Hvordan støtter jeg bedst min voksne søn og har han ret til psykologbehandling ?

[mrswood]

Jeg er mor til en søn i starten af tyverne, som har OCD i mindre grad. Han er flyttet hjemmefra for et par år siden. Han fortalte mig det i foråret, at han led af tvangstanker
Jeg følger ham på sidelinien og støtter ham så godt jeg kan, men jeg er meget usikker på hvordan jeg gør det bedst. ?
Han havde føste en gang en liste med over de tvangstanker, som har har i hverdagen, det havde jeg fået anbefalet af en bekendt, som også har et barn med OCD ?

Han har været til læge to gange og føste gang blev ham bedt om at læse nogle bøger om OCD og her anden gang har han fået henvist noget medicin som normalt er mod depression.

Han vil helst ikke starte på at tage pillerne, da han heller vil starte på Kognitiv terapi.
Det er nok en holdning, som han nok ikke har fra fremmede. Hvad er jeres erfaring med at starte på medicin og har han ikke ret til psykologhjælp via det offentlige, da jeg har mistanke om, at læge blot vil spare kommunen for penge. ????

Han har læst OCD både på nettet og læst bøger og jeg har også læst bøger om emnet, men hvad er jeres erfaring som forældre. Min søn vil helst styre forløbet selv og hvordan hjælper jeg ham bedst. ? Hvilket jeg også repektere, da han er voksen og skal gøre tingene i hans tempo !
Jeg kan til sidst oplyse, at han er bange for at hans hjerte skal gå i stå, hvis han ikke slukker lyset på en bestemt måde, eller skal læse en linie i en bog på en bestemt måde. Han er i gang med en længerevarende uddannelser og klare sig fint, men har disse tvangstanker og jeg går også overvejer at vi som forældre tilbyder at betale for hans behandling. Tvangstankerne styre ikke hele hans hverdag, men den har gjort sit indtog, så det ville være rart hvis der kom en behandling i gang.....

Den bekrymret mor, som gerne vil hjælpe

[Sofie]

Hvor er det ærgerligt, at ingen har svaret på dit indlæg, men måske bedre sent end aldrig..

Jeg har selv OCD, men fortalte min mor det som den første, da jeg selv fandt ud af det.
Jeg har sagt til hende, at hun ikke skal behandle mig anderledes, og det irriterer mig, når hun gør det, men jeg ved jo, at det er fordi hun elsker mig. Men jeg har lært at sige fra, når hun krydser min grænse, og det accepterer hun. Til gengæld har hun været en utrolig støtte, både mentalt og fysisk. Hun hjalp mig med at søge revalidering og senere handicaptillæg til min SU, men alt sammen fordi jeg har bedt hende om hjælp. I de perioder hvor jeg har haft det rigtigt slemt, har hun også hjulpet med dagligdags ting, som fx indkøb.
Jeg søgte (med min mors hjælp) støtte til psykolog ved kommunen, men fik det ikke. Jeg endte med at betale selv, og det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud, for nu er jeg ved at komme på ret kurs, og min OCD fylder ikke ret meget mere. Jeg får også medicin, som jeg er ved at trappe ud af nu. Jeg tror på, at det er en kombination af terapi og medicin, der har hjulpet mig, men det er jo individuelt, både hvad der virker, og hvordan man har det med at tage medicin, og man bliver desværre nødt til at prøve sig frem.

Jeg kan kun råde dig til at sige til din søn, at du er der for ham, når han behøver dig, og ellers skal du behandle ham som en normal dreng, der ikke fejler noget :)

Tanker fra Sofie

[bruger123]

Jeg fortalte min mor og far, at jeg led af OCD for godt et halvt år siden. På den måde de bedst hjalp og hjælper mig på er at støtte mig. De spørg om jeg har brug for at snakke om det nogle gange og andre gange kommer jeg til dem.
Det bedste du kan gøre, er at tilbyde din hjælp - være der for din søn og forstå ham. Du skal sige støttende ord, for når man lider af dette føler man sig anderledes, underlig og især har man en følelse af, at det er pinligt. Snak med ham. Det er det bedste mine forældre gør for mig

Og ja, det tager tid med OCD.. det går ikke over af sig selv. Det tager lang tid selv under behandling.