OCD-foreningens ambassadør, Peter Lund Madsen – bedre kendt som Hjerne-Madsen – lagde i dag vejen forbi Svendborg. Her mødte han Britt og Søren, der som frivillige driver OCD-foreningens lokalgrupper i både Svendborg og Odense.

Dagen bød på ærlige samtaler, refleksion og nærvær – med mennesket bag diagnosen i centrum.
Britt er tidligere skolelærer og i dag førtidspensioneret på grund af OCD. Med tiden har hun genfundet styrken og overskuddet til at støtte andre, som står i samme situation. Sammen med sin mand, Søren, skaber hun trygge og rummelige fællesskaber for både mennesker med OCD og deres pårørende – steder, hvor man kan dele, lytte og opleve ægte forståelse.

“Vi møder mennesker, der kæmper med hverdagens udfordringer. Det giver så meget mening at bryde tabuet og tale åbent om det, for vi er alle mere end vores diagnose,” fortæller Britt.

Besøget var en del af optakten til den kommende DR2-serie “Mennesket bag den psykiatriske diagnose”, hvor Peter Lund Madsen ønsker at sætte fokus på, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse – både de svære og de smukke sider.

Britt og hendes datter, Silke, som også lever med OCD, delte ærligt og rørende deres personlige historier. Det var stærkt at høre, hvordan de sammen håndterer livet med OCD – og hvordan åbenhed kan skabe både styrke og håb.

En særlig tak til Emil Kuhlmann, næstformand i OCD-foreningen, for at skabe kontakten med Peter Lund Madsen under Folkemødet i juni. Uden ham var dette inspirerende møde ikke blevet til virkelighed.

Se opslaget på facebook

OCD-lokalgrupper – fællesskab med mening

Vil du være en del af et trygt og rummeligt fællesskab?

OCD-foreningens lokalgrupper findes i hele landet. Her mødes vi i respekt og fortrolighed – uden krav om at dele. Du er velkommen, præcis som du er. Nogle lytter, andre fortæller. Alle bliver mødt med forståelse.

Sammen kan vi bryde tavsheden og skabe større indsigt i livet med OCD.

Find vores lokale grupper her:

Region Nordjylland

Region Midtjylland

Region Syddanmark

Region Sjælland (inkl. Lolland-Falster)

Region Hovedstaden (inkl. Bornholm)