Af Else­bet Steno Hansen, ph.d., over­læge, Klinik for Angst og OCD, Psyki­a­trisk Center Køben­havn (Rigs­ho­spi­ta­let)

I mange år blev OCD betrag­tet som en lidelse, der var næsten umulig at behandle med medi­cin. Denne sørge­lige erfa­ring var blevet gjort på baggrund af talrige forsøg med at lette lidel­sen for OCD-ramte med diverse former for psyko­far­maka, herun­der også antip­sy­ko­ti­ske præpa­ra­ter og litium, uden større succes.

Behand­ling med tilgæn­ge­lige anti­de­pres­sive midler kunne dog, ved samti­dig tilste­de­væ­rende depres­sion, give en vis symp­tom­let­telse, men gene­relt var behand­lings­re­sul­ta­terne beskedne.

Med frem­kom­sten af det anti­de­pres­sive præpa­rat Anaf­ra­nil (clomi­pra­min) i slut­nin­gen af 1960`erne ople­vede OCD-ramte imid­ler­tid markant reduk­tion af tvangs­symp­to­mer, og hermed var en ny æra inden for den medi­cin­ske behand­ling af OCD begyndt.

Det viste sig, at Anaf­ra­nils effekt var knyt­tet til genop­ta­gel­ses­hæm­ning af signal­stof­fet sero­to­nin, hvil­ket har ført til hypo­te­sen om, at netop sero­to­nin spil­ler en nøglerolle ved OCD. I dag ved vi også, at sero­to­nin er invol­ve­ret i andre angst­til­stande og depres­sion. Deru­d­over er sero­to­nin medvir­kende i regu­la­tio­nen af blandt andet appe­tit, søvn og seksu­a­li­tet.

Antidepressiva (midler mod depression)

Siden Anaf­ra­nils indtræ­den på den behand­lings­mæs­sige arena er nyere præpa­ra­ter med tilsva­rende virk­nings­me­ka­nisme dukket op. Det drejer sig om de såkaldte SSRI-præpa­ra­ter, sertra­lin (Zoloft), cita­l­op­ram (Cipra­mil) og fluoxe­tin (Fontex), fluvoxa­min (Feva­rin), paroxe­tin (Seroxat) og esci­ta­l­op­ram (Cipra­lex).

SSRI bety­der selective sero­to­nin reup­take inhi­bi­tors, på dansk “selek­tive (speci­a­li­se­rede) sero­to­nin genop­ta­gel­ses­hæm­mere”. Dette vil – stærkt forenk­let – sige, at medi­ci­nen virker ved at hindre, at sero­to­nin bliver genop­ta­get fra kontak­t­om­rå­det mellem hjer­ne­cel­lerne, såle­des at kommu­ni­ka­tio­nen mellem hjer­ne­cel­lerne forlø­ber lettere.

Anaf­ra­nil og de nyere SSRI-præpa­ra­ter virker såle­des både ved OCD, angst og depres­sion. Stof­ferne er velun­der­søgte både med hensyn til virk­nin­ger og bivirk­nin­ger. Det er i flere store under­sø­gel­ser konklu­de­ret, at der ikke er den store forskel på Anaf­ra­nil og SSRI, hver­ken hvad angår effekt eller bivirk­nin­ger. Der er heller ikke den store forskel på SSRI-præpa­ra­terne indbyr­des ifølge disse under­sø­gel­ser, og gene­relt tåles medi­ci­nen godt.
Ved OCD skal dosis af SSRI og Anaf­ra­nil typisk være højere end ved angst og depres­sion.

SNRI-præpa­ra­terne kom efter SSRI. SNRI står for sero­to­nin noradre­na­lin reup­take inhi­bi­tors; de virker såle­des genop­ta­gel­ses­hæm­mende både på sero­to­nin og noradre­na­lin, som er et andet betyd­nings­fuldt signal­stof i central­ner­ve­sy­ste­met, som især er invol­ve­ret i depres­sion. Det kend­te­ste SNRI-stof er venla­faxin (Efexor). Venla­faxin har også i prak­sis vist sig effek­tivt ved OCD, hvil­ket også er doku­men­te­ret i flere under­sø­gel­ser.

De anti­de­pres­sive præpa­ra­ter af lidt ældre dato uden virk­ning på sero­to­nin­sy­ste­met (f.eks. imipra­min og nortrip­ty­lin) har ikke doku­men­te­ret virk­ning ved OCD.

Andre former for medicin med virkning på OCD

Ved visse former for svært behand­le­lig OCD, hvor der ikke har været effekt af medi­cin, heller ikke efter øget dosis eller skift til andet SSRI-præpa­rat eller Anaf­ra­nil, kan man ofte opnå en gunstig virk­ning ved et tillæg af lille dosis antip­sy­ko­tisk medi­cin, f. eks. rispe­ri­don (Risper­dal) eller quet­i­a­pin (Seroquel). Dette er påvist i flere kontrol­le­rede under­sø­gel­ser. Virk­nin­gen kan skyl­des, at man får en påvirk­ning af et tredje signal­stof, dopa­min, der også er invol­ve­ret i OCD.

Antip­sy­ko­tika som eneste medi­cin­ske behand­ling ved OCD er der deri­mod ingen doku­men­te­ret virk­ning af.

Stof­fet buspiron (Buspar) kan have effekt på OCD, men der savnes større klini­ske kontrol­le­rede under­sø­gel­ser på områ­det.

Klas­si­ske angst­dæm­pende midler som for eksem­pel benzo­di­a­zepi­ner (Steso­lid, Tafil m.m.) er der ingen doku­men­te­ret effekt af ved OCD.

Bivirkninger

Det er vigtigt at fast­slå, at langt fra alle, der får medi­cin, får bivirk­nin­ger, og de, der får bivirk­nings­symp­to­mer, slip­per som regel af med dem i løbet af den første uges behand­ling, maksi­malt inden for 14 dage. Endvi­dere får man sjæl­dent alle de bivirk­nings­symp­to­mer, der er remset op på indlægs­sed­len, oftest et eller to. Mange af de bivirk­nings­symp­to­mer, man kan læse om, er desu­den uhyre sjældne.

De hyppig­ste bivirk­nin­ger ved Anaf­ra­nil er mundtør­hed, forstop­pelse, sved­ten­dens, urin­re­ten­tion – d.v.s. at man kan være lidt længere om at lade vandet. Man kan også få blod­tryks­fald, foran­drin­ger i hjer­tets rytme, og man bør for alle tilfæl­des skyld få checket sit blod­tryk og gerne få taget et EKG, inden man star­ter behand­ling. Vægtøg­ning ses også, lige­som kram­pe­tær­skel kan nedsæt­tes.

Almin­de­lige bivirk­nin­ger ved SSRI er sved­ten­dens, forstoppelse/diarre, kvalme, mundtør­hed, hoved­pine, søvn­be­svær og uro. Endvi­dere vægtøg­ning og nedsat sexlyst. Nogle ople­ver små spjæt i musk­lerne, ofte før de sover.

Man skal passe på med samti­dig indta­gelse af den type anti­de­pres­siv medi­cin, der kaldes MAO-hæmmere, for eksem­pel Marplan. I det hele taget bør man altid spørge sin læge om de forskel­lige slags medi­cin, man indta­ger, kan forli­ges med hinan­den. Husk også, at natur­me­di­cin – som ikke er omfat­tet af læge­mid­del­lov­giv­nin­gen, og hvor der ofte ikke er udfør­lig dekla­ra­tion af indhold – kan påvirke anden medi­cin, man indta­ger. Pas især på med peri­kum-præpa­ra­ter, som ikke må indta­ges sammen med anti­de­pres­siv medi­cin!

Det er forstå­e­ligt, at man kan blive utryg ved tanken om at få en eller flere af oven­nævnte bivirk­nin­ger, der kan lyde meget drasti­ske. Men som nævnt tåler de fleste medi­ci­nen godt, og i de fleste tilfælde får man kun et forbi­gå­ende ubehag. Får man imid­ler­tid en mere lang­va­rig bivirk­ning, kan man oftest slippe for den ved at gå ned i dosis eller skifte præpa­rat.

Det skal nævnes, at også ved gravi­di­tet kan visse SSRI-præpa­ra­ter anven­des, for eksem­pel Fontex/fluoxetin.

Anbefalinger

Sammen­fat­tende må siges, at den anbe­fa­lede medi­cin­ske behand­ling af OCD er et SSRI- præpa­rat (Fontex, Seroxat, Zoloft, Cipra­mil, Cipra­lex, Feva­rin) eller Anaf­ra­nil, even­tu­elt SNRI (Efexor).

Der kan even­tu­elt tillæg­ges en lille dosis Risper­dal eller Seroquel med henblik på forø­get virk­ning.

Behand­lings­va­rig­hed bør være mindst et år.

Oven­stå­ende anbe­fa­lin­ger er hentet fra Sund­heds­sty­rel­sens Refe­ren­ce­pro­gram for Angst­li­del­ser (2007), som også har en mere detal­je­ret gennem­gang af de forskel­lige præpa­rat­ty­per og de mange kontrol­le­rede under­sø­gel­ser, der ligger bag anbe­fa­lin­gerne.