Hvad gør vi nu? Dreng på 17 med OCD

[Mr.Green]

Hej Med Jer

Vi en en familie med 3 børn, en datter og et par tvillingedrenge på 17 år.
Den ene dreng har i en lang periode haft nogle få ritualer( som vi så det), som "ikke betød noget",
når han selv sagde det.
MEN - Da vi kom hjem fra ferie i år, brød han mere eller mindre sammen, og fortalte hvor
mange ritualer han egentlig har.
Ex. spisemorgenmad på bestemt måde, børste tænder på en bestemt måde, og så er der en del med tallet 4, skal gøre ting fire gange osv. Intet mht. bakterier.

Han fortæller, at det mere og mere påvirker hans liv, og at han har svære og svære ved at håndtere det.
Han har fornemmelsen af, at der kan ske noget med en af hans nærmeste, hvis han ikke laver ritualerne, og får ubehag i kroppen (mave - hoved) hvis han "springer over".

Der skal siges, at han passer sin skole til UG, og også deltager socialt med andre børn.
Ex. sport, biffen og fester.

Og ny til spørgsmålet...
Hvordan ville I tilrettelægge behandlingsforløbet?
Vi har tid ved egen læge på Mandag, og bor i Aalborg.

Hilsen

Os - Aalborg

[Mr.Green]

Han er kun 16 - Min fejl.

[Mads]

Hej
Det er modigt at han har valgt at fortælle om sine tanker og handlinger. Husk at rose ham for det. Det I som forældre og pårørende kan gøre er at give ham kærlighed og støtte som I altid har gjort. I skal ikke blive behandlere. Typisk vil den praktiserende henvise til en psykolog og/eller psykiater, eller børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium. De vil forestå behandlingen som typisk er det man i psykolog termer kalder eksponerings og respons forhindring (forkortet ERP efter det engelske: exposure respons prevention). ERP er standardbehandling til behandling af tvangshandlinger. Man kan også supplere med kognitiv terapi og medicinsk behandling. Hvis I som forældre skal indgå i behandling vil behandleren fortælle jer det, det vil typisk være i reduktion af ritualer.

[Mr.Green]

Tak for input Mads

Han er endnu ikke kommet i behandling, man er på eget initiativ begyndt at springe nogle af
ritualerne over, også selvom han har svært ved det. Ex. bade "alm." istedet for som han "skal" osv.

Vi forsøger og støtte ham ved og fortælle, at det er flot og ligesom bekræfte ham i, at der jo ikke sker noget "træls" dagen efter pga. det.

Er det ok?

Hilsen

Os -Aalborg

[Mr.Green]

Hej Igen

Lige endnu et spørgsmål..
Vores søn kan ikke/vil ikke rigtig sætte ord på mht. hvad det er der sker,
hvis han ikke laver ritualerne. Kun at det ikke er noget alvorlig.
Det nærmeste han er kommet med er "Ellers bliver dagen imorgen en træls dag"
og "Ellers vil kammeraterne ikke rigtig snakke med mig dagen efter"

Skal vi lade det ligge der? Eller skal vi spørge mere ind til det?

Hilsen

Os -Aalborg

[dddaaa]

Kære familie i ålborg,

dét i beskriver med jeres søn er fuldstændig identisk med hvordan vores dreng på 12 år har det...han mener også der vil ske "noget træls" men kan ikke forklare det nærmere.

Vores søn har været ramt af disse ritualer i et år og har nægtet samtaleterapi, han er lidt i bedring, men skal snart i mere intensiv terapi, hvor vi håber han vil modtage behandlingen.

Ville bare fortælle jer, at i ikke er alene - jeg føler med jer, og ønsker jeg pøj pøj med jeres dreng.

Det lyder som om i gør det rigtige: Støtter ham uden fokuserer for meget, så det ikke kommer til at fylde det hele. Jeres dreng har en alder, hvor han i større grad nok er i stand til at reflektere mere over tingene, og dermed hurtigere kan komme ud af ritualerne.

[Mr.Green]

Hej og tak for dit svar

Vores søn er meget indstillet på behandling, og vi afventer tid i Aarhus.

Han forsøger virkelig, at gøre noget ved ritualerne selv, og kan også godt
springe nogle over, men... Som han siger selv "Tankerne er stærke"

Her kunne medicin måske hjælpe?
Har I nogen erfaring med medicin?

Hilsen

Os - Aalborg

[Lisbeth]

Hej.

Det er helt okay, at Jeres søn ikke vil forælle Jer, hvad han konkret frygter. Måske ved han det - måske gør han ikke. Det kan sagtens være, at han finder det for pinefuldt at fortælle Jer mere konkret om tankerne. Når han komme i behandling, vil behandleren hjælpe ham med at komme i dybden med tankerne. Så I gør det helt rigtige. Hvis I presser for meget, yder han måske pludselig modstand.

[dddaaa]

Hej familie i Århus - det er dejligt at jeres søn er indstillet på behandling.

Vores søn fik det ret dårligt af medicin (zoloft) og han måtte hurtig ud af behandlingen igen. Han er heller ikke generelt deprimeret, men har vel en "livsangst", som mange med ritualer har. For vores vedkommende tror vi det kommer af dårlige oplevelser (mobning) og skoleskift med stort pres fra den nye skoles side. Han har altid haft et lidt "sart" sind og det er det vi håber han får styr på i fremtiden.

Så vi tror ikke så meget på anti-depressiv medicin, og sålænge jeres søn ikke er indadvendt og ramt af depression, ville jeg i første omgang forsøge samtaler uden medicinen.

Men at jeres søn er så åben overfor jer og indstillet på behandling gør, at han allerede er kommet et skridt videre mod helbredelse.

Mange hilsner og ønsker om et godt forløb for jer og jeres søn

[Mr.Green]

Hej dddaaa

Må jeg lige forstyrre dig igen ?

Hvor tit snakker i med jeres dreng om tankerne/ritualerne ? Vi vil nødig presse for meget på.
Han er nu startet ved en psykolog vi selv har fundet, og er meget positiv.
Skal vi give han noget "luft" og bare lytte når han kommer til os?

Hilsen

Os - Aalborg

[dddaaa]

Hej Familie i Aalborg, du forstyrrer ikke - ved hvordan det er at gå med det.

Vi har haft det problem at han har været et år om at åbne op, så det har været en sej kamp. Men nu hvor han åbner op, taler vi kun med ham om det, når han selv beder om hjælp/bander over hans ritualer, ellers prøver vi såvidt muligt at afdramtisere det.

Han er meget skamfuld omkring det, og ingen skolekammerater eller andre, ved besked.

Vi har selv været et par gange hos en mindfullness kognitiv psykolog (i Risskov, de kan også anbefales - kognitivgruppen.dk) og der sagde vores terapeut til os, at det man IKKE må tænke på (sine ritualer) vokser hvis man IKKE må tænke på dem. (eks. sig til dig selv at du ikke må tænke på en xxx - og du vil tænke på xxx). Så hans råd var, at når han er forpint så skal vi bare være der og observere sammen med ham - dvs. at vi skal f.eks. skal sige: Nå er de der nu igen (ritualerne) - hvordan føles det? Sidder det i maven osv.....så han lærer at observere sig selv udefra og tænke: Nu har jeg igen de ritualer (så han slapper mere af med det) istedet for at han ikke MÅ.

Så måske kunne det også være en god ide for jer, at tage et par runder dernede som forældre - det kan være rigtig hårdt at gå med. Vi har fået henvisning fra lægen, under sygesikringen.

Håber det giver mening - skriv alt hvad du har lyst til.

...og vær glad for at din dreng er åben og positiv omkring sine ritualer, så er der jo bedre udsigter for ham.

Mange tanker
en mor

[Simone17]

Hej begge
Jeg ville bare give lidt respons på spørgsmålene/svarene fra modsatte vinkel.
Jeg er 17 år og går i 2.g.
Jeg har selv lidt af meget slem OCD, især da jeg var 15 - 16 år.
Først var jeg utrolig lukket omkring mine symptomer og senere tanker og ritualer, og ville ikke engang snakke med min mor omkring hvordan jeg havde det, da jeg var meget pinlig omkring det. Det var derfor en lettelse for mig, ikke at blive konfronteret med problemet af mine nærmeste konstant. Dog var det rart, en gang i mellem, at de spurgte ind til, hvordan det var gået til mødet med min psykolog/hvad vi havde snakket om mv.
Uden at ville lyde bedrevidende, vil jeg altså bare sige, at jeg tror, at i tackler problemet godt, ved ikke at presse for meget på hvad angår samtale om OCD'en konstant:) Det er virkelig rart, at få lov til at 'glemme den' en gang i mellem.

Jeg er nu (næsten) symptom-fri efter ca. 1 år med kognitiv terapi ved en psykolog med speciale i OCD. Og det kan jeg kun anbefale!!
Det har gjort mig meget stærkere og mere selvsikker, og har helt klart givet mig en masse erfaringer, som jeg kan bruge fremover.
Jeg overvejede selv at kombinere behandlingen med medicin, men nu er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det.
Det er mit indtryk, at hvis man kan komme ud af OCD'en kun ved egen hjælp, vil man få en mere langsigtet virkning af behandlingen, da så mange personlige erfaringer følger. Det kan også være vanskeligt at nedtrappe brug af medicinen, da (mindre) 'tilbagefald' af symptomer kan følge.
Dog vil jeg sige, at man ikke skal holde sig tilbage med brug af medicin, hvis man tror, at det vil gøre processen mod færre symptomer lettere!!
- Men igen: jeg vil klart anbefale samtale med en psykolog med speciale i netop OCD - og evt. kombinere dette med medicin (og altså ikke udelukkende behandle vha. medicin).

Jeg ved ikke om i vil finde mine synspunkter brugbare eller interessante, men i er meget velkomne til at spørge, hvis i, på nogen måde, kunne tænke jer svar på et spørgsmål fra en ung med OCD.

Kærlig hilsen Simone

[sbt]

Det er dejligt at du, som selv har erfaringer med ocd, skriver herinde. Jeg er mor til en pige på 18, som har svær ocd og vil lige høre dig hvor du bor og hvilken psykolog du har brugt og om det var offentligt eller privat? Vi bor i Aalborg. Vh Susanne

[Sofie]

Hejsa.

Jeg tillader mig også lige at blande mig, da jeg kan genkende en del af mig selv vedr. tallet 4.
Det er noget tid siden, at tråden blev oprettet, og jeg er ret nysgerrig efter at høre, hvordan det går med din søn, Mr. Green?
Jeg vil ikke komme med råd, for I har allerede fået de bedste i denne tråd
Dog vil jeg lige tilføje, at du skriver, at din søn er meget social. I har måske oplevet, at han ikke er så social mere, hvis han er kommet i behandling. Det kræver så mange kræfter og uendeligt meget energi at kæmpe mod ritualerne/tankerne, at han i en periode muligvis ikke vil være så social som normalt.

Tanker fra Sofie.

[NicoleLizzi]

Hej med jer.
Jeg tror det er meget forskelligt fra person til person, om man kan lide at snakke om disse tvangshandlinger.
Jeg lider selv af OCD(er pige på 15 år).. og jeg kan bedst lide at snakke med folk som selv har det.. da jeg føler at de bedre forstår mig.
Jeg kan ikke sige hvordan jeres søn har det, med at snakke med jer om det.. men jeg selv, prøver lidt at undgå, at snakke med min mor om det.
Ikke fordi at jeg ikke stoler på hende, eller ikke tror hun ville være god at snakke med.. men simpelthen fordi jeg ikke tror på, at hun forstår mine tanker.

Det lyder også til, at i gerne vil vide hvad årsagen til "den dårlige næste dag" skulle være.. men ikke vil spørge jeres søn om det, da i er bange for at presse på. Dette er jeg så næsten 100% sikker på at jeg kender svaret på. Har læst en masse historier om OCD på nettet, og har selv disse tanker, som dog ikke handler om hvordan næste dag bliver.
Hvis nu vi siger at jeres søn har et ritual, om at han skal rede sin seng 3 gange, før han forlader huset om morgenen..
så tænker han at hvis IKKE han gør dette, så vil næste dag ikke blive god. Der vil ikke være en bestemt grund til at dagen vil blive dårlig. Der er mange ting som kan gøre at din dag bliver dårlig, og det han frygter er, at en(eller flere) af disse ting sker. Han har så den tanke, at hvis han reder sin seng 3 gange, så er han sikret at det ikke sker. Han ved godt selv, at det med sengen ikke har noget med næste dag at gøre.. helt ærligt, det er jo bare en uredt seng? men han tør ikke lade vær', for hvad nu HVIS det faktisk skete?
Jeg selv kender det fra et ritual jeg har med kopper. Når kopper er stablet, så må jeg ikke tage den øverste kop.. jeg skal istedet fjerne den øverste, tage den næste, og stille den øverste på plads igen. Jeg kan så drikke af 'det næste kop'..
Jeg tænker dog ikke "ellers bliver det ikke en god dag imorgen" .. men jeg tænker istedet "ellers sker der noget dårligt med en af mine nærmeste, eller blot bekendte".. altså at et familiemedlem, en ven eller en bekendt, enten dør eller kommer alvorligt til skade... fordi JEG tog den første kop.
Jeg ved det er HEEELT HEN I VEJRET, men det er nogle tanker der siger mig det.
Det er som om mine tanker battle'r, inde i hovedet på mig..
Mine OCD tanker siger: "Ikke gør det, der sker noget slemt.."
Mine egne tanker siger: "Helt ærligt, det er spild af tid det her.. koppen der, har ikke en skid at gøre med dine venner/familie/bekendte"
Men så er mine OCD tanker der igen: "Men hvad nu hvis du så lader vær' med at gøre dit ritual, og at der så faktisk SKER noget.."

Håber at du kunne bruge mine svar til noget.
Hvis i har nogle spørgsmål til mig, eller lignende.. så kan i kontakte mig via. min blog! (:
Der har jeg også forklaret lidt om min OCD, og i kan tjekke det her; http://nicolesxxspot.blogspot.com/20...-disorder.html
Smid gerne en kommentar! Vil prøve at svare tilbage så vidt som muligt. :)

//Nicole

[Mathiasmor]

Hej Mr. Green og andre

Jeg har en søn på snart 13 år som også lige har fået konstateret OCD. Han har nøjagtig de samme tvangstanker og handlinger som din søn. Jeg har selv læst al hvad jeg kan komme i nærheden af om OCD, og det har fungeret godt for os at jeg kan svare på nogle af hans spørgsmål.
Vi afventer i øjeblikket svar fra lægen mht. ventetid i ambulatoriet i Kolding og herefter hvor lang ventetid der er til behandling. Vi håber på kognitiv behandling.
Min søn har haft OCD siden han var ca. 6-7 år (siger han selv), men kun med få tvangshandlinger og så med lange perioder uden noget. Desværre er OCDén så blusset op for alvor omkring årsskiftet - hvor det var synligt at der var "noget" galt. Det var først da jeg fik læst om OCD at jeg bare vidste 100% at det var det.
Min søn er heldigvis også positiv overfor hjælp og han er lettet over endelig at få det fortalt. Vi har i et stykke tid været klar over at der "var noget" galt, da han gjorde så mange "sjove" ting, som vi ind imellem godt kunne blive lidt irriteret over. Nu har vi jo fået en 100% forståelse for hvad der sker, så vi har derfor selv ændret adfærd mht. mange ting.

Da vi er "helt grønne" og selvfølgelig trods litteratursøgning har en masse spørgsmål osv. vil jeg høre om det har været en fordel for Jeres søn (og andre) at tale med andre i samme situation. Jeg tror nemlig vi vil melde os til gruppen i Århus den første lørdag i måneden - det kunne være dejligt at høre hvem der mon dukkede op. Vi bor godt nok i Vejle, men det ser ikke ud til der er den store aktivitet i gruppen her.
Vi vil meget gerne i kontakt med andre unge og familier i samme situation.

Håber det går godt i Ålborg

Mange hilsener
Mathiasmor