Ulykkelig med ocd !

[I mine øjne]

Haii Alle sammen !


Det hele startet da jeg var 21år da jeg en dag opsøgte min læge fordi jeg havde været ulykkelig et stykke tid forinden og derved var begyndt at danne nogle

tvangstanker/tvangshandlinger blandt andet ved at vaske hænder rigtig rigtig meget. Min læge kunne derved konstaterer at jeg havde sygdommen ocd og fik

derfor noget antidepressiv medicin. Tiden gik og ocd'en kom og gik med jævne mellemrum men var til at holde ud. To år senere gik min moar bort af

lungekræft hvilket naturligvis tog rigtig hårdt på mig samt fik ocd'en til at blive en anelse værre ! Men da tingene så allermest sort ud dukkede en virkelig dejlig

pige op i mit liv som jeg blev utrolig forelsket i og begyndte et seriøst forhold med. Som årene gik viste ocd'en sig med jævne mellemrum og prøvede at lavet

ballade i vores forhold ved at gøre at jeg naturligvis trak min kæreste med ind i en syg mands verden og derved fik hende til at udfører nogle tvangshandlinger

blandt andet ved at bade mere og fik hjælp til en masse ting af hende da det bare var lettere for mig for da slap jeg for at stå og vaske hænder i uendelighed

(uden de blev rigtig rene).


I januar måned i år fandt vi til vores lykke ud af vi ventede en lille og besluttede derefter at vi så derfor også gerne ville giftes så vi rigtig kunne være en lille

lykkelig familie <3 Vi blev så derefter gift i april måned og havde den dejligste og lykkeligste bryllupsdag/bryllupsrejse. Men så ramte ulykken to måneder efter

vi var blevet gift fik jeg en af mine såkaldte nedture hvor jeg nogle gange tager et par dage i sengen for at lade op og derved rejse mig igen med hensyn til

min sygdom ! Problemet var dog at det syntes min kone ikke kunne være rigtigt at jeg forsat skulle blive ved med at have det sådan og da slet ikke da den

lille var på vej det var bare dråben. Så derefter fik vi mig indlagt på psykiatrisk skadestue da vi blev nød til at tage hårdt/alvorligt fat i min ocd-sygdom og

derved starte et sted midt i alt kaosset.


Min kone havde derfor en længere alvorlig samtale med lægerne på psykiatrisk skadestue hvor de rådet hende til en masse ting valgte hun så derfor imod

deres råd om at hun måtte vælge hvem "hun ville redde mig eller hendes barn". Ja så i kan vil nok gætte jer til hvem der tabte kampen?? Så dagen efter jeg

var indlagt valgte min kone at flytte ud af vores lejlighed med alle hendes ting og hjem til hendes mor hvor hun boede indtil hun selv fik en anden lejlighed.

Dagen efter igen havde hun så også allerede søgt om separation hvorefter der gik et månedens tid hvor vi blev indkaldt til en samtale.


I alt den tid der gik fik, min ekskone mere og mere angst overfor mig og samtidigt med det kunne hun udstå synet af mig (sikkert pga. graviditeten??)

og ville derfor ikke snakke med mig. Endelig kom den store dag og vores lille velskabte søn kom til verdenen <3 og fik så derfor lov af hende til at komme op

på barselsgangen og se ham :) og alt så ud til at være i forholdsvis orden mellem os alle (men jeg tog fejl)


I dag er situationen sådan at min ekskone kræver at få den fulde forældremyndighed over ham ellers kan jeg godt glemme alt om at nogensinde at komme til

at se ham igen (har derfor kun set min søn en gang på et måned hvilket er utroligt hårdt) har modtaget en masse mails fra hendes mor hvor der står

nogenlunde det samme i pga. de mener at det er usundt for vores lille søn at se hans far pga. jeg har ocd-sygdommen og har haft op og nedture gennem de

sidste fire år. Min ekskone har dog sagt at jeg kan se ham engang imellem hvis hun fik den... men føler desværre ikke at jeg kan stole på hende så nu

bliver vejen frem at vi skal i statsforvaltningen for at finde en god løsning for alle parter. I mellem tiden har ocd'en virkelig fået godt og grundigt fat i mig hvad

resultere i jeg er bange for at gå på gaden og mit tøj bliver hele tiden beskidt (og kan ikke blive rent igen) med hensyn til ting der ligger på gaden fek.s hunde

høm høm'er som springer hen på mig føler jeg og ja kan kun sige til sidst at jeg er mere syg og alene/ulykkelig end nogensinde.

[bruger123]

Nu er jeg en ung pige på femten og er nok ikke til stor hjælp i dine øjne.
Men jeg lider selv af OCD som styre min hver dag. Jeg græder og er generelt ulykkelig hele tiden.
Det bedste du kan gøre, er at gå til en psykolog eller en psykiater. Du kan også få lykkepiller men som har sine bivirkninger..
Jeg ved hvordan du har dtet og vil bare sige, at du ikke er alene. Det bedste er at snakke med nogen om det.

[Karen]

Hej med dig,
sikke noget..... forstår jeg dig ret? Sagde lægerne til din ekskone, at hun skulle vælge dig eller barnet? Det er dog det værste jeg længe har hørt! Og jeg har selv været i kontakt med systemet og fået en meget ringe behandling der kun gjorde min ocd MEGET værre og som resulterede i at jeg i dag har en journal liggende i systemet fyldt med fejl fordi den der skrev den var totalt inkompetent!
Har du måske overskud til at finde en psykolog (du skriver ikke, hvor du bor), der ved noget om ocd - måske dem i Århus på ocd-klinikken (jeg kender dem ikke personligt men de skulle være kompetente), og så få din ekskone med til en samtale, hvor psykologen kan forklare hende, at du ikke er psykotisk, fordi du lider af ocd? Måske kan det hjælpe, at din ekskone får noget viden (kompetent vel at mærke) om ocd.
Mange tanker til dig fra mig