– Kognitiv adfærdsterapi blev Jonas’ redning

Jonas Fryland havde svære OCD-symp­to­mer i omkring 20 år uden at få en diag­nose. En arti­kel i et ugeblad og en DR-doku­men­tar satte ham på sporet, og efter et inten­sivt kogni­tiv tera­pi­for­løb blev han stort set symptomfri.

Af Stig Andersen

 

Jeg synes, det er rigtig vigtigt at fortælle histo­rien om, at man som OCD-ramt kan gå fra at være helt nede til at komme helt op igen, hvis man får den rette behand­ling. Den histo­rie kunne jeg godt have haft brug for at høre, da jeg havde det værst. “
Jonas Fryland, 36 år, OCD-ramt

Foto: Stig Andersen

 

20 år. Så lang tid skulle der gå, før 36-årige Jonas Fryland fik sat en diag­nose på sin lidelse. Hver­ken egen læge eller de psyko­lo­ger og psyki­a­tere, som han var i kontakt med gennem årene, spot­tede, at hans symp­to­mer matchede klas­si­ske OCD-symp­to­mer. ”En gang imel­lem kan jeg selv­føl­ge­lig godt tænke: Hvor­for var der ingen, der så det? Det kan man på den anden side jo ikke bruge til noget, så jeg glæder mig bare over, at jeg har det godt i dag,” siger han.

Ondt i maven

Det star­tede i de tidlige dren­geår. Han var plaget af en vold­som angst for, at der skulle ske mode­ren noget, når de var fra hinan­den. Han havde mest lyst til at tage hjem fra skole for at sikre sig, at hun var der – at hun var i live. Han ringede også hjem for at blive bekræf­tet i det, men det hjalp kun kort – mode­ren kunne jo være taget ud og kørt sig ihjel, lige efter de havde snak­ket sammen. Efter aftale med skolen kunne han tage hjem, hvis han havde behov for det, og det gjorde han tit. Den offi­ci­elle forkla­ring var, at han havde ondt i maven. ”Jeg havde det fint, når jeg var hjemme. Så kunne jeg jo se, at min mor ikke var død.”

Gik ud over familien

Jonas’ angst for, at der skulle ske mode­ren noget, betød meget for fami­li­ens soci­ale liv. ”Hvis mine foræl­dre for eksem­pel skulle på besøg et sted eller til et arran­ge­ment i fami­lien, var jeg sikker på, at de ville køre galt. De forsøgte at sige til mig, at der ikke ville ske noget, men det var jeg over­be­vist om, at der ville. Jeg løb flere gange efter bilen, når de kørte, og så blev de jo nødt til at stoppe og melde afbud.” Jonas var også ofte med sin mor, når hun kørte rundt med sit arbejde, bare for at være sikker på, at hun ikke døde, mens de var fra hinan­den. ”Det var forfær­de­lig kede­ligt at tage med min mor rundt på arbejde, men det var den eneste måde, jeg kunne have det godt på.” Fade­ren arbej­dede som pilot, og på et tids­punkt blev Jonas også bange for, at der skulle ske ham noget på flyve­tu­rene. Så de aftalte, at han skulle ringe hjem, når han var kommet godt frem, men igen varede det ikke længe, før angsten kom tilbage – der kunne jo være sket fade­ren noget, lige efter han havde lagt på. Jonas begyndte også at inter­es­sere sig rigtig meget for sikker­he­den i de fly, som fade­ren fløj med, og han tog tit ud til luft­hav­nen for at følge flyet, når hans far landede – bare for at se, at han kom sikkert ned.

”Psykopatangst”

Foræl­drene kunne selv­føl­ge­lig godt se, at der var noget galt og tog Jonas med til egen læge. Han var også en tur forbi skolep­sy­ko­lo­gen, men ingen af dem fik mistanke om, at det var OCD, der plagede ham. Der blev ikke igang­sat nogen behand­ling, men symp­to­merne aftog grad­vis af sig selv i løbet af teena­ge­å­rene. Det varede dog ikke ved. En aften så den 19-årige Jonas en film med en scene, hvor en skole­e­lev vold­ta­ger sin lærer, og det udlø­ste et vold­somt tilbage­fald. ”Jeg fik hjer­te­ban­ken og blev fuld­stæn­dig panisk. Kunne jeg finde på at gøre sådan noget? Jeg fik det, jeg kalder ”psyko­pa­ta­ngst”. Jeg var bange for at miste kontrol­len over mig selv og gøre noget forfær­de­ligt mod et andet menne­ske,” fortæl­ler han.

Ingen behandling

Jonas udvik­lede forskel­lige typer undgå­el­ses­ad­færd. Han meldte fra til fami­lie­festerne og trak sig fra bytu­rene med vennerne og blev efter­hån­den ”ham den kede­lige”, der altid havde en undskyld­ning for ikke at tage med. Han fortalte sine foræl­dre, hvor­dan han havde det. ”Jeg håbede faktisk, at de ville få mig lukket inde på et hospi­tal, så jeg ikke kunne gøre skade på nogen, men det gjorde de jo ikke. De fortalte mig, som foræl­dre jo vil gøre, at sådan var jeg ikke, og jeg da ikke kunne finde på at gøre nogen ondt.” På det tids­punkt havde Jonas fået en kære­ste, sin senere kone. Hun kendte godt til de proble­mer, han havde haft som dreng, og en dag, hvor de var ude at køre, blev han nødt til at holde ind til siden for at fortælle, at angsten var kommet igen, men nu med nogle andre tanker. ”Hun flyg­tede ikke ud af bilen, men sagde også, at sådan var jeg jo ikke, og det skulle vi nok kunne hånd­tere.” De kontak­tede egen læge, og han kom også til en psyki­a­ter, som skrev noget forskel­ligt medi­cin ud. Der kom dog aldrig rigtig gang i en egent­lig behand­ling. ”Jeg tog hen til psyki­a­te­ren, vi snak­kede i en times tid, og så gik jeg hjem igen. Det rykkede over­ho­ve­det ikke.”

Med hænderne i lommen

Jonas fik det stadig værre. Han blev mere og mere angst for, at han skulle forvolde andre menne­sker skade, eller at han alle­rede havde gjort det. Han stolede ikke på sin egen hukom­melse, så han tjek­kede ustand­s­e­ligt nyhe­derne for at se, om der var begået mord eller voldtæg­ter. Hvis ikke, blev han kortva­rigt bero­li­get. Når han kørte bil, tjek­kede han hele tiden baks­pej­let for at se, om han havde kørt nogen ned, og han måtte tit køre tilbage ad den vej, han var kommet, for at tjekke, om der lå nogen. Til sidst holdt han helt op med at køre bil. Han begyndte også at gå med hænderne i lommen, når han var blandt andre menne­sker, for så kunne han jo ikke komme til at gøre dem ondt.

Førtidspension som 25-årig

På arbej­det var det begyndt at blive et problem. Han brugte hurtigt al sin ferie og afspad­se­ring og meldte sig ofte syg. På et tids­punkt meldte kommu­nen sig også på banen for at forsøge at finde en løsning. Der blev indhen­tet oplys­nin­ger fra flere sider, og psyki­a­te­ren fore­slog, at Jonas skulle på førtids­pen­sion. ”Jeg syntes, at førtids­pen­sion lød som det helt rigtige. Det ville virke­lig være en lettelse at kunne gå hjemme, for der kunne jeg få ro for min angst.” Resul­ta­tet blev, at Jonas som 25-årig fik tildelt førtids­pen­sion. Igen var det dog en kort­fri­stet lettelse. Symp­to­merne blev stadig værre, han udvik­lede også en sygdomsangst, hvor han hele tiden skulle tjekke sin krop for symp­to­mer, og ”psyko­pa­ta­ng­sten” blev værre. Nu var det ikke længere nok at være hjemme – han skulle hele tiden være sammen med nogle, primært sin kone, som han konstant fulgte rundt i huset. ”Jeg brugte min kone som alibi, dels så hun kunne afværge, at jeg begyndte på noget volde­ligt over for andre, dels så hun kunne være min hukom­melse og bekræfte mig i, at jeg ikke havde gjort noget.”

Vendepunktet

Vende­punk­tet kom i 2007, da hans kone læste en arti­kel om OCD i et ugeblad, og de på cirka samme tids­punkt så DR-doku­men­ta­ren ”Tvun­get af tanker”, hvor fire OCD-ramte bliver indkvar­te­ret i et sommer­hus og får inten­siv kogni­tiv adfærds­te­rapi. ”Jeg havde aldrig hørt om OCD, og selvom perso­nerne i sommer­hu­set havde andre symp­to­mer end mig, kunne jeg jo godt se nogle ligheds­punk­ter,” fortæl­ler Jonas. De kunne se på rulle­teksterne, at OCD-klinik­ken i Risskov, Aarhus, var invol­ve­ret i udsen­del­sen, så kort tid efter ringede de til klinik­ken og fik en aftale. ”Det var helt fanta­stisk at sidde over for en psyko­log, der vidste lige præ- cis, hvor­dan jeg havde det. Når jeg star­tede på en sætning, kunne han som regel gøre den færdig!” Jonas blev dog noget choke­ret, da psyko­lo­gen fore­slog et 14-dages inten­sivt tera­pi­for­løb. ”Seks timer om dagen i 14 dage, og så i Aarhus – det skulle jeg i hvert tilfælde ikke!” På den anden side kunne han godt se, at her var chan­cen. Hvis han nogen­sinde skulle ud af den situ­a­tion, han var endt i, så måtte der gøres noget drastisk. Det samme tænkte hans kone, som også skub­bede på for at få ham til at sige ja.

Kørte selv til Aarhus

De 14 dage i Aarhus var hårde. Alene køns­sam­men­sæt­nin­gen i grup­pen var en udfor­dring: én mand ud over Jonas, resten kvin­der. ”Jeg sørgede for at holde mig i nærhe­den af den anden mand, så han kunne stoppe mig, hvis jeg skulle begynde på noget volde­ligt over for kvin­derne,” fortæl­ler Jonas, for hvem det var en vold­som ekspo­ne­ring blot at forlade loka­let og stå alene uden­for i få sekun­der. ”Når jeg var alene, var der jo ikke nogen til at forhin­dre mig i at gøre noget forfær­de­ligt, hvis der kom et andet menne­ske forbi.” Hans kone kørte ham hver dag til Risskov, men der blev sat det mål for behand­lin­gen, at Jonas selv skulle køre den sidste dag. Tera­pien virkede så godt, at han selv kørte de sidste tre dage. ”Det var en kæmpe sejr, at jeg selv kunne køre til Aarhus. Jeg havde ikke kørt bil i flere år, så jeg kørte forkert flere gange og skulle nærmest lære forfra at fylde benzin på,” fortæl­ler Jonas med et smil.

Droppede førtidspensionen

Behand­lin­gen på Risskov betød, at Jonas grad­vist kunne genop­tage sit tidli­gere arbejde. Han blev på førtids­pen­sio­nen i en peri­ode som en god sikker­hed, men efter noget tid havde han det så godt, at han kom op på fuld tid. Så en dag i 2009 kontak­tede han kommu­nen, og man blev enige om at droppe førtids­pen­sio­nen. ”Jeg har det virke­lig godt i dag. Der er ikke noget, jeg undla­der at gøre på grund af OCD’en, som jeg jo stadig har et eller andet sted. Jeg bruger de værk­tø­jer, jeg har fået i tera­pi­for­lø­bet, så hvis der er noget, jeg ikke synes, jeg vil, mærker jeg efter, om det bare er fordi, jeg ikke har lyst eller ikke gider, eller fordi det er OCD’en, der taler. Hvis det er OCD’en, tvin­ger jeg mig selv til at gøre det alligevel.”

Søg hjælp hos en specialist

Hvis han skulle give nogle råd til andre i en tilsva­rende situ­a­tion, vil Jonas først og frem­mest opfor­dre til, at man søger hjælp, så snart man ople­ver OCD-symp­to­mer. ”Det er meget vigtigt, at man søger hjælp hos en speci­a­list i OCD, og det er vigtigt, at der virke­lig sker noget i behand­lin­gen, så man ikke bare går til samta­ler i årevis, uden at der er nogen effekt.” For Jonas var kogni­tiv adfærds­te­rapi den helt rigtige behand­ling, men han vil gerne under­strege, at det kommer ikke af sig selv. ”Man skal være klar over, at det er hårdt arbejde at være i kogni­tiv adfærds­te­rapi, men hvis man klem­mer på, så kan det virke­lig rykke noget. Det var i hvert tilfælde det helt rigtige for mig.” Jonas’ kone har i hele forlø­bet været en meget stor støtte, og de har fra star­ten kunnet tale helt åbent om hans proble­mer. ”Det er vigtigt at være åben over for sine nærme­ste, og de pårø­rende kan hjælpe ved at være forstå­ende og støt­tende, også helt konkret ved at støtte den OCD-ramte i at gennem­føre de hjem­me­op­ga­ver med ekspo­ne­ring, som man afta­ler under terapiforløbet.”

Anerkendelse for sin åbenhed

Efter at Jonas har fået styr på sin OCD, har han flere gange været ude at holde fored­rag. Han har kun mødt aner­ken­delse for sin åben­hed. ”Jeg synes, det er rigtig vigtigt at fortælle histo­rien om, at man som OCD-ramt kan gå fra at være helt nede til at komme helt op igen, hvis man får den rette behand­ling. Den histo­rie kunne jeg godt have haft brug for at høre, da jeg havde det værst.”