Af Elsebet Steno Hansen, ph.d., overlæge, Klinik for Angst og OCD, Psykiatrisk Center København (Rigshospitalet)

I mange år blev OCD betragtet som en lidelse, der var næsten umulig at behandle med medicin. Denne sørgelige erfaring var blevet gjort på baggrund af talrige forsøg med at lette lidelsen for OCD-ramte med diverse former for psykofarmaka, herunder også antipsykotiske præparater og litium, uden større succes.

Behandling med tilgængelige antidepressive midler kunne dog, ved samtidig tilstedeværende depression, give en vis symptomlettelse, men generelt var behandlingsresultaterne beskedne.

Med fremkomsten af det antidepressive præparat Anafranil (clomipramin) i slutningen af 1960`erne oplevede OCD-ramte imidlertid markant reduktion af tvangssymptomer, og hermed var en ny æra inden for den medicinske behandling af OCD begyndt.

Det viste sig, at Anafranils effekt var knyttet til genoptagelseshæmning af signalstoffet serotonin, hvilket har ført til hypotesen om, at netop serotonin spiller en nøglerolle ved OCD. I dag ved vi også, at serotonin er involveret i andre angsttilstande og depression. Derudover er serotonin medvirkende i regulationen af blandt andet appetit, søvn og seksualitet.

Antidepressiva (midler mod depression)

Siden Anafranils indtræden på den behandlingsmæssige arena er nyere præparater med tilsvarende virkningsmekanisme dukket op. Det drejer sig om de såkaldte SSRI-præparater, sertralin (Zoloft), citalopram (Cipramil) og fluoxetin (Fontex), fluvoxamin (Fevarin), paroxetin (Seroxat) og escitalopram (Cipralex).

SSRI betyder selective serotonin reuptake inhibitors, på dansk “selektive (specialiserede) serotonin genoptagelseshæmmere”. Dette vil – stærkt forenklet – sige, at medicinen virker ved at hindre, at serotonin bliver genoptaget fra kontaktområdet mellem hjernecellerne, således at kommunikationen mellem hjernecellerne forløber lettere.

Anafranil og de nyere SSRI-præparater virker således både ved OCD, angst og depression. Stofferne er velundersøgte både med hensyn til virkninger og bivirkninger. Det er i flere store undersøgelser konkluderet, at der ikke er den store forskel på Anafranil og SSRI, hverken hvad angår effekt eller bivirkninger. Der er heller ikke den store forskel på SSRI-præparaterne indbyrdes ifølge disse undersøgelser, og generelt tåles medicinen godt.
Ved OCD skal dosis af SSRI og Anafranil typisk være højere end ved angst og depression.

SNRI-præparaterne kom efter SSRI. SNRI står for serotonin noradrenalin reuptake inhibitors; de virker således genoptagelseshæmmende både på serotonin og noradrenalin, som er et andet betydningsfuldt signalstof i centralnervesystemet, som især er involveret i depression. Det kendteste SNRI-stof er venlafaxin (Efexor). Venlafaxin har også i praksis vist sig effektivt ved OCD, hvilket også er dokumenteret i flere undersøgelser.

De antidepressive præparater af lidt ældre dato uden virkning på serotoninsystemet (f.eks. imipramin og nortriptylin) har ikke dokumenteret virkning ved OCD.

Andre former for medicin med virkning på OCD

Ved visse former for svært behandlelig OCD, hvor der ikke har været effekt af medicin, heller ikke efter øget dosis eller skift til andet SSRI-præparat eller Anafranil, kan man ofte opnå en gunstig virkning ved et tillæg af lille dosis antipsykotisk medicin, f. eks. risperidon (Risperdal) eller quetiapin (Seroquel). Dette er påvist i flere kontrollerede undersøgelser. Virkningen kan skyldes, at man får en påvirkning af et tredje signalstof, dopamin, der også er involveret i OCD.

Antipsykotika som eneste medicinske behandling ved OCD er der derimod ingen dokumenteret virkning af.

Stoffet buspiron (Buspar) kan have effekt på OCD, men der savnes større kliniske kontrollerede undersøgelser på området.

Klassiske angstdæmpende midler som for eksempel benzodiazepiner (Stesolid, Tafil m.m.) er der ingen dokumenteret effekt af ved OCD.

Bivirkninger

Det er vigtigt at fastslå, at langt fra alle, der får medicin, får bivirkninger, og de, der får bivirkningssymptomer, slipper som regel af med dem i løbet af den første uges behandling, maksimalt inden for 14 dage. Endvidere får man sjældent alle de bivirkningssymptomer, der er remset op på indlægssedlen, oftest et eller to. Mange af de bivirkningssymptomer, man kan læse om, er desuden uhyre sjældne.

De hyppigste bivirkninger ved Anafranil er mundtørhed, forstoppelse, svedtendens, urinretention – d.v.s. at man kan være lidt længere om at lade vandet. Man kan også få blodtryksfald, forandringer i hjertets rytme, og man bør for alle tilfældes skyld få checket sit blodtryk og gerne få taget et EKG, inden man starter behandling. Vægtøgning ses også, ligesom krampetærskel kan nedsættes.

Almindelige bivirkninger ved SSRI er svedtendens, forstoppelse/diarre, kvalme, mundtørhed, hovedpine, søvnbesvær og uro. Endvidere vægtøgning og nedsat sexlyst. Nogle oplever små spjæt i musklerne, ofte før de sover.

Man skal passe på med samtidig indtagelse af den type antidepressiv medicin, der kaldes MAO-hæmmere, for eksempel Marplan. I det hele taget bør man altid spørge sin læge om de forskellige slags medicin, man indtager, kan forliges med hinanden. Husk også, at naturmedicin – som ikke er omfattet af lægemiddellovgivningen, og hvor der ofte ikke er udførlig deklaration af indhold – kan påvirke anden medicin, man indtager. Pas især på med perikum-præparater, som ikke må indtages sammen med antidepressiv medicin!

Det er forståeligt, at man kan blive utryg ved tanken om at få en eller flere af ovennævnte bivirkninger, der kan lyde meget drastiske. Men som nævnt tåler de fleste medicinen godt, og i de fleste tilfælde får man kun et forbigående ubehag. Får man imidlertid en mere langvarig bivirkning, kan man oftest slippe for den ved at gå ned i dosis eller skifte præparat.

Det skal nævnes, at også ved graviditet kan visse SSRI-præparater anvendes, for eksempel Fontex/fluoxetin.

Anbefalinger

Sammenfattende må siges, at den anbefalede medicinske behandling af OCD er et SSRI- præparat (Fontex, Seroxat, Zoloft, Cipramil, Cipralex, Fevarin) eller Anafranil, eventuelt SNRI (Efexor).

Der kan eventuelt tillægges en lille dosis Risperdal eller Seroquel med henblik på forøget virkning.

Behandlingsvarighed bør være mindst et år.

Ovenstående anbefalinger er hentet fra Sundhedsstyrelsens Referenceprogram for Angstlidelser (2007), som også har en mere detaljeret gennemgang af de forskellige præparattyper og de mange kontrollerede undersøgelser, der ligger bag anbefalingerne.