Mads Millner Nielsen, OCD-ramt og frivilligkoordinator i OCD-foreningen, fortæller om sin OCD i to afsnit af podcastserien Tabuland. Få et indblik i, hvor hårdt ramt man kan være af OCD, men samtidig også hvordan det er muligt at kæmpe sig ud på den anden side og få et godt liv.

---

Se og hør også unge OCD-ramtes personlige beretninger på UNG MED OCD-siden

---

Kognitiv adfærdsterapi blev Jonas’ redning

Jonas Fryland havde svære OCD-symptomer i omkring 20 år uden at få en diagnose. En artikel i et ugeblad og en DR-dokumentar satte ham på sporet, og efter et intensivt kognitiv terapiforløb blev han stort set symptomfri.

Af Stig Andersen

20 år. Så lang tid skulle der gå, før 36-årige Jonas Fryland fik sat en diagnose på sin lidelse. Hverken egen læge eller de psykologer og psykiatere, som han var i kontakt med gennem årene, spottede, at hans symptomer matchede klassiske OCD-symptomer. ”En gang imellem kan jeg selvfølgelig godt tænke: Hvorfor var der ingen, der så det? Det kan man på den anden side jo ikke bruge til noget, så jeg glæder mig bare over, at jeg har det godt i dag,” siger han.

Ondt i maven

Det startede i de tidlige drengeår. Han var plaget af en voldsom angst for, at der skulle ske moderen noget, når de var fra hinanden. Han havde mest lyst til at tage hjem fra skole for at sikre sig, at hun var der – at hun var i live. Han ringede også hjem for at blive bekræftet i det, men det hjalp kun kort – moderen kunne jo være taget ud og kørt sig ihjel, lige efter de havde snakket sammen. Efter aftale med skolen kunne han tage hjem, hvis han havde behov for det, og det gjorde han tit. Den officielle forklaring var, at han havde ondt i maven. ”Jeg havde det fint, når jeg var hjemme. Så kunne jeg jo se, at min mor ikke var død.”

Gik ud over familien

Jonas’ angst for, at der skulle ske moderen noget, betød meget for familiens sociale liv. ”Hvis mine forældre for eksempel skulle på besøg et sted eller til et arrangement i familien, var jeg sikker på, at de ville køre galt. De forsøgte at sige til mig, at der ikke ville ske noget, men det var jeg overbevist om, at der ville. Jeg løb flere gange efter bilen, når de kørte, og så blev de jo nødt til at stoppe og melde afbud.” Jonas var også ofte med sin mor, når hun kørte rundt med sit arbejde, bare for at være sikker på, at hun ikke døde, mens de var fra hinanden. ”Det var forfærdelig kedeligt at tage med min mor rundt på arbejde, men det var den eneste måde, jeg kunne have det godt på.” Faderen arbejdede som pilot, og på et tidspunkt blev Jonas også bange for, at der skulle ske ham noget på flyveturene. Så de aftalte, at han skulle ringe hjem, når han var kommet godt frem, men igen varede det ikke længe, før angsten kom tilbage – der kunne jo være sket faderen noget, lige efter han havde lagt på. Jonas begyndte også at interessere sig rigtig meget for sikkerheden i de fly, som faderen fløj med, og han tog tit ud til lufthavnen for at følge flyet, når hans far landede – bare for at se, at han kom sikkert ned.

”Psykopatangst”

Forældrene kunne selvfølgelig godt se, at der var noget galt og tog Jonas med til egen læge. Han var også en tur forbi skolepsykologen, men ingen af dem fik mistanke om, at det var OCD, der plagede ham. Der blev ikke igangsat nogen behandling, men symptomerne aftog gradvis af sig selv i løbet af teenageårene. Det varede dog ikke ved. En aften så den 19-årige Jonas en film med en scene, hvor en skoleelev voldtager sin lærer, og det udløste et voldsomt tilbagefald. ”Jeg fik hjertebanken og blev fuldstændig panisk. Kunne jeg finde på at gøre sådan noget? Jeg fik det, jeg kalder ”psykopatangst”. Jeg var bange for at miste kontrollen over mig selv og gøre noget forfærdeligt mod et andet menneske,” fortæller han.

Ingen behandling

Jonas udviklede forskellige typer undgåelsesadfærd. Han meldte fra til familiefesterne og trak sig fra byturene med vennerne og blev efterhånden ”ham den kedelige”, der altid havde en undskyldning for ikke at tage med. Han fortalte sine forældre, hvordan han havde det. ”Jeg håbede faktisk, at de ville få mig lukket inde på et hospital, så jeg ikke kunne gøre skade på nogen, men det gjorde de jo ikke. De fortalte mig, som forældre jo vil gøre, at sådan var jeg ikke, og jeg da ikke kunne finde på at gøre nogen ondt.” På det tidspunkt havde Jonas fået en kæreste, sin senere kone. Hun kendte godt til de problemer, han havde haft som dreng, og en dag, hvor de var ude at køre, blev han nødt til at holde ind til siden for at fortælle, at angsten var kommet igen, men nu med nogle andre tanker. ”Hun flygtede ikke ud af bilen, men sagde også, at sådan var jeg jo ikke, og det skulle vi nok kunne håndtere.” De kontaktede egen læge, og han kom også til en psykiater, som skrev noget forskelligt medicin ud. Der kom dog aldrig rigtig gang i en egentlig behandling. ”Jeg tog hen til psykiateren, vi snakkede i en times tid, og så gik jeg hjem igen. Det rykkede overhovedet ikke.”

Med hænderne i lommen

Jonas fik det stadig værre. Han blev mere og mere angst for, at han skulle forvolde andre mennesker skade, eller at han allerede havde gjort det. Han stolede ikke på sin egen hukommelse, så han tjekkede ustandseligt nyhederne for at se, om der var begået mord eller voldtægter. Hvis ikke, blev han kortvarigt beroliget. Når han kørte bil, tjekkede han hele tiden bakspejlet for at se, om han havde kørt nogen ned, og han måtte tit køre tilbage ad den vej, han var kommet, for at tjekke, om der lå nogen. Til sidst holdt han helt op med at køre bil. Han begyndte også at gå med hænderne i lommen, når han var blandt andre mennesker, for så kunne han jo ikke komme til at gøre dem ondt.

Førtidspension som 25-årig

På arbejdet var det begyndt at blive et problem. Han brugte hurtigt al sin ferie og afspadsering og meldte sig ofte syg. På et tidspunkt meldte kommunen sig også på banen for at forsøge at finde en løsning. Der blev indhentet oplysninger fra flere sider, og psykiateren foreslog, at Jonas skulle på førtidspension. ”Jeg syntes, at førtidspension lød som det helt rigtige. Det ville virkelig være en lettelse at kunne gå hjemme, for der kunne jeg få ro for min angst.” Resultatet blev, at Jonas som 25-årig fik tildelt førtidspension. Igen var det dog en kortfristet lettelse. Symptomerne blev stadig værre, han udviklede også en sygdomsangst, hvor han hele tiden skulle tjekke sin krop for symptomer, og ”psykopatangsten” blev værre. Nu var det ikke længere nok at være hjemme – han skulle hele tiden være sammen med nogle, primært sin kone, som han konstant fulgte rundt i huset. ”Jeg brugte min kone som alibi, dels så hun kunne afværge, at jeg begyndte på noget voldeligt over for andre, dels så hun kunne være min hukommelse og bekræfte mig i, at jeg ikke havde gjort noget.”

Vendepunktet

Vendepunktet kom i 2007, da hans kone læste en artikel om OCD i et ugeblad, og de på cirka samme tidspunkt så DR-dokumentaren ”Tvunget af tanker”, hvor fire OCD-ramte bliver indkvarteret i et sommerhus og får intensiv kognitiv adfærdsterapi. ”Jeg havde aldrig hørt om OCD, og selvom personerne i sommerhuset havde andre symptomer end mig, kunne jeg jo godt se nogle lighedspunkter,” fortæller Jonas. De kunne se på rulleteksterne, at OCD-klinikken i Risskov, Aarhus, var involveret i udsendelsen, så kort tid efter ringede de til klinikken og fik en aftale. ”Det var helt fantastisk at sidde over for en psykolog, der vidste lige præ- cis, hvordan jeg havde det. Når jeg startede på en sætning, kunne han som regel gøre den færdig!” Jonas blev dog noget chokeret, da psykologen foreslog et 14-dages intensivt terapiforløb. ”Seks timer om dagen i 14 dage, og så i Aarhus – det skulle jeg i hvert tilfælde ikke!” På den anden side kunne han godt se, at her var chancen. Hvis han nogensinde skulle ud af den situation, han var endt i, så måtte der gøres noget drastisk. Det samme tænkte hans kone, som også skubbede på for at få ham til at sige ja.

Kørte selv til Aarhus

De 14 dage i Aarhus var hårde. Alene kønssammensætningen i gruppen var en udfordring: én mand ud over Jonas, resten kvinder. ”Jeg sørgede for at holde mig i nærheden af den anden mand, så han kunne stoppe mig, hvis jeg skulle begynde på noget voldeligt over for kvinderne,” fortæller Jonas, for hvem det var en voldsom eksponering blot at forlade lokalet og stå alene udenfor i få sekunder. ”Når jeg var alene, var der jo ikke nogen til at forhindre mig i at gøre noget forfærdeligt, hvis der kom et andet menneske forbi.” Hans kone kørte ham hver dag til Risskov, men der blev sat det mål for behandlingen, at Jonas selv skulle køre den sidste dag. Terapien virkede så godt, at han selv kørte de sidste tre dage. ”Det var en kæmpe sejr, at jeg selv kunne køre til Aarhus. Jeg havde ikke kørt bil i flere år, så jeg kørte forkert flere gange og skulle nærmest lære forfra at fylde benzin på,” fortæller Jonas med et smil.

Droppede førtidspensionen

Behandlingen på Risskov betød, at Jonas gradvist kunne genoptage sit tidligere arbejde. Han blev på førtidspensionen i en periode som en god sikkerhed, men efter noget tid havde han det så godt, at han kom op på fuld tid. Så en dag i 2009 kontaktede han kommunen, og man blev enige om at droppe førtidspensionen. ”Jeg har det virkelig godt i dag. Der er ikke noget, jeg undlader at gøre på grund af OCD’en, som jeg jo stadig har et eller andet sted. Jeg bruger de værktøjer, jeg har fået i terapiforløbet, så hvis der er noget, jeg ikke synes, jeg vil, mærker jeg efter, om det bare er fordi, jeg ikke har lyst eller ikke gider, eller fordi det er OCD’en, der taler. Hvis det er OCD’en, tvinger jeg mig selv til at gøre det alligevel.”

Søg hjælp hos en specialist

Hvis han skulle give nogle råd til andre i en tilsvarende situation, vil Jonas først og fremmest opfordre til, at man søger hjælp, så snart man oplever OCD-symptomer. ”Det er meget vigtigt, at man søger hjælp hos en specialist i OCD, og det er vigtigt, at der virkelig sker noget i behandlingen, så man ikke bare går til samtaler i årevis, uden at der er nogen effekt.” For Jonas var kognitiv adfærdsterapi den helt rigtige behandling, men han vil gerne understrege, at det kommer ikke af sig selv. ”Man skal være klar over, at det er hårdt arbejde at være i kognitiv adfærdsterapi, men hvis man klemmer på, så kan det virkelig rykke noget. Det var i hvert tilfælde det helt rigtige for mig.” Jonas’ kone har i hele forløbet været en meget stor støtte, og de har fra starten kunnet tale helt åbent om hans problemer. ”Det er vigtigt at være åben over for sine nærmeste, og de pårørende kan hjælpe ved at være forstående og støttende, også helt konkret ved at støtte den OCD-ramte i at gennemføre de hjemmeopgaver med eksponering, som man aftaler under terapiforløbet.”

Anerkendelse for sin åbenhed

Efter at Jonas har fået styr på sin OCD, har han flere gange været ude at holde foredrag. Han har kun mødt anerkendelse for sin åbenhed. ”Jeg synes, det er rigtig vigtigt at fortælle historien om, at man som OCD-ramt kan gå fra at være helt nede til at komme helt op igen, hvis man får den rette behandling. Den historie kunne jeg godt have haft brug for at høre, da jeg havde det værst.”