Af Mette Eline Lauritzen, Susanne Johansen og Stine Næsted, Praksis for Kognitiv Terapi, København.

OCD er en psykisk lidelse, som medfører store gener og nedsat livskvalitet for de mange tusinde danskere, der er ramt af lidelsen.
Heldigvis er behandlingsmulighederne i dag rigtigt gode. Såvel på det medicinske som på det psykoterapeutiske områder er der udviklet behandlingsmetoder, der giver den OCD-ramte endog meget stor sandsynlighed for at komme sig over lidelsen eller få den kraftigt reduceret og dermed opnå øget livskvalitet.

OCD-ramte, pårørende og andre interesserede kan i deres søgen efter viden på området hurtigt konstatere, at kognitiv adfærdsterapi nævnes som en særdeles veldokumenteret og effektiv metode til OCD-behandling. Ofte bliver kognitiv adfærdsterapi omtalt som en metode, der giver “redskaber” og “værktøjer” til anvendelse mod lidelsen og som en metode, hvori der arbejdes med at udsætte sig selv for netop de situationer, som fremkalder tvangstankerne og tvangshandlingerne.

For mange er det at søge hjælp og indgå i et terapiforløb dog et valg, der kræver overvindelse og indebærer mange tanker, inden det træffes – man kan f.eks. være angst for, at psykologen eller lægen vil misforstå de tanker, man selv skræmmes af og tager afstand fra, og man kan frygte, at behandlingen vil være ubehagelig og grænseoverskridende – den indebærer jo netop at gøre noget af det, man er allermest angst for.

Fra vores kliniske erfaring ved vi, at en god portion viden om, hvad behandlingen består af, og hvordan den foregår, virker afmystificerende og gør det lettere for den enkelte både at tage imod behandling og have håb om, at bedring er mulig og realistisk.

I denne artikel vil vi derfor præsentere den kognitive adfærdsterapis forståelse af OCD og nogle af de teknikker og metoder, vi anvender til behandling af OCD inden for denne terapiretning.

Hvordan forstås OCD inden for kognitiv adfærdsterapi?

Som navnet antyder, tager kognitiv adfærdsterapi udgangspunkt i kognition, altså tænkning og adfærd; den måde, man handler på. Nærmere bestemt ser kognitiv adfærdsterapi på, hvordan vores tanker og tankemønstre påvirker den måde, vi oplever og føler i situationer, samt i sidste ende, hvordan vi vælger at handle i disse situationer. Og ligesådan fokuseres der på, hvordan vores handlinger er med til at påvirke vores tanker og følelser.

At tanker, følelser og adfærd hænger sammen og påvirker hinanden gensidigt er altså én af grundantagelserne i kognitiv adfærdsterapi og kan bl.a. illustreres med følgende eksempel:

Du er på vej hjem til dit hus en sen aften og hører fodtrin bag dig. Hvis din første tanke om situationen er, “Åh nej, det er en overfaldsmand; nu bliver jeg slået ned”, så vil du føle dig truet, blive bange og en række kropslige reaktioner går i gang for at gøre dig klar til kamp eller flugt – det mærkes som hjertebanken, sveden, rysten, halsen, der snører sig sammen, et sug i maven mm. Din adfærd, dine handlinger – vil ganske givet være en reaktion på ”truslen”, som for eksempel at gå hurtigere, puste dig op, finde noget i tasken, du kan bruge til selvforsvar, løbe væk el.lign.

Er din tanke derimod, “Nå, det er nok bare en anden fredelig person, der er ude at gå eller lufte sin hund”, så vil du ikke opleve angstreaktionen, kroppen vil forblive afslappet, og din adfærd vil være upåvirket – du går stille og roligt videre.

Måden, hvorpå vi vurderer og tolker en bestemt situation, er altså med til at bestemme, hvordan vi reagerer på den.
Omvendt virker dine handlinger også tilbage på tankerne og følelserne – hvis man løber væk i den ovenstående situation, finder man aldrig ud af, om der virkelig var fare på færde – eller om det måske bare var naboen, der ville sige hej. Man får derfor aldrig afkræftet sin første tanke; at det var en overfaldsmand. Skulle man komme i en lignende situation igen, ville man derfor formentligt blive lige så bange og reagere ud fra samme overbevisning – “det er farligt!”.

Man kan måske ovenikøbet få den overbevisning, at grunden til, at man ikke er blevet overfaldet endnu, er fordi man altid har passet på. Hvorimod en person, der bliver i situationen og finder ud af, at det bare var naboen, sikkert vil blive mindre bange næste gang og regne med, at der ikke er så mange overfaldsmænd på de danske villaveje, som man kan komme til at frygte.

Man kan vise sammenhængen mellem tanker, følelser og adfærd i den følgende model.

Modellen viser, hvorledes alle elementer i angstreaktionen er forbundne og påvirker hinanden indbyrdes.

Hvis man skal overføre disse grundprincipper til kognitiv adfærdsterapis forståelse af OCD, gælder de samme principper, at tanker, følelser og adfærd hænger sammen.
Når et menneske f.eks. får tanken, “der kunne være bakterier på det her håndtag, som kunne gøre mig syg” og måske endda kan se for sig hvor frygteligt, det ville blive og hvor galt, det kunne gå – ja, så følger der selvfølgelig en følelse af stærkt ubehag og angst.

Hvis man bliver bange nok, vil man sandsynligvis handle på angsten ved at opføre sig på en måde, der ville give god mening, hvis angsten faktisk var realistisk; man ville enten undgå berøring af håndtaget eller vaske hænderne grundigt efter berøringen.
Sådanne handlinger kaldes hhv. undgåelsesadfærd og sikkerhedsadfærd og er helt normale og almenmenneskelige reaktioner på angst – det er meningsfulde instinkter, der har holdt menneskeheden i live i årtusinder ved at få os til at flygte fra rovdyr, passe på, når vi færdes tæt på klippeafsatser og meget mere.

Problemet opstår, hvis angsten er urealistisk eller større, end det egentlig er nødvendigt i situationen – så kommer man til at over-sikre sig og til at frygte konsekvenserne ved ikke at gøre dette. Når man undgår eller sikrer sig, sker der nemlig det, at angsten falder – man får en oplevelse af at have gjort noget, der afværger faren, og man kommer væk fra det, der var skræmmende. Det giver en lettelse og en oplevelse af, at “pyha, nu sker der ikke noget”, samtidig med, at man jo oplever, at man netop ikke blev syg. Så angsten mindskes, hvilket er rart, og den frygtede konsekvens udebliver – på kort sigt har man fundet en løsning på angsten, der giver mening og en følelse af sikkerhed.
I en anden lignende situation vil man derfor højst sandsynligt reagere på nogenlunde samme måde – det virkede jo sidst!

Jo flere af den slags situationer, man oplever og tackler på samme måde, jo bedre sætter reaktionen sig fast og bliver den måde, man kan tackle dem på. Samtidig sker der derfor det, at man i stigende grad kommer til at mangle erfaringer med, at der faktisk ikke var sket noget ved ikke at reagere og med, at angsten var dalet af sig selv uanset hvad. Så selvom man måske intellektuelt kan tage afstand fra angsten og se, at den er overdrevet, så kan man ikke mærke det – man mangler simpelthen noget, der får en til at stole på, at det går godt, og angsten vinder. På den måde kan en egentlig helt normal og almenmenneskelig reaktion på angst sætte sig fast som en tvangshandling, som man ikke kan lægge fra sig uden at føle angst eller ubehag i en grad, der oftest frarøver en modet til at prøve.

Da vurderingen af en særlig type situationer som “farlige” på denne måde bliver fastholdt, begynder opmærksomheden også i højere og højere grad at kredse om netop de situationer – igen er det en helt normalt effekt af angst; hvis noget reelt er farligt og kan bringe os i fare, vil vi instinktivt “scanne” efter det og prøve at foregribe det, så det ikke kan gøre os fortræd. Denne effekt er med til at forhindre os i at slappe af og tænke på noget andet – en tanke om noget slemt sætter sig fast som en tvangstanke og kan ikke bare afvises eller ignoreres.

Sammenfattende kommer opmærksomheden altså til at hænge fast ved nogle bestemte skræmmende scenarier, handlingerne kommer til at blive reaktioner på dem, og man kommer længere og længere væk fra erfaringer med, at der ikke sker det, man frygter – en ond angstcirkel er skabt og holder sig selv ved lige.

Hvorfor udvikler nogle mennesker OCD og andre ikke?

Årsagerne til OCD antages at være multifaktorielle; dvs. at der er flere forskellige faktorer, der bevirker, at nogle udvikler OCD. Indenfor kognitiv adfærdsterapi går man ud fra, at vise psykiske lidelser, bl.a. OCD, kan være påvirket eller endog fremkaldt af nogle problematiske antagelser bl.a. omkring ens egne tanker og deres betydning.

Forskning har påvist, at det, der adskiller en OCD-ramt fra en ikke-OCD-ramt nemlig ikke er deres tankers indhold – man har fundet, at alle mennesker kan have indtrængende og ubehagelige tanker om f.eks. død, sygdom, sindssyge, ansvar, skyld eller frygt for at forårsage noget forfærdeligt. Men hos de fleste får sådanne tanker lov til at komme og gå uden at blive tillagt nogen særlig betydning. Hos OCD-ramte, går man derimod ud fra, er der nogle bestemte antagelser om tanker på færde, som eksempelvis kan sige, “mine tanker afslører noget om, hvem jeg egentlig er”, “at tænke noget er det samme som at ville have, at det sker”, “det, at jeg får tanken om noget, øger sandsynligheden for, at der sker” og “det, at jeg får tanken og ikke reagerer for at forhindre katastrofen, er det samme som at jeg er en dårlig person/ønsker katastrofen”.

For mennesker, der på forhånd har disse antagelser, kommer det således til at virke “forbudt” eller farligt bare at ignorere ubehagelige tanker eller tankebilleder, der dukker op i bevidstheden – tanken bliver tolket som vigtig at forholde sig til og mere realistisk, end en person med nogle andre antagelser ville anskue den. Vejen til at handle som om tvangstanken havde ret, bliver således pludselig mindre lang.
Samtidig vil en anden forholdemåde ofte gøre sig gældende, nemlig den såkaldte tankeundertrykkelse. Fordi man tolker særlige tanker som “syge” eller mærkelige, eller fordi de giver så stort ubehag og angst, vil man ofte forsøge at tvinge tankerne væk – “det må jeg ikke tænke på”.

For alle mennesker vil denne strategi have den modsatte effekt – nemlig at tanken bare kommer igen og igen. Det er nemlig umuligt at ignorere eller glemme tanker, hvis indhold man samtidig har tolket som farligt eller truende; vores hjerne vil ikke lade os glemme noget, hvis det handler om fare på færde, og resultatet bliver en brydekamp mellem to forskellige strategier, “glem det” og “hold for guds skyld øje med det”. På den måde kan OCD-ramte opleve, at de trods ihærdige forsøg på at blokere de uønskede tanker, tværtimod får flere og flere af dem, hvilket i sig selv ofte bidrager til antagelsen om, at noget er helt galt.

Eksempelvis kan konklusionen blive, at “hvis jeg kan tænke sådan nogle tanker hele tiden, er jeg nok ved at blive skør eller miste kontrol, og så er der virkelig noget om dem” eller “jeg kan aldrig slappe af igen, hvis jeg ikke gør noget for at forhindre katastrofen, jeg tænker på”.
De forskellige antagelser, vi har om vores tanker og deres betydning kan altså påvirke, i hvor høj grad, vi “køber” visse tanker og dermed hvor bange, vi bliver for dem. Dermed påvirkes også sandsynligheden for, at vi vil reagere på tankerne og på denne måde komme til at indlære de uhensigtsmæssige måder at dulme angsten på, som vi har beskrevet ovenfor, og som sætter sig fast som tvangshandlinger.

I terapien gælder det om at få identificeret de uhensigtsmæssige antagelser for dernæst at udfordre dem. Nedenfor kan du læse om nogle af de forskellige metoder, vi anvender til dette.

Behandling af OCD med kognitiv adfærdsterapi

Hvordan behandler vi så mennesker, som fastholdes i disse onde cirkler? Hertil er der inden for den kognitive adfærdsterapi udviklet en række metoder og teknikker til at bryde cirklerne og danne basis for nye, mere hensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre.
Den præcise måde, hvorpå vi anvender metoderne, afhænger naturligvis i høj grad af den enkelte klients problemstilling; derfor er det følgende en overordnet præsentation af den kognitive adfærdsterapi anvendt til behandling af OCD og de enkelte forløb vil være variationer over temaerne nedenfor.

Psykoedukation

Alfa og omega for at anvende metoderne rigtigt og med gode resultater er først og fremmest, at den OCD-ramte selv bliver ekspert i sin egen behandling. Derfor er en vigtig del af terapien, at vedkommende lærer om sin egen lidelse, forstår hvordan de onde circler bliver skabt og vedligeholdt og forstår rationalet bag terapien, så det giver mening, hvorfor man skal arbejde imod OCDen på de måder, vi beskriver nedenfor.

Det er også vigtigt, at den OCD-ramte ved, hvad der er normale og almenmenneskelige tanker, følelser og reaktioner, så han eller hun ikke f.eks. tror, symptomerne er tegn på sindssyge, at de skal kunne lade være med nogensinde at tænke skræmmende tanker for at blive raske el.lign.
Denne del af terapien kaldes med et andet ord psykoedukation. Psykoedukation fylder ofte meget i de indledende timer hos psykologen, fordi det er vigtigt for motivationen og muligheden for at arbejde konstruktivt med OCD’en.

Sokratisk dialog

Sokratisk dialog er samtale, hvor psykologen anvender en særlig spørgeteknik til at afdække klientens katastrofetanker og -forestillinger om, hvad der kan ske og hvordan. I mange tilfælde er den OCD-ramte selv bange for at tænke de skræmmende tanker helt til ende og har derfor kun et diffust billede af den endelige katastrofe eller den måde, den bliver virkeliggjort på – ved at få talt det igennem i detaljer, får vi en forståelse af logikken og ræsonnementerne i tvangstankerne – “hvordan er det egentlig, jeg tænker, det her kan lade sig gøre?”, og det kan i sig selv skabe en begyndende distance til tvangstankerne. Vi får også nogle helt konkrete nedslagspunkter, som vi kan udfordre og eksperimentere med: “Sker der virkelig det, jeg frygter, hvis jeg gør sådan eller ikke gør sådan?” – der bliver altså banet vej for eksponeringer, der er relevante og meningsfulde.

Et eksempel kan være et menneske med OCD, som er bange for at tænke en særlig tanke af frygt for, at den så vil blive til virkelighed. Gennem den sokratiske dialog vil psykologen efterhånden finde frem til, for det første, at vedkommende søger at undgå visse tanker, for det andet, at tankerne handler om begivenheder, han frygter vil ske, for det tredje, at han har en idé om, at tanken er en forudsigelse, der giver ham et ansvar for at forhindre katastrofen, eller at tankens indhold tyder på, at han er ved at blive sindssyg og dermed kunne finde på at forårsage noget frygteligt. På den måde får man et udgangspunkt for at arbejde med disse antagelser, f.eks. undersøge, hvilke “beviser”, den OCD-ramte har på, at tanker kan være forudsigelser eller sige noget om ham som person – beviser, der kan udfordres og testes, jvf. afsnittet om kognitiv omstrukturering.

Tankejournaler

Særligt i starten af behandlingsforløbet vil man arbejde med at registrere og nedskrive tvangstankerne, de situationer, der udløser dem, de følelser, der følger dem, samt de reaktioner (tvangshandlinger), de udløser. Baggrunden for dette er, at det giver en større indsigt i, hvilke tanker og tolkninger, der ligger til grund for tvangshandlingerne og en indsigt i, at handlingerne ikke er noget, der “bare sker”. Ligeledes er journalerne med til at forsyne den OCD-ramte og psykologen med “friske” og konkrete episoder, som kan give inspiration til kognitiv omstrukturering og eksponeringer.

Kognitiv omstrukturering

Når den OCD-ramte og psykologen sammen får en god indsigt i måderne, hvorpå den OCD-ramte forestiller sig, at de frygtede hændelser kan ske, begynder arbejdet med kognitiv omstrukturering. Begrebet dækker alle de metoder, man anvender til at udfordre indholdet af og logikken i tvangstankerne.

Det gælder for alle mennesker, at når vi er bange, tænker vi “fast forward”, dvs. vi springer lynhurtigt fra risikoen for, at noget frygteligt vil ske til at forestille os, at det er umiddelbart forestående; fra en lille risiko til en stor katastrofe. Jo højere angstniveau, jo større spring og jo mindre opmærksomhed på de logiske argumenter, der taler imod angsten.

For et menneske med OCD kan det eksempelvis vise sig ved, at hun “hopper” direkte fra tanken om at røre et dørhåndtag, som andre også har rørt, til forestillingen om, at hun får en farlig sygdom og dør. I omstruktureringsarbejdet går vi til tænkningen i “slow motion” og ser på, hvad der sker med den, når vi begynder at stille spørgsmål til dem: Har vi nogensinde hørt noget lignede ske for andre? Hvis det virkeligt var farligt, hvorfor sker der så ikke noget slemt for alle de mennesker, der ikke lider af OCD på netop dén måde og gerne rører ved dørhåndtag? Hvad ville du sige til en god ven, der frygtede det samme? Hvis der ikke skete det, du frygtede, hvad kunne der så ske istedet? Herved finder vi alle “hullerne” i OCD-tænkningen og begynder træningen i at finde såkaldte alternative tanker. Alternative tanker er alle de tanker, der siger noget andet om, hvad der kan ske, end tvangstankerne gør.

En variation af omstruktureringen kan også være at se se på alle de mellemregninger, der skal til, for at tvangstanken kunne blive til virkelighed, i ovenstående eksempel f.eks. at der er en person med en farlig, smitsom sygdom, der ikke ligger syg derhjemme eller på hospital, som har rørt dørhåndtaget, at de skulle kunne smitte gennem hænderne, at det er sket lige før, man selv rører, så smitten er frisk, at det skulle være en sygdom, der bare lige kan komme ind i kroppen, uden at man går rundt med større sår, det kunne komme ind igennem, og ikke mindst at alle disse faktorer optræder på samme tid.

På denne måde åbenbares det utroligt usandsynlige i, at katastrofen skulle indtræde – ofte bliver det næsten lidt komisk, hvilket igen bidrager til, at man får afstand til tvangstankerne og kan se på dem fra et mere realistisk ståsted.
Når arbejdet med omstrukturering gøres grundigt og jævnligt, er det med til at vænne den OCD-ramte til ikke blot at godtage tvangstankernes indhold, men få sat spørgsmålstegn ved dem, genkende dem som OCD-tanker, og til at give mod på eksponeringerne (se nedenfor) ved at vise, at udfaldet nok ikke bliver så slemt endda.

Eksponering og responshindring

I den del af behandlingen, som primært fokuserer på adfærden – tvangshandlingerne – sigtes der mod skridt for skridt at drosle ned for tvangshandlingerne og danne nye erfaringer, der kan gå imod ens forventninger om, hvad der kan ske ved at undlade handlingerne. De vigtigste metoder til dette hedder eksponering og responshindring.

Eksponering betyder at blive udsat for – i dette tilfælde for den situation eller genstand, man normalt undgår, fordi den igangsætter tvangstanker og angst. Det kan f.eks. være det at gøre bestemte ting, det at tænke særlige tanker, det at forlade hjemmet uden at tjekke visse ting og meget, meget mere.

Responshindring følger efter eksponeringen og betyder, at man forhindres i at foretage den (tvangs-) handling, man sædvanligvis ville udføre i situationen. Plejer man at vaske hænder efter at have rørt bestemte ting, går responshindringen ud på at lade være med det og samme princip gælder for de andre typer tvangshandlinger.

Herved opnås to ting: For det første får man mulighed for at opleve, at den frygtede konsekvens – f.eks. sygdom eller død – udebliver, og for det andet oplever man, at angsten faktisk daler, uden at man har udført tvangshandlingen.
På den måde får man mulighed for at se, at det ikke er nødvendigt at udføre tvangshandlingen for at være i sikkerhed og blive OK igen.

Jo flere gange, eksponeringerne og responshindringen gentages, jo mindre vil angsten for situationen blive, og jo mere vil man begynde at tro på, at situationen ikke er så farlig endda. For at turde udfordre OCD’en på denne måde og gøre lige præcis dét, man er bange for, er det vigtigt, at man via psykoedukation har fået en god forståelse af, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det virker.

Inden eksponeringsøvelserne igangsættes, laver klienten og psykologen en registrering af de forskellige tvangstanker og -handlinger, finder på egnede eksponeringer og noterer det forventede angstniveau ved dem. På denne måde laver vi et såkaldt angsthierarki, så man kan starte med de “letteste” eksponeringer og så skridt for skridt, efterhånden som man bliver klar til det, bevæger sig fremad mod de sværere. Sådan sikres det, at man oplever succes med eksponeringerne og ikke mister modet, fordi man bliver kastet ud i alt for svære opgaver for hurtigt.

Hjemmearbejde

For at erfaringerne fra arbejdet med eksponering og responshindring kan sætte sig godt fast og så at sige udkonkurrere de gamle mønstre, er det vigtigt, at eksponeringerne udføres meget hyppigt, allerhelst hver dag. Derfor er hjemmearbejde vigtigt – jo flere gentagelser, jo hurtigere fremskridt.

Modelling

Som forberedelse til eksponering og responsforhindring anvender man også modelling, dvs. at psykologen selv viser klienten, hvordan øvelsen skal udføres, f.eks. ved selv at røre ved et dørhåndtag uden at vaske hænder. Dette er med til at vise, at øvelsen kan lade sig gøre og indgyde tillid til, at man som terapeut ikke sætter folk til at gøre noget, man ikke selv ville gøre. Bagefter gennemføres eksponeringerne oftest sammen med terapeuten, så oplevelserne og konsekvenserne kan diskuteres, inden klienten får som hjemmeopgave at fortsætte eksponeringerne derhjemme.

Selvværdsarbejde

Sluttelig er en vigtig del af behandlingen selvværdsarbejde, idet lavt selvværd kan være både en bidragende årsag til og en konsekvens af OCD. Hvis man eksempelvis går rundt med en antagelse om, at man er særligt uduelig, mærkelig, farlig, uheldig eller anderledes, vil “mærkelige” tanker nemmere kunne overbevise en om, at der er fare på færde; at “den er god nok – se selv, når jeg tænker sådan, så er den da virkelig gal med mig, sådan tænker andre, “normale” mennesker sikkert ikke!”. Sådanne antagelser er vigtige at ændre gennem terapien.

Omvendt kan selvværdet også lide et alvorligt knæk ved, at man lider af OCD i længere tid. Udover at OCD-ramte ofte uretmæssigt kan føle sig mærkeligere end alle andre, bevirker deres lidelse måske også i nogle tilfælde, at de må gå glip af en masse oplevelser, der kan give selvtillid – en god skolegang, et godt socialt liv, kærester, jobs mm. Derfor er det vigtigt ikke “blot” at fjerne OCD-symptomerne, men også at arbejde med alle de andre felter i det OCD-ramte menneskes liv samt deres tro på at kunne klare sig her også.

Andre terapeutiske retninger – mindfulness og metakognitiv terapi

Efter udviklingen af kognitiv adfærdsterapi er der opstået en række behandlingsteknikker, der er afledt af eller lader sig kombinere med kognitiv adfærdsterapi, bl.a. til behandling af OCD.

En af metoderne er mindfulness, som er en form for opmærksomhedstræning, der bl.a. benytter sig af meditation. Vha. forskellige mindfulnessøvelser og -meditationer lærer man bl.a. at observere tanker, følelser og sanseindtryk uden at handle på dem og uden at dømme dem som forkerte, uønskede el.lign. Derimod lærer man at acceptere dem og lade dem passere fremfor enten at prøve at presse dem væk eller godtage dem som noget vigtigt, man skal handle på.

Fokus er på at vende opmærksomheden tilbage til nuet og huske på, at tanker kun er tanker, og at man selv er herre over, om man vil gå videre ind i dem – bare fordi noget kommer ind i bevidstheden, behøver man ikke tage sig af det. På den måde lærer man at se på sine egne tanker i et andet perspektiv og opnår erfaring med, at uanset indholdet, så passerer de altid, også selvom man ikke foretager sig noget med dem.

En lignende tænkning finder man indenfor metakognitiv terapi – her fokuseres der på “tanker om tanker”. Når ubehagelige eller skræmmende tanker sætter sig fast, hænger det ofte sammen med, at man har nogle antagelser om, at det er vigtigt at tage sine tanker alvorligt, og at man har tilbøjelighed til at løse problemer ved at gruble over dem. Man kan eksempelvis have en idé om, at grublerierne vil løse problemet, man tænker på og forsyne en med “det rigtige svar”, at de forhindrer fremtidige problemer i at opstå, eller at tankerne skal overvåges, fordi de kunne sige noget bekymringsvækkende om en. I realiteten avler grublerierne dog altid blot nye problemer og mere angst, da man så at sige får gravet sig ned i de angstfremkaldende tanker, forstærket dem og bliver fastlåst i dem fremfor at finde løsninger.

I den metakognitive terapi arbejdes der på at lære at lade grublerierne ligge, dvs. man går ikke ind i indholdet af (tvangs-)tankerne, men lærer derimod at styre udenom de lange indre diskussioner og grublerier, som altid blot fører til mere angst. På den måde lærer man nye strategier til håndtering af ens egne tanker og oplever, at grublerierne egentlig ikke gjorde gavn med blot forhalede processen med at lade en ubehagelig tanke passere.

Elementer fra mindfulness og metakognitiv terapi lader sig fint integrere med en mere klassisk kognitiv terapi, og vægtningen kan ligge forskelligt fra person til person, alt efter hvordan den enkeltes OCD er sammensat, og hvad der giver de bedste resultater.

Det ovenstående er som sagt en meget kort præsentation af den kognitive adfærdsterapeutiske metode anvendt på OCD. Der er selvfølgelig meget mere at sige om emnet, og da vi alle er forskellige, er to behandlinger selvfølgelig heller ikke ens – men al forskning viser, at kognitiv adfærdsterapi er den bedste og mest effektive terapeutiske behandling til OCD, og at OCD-ramte i langt de fleste tilfælde vil have rigtigt god effekt af et behandlingsforløb med kognitiv adfærdsterapi.

Hvis du ønsker yderligere information om OCD og kognitiv adfærdsterapi mod OCD, er du velkommen til at maile eller ringe til Praksis for Kognitiv Terapi. Du kan også læse meget mere om kognitiv adfærdsterapi, OCD, samt om en række andre lidelser, på vores hjemmeside: www.kognitivpraksis.dk

Med venlig hilsen

Psykologerne Mette Eline Lauritzen, Stine Næsted og Susanne Johansen
Praksis for Kognitiv Terapi
Gothersgade 175, st.tv. 1123 København K
Tlf. 33242498
psykologerne@kognitivpraksis.dk