Personlige beretninger

Jeg fortryder ikke

Frank_1_MediumAf Stig Andersen
 
For to år siden deltog Frank Jensen i en DR-dokumentar, hvor han i tre uger boede sammen med tre andre OCD-ramte i et sommerhus og blev udsat for en meget intensiv terapi. Opholdet i sommerhuset var en hård tørn for Frank, men han fortryder ikke, at han meldte sig til eksperimentet.

Da Frank i foråret 2007 meldte sig til eksperimentet i sommerhuset uden for Århus, var det lidt i desperation.                

"Jeg havde efterhånden brugt rigtig mange penge på psykologer og var overbevist om, at hvis det virkelig skulle rykke for mig, havde jeg brug for et meget intensivt behandlingstilbud og ikke blot sporadiske samtaler med psykologer eller psykiatere. Og jeg var forholdsvis optimistisk inden opholdet i sommerhuset," fortæller han.

Eksperimentet gik ud på at samle fire OCD-ramte og så ved hjælp af meget intensiv kognitiv terapi gennem tre uger få bugt med eller i hvert tilfælde reduceret deltagernes tvangshandlinger. Nicole Rosenberg, chefpsykolog på Klinik for Angst og Personlighedsforstyrrelser i Psykiatrien i det daværende Århus Amt, stod for terapien sammen med psykiater Birgit Bennedsen og psykolog Hjalti Jónsson. Og det hele blev dokumenteret i fem tv-udsendelser, der kørte på DR i november-december 2007.

Det blev snart tydeligt, at Frank måske var den hårdest ramte af de fire deltagere. Hans angst for bakteriesmitte betyder, at han skal bruge flere timer hver dag på at vaske hænder. Dertil kommer en forestilling om, at hvis han sørger for at være ren, så kan det forhindre, at der overgår andre mennesker noget ondt.

"På en god dag, hvor alt går stille og roligt, bruger jeg omkring toenhalv time på håndvask og måske en time på andre tvangshandlinger. Hvis der er stress på, kan det være meget mere," fortæller han.

Spillede dobbeltspil
I sommerhuset betød det, at Frank snart begyndte at foretage alle mulige manøvrer for at få mulighed for at vaske hænder - og det helst med skuresvampe. Nicole Rosenberg satte de terapeutiske tommelskruer på Frank ved blandt andet at tidsbegrænse toiletbesøgene og lukke for hovedhanen. For Frank var det utroligt hårdt, for han blev jo nødt til at være helt ren, specielt når han skulle hjem til sin familie i weekenderne.

"Jeg blev helt febrilsk og blev bange for at smitte alle andre. Så derfor blev jeg nødt til at spille en slags dobbeltspil, hvor jeg for eksempel gemte sæbe og blev hængende som den sidste i huset før en weekend for at kunne vaske hænder," fortæller han.

Terapien betød rent faktisk, at Frank i løbet af ugen fik nedtrappet antallet af håndvask. Men når han var hjemme i weekenden, eksploderede det igen. Og hans forskellige undvigemanøvrer i forhold til terapien gav også problemer på hjemmefronten og førte til skænderier med hans daværende kone. Frank følte, at han specielt i de to sidste afsnit blev fremstillet på en lidt uheldig måde. 

"Jeg kom jo til at fremstå meget modstræbende, og det var jeg egentlig ked af. Problemet med den type dokumentarudsendelser er jo, at man ikke rigtig får baggrunden og dybden med. Der er jo nogle meget tungtvejende grunde til, at man som OCD-ramt opfører sig, som man gør," mener han.

Fortryder ikke
Frank erkender, at han nok ikke var helt klar og psykisk stærk nok til den kolde tyrker-tilgang, som blev praktiseret i huset. Og så er tre uger meget kort tid, hvis man skal have bugt med noget, man har lidt af i over tredive år.

Når Frank kigger tilbage på opholdet i sommerhuset, fortryder han dog ikke, at han meldte sig til eksperimentet.

"Det var en god oplevelse at være sammen med andre OCD-ramte, der laver "mærkelige ting" som for eksempel at tjekke en vaskemaskine 20 gange for at være sikker på, der er sæbe i. Og vi forsøgte virkelig at skubbe til hinanden for at reducere vores tvangshandlinger," fortæller han.

Frank er sikker på, at hvis han ikke havde meldt sig, så kunne han have brugt resten af livet på at tænke på, om han måske havde misset en gylden mulighed for at få sin OCD under kontrol. Og så lærte han også nogle ting under opholdet, som han har kunnet bruge efterfølgende.

"Under opholdet reducerede jeg jo i perioder antallet af håndvask. Og jeg tror på, at hvis man først har oplevet, at det kan lade sig gøre, så kan man nemmere reducere sine tvangshandlinger på et senere tidspunkt. Jeg lærte også meget bedre at forstå arbejdsmetoderne bag kognitiv terapi. Det handler om at nedtrappe og registrere, og så selv arbejde med tankerne," siger han.

Frank er i dag skilt fra sin kone, og samværet med hans søn og datter begrænser sig til et par timer om ugen ude i byen og én dag i måneden hos hans mor. Frank kan stort set kun anvende sit eget eller moderens toilet, og det er den faktor, der har størst indvirkning på hans sociale liv.

"Jeg har det bedst, hvis jeg kan være hjemme, og tingene går stille og roligt. Jeg læser en del, cykler ture, ordner de daglige gøremål, men er socialt set lidt isoleret," fortæller han.

Forsigtig optimisme
Franks OCD begyndte i 8-års alderen, og gennem årene er det gået meget op og ned. Både forældrenes skilsmisse, da han var 19 år, og faderens død i 2005 har udløst forværringer af OCD'en. Det gik for alvor galt, da han skrev hovedopgave på Journalisthøjskolen i 1995. Under forløbet endte han på psykiatrisk skadestue, hvor han var i tre dage. På trods af sin OCD fik Frank gjort uddannelsen færdig, og har haft forskellige jobs siden. I dag har han dog erkendt, at hans OCD reelt ikke tillader ham at have et egentligt job. Han har derfor ansøgt om førtidspension og afventer i øjeblikket en afgørelse på sagen. 

"Det er meget vigtigt for mig, at der ikke er stressfaktorer i mit liv. Så derfor er det også vigtigt at få styr på økonomien. Og i bund og grund ser jeg forholdsvis optimistisk på tingene nu. Jeg har gang i mit eget lille system, hvor jeg registrerer mine tvangshandlinger i et ringbind, og så arbejder jeg med at reducere dem så meget som muligt. Jeg forsøger dagligt at indoktrinere mig selv med rationelle argumenter. Og det går fremad, ganske vist meget langsomt, men hvis man bare reducerer tvangshandlingerne med to procent ad gangen, så ender det jo også med at blive til noget," mener han.

Frank, der i dag er 42, har gennem alle årene fået medicin og gået til samtaler hos psykologer og psykiatere, men føler ikke, at han har haft mulighed for at få den behandling, der virkelig kunne hjælpe ham.

"I mit tilfælde tror jeg, at kun en meget intensiv længerevarende behandling på et hjem for OCD-ramte kunne hjælpe - lidt i stil med afvænning af alkoholikere. Men det tilbud findes mig bekendt ikke i Danmark," siger han.

Frank forsøgte for nylig at få en såkaldt second opinion på Rigshospitalet for eventuelt at kunne få DBS-behandling (Deep Brain Stimulation). Men til hans skuffelse blev han afvist med en lidt tynd begrundelse om manglende tid.

Men motivationen til fortsat at arbejde på at reducere tvangshandlingerne er til stede, og Frank tror stadig på, han kan komme rimeligt tæt på noget, der ligner et normalt liv.

"Man har selvfølgelig brug for støtte, men i sidste ende er det en selv, der skal arbejde på at forbedre situationen. Hvis man skal arbejde aktivt mod sin OCD, skal man presse sig selv, og det er jeg godt i gang med for tiden," siger han.
Gruppebillede_Medium

Frank Jensen til højre sammen med behandlerne og de øvrige deltagere i eksperimentet i sommerhuset. (Foto:Bjarne Bergius Hermansen)