Sundhedsmagasinet på DR1 om OCD – tirsdag d. 2. april
OCD er temaet i Sundhedsmagasinet på DR1, tirsdag d. 2. april, kl. 21.55. I udsendelsen medvirker 16-årige Julie, som er styret af tvangstanker og tvangshandlinger. Hun skal hele tiden være i kontrol. Vandhanen skal åbnes og lukkes på den rigtige måde, ellers kommer hendes familie ud for en ulykke. Hvis hun ikke strigler sin hest på den rigtige måde, dør den. Sundhedsmagasinet besøger Julie og hendes familie i Kolind på Djursland.
Mette på 29 medvirker også i programmet. Hun lider af svær OCD. Mette har lidt under tvangstanker og handlinger, så længe hun kan huske. Selvom Mettes familie i mange år vidste, at noget var helt galt, så kunne Mette ikke SELV erkende, at hun var syg, før de mange tvangshandlinger var tæt på at tage livet af hende.
Mette var indlagt på et psykiatrisk center i to år, og håber nu på, at
hun en dag bliver i stand til at slippe fri af OCD’en.
Per Hove Thomsen, professor på Institut for Klinisk Medicin – Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov, og en af de førende kapaciteter herhjemme inden for OCD deltager også i programmet.
Værter i programmet er Peter Qvortrup Geisling og Nola Grace Gaardmand.