Personlige beretninger

Min usynlige veninde

bettina broni 1 mediumAf Bettina Broni

Fra min tidlige barndom og op igennem mine skoleår var jeg udsat for mange drillerier og også egentlig mobning. Tre piger, som boede på min vej og gik i min klasse, førte an i mobningen. Og selvom mine forældre havde snakket med klasselæreren om problemet, var der ikke rigtig sket noget. Jeg begyndte så at udføre forskellige ting på vej til og fra skole, og jeg troede, at jeg på den måde kunne få en god dag, og at mine plageånder ikke ville være efter mig.

Jeg fik mig en usynlig veninde, som jeg havde ved min side hele tiden. Hun fortalte mig, hvad jeg skulle gøre for at få en rigtig god dag uden at blive mobbet. Jeg skulle gå ned ad den ene række fliser på vej til skole og hoppe over nogle små grantræer på vej til bussen. Hvis jeg hoppede over dem i den forkerte rækkefølge, skulle jeg gøre det om, for ellers ville min dag blive rigtig slem. Hun vækkede mig om natten, og så skulle jeg stå op og lave ti englehop for at være sikker på, at jeg var i live, og at næste dag ville blive en god dag. Alt det her gjorde jeg uden at fortælle mine forældre noget om mine ritualer, som det jo gik hen og blev, da jeg blev afhængig af at gøre det hver dag. Mobberierne ophørte ikke, selvom jeg udførte ritualerne, men min usynlige veninde sagde, at det ville være endnu værre, hvis jeg ikke udførte dem.

Det gjorde jeg så resten af min skoletid, og drillerierne forsatte. Jeg kan huske en gang i 9. klasse, hvor vi sad i små grupper, og nogle af mine såkaldte klassekammerater talte om, hvad de forskellige i klassen ville blive efter skolen. Da de kom til mig, sagde de, at jeg var så dum, at jeg ikke kunne blive til noget som helst. Jeg ville gerne være pædagog.  Min klasselærer havde hørt det hele og sad bare med et smil om munden og sagde ikke noget til mine klassekammerater. Da kunne jeg ikke mere, og jeg brød fuldstændig sammen og løb ud på toilettet og græd.

Der var en af drengene, som i hver eneste fysiktime spidsede sin blyant så spids, som den kunne blive og stak den ind i nakken på mig. Han er den dag i dag bosiddende i min by, så jeg ser ham desværre af og til. Hver gang, jeg ser ham, bliver jeg dårlig tilpas og skynder mig den anden vej, og hvis vi mødes i en butik, går jeg hurtigt ud. Jeg taler aldrig med ham, for det, han gjorde imod mig, sidder stadig meget dybt i mig.

Jeg kom i 10. klasse på samme skole. Vi var otte fra min klasse, som skulle i 10. klasse, fire drenge og fire piger, Så vi blev delt, så vi fire piger kom i samme klasse. Det betød, at jeg fik nye klassekammerater, men det bedste af det hele var, at jeg fik en ny klasselærer! Jeg oplevede, at der skete en hel masse med mig. Jeg fik venner, som kunne lide mig og en klasselærer, som var god ved mig. Det var det bedste år i mit skoleliv, og begyndte drengene fra min gamle klasse at mobbe mig, ja, så fik de klar besked af drengene fra min nye klasse. Det var dejligt endelig at opleve at have venner, der virkelig kunne lide mig og bakkede mig op. Jeg udførte stadig mine ritualer for sæt nu, at de nye gode skoledage ikke ville vare ved, men istedet vende tilbage til de ni års helvede. Min usynlige veninde var min tro følgesvend i mine sidste skoleår på trods af mine nyfundne gode venner.

Efter 10. klasse kom jeg et år i huset hos en dejlig familie. Selvtilliden og mit selvværd fik et ryk op på grund af den megen ros, jeg fik. Jeg drømte stadig om at blive pædagog. Jeg mødtes stadig med nogle af dem, jeg gik i 10. klasse med. Vi gik blandt andet i byen sammen, og det skete, at vi mødte nogle af drengene fra min gamle klasse. Drengene fra mine ni års helvede begyndte at mobbe mig igen, når de så mig, men nu havde jeg fået så meget selvtillid, at jeg selv kunne sige fra over for dem. Da jeg var fyldt 18, tog jeg fire måneder på højskole. Det blev de bedste fire måneder i mit liv. På højskolen fik jeg en rigtig god veninde, som jeg besøgte i hendes hjemby. Hun legede Kirsten Giftekniv og introducerede mig for en af hendes venner. Hun ramte plet, da han og jeg nu er gift på 21. år.

Jeg blev optaget på pædagoguddannelsen. Da jeg startede på pædagogseminariet i sommeren 1985, havde jeg stadig svært ved at sige noget i klassen. Det sad fortsat så dybt i mig fra min tid i folkeskolen, at jeg regnede med, at der også her ville blive leet af mig, hvis jeg sagde noget i klassen. I sommeren 1988 blev jeg færdig som pædagog og ventede mit første barn. Ritualerne udførte jeg forsat, og min usynlige veninde var stadig en del af min hverdag - det gjaldt jo om at få et sundt og velskabt barn, hvilket jeg også fik. Jeg var flyttet fra min fødeby for at læse i nærliggende større by, og her blev vi boende det første år af vores søns liv. Da han var et år, flyttede vi til min fødeby, hvor jeg fik arbejde i en af byens børnehaver, og min mand fik arbejde på en fabrik. Herefter var der i nogle år stille omkring mine ritualer, og min usynlige veninde gled lidt i baggrunden.

 

I sommeren 1991 blev jeg gravid med vores andet barn. Under graviditeten blev jeg meget syg, og var stor set sygemeldt i alle ni måneder. Jeg havde en drøm om, at hvis jeg fik en dreng og en pige, så var min lykke fuldkommen. Jeg fik nogle syge fantasier om, at det barn, jeg ventede, manglede hoved, arme og ben. Det blev en hel besættelse for mig.
Min usynlige veninde kom på banen, og jeg begyndte at udføre ritualer igen. Ritualerne bestod i at ordne mit vasketøj på en bestemt måde: Farverne måtte ikke blive blandet, tøjet skulle hænges op efter vores alder og tøjets farver, og det samme var tilfældet, når det skulle lægges sammen. Glemte jeg for eksempel en rød strømpe og var i gang med at hænge det hvide tøj op, så skulle jeg starte forfra med at hænge tøj op, og det var det samme, når det skulle lægges sammen. Hvis jeg ikke gjorde det, så ville det barn, jeg ventede, blive handicappet. En ultralydsskanning viste, at barnet var helt normalt, og at det var en pige, jeg ventede. På trods af, at alt virkede fint, fortsatte jeg med at udføre ritualer. Jeg turde for eksempel ikke købe noget lyserødt, for så var jeg sikker på, at jeg ville få en dreng istedet.

Jeg fik min lille pige i marts 1992, og nu jeg havde fået min pige og allerede havde en dreng, så var alt, som jeg ønskede det, og man skulle tro, at alt nu var godt. Angsten for, at der skulle ske min datter noget, var fortsat stor. Jeg troede, at jeg kun havde hende til låns og fik et nyt ritual. Jeg skulle sidde ved hendes barnevogn, når hun skulle sove, for så kunne jeg hurtigt gribe ind, hvis hun holdt op med at trække vejret. Når jeg gik i seng om aftenen, skulle jeg bede til Gud tre gange. Hvis jeg ikke gjorde det, sagde min usynlige veninde til mig, at så ville Gud komme og tage min datter. Jeg udførte dermed mange ritualer i løbet af dagen, og begyndte også at stå op om natten for at mærke efter flere gange, om døren var låst og tjekkede også kontakter.

 

Da min datter var 13 måneder gammel, blev hun indlagt på sygehuset første gang, og det skulle vise sig, at hun senere i sit liv fik en hel del mere med sygehusvæsenet at gøre. Jeg fik en endnu større angst for at miste hende. Jeg brød sammen og blev sygemeldt, uden at jeg dog fortalte mine omgivelser om min angst og mine ritualer. Min læge blev som den eneste indviet i min angst, men ikke i mine ritualer. Jeg var sygemeldt i flere omgange, da jeg også fik problemer med mine led. I 1994 tog jeg forældreorlov, da min søn skulle starte i skole efter sommerferien. Jeg blev mere syg, både psykisk og fysisk, og som følge heraf kunne jeg ikke vende tilbage til mit arbejde. Det blev starten på en række år med flere arbejdsprøvninger, der endte med, at jeg i 2001 fik tilkendt pension. Hverken min familie eller min læge vidste på det tidspunkt noget om mine ritualer.

I 1996 fik min datter en knude i sin ene balle. På vores lille sygehus var de ikke helt sikre på, hvad det var, og henviste os til et større sygehus. Det viste sig, at min datter havde en godartet, men meget aggressiv tumor, og den vendte tilbage gennem årene og sidder flere steder i kroppen. Jeg fik lykkepiller i 2003, og det blev en omvæltning for mig. Jeg fik det pludseligt godt, faktisk så godt at mine ritualer forsvandt i en periode, lige indtil den dag, hvor min mand gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke udførte dem mere. Jeg blev bange og tænkte på, hvad der nu ville ske, når jeg ikke udførte ritualerne.

På et tidspunkt faldt min mor om og kom på sygehuset, og jeg troede med det samme, at det er min skyld, for jeg havde jo netop ikke udført mine ritualer i meget lang tid. Vi var hos min bror, da det skete, og da jeg kom hjem til mig selv, gik jeg i gang med at udføre mine ritualer i sikker overbevisning om, at det værst tænkelige ville ske, hvis jeg ikke straks genoptog ritualerne. Det værst tænkelige for mig ville være, at min mor døde. Heldigvis var hun hjemme igen et par dage efter. Jeg blev dermed bekræftet i, at ritualerne virkede – min mor klarede den jo, så jeg fortsatte med at udføre mine ritualer. Til en samtale hos min læge fortalte jeg hende om de ritualer, jeg udførte. Lægen stillede diagnosen OCD – en psykisk lidelse, hvor man har tvangstanker og udfører tvangshandlinger. Hun gav mig en folder om OCD med hjem. Jeg læste om OCD og fortsatte med mine ritualer. Det gik jo godt for mig og min familie, for min usynlige veninde og jeg styrede vores hverdag, så der ikke skete os noget.

Jeg ringede hver morgen til min mormor for at høre, om hun var frisk. En morgen i januar 2005 tog hun ikke telefonen første gang, jeg ringede. Jeg prøvede igen, og den blev taget, men jeg kunne høre, at der var noget galt. Jeg tog hjem til hende og måtte konstatere, at hun havde brug for lægehjælp. Min elskede mormor havde fået en blodprop i hjernen. Jeg fulgte med hende i ambulancen, og på vej i ambulancen tænkte jeg: Hvad havde jeg glemt at gøre? Når min mormor var på vej til sygehuset i ambulance, måtte jeg jo have glemt at udføre nogle af mine ritualer. 

Min mormor var indlagt en lille måned, hvor det gik op og ned med hendes tilstand. Det gik mest ned ad bakke, og vi blev kaldt til sygehuset flere gange, fordi hendes tilstand var kritisk. Jeg øgede mine ritualer i takt med, at min mormor blev dårligere, overbevist om, at det ville hjælpe hende til at blive rask. En måned efter sin indlæggelse døde min mormor, og jeg indså omsider, at jeg var så langt ude med min OCD, at jeg måtte have professionel hjælp og søgte læge.
Jeg blev henvist til et psykiatrisk hospital, hvor jeg kom i gruppeterapi med andre OCD-ramte i et ambulant forløb på 15 uger. Jeg havde rigtig god gavn af behandlingen.

I dag er det mig, som styrer min OCD og ikke omvendt! Jeg indrømmer gerne, at OCD'en tager styringen, hvis jeg bliver stresset, eller hvis min datter skal til kontrol på sygehuset. Jeg har værktøjerne til at bekæmpe min OCD med og holde den nede, men helt fri for ritualer er jeg ikke, og rask bliver jeg aldrig. Jeg kan leve med min sygdom og har et godt liv. 
Hvis jeg ikke var blevet mobbet i skolen i sin tid, var jeg nok heller ikke blevet ramt af OCD. Min usynlig veninde har jeg stadig, men det er ikke længere hende, som bestemmer - det er mig! Jeg er meget åben omkring min OCD-lidelse og har fortalt alle i min omgangskreds, at jeg har OCD. Det har været en stor hjælp for mig. Min familie er god til at sige, at nu skal jeg stoppe, hvis jeg er i gang med noget, som har relation til OCD'en.

Efterskrift
Min fortælling om mit liv med OCD har ligget i skuffen et par år. Det kan måske undre, at den ikke er kommet frem før nu, men den blev skrevet på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at lette mit hjerte.
Når jeg læser den i dag, kan jeg godt se, at den rejser nogle spørgsmål. Et af dem kunne være, hvorfor mine forældre ikke handlede, når de så hvordan min skolegang var. De gjorde de også, men de var unge og mere autoritetstro, end de er i dag. De drøftede muligheden for at skifte skole med min lærer, men da læreren begyndte at græde, gik de ikke videre med planerne. De har aldrig vidst noget om min OCD, før jeg fik stillet diagnosen som voksen.
Et andet spørgsmål, som måske rejser sig efter at have læst min historie, er: Jamen, har hun det godt nu? JA, det har jeg! Vejen frem til der, hvor jeg er i dag, har ikke været let, men med den rigtige behandling samt støtte fra familien og venner er jeg kommet ud på den anden side. Jeg håber, at jeg med min fortælling og de foredrag, jeg tager rundt og holder, kan hjælpe andre med OCD eller deres pårørende.