Vi søger input fra unge tidligere OCD-patienter, som har været i behandling med kognitiv adfærdsterapi

På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, er vi i gang med planlægningen af et forskningsprojekt, som har til formål at udvikle og forbedre standardbehandlingen til børn og unge med OCD. Som en del af projektet indgår interviews af unge (14-17 år) samt deres forældre ved afslutningen af et behandlingsforløb med kognitiv adfærdsterapi (KAT), som er førstevalgsbehandlingen til børn og unge med OCD i Danmark.

Vi vil gerne spørge de unge og deres forældre særskilt, hvad de har oplevet som henholdsvis hjælpsomt og hindrende for et godt behandlingsudfald. Herunder også hvad de opfatter som et godt behandlingsudbytte i det hele taget.

Som forberedelse til disse interviews skal vi have udviklet en interviewguide. Dvs. vi skal på forhånd have forberedt, hvilke spørgsmål der vil være relevante at stille til både de unge patienter selv, men også til deres forældre. Her har vi brug for input fra mennesker, som selv har prøvet at være i OCD-behandling med KAT.

Vi søger:

  • 2 unge (du skal være over 18 år, men gerne under 25 år) som har været i behandling med KAT inden for de sidste ca. 5 år.
  • 2 forældre (ikke til den samme), som har haft deres teenager i behandling for OCD med KAT inden for de sidste ca. 2 år.
  • Behandlingsforløbene kan have haft god eller mindre god effekt. Dette er ikke afgørende.

Det indebærer:

  • Et online møde på ca. 1 time (torsdag d. 30. september kl. 15-16)
  • Fri brainstorm på, hvad der vil være vigtige temaer at spørge ind til i interviewundersøgelsen
  • Brainstormen vil naturligvis tage udgangspunkt i personlige erfaringer, men det er ikke disse erfaringer i sig selv, der vil være fokus på
  • Deltagelsen foregår helt anonymt
  • Mødet optages ikke

Hvis du er interesseret i at deltage, så skriv en kort mail til sanjesen@rm.dk med følgende oplysninger:

  • Om du selv eller dit barn har været i behandling med kognitiv adfærdsterapi for OCD
  • Alder på den, der har været i OCD-behandling
  • Hvornår KAT-behandlingen fandt sted
  • Hvorvidt du opfattede behandlingen som overordnet hjælpsom for dig eller ej

Du vil modtage svar senest d. 27. september om, hvorvidt vi gerne vil invitere dig til en online brainstorm. Du vil modtage et link på samme mail, som du har kontaktet os på.

Med venlig hilsen

Sanne Jensen, psykolog, ph.d.
Katja Anna Hybel, psykolog, ph.d.
Judith Becker Nissen, overlæge, ph.d.
David Højgaard, psykolog, ph.d.
Per Hove Thomsen, overlæge, dr.med.

Read More →

Selvhjælpsgruppen for pårørende er for dig, der er pårørende til én, der lider af OCD, og som har lyst til at tale med andre pårørende. Man kan i pårørendegruppen dele de tanker, følelser og udfordringer, som fylder i relationen til den OCD-ramte. Formålet med gruppen er, at man lytter og støtter hinanden i det, der er svært. Sammen vil vi skabe en tryg atmosfære, hvor der er plads til alle, og hvor vi respekterer hinanden.

Gruppen ledes af to psykologistuderende, som vil være med til at sætte rammerne, så gruppen fungerer bedst muligt. Samtidig vil gruppelederne også stå for nogle informative oplæg undervejs, så man som pårørende kan lære mere om OCD, behandlingsmuligheder og rollen som pårørende. Gruppelederne har modtaget supervision af psykolog med speciale i OCD.

Pårørendegruppen, der er en lukket gruppe, starter op den 20. september, hvor vi mødes kl. 19-21 i Café Oda, Teglværksgade 12, 8000 Aarhus C. Gruppen afholder derefter møder cirka hver tredje uge.

Du kan kontakte gruppelederne for pårørendegruppen på paagruppeaarhus@ocd-foreningen.dk. Her kan du bl.a. tilmelde dig efterårets forløb eller få flere informationer om gruppen og dens funktion.

Read More →

23-årige Sarah har OCD og fortæller i dette webinar om sin OCD, og om hvordan hun har håndteret coronaperioden. Webinaret blev afholdt d. 26. august 2021 og var arrangeret af OCD-foreningen med økonomisk støtte fra Østifterne. Det er første webinar i serien “Sådan tackler du OCD’en under corona”. Du kan læse mere om webinarserien og melde dig til ved at klikke her. Det er samtidig første webinar, vi arrangerer (og optager) i foreningen, så vi er stadig i en læringsfase – for eksempel må I lige bære over med miniaturevisningen af Sarah under hendes oplæg:-)

Read More →

Hvad har coronakrisen betydet for OCD-ramte, og har den resulteret i nye tilfælde af OCD? Det er nogle af de spørgsmål, som psykolog Hjalti Jònsson kommer ind på i dette oplæg afholdt som en del af webinaret ”OCD i en coronatid – hvordan kommer du bedst igennem denne svære tid som OCD-ramt?” arrangeret af OCD-foreningen med økonomisk støtte fra Østifterne. Webinaret er en del af webinarserien “Sådan tackler du OCD’en under corona”. Klik her for at læse om de øvrige webinarer inkl. tilmelding.

Read More →