Af SANNE JENSEN, psykolog, ph.d.-studerende og PER HOVE THOMSEN, professor, overlæge, dr.med., Aarhus Universitetshospital Risskov, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center

Den 18. november 2019 publicerede vi resultaterne fra et nyt delstudie af the Nordic Long-term OCD Treatment Study (NordLOTS) omkring langtidsperspektiverne for norske, svenske og danske børn og unge i alderen 7 til 17 år i behandling for OCD. Hovedresultatet var, at langt de fleste børn og unge har god gavn af kognitiv adfærdsterapi, også når vi fulgte dem over en tre-årig periode efter behandlingen. Nogle patienter fik flere sessioner end standard og andre blev suppleret med medicin.

Vi identificerede dog også en gruppe, som måske ikke havde fået tilstrækkelig behandling i forhold til, hvad de kunne have brug for, fordi de blev ved med at have symptomer i opfølgnings­perioden. Man var i særlig risiko for at tilhøre denne gruppe, hvis man var teenager, havde kontaminationssymptomer (dvs. vaskeritualer og tvangstanker om snavs eller smitte) og nedsat sygdomsindsigt. Desværre blev resultaterne mediedækket med bl.a. den misvisende overskrift: “Tvangsramte unge kan få det værre af udbredt behandling”.

To pointer er særligt væsentlige at fremhæve for at undgå misforståelser:

1) Der er ingen som helst grund til at tro, at patienterne skulle have fået det værre af selve behandlingen! Resultaterne tyder i stedet på, at behandlingen for nogle patienter ikke har haft tilstrækkelig effekt, så patienterne blev ved med at have symptomer, selvom de dog blev mindsket i behandlingsperioden.

2) Der er masser af patienter med kontaminationssymptomer, der opnår god effekt af kognitiv adfærdsterapi. Det er altså ikke sådan, at disse patienter i sig selv udgør en særlig gruppe, for hvem behandlingen ikke har god effekt. Men for nogle patienter øger tilstedeværelsen af kontaminationssymptomer altså risikoen for ikke at opnå tilstrækkelig god effekt af behandlingen på længere sigt.

Man har i mange år vidst, at kognitiv adfærdste­rapi er en god og effektiv behandlingsform mod OCD, og faktisk har kognitiv adfærdsterapi med eksponering og responshindring været med til at revolutionere behandlingen af OCD. Også vores resultater tyder på, at størstedelen af de børn og unge, der deltog i studiet havde gavn af behandlingen. Men det er selvfølgelig også vigtigt at identificere de patienter, der ikke profiterer i lige så høj grad som flertallet, så vi kan komme nærmere en effektiv behandling for så mange som overhovedet muligt.

Vores konklusion på studiet er, at de fleste børn og unge med OCD har gavn af den gængse behandlingsform, men at der er en mindre gruppe, der profiterer mindre af behandlingen og vedbliver at have symptomer over en tre-årig periode. Budskabet til behandlere af OCD må være at have en særlig opmærksomhed over for patienter, som ikke responderer overbevisende på behandlingen — især hvis de er teenagere, har kontaminationssymptomer og nedsat sygdoms­indsigt.

Vi har selvsagt ikke undersøgt, hvad en sådan ‘opmærksomhed’ eller ‘øget indsats’ over for denne gruppe kunne være. Noget tyder på, at supplement med medicin af typen SSRI eller simpelthen et længere behandlingsforløb med kognitiv adfærdsterapi kan hjælpe mange af de patienter, som ikke i første omgang responderer tilstrækkeligt på behandlingen. Man kunne dog også ønske sig mere forskning i, hvad der ellers kunne suppleres med over for denne gruppe udover kognitiv adfærdsterapi med eksponering og responshindring, som af alle eksperter på området vurderes helt essentielt for et godt behandlingsresultat.

Det kunne være at arbejde mere målrettet på den nedsatte sygdomsindsigt, som måske også spiller ind på patientens motivation, mere inddragelse af metakognitive metoder i terapien o.lign. Derudover kunne man have hypoteser om, hvorvidt det er en bestemt type af patienter med kontaminationssymptomer, som er i særlig risiko for nedsat langvarig behandlings­effekt­ — dette har vi stadig til gode at undersøge nærmere.