Af Camilla Karmark, psyko­log, ”Lind & Karmark – Kogni­tiv & Metakog­ni­tiv Psyko­log Prak­sis”, Køben­havn

Introduktion

Når man bliver ramt af OCD, er det selv­føl­ge­lig svært uagtet hvil­ken type OCD, som man lider under. OCD kan være vold­somt pinag­tigt og have en meget stor indvirk­ning på ens livskva­li­tet. Hvis du lider af OCD i svær grad, så er det i svær grad, uanset hvil­ken type tvang­stan­ker eller tvangs­hand­lin­ger, som du døjer med. Så der er altså ikke én type OCD, som er værre end en anden. Den er tarve­lige lige meget hvad. Punk­tum.

Inden for OCD skel­ner man mellem to typer. Der er den over­ve­jende kompulsive OCD, som er kende­teg­net ved, at man har rigtig mange tvangs­hand­lin­ger og ritu­a­ler, som man føler sig under­lagt. Man mærker angst og en følelse af, at det er forkert i forhold til bestemte temaer, og så prøver man via sine tvangs­hand­lin­ger at få ubeha­get og angsten væk. Samti­dig prøver man via sine ritu­a­ler at hindre det, som man er bange for. Klas­si­ske temaer inden for over­ve­jende kompulsiv OCD er tjek­king, over­dre­ven hygiejne og hånd­vask samt at rette på ting eller fx gøre noget et bestemt antal gange. Der findes dog mange flere vari­a­tio­ner end kun dem.

Den anden type af OCD kaldes for over­ve­jende obses­siv OCD, og den er kende­teg­net ved, at man har en masse tvang­stan­ker, som gør en meget bange. Det er tvang­stan­kerne, som er omdrej­nings­punk­tet for OCD’en – om end der også bliver koblet forskel­lige former for ritu­a­ler og undgå­else på. I artik­len vil fokus netop være på denne sidst­nævnte type af OCD. På engelsk omta­les over­ve­jende obses­siv OCD også som ”Pure O”.

Hvorfor fokus på ”Pure O”?

Over­ve­jende obses­siv OCD – ”Pure O” – er mindre alment kendt. Vi tænker, at det i høj grad skyl­des den store skam, der er forbun­det med disse typer af tvang­stan­ker. Pga. skam­men er der (forstå­e­ligt nok) meget få som tør stille sig frem og fortælle om de tarve­lige tvang­stan­ker, og det har desværre den konse­kvens, at den enkelte kan føle sig meget alene med sin OCD. Ofte går man i årevis for sig selv og lider, og der kan gå endnu længere tid, inden man får den rette hjælp.

Samti­dig er den obses­sive OCD heller ikke synlig for andre på samme måde som kompulsiv OCD, da de fleste ritu­a­ler fore­går mentalt. Så det er også sværere for omver­de­nen og pårø­rende at bryde ind og tale med den OCD-ramte omkring hjælp.

Denne arti­kel er tænkt som en hjælp til OCD-ramte, som lider af over­ve­jende obses­siv OCD. I artik­len kan du læse omkring, hvor­for tvang­stan­kerne er så mærke­lige og vold­somme i deres udtryks­form samt få gode råd til, hvad du kan stille op med tvang­stan­kerne. Der er også anbe­fa­lin­ger til, hvor­dan du bedst får hjælp.

Særlige udfordringer

Når man lider af ”Pure O”, er der nogle særlige udfor­drin­ger, som man bliver ramt af. Det omhand­ler især indhol­det af ens tvang­stan­ker, som man bliver forvir­ret af og får tillagt alt for stor værdi. Man får bildt sig selv ind, at tvang­stan­kerne fortæl­ler noget centralt omkring én som person.

Voldsomme temaer

Noget af det som er karak­te­ri­stisk ved tvang­stan­ker inden­for ”Pure O” er, at de er meget vold­somme i deres indhold. Tankerne hopper så og sige på det værst tænke­lige, så tema­erne omhand­ler ofte vold, død, perver­sio­ner eller sinds­syge. Her er en liste over de mest klas­si­ske tvang­stan­ker:

  • Hvad nu hvis jeg er pædo­fil?
  • Hvad nu hvis jeg kunne finde på at dræbe min elskede (fx kære­ste, barn, søskende)?
  • Er jeg mon blevet sinds­syg?
  • Hvad nu hvis jeg kunne finde på at hoppe ud af vinduet?
  • Har jeg over­ho­ve­det de rigtige følel­ser for min part­ner?
  • Hvad nu hvis jeg har været min part­ner utro, men ikke kan huske det?
  • Kan jeg finde på at køre andre ned i min bil eller skubbe dem ud foran et tog?
  • Er jeg homo­seksuel, og har jeg bygget hele mit parfor­hold på en løgn?
  • Hvad nu hvis jeg er pervers og tænder på dyre­sex?
  • Elsker jeg slet ikke mit barn?

”Jeg er et dårligt menneske”

Disse tanker dukker så op igen og igen, og den OCD-ramte prøver ofte at analy­sere sig frem til et svar eller prøver at forstå, hvor­for disse temaer er tilba­ge­ven­dende. Ofte kommer man dog frem til en helt forkert konklu­sion på analy­sen. Nemlig at man er et dårligt menne­ske. Her er det meget vigtigt at under­strege, at dine tvang­stan­ker fortæl­ler INTET om dig som person. Det fortæl­ler ikke noget om under­trykte lyster eller gemte sider af dig selv – det eneste som det fortæl­ler er, at du ”bare” har obses­siv OCD.

OCD er en angst­li­delse, og tvang­stan­kerne hopper derfor på det værst tænke­lige. Så hvis man skal tænke over det mest skræm­mende, ja så hitter tanker omkring mord eller pædo­fili selv­føl­ge­lig højt. Derfor er det også nogle af de mest almin­de­lige tvang­stan­ker, man kan blive ramt af ved obses­siv OCD.

Cocktail af angst og over-ansvarlighed

Det er helt almin­de­ligt, at vi menne­sker fra tid til anden får en mærke­lig eller ubeha­ge­lig tanke. Du skal huske på, at vi alle har tusin­der af tanker hver eneste dag. Samti­dig bliver vi løbende bombar­de­ret med nyhe­der, serier og bøger – og der kan ofte være ubeha­ge­lige eller skræm­mende temaer beskre­vet. Så selv­føl­ge­lig kan man få en ubeha­ge­lig tanke.

Lad mig give dig et eksem­pel. Du har for nyligt været inde og se en thril­ler, hvor et knivdrab var vist. Nu står du derhjemme og skærer salat samti­dig med, at din kære­ste står og snak­ker til dig i køkke­net. Du får plud­se­lig en tanke ”tænk, hvis jeg stak kniven i ham”. Hvis ikke man lider af OCD og har et forhø­jet angst­ni­veau, så vil man blot ryste på hove­det af tanken og være ligeg­lad med den. Man ville lade tanken være og vende tilbage til samta­len med sin kære­ste.

Hvis du har OCD og et forhø­jet angst­ni­veau, så bliver du deri­mod rigtig bange for tanken. Så det er din angst og den værdi, som du får tillagt tankerne, som bliver dit problem – ikke indhol­det af tankerne.

Samti­dig er det meget karak­te­ri­stisk for folk, der bliver ramt af ”Pure O”, at de ofte er meget ansvars­fulde menne­sker. Det er som regel perso­ner, der har en højt udvik­let samvit­tig­hed, som tager et stort ansvar på sine skul­dre, har en høj moral omkring rigtig og forkert, og som ser en værdi i at være et godt menne­ske. Og det er netop denne ”cock­tail” af angst og høje krav, som skaber grobund for en obses­siv OCD, hvor man bliver bange for ”bare” tanker. Så bliver lige­gyl­dige tanker desværre tillagt alt for stor nega­tiv værdi.

Uhensigtsmæssige strategier

Det som er med til at skabe og vedli­ge­holde OCD er uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier. Og jo flere uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier du benyt­ter dig af, jo sværere grad af OCD vil du lide under. Det gælder i høj grad også for den obses­sive OCD.

Kontrollerer tanker

Når man har nogle tanker, som man synes er skræm­mende og ubeha­ge­lige, så giver det jo meget god mening, at man prøver på at få dem til at gå væk. Derfor er en helt klas­sisk stra­tegi over­for tvang­stan­ker også, at man prøver at under­trykke dem. Tanke­un­der­tryk­kelse virker desværre ikke særlig godt. Tvær­ti­mod.

Prøv engang at sige til dig selv, nu må jeg under ingen omstæn­dig­he­der tænke på en RØD ELEFANT. Giv dig selv et øjeblik til den øvelse. Hvad sker der? Ja, du kom sikkert til at tænke på en rød elefant i hvert fald en gang eller to. Har jeg ret? Det virker altså stik modsat, når vi siger til vores hoved, at vi ikke må tænke på noget.

Desværre kommer mange med obses­siv OCD til at misfor­tolke de tilba­ge­ven­dende tvang­stan­ker, som et bevis på, at det fortæl­ler noget centralt om dem som person. Men det gør det vitter­lig ikke. Det eneste det fortæl­ler er, at du benyt­ter dig af en uhen­sigts­mæs­sige stra­tegi som tanke­un­der­tryk­kelse.

Leder efter beviser

En anden klas­sisk fejl man kommer til at begå ved obses­siv OCD er, at man leder efter bevi­ser eller modbe­vi­ser for sine tvang­stan­ker. Lad mig give nogle eksemp­ler:

1) Et eksem­pel kan fx være ved seksu­elle tvang­stan­ker, hvor man er bange for seksu­elt at tænde på børn. Logik­ken bliver så, at hvis jeg kan mærke noget i mit skridt, mens jeg tænker på et barn, så har jeg et bevis på, at jeg er pædo­fil. Men nej, det eneste det bevi­ser er, at du henle­der din opmærk­som på netop den del af krop­pen.

Når vi henle­der vores opmærk­som­hed til et bestemt sted på krop­pen, så vil fornem­mel­sen i det område altid fremgå mere tyde­ligt. Vi er en levende orga­nisme med blod der bruser i vores årer, så hvis man ”mærker efter” et sted, så kan man godt mærke noget. Har du ikke prøvet at tale om lus for deref­ter at mærke, at det begyn­der at klø i hoved­bun­den? Er det så lig med, at du har lus? Nej, så har du blot illu­stre­ret, at der en forbin­delse mellem opmærk­som­hed og krop­s­lige fornem­mel­ser.

Så for at gøre det helt klart. Fornem­mel­ser i skrid­tet er altså ikke lig med, at du er pædo­fil, perver­te­ret eller andet mærke­ligt. Det bevi­ser igen blot, at du har obses­siv OCD og benyt­ter dig af nogle uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier.

2) En anden type bevis­fø­relse finder sted, hvis du fx har tvang­stan­ker som ”Har jeg nu de rette følel­ser for min part­ner?” eller ”Elsker jeg over­ho­ve­det mit barn?”. Bevi­set vil så være, at du konstant moni­to­re­rer dine følel­ser og analy­se­rer ethvert udsving. Prøv et øjeblik at fore­stille dig, hvad en detal­je­ret analyse og moni­to­re­ring af fx følel­sen glæde gør ved selve glæden? Hvis du konstant tjek­ker efter ”er jeg nu rigtig glad?”. Ja, det booster ikke lige­frem glæden, men er tvær­ti­mod en dræber af den gode stem­ning.

Samti­dig vil angst til hver en tid trumfe en følelse som lyst eller glæde, hvil­ket der er en god grund til. Det er nemlig med til at sikre vores over­vej­else, da det nyfo­rel­skede par ellers ville blive spist af løven på savan­nen. Så angst skal altså trumfe den slags rare følel­ser.

Hvis man har obses­siv OCD så kommer man dog til at søge bevi­ser og konstant mærke efter ”har jeg over­ho­ve­det lyst til min kære­ste?” eller ”kan jeg mærke varme følel­ser for mit barn?”. Og som beskre­vet i oven­stå­ende, så vil man selv­føl­ge­lig ikke kunne mærket meget andet end angst. Det bevi­ser ikke, at dit parfor­hold bygger på en løgn, eller at du er en dårlig foræl­der, men det bevi­ser igen, at du benyt­ter dig af uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier.

Analysere sig frem til ro

Når man lider af obses­siv OCD, så forsø­ger man ofte at gå i dialog med OCD’en og analy­sere sig frem til svar, vished og en følelse af ro. Proble­met er blot, at når ens udgangs­punkt er forhø­jet angst og tvivl – så vil en diskus­sion aldrig føre til det ønskede resul­tat.

Poin­ten er, at der ikke er noget at være bange for eller i tvivl om – men din angst­li­delse dril­ler dig, så du tror på det. Jo mere du går med på angst­li­del­sens præmis omkring ”fare på færde”, og jo mere du går i dialog med ”hvad-nu-hvis-tanke­gan­gen”, jo mere angst og tvivl vil du mærke.

Så et vedli­ge­hol­dende problem er, at du giver dine tvang­stan­ker ALT for meget opmærk­som­hed. Løsnin­gen ligger derfor ikke i at analy­sere og disku­tere med dine tvang­stan­ker – det er tvær­ti­mod det, som er med til at vedli­ge­holde din OCD. Det er altså en yderst uhen­sigts­mæs­sig stra­tegi.

Detaljeret og minutiøst på tankeplan

En anden klas­sisk fælde på stra­te­gi­plan er den detal­je­rede og minitøse gennem­gang af dine tvang­stan­ker. Der er mange med obses­siv OCD, som er meget opta­get af deres hukom­melse og af at kunne genkalde sig alting helt præcist. Det kan fx give sig til udtryk ved tvang­stan­ker omkring ”Er jeg ved at blive sinds­syg?”, hvor man konstant tjek­ker sine sanse­ind­tryk og prøver at huske præcist, hvad det var man så eller tænkte tidli­gere. Det kan også være lange tankeræk­ker omkring ens bevidst­heds­plan, hvor man stil­ler spørgs­måls­tegn ved de tanker, man har og prøver at analy­sere sig frem til et svar. Opta­get­hed af hukom­melse og minu­tiøse detal­jer på tanke­plan gør sig også gældende ved en lang række andre obses­sio­ner. Det genken­de­lige mønster er den tilba­ge­ven­dende analyse af ens tanker samt den misfor­stå­ede ide om, at hukom­mel­sen ikke bør have huller. Igen bliver stra­te­gien med at analy­sere ens tanker og give tvang­stan­kerne meget opmærk­som­hed den vedli­ge­hol­dende faktor i forhold til OCD’en.

Gode råd

Du har nu læst om en række uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier, som er med til at vedli­ge­holde OCD’en. Spørgs­må­let der følger er derfor natur­ligt, hvad gør jeg så i stedet? Her er samlet en række gode råd i behand­lin­gen af obses­siv OCD.

Forstå din OCD

Et vigtigt skridt i star­ten er at forstå din OCD. Den viden du fx har fået i oven­stå­ende afsnit omkring, hvor­for dine tvang­stan­ker ser så vold­somme og mærke­lige ud, og hvor­for det ikke fortæl­ler noget om dig, er rele­vant viden for dig at huske på. Det er også vigtigt at få øje på, hvor­dan dine uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier dril­ler dig med falske bevi­ser og vedli­ge­hol­der din OCD.

Tag kontrol over din opmærksomhed

Et andet vigtigt skridt er at træne at give dine tvang­stan­ker mindre opmærk­som­hed. Der er ikke noget i vejen med din opmærk­som­heds­funk­tion, men i øjeblik­ket får du brugt den forkert. Du kommer til at give dine tvang­stan­ker alt for meget opmærk­som­hed, og du indgår alt for ofte i dialog med OCD’en.

Et eksem­pel kunne være at tænke på dine tvang­stan­ker, som en tele­fon der ringer. Hvem bestem­mer, om du skal tage den eller ej? Det gør du. Vi kan desværre ikke selv vælge om tele­fo­nen ringer, eller hvor højt den ringer, men du kan vælge, om du tager den og indgår i en lang samtale med OCD’en. Prøv at øve at lade tvang­stan­kerne være, og vend opmærk­som­he­den tilbage på nu’et og det, som du var i gang med. Og det er okay, om du stadig kan høre tele­fo­nen ringe – du behø­ver blot ikke zoome ind på den. Fokus skal udad tilbage på dine omgi­vel­ser og den situ­a­tion, som du befin­der dig i. Og det skal du øve igen og igen.

Lad være at undgå eller lave sikkerhedsadfærd

Tvangs­hand­lin­ger er som brænde på dit OCD-bål. Jo flere tvangs­hand­lin­ger du laver, jo sværere grad af OCD. Ved obses­siv OCD er tvangs­hand­lin­gerne ofte mindre synlige, men de er i høj grad til stede.

Tvangs­hand­lin­gerne dækker over flere forskel­lige uhen­sigts­mæs­sige stra­te­gier. Det kan være førom­talte tanke­un­der­tryk­kelse eller den gentagne ”bevis­fø­relse”. Det kan også være at sikker­heds­spørge andre, her er det som regel nærme­ste pårø­rende, der bliver spurgt. Tera­pi­ses­sio­ner bliver også ofte brugt til sikker­heds­spørgs­mål, hvis ikke psyko­lo­gen er obs på, at det er en tvangs­hand­ling. Et klas­sisk sikker­heds­spørgs­mål kan være ”Hvad nu hvis det ikke er OCD – men tankerne rent faktisk er sande?” Anden adfærd inde­bæ­rer at ”tjekke” detal­jer på tanke­plan eller at prøve og kontrol­lere tanker. Et eksem­pel på tanke­kon­trol kan fx være en klient med pædo­file tvang­stan­ker, som prøver at give nøgne børn inde i ens hoved tøj på, hver gang bille­det dukker op. Og så er der også ofte en masse undgå­el­ses­ad­færd invol­ve­ret; undgå at være i nærhe­den af knive, undgå at være i nærhe­den af børn, undgå at se film/dokumentar om sinds­syge, undgå konflik­ter med sin partner/eller sit barn af frygt for nega­tive følel­ser, eller undgå at blive fuld, hvis nu man skulle miste kontrol­len. Blot for at give nogle eksemp­ler.

Selvom angsten og tviv­len kan være meget over­be­vi­sende, så skal du huske på, at du har kontrol over din adfærd. Og oven­stå­ende stra­te­gier er netop adfærd. Så vær opmærk­som på dine tvangs­hand­lin­ger og øv at redu­cere dem – hver dag.

Lad dine følelser og fornemmelser være

Forud for tera­pien har vores klien­ter som regel forsøgt at kontrol­lere deres følel­ser og fornem­mel­ser – og prøvet at få ubeha­get til at gå væk. Sådan virker vores psyke bare ikke. Du kan ikke sige til dig selv ”jeg må ikke mærke det og det”. Kan du huske fra tidli­gere, at der sker det stik modsatte, hvis vi prøver at diktere, hvad psyken ikke må?

Vores følel­ser og krop­s­lige fornem­mel­ser er uden for vores direkte kontrol, men den gode nyhed er, at det ikke gør noget. Følel­serne er på ingen måde ude af kontrol og uagtet, hvor intens en følelse er, så er den altid midler­ti­dig og klin­ger af igen. Følel­ser er selv­re­gu­le­rende, så du skal øve at accep­tere dem og lade dem være.

Den stra­tegi kan sammen­lig­nes med stra­te­gien ved et fysisk sår. Hvor­dan heler et sår bedst muligt? Ved at lade det være og lade hele af sig selv. Og hvad sker der, hvis du konstant giver det opmærk­som­hed, krad­ser i det eller gnub­ber på det? Ja, så bliver det værre, ik’? På samme måde er det med OCD’en. Jo mere du prøver at kontrol­lere det følel­ses­mæs­sige ubehag, jo værre bliver det.

Kort sagt….

Løsnin­gen er altså at accep­tere og lade følel­ses­mæs­sigt ubehag være, men til gengæld tage kontrol over din opmærk­som­hed og adfærd. Det vil hen over tid gøre en stor forskel i forhold til din OCD, og du vil opleve at få det bedre.

Hvilken behandling skal jeg vælge?

Der er flere veje til Rom, og det er ikke sådan, at der kun er én type behand­ling, som kan afhjælpe al OCD. Der bliver dog løbende forsket i OCD- og angst­be­hand­ling, og der er helt klart nogle tera­pe­u­ti­ske meto­der, som viser bedre evidens for deres effekt end andre. Så det er vigtigt, at du forhol­der dig til meto­den inden valg af behand­ler. Den abso­lut fore­trukne metode til behand­ling af OCD er inden for den retning, som hedder kogni­tiv adfærds­te­rapi.

Hvis du lider af ”Pure O”, som er beskre­vet her i artik­len, så vil jeg anbe­fale, at du vælger behand­ling netop inden for den kogni­tive metode. Der findes klas­sisk kogni­tiv adfærds­te­rapi, og så findes der nogle af de nyere retnin­ger, kaldet 3. bølge kogni­tiv terapi. Af de nyere retnin­ger kan metakog­ni­tiv terapi varmt anbe­fa­les, og det har en rigtig god effekt i forhold til over­ve­jende obses­siv OCD.

Foru­den den tera­pe­u­ti­ske metode er det også rele­vant, at din behand­ler har erfa­ring med netop at behandle OCD.

Hvis du lider af OCD i meget svær grad, så kan være rele­vant at over­veje at supple­rer den målret­tede tera­pe­u­ti­ske behand­ling med medi­cinsk behand­ling. I så fald skal du tale med din læge eller en psyki­a­ter omkring det.

Hvad gør jeg så nu?

Hvis du ønsker hjælp, men er i tvivl om, hvor­dan du skal gå videre herfra, så kan du kontakte OCD-fore­nin­gen. Du kan fx også se på deres behand­ler­li­ste, om der er nogle psyko­lo­ger i nærhe­den af dig med speci­ale i OCD-behand­ling.

Held og lykke med det. Og husk, at der er intet at skamme sig over.