Personlige beretninger

Fremmed!

Af Katrine Vissing

Der er mange måder at være fremmed på. Jeg vil her fortælle om min måde. At være fremmed for sig selv - og andre, når man som jeg lever med en psykisk sygdom. Angst.

Jeg fik angst allerede som 12-årig. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig, jeg forstod det ikke - kun at jeg blev skræmt, skræmt så meget, at jeg i mange år fortrængte mine følelser og tanker omkring det. Jeg følte, at jeg ikke var mig - at jeg var fremmed!

Derefter levede jeg nogenlunde normalt videre, jeg havde ikke de store problemer - troede jeg - hvis bare jeg undgik de ting, som gjorde mig angst. For mit vedkommende var det at deltage i fysisk aktivitet, for det var det, der havde udløst min angst. Jeg udøvede stor undgåelsesadfærd. Jeg snakkede ikke med nogen om det, det var simpelthen for pinligt.

Som årene gik, blev jeg viklet mere og mere ind i mit "edderkoppenet", der blev flere og flere ting, jeg ikke kunne. Det var svært for mig at få den nødvendige hjælp til at komme videre, og til sidst var mine forældre nødt til at tage over, de snakkede både med kommunen og min læge. Først da jeg som 25-årig, efter mislykket forsøg på at få en uddannelse, begyndte hos en psykolog, erkendte jeg - og mærkede - angstens tag i mig. Jeg begyndte at få mange psykiske og fysiske symptomer, jeg kunne ikke længere være alene hjemme, jeg følte simpelthen så megen panik, at jeg ikke kunne trække vejret, jeg kunne ikke gå ud alene, og til sidst kunne jeg slet ikke gå ud. Jeg var så svimmel, at jeg bare sad i min lejlighed. Sammen med min psykolog begyndte jeg at få det bedre, jeg øvede mig i at gøre de ting, jeg ikke kunne - og det, der holdt mig gående, var mine små succes´er og min kærestes hjælp.

Terapien sluttede efter et par år, jeg gik da på daghøjskole. Derefter deltog jeg i et kursus på en fobiskole. Endnu en forandring, og det hele ramlede igen. Fobiskolen, som ellers har hjulpet mange, fungerede ikke for mig.