| 18 November 2009
Så er vi i luften med OCD-foreningens nye hjemmeside! Tiden var efterhånden løbet fra den gamle, så vi er meget glade for at kunne præsentere en ny hjemmeside, der har et mere indbydende, overskueligt og brugervenligt design. Vi får nu også mulighed for i langt højere grad at have en dynamisk hjemmeside med aktuelle nyheder om det, der rører sig i foreningen og generelt om alt, der har med OCD at gøre.
Det er derfor vores håb, at hjemmesiden i endnu højere grad kan blive stedet, man søger hen for at få hjælp og information om OCD, og som samtidigt kan fungere som mødested for de aktive i foreningen. Og ikke at forglemme, et ansigt udadtil, der kan hjælpe med til at skaffe nye medlemmer og støtte til OCD-foreningen.
Vi vil opfordre jer til at gå på opdagelse på den nye hjemmeside, men der er et par ting, vi gerne vil gøre opmærksom på:
- Vi har valgt at beholde det hidtidige velfungerende OCD-forum, som nu blot er blevet 'indlejret' i det nye design.
- Man kan registrere sig som bruger på hjemmesiden, hvilket blandt andet giver adgang til ikke blot at læse indlæg i OCD-forummet, men også selv at skrive indlæg. Derudover kan man kommunikere med andre brugere, så opret en brugerprofil og deltag i det netværk, som hjemmesiden også skal understøtte.
- Nuværende brugere på OCD-forummet er automatisk blevet oprettet som brugere på den nye hjemmeside. Du skal blot bede om et nyt kodeord, når du logger ind efter flytningen. Klik på "Min brugerprofil", hvis du vil ændre eller tilføje noget i din profil.
- Vi genopliver nyhedsbrevet, som vi satser på at gøre månedligt. Nyhedsbrevet vil indeholde et udvalg af de nyheder, der har været bragt på hjemmesiden den seneste måned.
- Hjemmesiden vil fortsat være stedet, hvor man kan se ændringer i de annoncerede aktiviteter. For at gøre det nemt at finde, har vi lavet boksen "Ændringer" i panelet til højre på forsiden.
- Hvis du vil have en besked, når noget ændrer sig på en af siderne - for eksempel når der bliver tilføjet nye aktiviteter i en af regionerne - så kan du abonnere på såkaldte RSS Feeds (den gule knap i øverste højre hjørne)
Når man laver en hjemmeside, kan man i princippet blive ved med at finde på nyt og justere i alle de detaljer, der tilsammen udgør hjemmesiden. På et tidspunkt bliver man bare nødt til at lancere den og så indhøste erfaringer sammen med brugerne. Så derfor vil vi gerne opfordre jer til at sende en mail til webmasteren, som heldigvis stadigvæk er Mads, hvis der er noget på hjemmesiden, der ikke fungerer, som det skal, og i øvrigt kontakte redaktionsgruppen, som består af Anders, Mads og Stig, hvis I har forslag og kommentarer til indholdet på hjemmesiden - der er mailadresser nederst på siden. En speciel opfordring til de aktive i de enkelte regioner: Tjek regionssiderne og send eventuelle ændringer til os!
God fornøjelse med den nye hjemmeside!





Kommentarer
Glæder mig rigtig meget til at bruge siden og møde nye medlemmer
FLOT arbejde
Mange hilsner til alle fra
Anette
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.