen og dermed søge relevant hjælp. En hjælp, der i høj grad findes, dog primært i den private sektor i Københavnsområdet.