Har diagnosen OCD :(

[hr.pug]

hej alle.

Jeg har for nygeligt fået konstateret OCD (kun tvangstankerne).

Her er min historie:
For 5 mdr siden kunne jeg ikke sove en aften og sagde til min kæreste at jeg tror jeg har stress? Jeg havde hjertebanken og snurren i benene. Pludselig fik jeg forfærdentlige tanker om "hva nu hvis jeg gjorde min kæreste noget", de accelerede og jeg tog til lægen og fik en snak. Jeg græd og græd og fortalte hendekort min historie. er vokset op med en alkoholiseret far, skilte forældre, kæmpe ansvarsbyrde og en barndom hvor jeg tit var ked af det og følte det var min skyld min far drak og at hans firma ikke gik særlig godt. Hun sagde det var stress som havde udvikelt angst, og jeg fik lidt sovepiller. Det hjalp på søvnen men tankerne blev værre og værre og var/er så bange for de sker i virkeligheden. Alle disse tvangstanker kom efter jeg fik afvide jeg skulle være far i november,selvom det er planlagt og vi er i fast forhold gik det meget meget stærkt, og det er en stor ting for mig, og stiller nok desværre urimelige krav til mig selvsom en fejlfri far. Så faderrollen er jeg bange for har fået mit glas til at flyde over. Nå, vi stod nu for at skulle flytte til en anden del af danmark, og jeg skulle starte nyt arbejde og der var tusind ting der skulle ske og jeg følte jeg skulle leve op til. Tankerne blev værreog drejet sig næsten kun om: tænk nu hvis jeg gør"dit og dat" ved min kæreste, de var meget voldsommeog kneb øjnene sammen og prøvede at få dem væk. Til stdst inden vi skulleflytte turde jeg ikke være alene med min kæreste fordi jeg var bange forig selvog tankerne, vi fjernede knive fra huset og min mor boede vedos i tre dage, men så blev tankerne også om hende, det var forfærdenligt. Jeg startede så til noget kognitiv terapi og tudede som en gal de første på gange, men det hjalp meget stille og roligt, det flyttede i hvert fald tankerne. pludselig var jeg så bange for hvordan det villevære i fængsel og hvad der vi stå i aviserne hvis jeg nu slog nogen ihjel, så tankerneflyttede sig bare til andre forfærdentlige tanker. Jeg fik af vide af min terapeut jeg skulle tænke tankerne for de er ikke farlige fordi de er bare i min underbevisthed og er intet der har noget tilfælles med virkeligheden, det var hårdt og tænke dem til ende, men jeg prøvede og det hjalp lidt, men kun lidt. jeg fik i hvert faldafvide jeg ikke måtte prøve at smide dem væk for man skubber dem bare foran sig. Var så ved min nye læge i den nye by vi var flyttet til og han henviste mig til psykiater på "akut-team", puhhh det var en mundfuld, følte en psykiater kun havde medpsykopater at gøre, men tog derud og fik så diagnosen OCD, og hun sagde mine chancer for at gøreet andet menneske noget er mindre end én som IKKE har ocd, det gjorde mig glad men tankerne fortsatte, op og ned, nogle dage var jeg ok, andre dage ad helvede til. Den kognitive terapi fortsatte jeg med og det gik op og ned hverdag. Nogle gange følte jeg at jeg bare måtte troppe op på en skadestue og råbe: HJÆLP MIG ! For en månede siden kom min far på behandlingscenter og jeg fik det næsten værre, var tæt på at starte på medicin men terapeuten fraråede det fordi det lagde låg på mine følelser og så virkede den kognitive terapi ikke på samme måde.Så kæmper uden(og gør det fortsat). forestille mig forfærdentlige ting om min kæreste, ting jeg kommer til at gørei fremtiden, om 5 år, 10 år, i morgen, om en uge, det er FORFÆRDENLIG !
Prøvede så lidt hypnose for 3 uger siden, det hjalp ikke rigtig selvom jeg varder to gange, han mente han kunne kurere det på en time, så forventningerne var høje men føler ikke det hjalp den dag i dag.
Pludselig var jeg bange for jeg skulle blive en ny psykopat som peter lundin og så hans ansigt formig og blev bange. Grunden til det nok er ham jeg bliver bange for, er at man husker ham som den værste morder man så i fjernsynet da man var mindre.
Nå men vil til at holde, detskal sige jeg har en god familie på min mors side, en gravid kæreste som er dygtig til hendes graviditet, fast abejde og egentlig har jeg an masseting jeg er glad for og burde være glad for, men ser tit på de ting der kan være bedre og forvenetr det værste.

Kæmper fortsat med det i dag og skriver nok herinde nu, fordi min terapeut holder sommerferie så skal først derover igen om 14 dage.
Det skal siges mit selvværd ikke er i top så det er derfor jeg ikke kan overbevise mig selv om det bare er tanker ? :(
- tror jeg i hvert fald.

Kender nogen til disse tvangstanker?

- Eksempler på mine tanker:
- Går i bilka, pludselig bange for at tage en kniv fra køken afdelingen og gå amok og stikke alle ned.
- Ligger ved siden af kæreste, erbange for at gå ud i køkkenet efter en saks og stikke hende ned.
- Ved svigerfamilien til middag er jeg bange for pludselig at gå ud i skuffen og tage en kniv og stikke alle sammen ned.
- bange for det skal slå klik.
- bange for at blive psykopat.
- bange for at myrde nogen og skal sidde i fængsel osv osv osv osv!

Det skal siges jeg aldrig har været voldelig eller haft tanker om at gøre nogen fortræd indtil for de 5 måneder siden?

Måske nogen kan hjælpe mig?
Giv mig råd?
Fortælle det ikke kommer til at ske, selvom jeg inderst inde somregel godt ved det?

Vil bare gerne have min lille lykkelige kernefamilie uden disse sindsyge tanker, og er bange for de bliver værre når bebsén komme :( !

Håber i kan hjælpe eller nogen kan genkende noget.

P.s. undskyld stavefejl.

Hilsen den 25 årige.

[Lisbeth]

Hej med dig.

Først vil jeg sige, at du IKKE er alene. Og det kan lykkes at få det bedre, hvis du kommer/er i behandling hos en, der har erfaring i et behandle OCD med kognitiv adfærdsterapi.

Dernæst vil jeg forsøge at hjælpe dig ved at fortælle, hvad jeg har fået at vide.
Når du er bange for, at du vil slå nogle ihjel, så er det lig med, at du ikke ønsker at gøre det. Og dermed til du ALDRIG kunne gøre det.
Jeg har aldrig haft de tanker, du omtaler, men jeg vil anbefale dig at se TV2 dokumentaren "I tankernes vold", som blev vist på TV2 i maj 2005. Én af de medvirkende var bange for at stikke sin mand ihjel.
Du kan se den på Sputnik. Men det koster lidt.
www.sputnik.tv2.dk

Op med humøret og god bedring

[hr.pug]

Hej.

tak for svaret.
- Ja det med at huske at det er det stik modsatte (at jeg aldrig slår nogen ihjel),prøver jeg at tænke på.
Syntes bare det er meget svært og har svært ved at overbevise mig selv om det bare er tanker :(

det er så hjernedøde og åndsvage tanker, så jeg blirså ked af det hele tiden :(

Kan jeg mon fejle mere end OCD?
- er bange for at blive psykopat og alt mulig lort...

[Miss-jamig]

Hej. :)

Jeg er en kvinde på 22 år, som lider af præcis det du forklare. Eller det vil egentlig sige, at jeg gjorde (troede aldrig jeg skulle kunne sige det :) ). Hos mig startede det som 14 årig, hvor jeg var på skitur med min klasse, og var alene i en hytte med en veninde. Hun tog et bad og pludselig slog tanken mig "tænk, hvis jeg tog en kniv og stak hende ned, når hun åbnede døren fra badeværelset". Jeg blev sindssygt bange og var helt ude af mig selv. Men måtte skjule det,for de andre skulle jo ikke tro jeg var psykopat og kunne finde på det. Og de skulle slet slet ikke være bange for mig, for jeg kunne ALDRIG finde på det.

Der gik noget tid, hvor jeg tænkte meget over det og var enormt skræmt. Tankerne om at komme til at slå andre ihjel blev oftere og oftere. Det var især mine aller nærmeste, som jeg var bange for, at jeg kom til at skade. Jeg blev også bange for at sove, var bange for, at jeg i søvne ville tage en kniv og stikke hele familien ihjel mens de sov. Jeg kunne vågne op og være SÅ angst, at jeg lå i fosterstilling, græd, rystede og klaprede tænder. Turde ikke rejse mig, for tænk nu, hvis jeg havde gjort det - og tænk hvis jeg så gjorde det, når jeg nu rejste mig. Og som du beskriver, var det FORFÆRDELIGT!!!!

Tankerne vendte sig også mod mig selv, jeg var bange for, at jeg hoppede ud foran toget især. Jeg ville ikke lade tankerne bestemme og lade være med at tage toget, men jeg opbyggede en forsvars mekanisme, som gjorde at jeg først gik helt op på parronen, når jeg kunne høre toget kom. For så kunne jeg ikke nå at løbe ud foran.

Det blev værre og værre alle tankerne og oftere og oftere. Faktisk hver dag - HELE tiden! Jeg var et stort nervevrag og jeg gik med det hele inde i mig selv, for troede ærlig talt at jeg var ved at blive sindssyg, ja hvis ikke psykopat.

Som 18 årig kunne jeg ikke mere, jeg følte jeg levede i en bobbel, var så angst hele tiden. En dag da jeg skulle i skole brød jeg grædende sammen og fortalte mig far det. (Var ellers i de 4 år, hvor jeg gik med det alene, helt sikker på, at jeg skulle gå i graven med det, for INGEN måtte vide hvad der foregik i mit hovede). Min far var fantastisk, han trøstede mig og forklarede mig, at man jo ikke selv er herre over hvordan ens tanker forløber. Vi tog til lægen og jeg kom i behandling hos en psykiater rimelig hurtigt. Jeg kom i medicinsk behandling - og er det stadig den dag i dag.
Den sætning, som hun sagde, som har hjulpet mig allemest er:
"Husk på, at INGEN OCD-ramte har nogensinde gjort alvor af deres tanker".

Det er sygdommens tanker - ikke dine!!
Min psykiater fortalte mig, at jeg skulle lære, at når en grim tanke opstod, så skulle jeg ikke stoppe op og tænke over den, den skulle bare flyve igennem hovedet - og ikke få min opmærksomhed. Jeg tænkte bare, at det kunne hun sagtens sige. Men det kan faktisk godt lade sig gøre.

Det har været et laaangt langt forløb og jeg er stadig i behandling, både hos en psykiater, hos min egen læge og en psykolog. Men den dag i dag er det pga en svær depression. Jeg vil ikke betegne mig selv have OCD længere. Jeg har ikke de grimme tanker mere, de kan godt dukke op, men bliver slet ikke angst på samme måde mere, for jeg ved, at jeg aldrig kunne få mig selv til det. Et godt råd er også, at når du får en grim tanke og bliver frygtelig angst, så rejs dig op og gå ud og tag lidt frisk luft, det synes jeg har hjulpet mig.

Jeg har som sagt døjet med en svær depression i mange år nu, og jeg er helt sikker på, at den munder ud i, at jeg i så mange år gik med det for mig selv.
Så vil gerne sige til dig, at det er ualmindelig flot, at du er gået til lægen med det så hurtigt og at du er åben omkring det. Det hjælper at snakke med nogen om det og gerne folk som har forstand på det eller kender til det. For det er vigtigt at du kan fortælle præcis hvad du tænker og ikke skulle holde noget af det tilbage, fordi du er flov og er bange for hvad de tænker om dig.

Hvis du har brug for at snakke med nogen om det, vil jeg med glæde snakke med dig, jeg kender ALT til lige præcis, sådan som du har det. Har selv været der - det er en lang og sej kamp, men kæmp, det er ikke umuligt at overvinde! :) Jeg gjorde det og jeg havde aldrig troet det skulle ske.

Venlig hilsen
"Miss-jamig"

P.s. har selv skrevet nogle tråde herinde, som du kan læse hvis du har lyst. :)

[hr.pug]

Tusind tak for det lange svar.... :)
- det var skønt og læse selvom du stadig døjer med depression...

Håber vi kan skrive lidt herinde sammen..

Dejligt du kan genkende noget af det, er bare så bange for at fejle mere end ocd og er sååå bange for at få lyst eller motivation til at gøre de sindsyge tanker, eller bare generalt at det sker :(
- hader det virkelig og det fylder pt 70-90% af min hverdag pt.
Åndsvage tanker om hva nu hvis jeg slog hele familien ihjel osv osv osv... de kører bare....

Er også bange for om jeg fejler mere end OCD?
- Og om de måske har lavet en fejldiagnose på mig?
Selvom jeg jo er overbevist om det er OCD tanker jeg har.

Når jeg så endelig får gode perioder bliver jeg bange for, jeg ikke tænker ocd tankerne mere...
For har jeg så vænnet mig til tankerne? Og hvorfor er jeg ikke bange for dem mere, end det fordi jeg så er ved at blive en psykopat når nu jeg ikke er bange for dem mere.
Håber i forstår problemet :)

P.S. Nogle der er blevet forældre midt i en OCD periode med sådanne tanker? For er bange for hvordan det skal gå om nogle måneder når jeg skal ! :(

Vil bare så gerne være det gamle person jeg var uden disse dumme tanker .... :(

[Mads]

Hej
Du har den form for OCD, der nok er mest angstprovokerende. Den er rigtig ubehagelig, fordi den ikke har ritualer, hvor man kan neutralisere tankerne. Fx kan nogle af dem med tvangstanker om at de smitter andre med bakterier, vaske hænder fx 21 gange og det vil efterfølgende reducere angsten.

Jeg er grundlæggende ikke enig med den psykolog, der siger at du ikke skal tage medicin. Hvis den psykologiske behandling ikke har vist sig effektiv efter en håndfuld gange, skal man skifte behandler eller behandlingsform. Det samme gælder for psykiatrisk/medicinsk behandling. De fleste behandlingsformer har en succesrate på omkring 50% procent.

Jeg vil nok vælge at supplere med medicinsk behandling for at få reduceret antallet af tvangstanker og og angstniveauet, så du bedre kan arbejde med tankerne.
Det er blot min holdning.

Held og lykke!

[Nolu]

Hej Mads

Jeg er ked af at høre du er så ramt af tvangstanker. Du skriver at dit selvværd er lavt derfor kan du ikke skille tvangstanker fra andre tanker. Men det er hele problemet med tvangstanker det kan man IKKE. Man tror på dem og bliver bange for dem ellers var det ikke tvangstanker.
Køb bogen "Tvangstanker" af Leif Ottesen jo før jo bedre.

[Nolu]

Jeg mente Hej 25 årig

Ikke Mads

Undskyld!

[hr.pug]

Tak for svarene. Er ikke meget for medicin og slet ikke når min terapeut siger at det ligger låg på følelser rå den kognitive terapi har sværere ved at hjælpe MIG :( Er der andre der har ideer til hjælp og selv har haft tanker magen til?Jeg vil helt klart prøve og købe bogen hvis det kan hjælpe :) -så tak for tippet :)