Har jeg OCD? Ved ikke hvem jeg ellers skal snakke med :(

[Azalie]

Hey alle sammen Jeg er ny herinde og dette er mit første indlæg.

Jeg er en kvinde på 32 år, alenemor til en datter på 10 år.

Jeg har fået "lykkepiller" siden jeg var 24 år da jeg gik ned med en depression og året efter gik fra min datters far.

Jeg bor nu alene med min datter og har de sidste 2 år brudt ud af min depression og fået det meget bedre og trappet næsten helt ud af min medicin (cipralex)

Jeg har dog længe nu gået og følt mig anderledes og tænkt jeg bare var sådan, indtil min veninde for nyligt fik en kæreste som jeg snakkede lidt med ang. han har tourette og han forklarede. Så kom vi ind på ocd og jeg fortalte ham lidt om min tællemani og han sagde, du har da ocd! Ja ja sagde jeg og de andr drillede mig med det løbende. (kom med et kinderæg fordi det er 3 ting på en gang, mit nummer er 3)
Jeg var så på bakken i Fredags med min datters klasse hvor jeg snakkede med en af forældrene som fortalte hun har ocd. Så spurgte jeg lidt ind til det og fortalte hvordan jeg har det og hun sagde at jeg nok skulle få mig en lægetid og jeg kunne høre vi havde mange ens "ting".

Jeg gik hjem og læste på nettet (herinde) og begyndte at græde :( Det jeg læste, der kunne jeg bare se mig selv i det! For første gang i laaaang tid følte jeg mig ikke "unormal" og "skør" for jeg kunne faktisk se andre med samme problemer som mig.

Nu har jeg så ikke tænkt på andet lige siden og skriver nu derfor her om mine "belastninger" for at få lidt råd til hvad man gør herfra.

Med korte stikord:

- Jeg tæller når jeg går almindeligt, 1-2-3, 1-2-3 osv.....
- Tæller trappetrin (går de ikke op i et lige tal, springer jeg trin over eller bruger ekstra trin på repoen for det går op)
- Radion, anlægget, tv osv. skal stå på et lige tal, gør de ikke, blir jeg urolig og hemrer ikke før de kommer på et lige tal.
- Skal tisse af 3 gange inden jeg kan sove
- I badet skal jeg følge samme ritual som jeg plejer.
- Det er gået op for mig at Jeg er sindsygt bange for fysisk aktivitet (startede kostomlægning september 2010 med personlig træner som ville ha mig på løbebånd, men hver gang min puls når helt i top og mit hjerte hamrer, stopper jeg og falder sammen, blir bange for at løbe videre)
- Kan glæde mig til at se veninderne eller til koncert osv. men dagen derpå kan jeg føle ubehag over at skulle afsted og kan aflyse i sidste øjeblik og vil hellere sidde hjemme for mig selv.
- ser ikke familie, venner så meget som jeg gerne vil, nemmere at blive hjemme (ved ikke hvorfor)
- har SÅ mange tanker i mit hoved HELE tiden, selv når jeg sover. Tænker om folk bryder sig om mig, hvorfor de overhoved kan li mig, bange for at miste dem, forestillerm ig de bagtaler mig, (vi er en pigegruppe på 4 tøser, hvor jeg forestiller mig de vil udskifte mig)
- Jeg vil ikke se positivemeninger om mig, feks en kæreste som siger han elsker mig, jeg er lækker osv... jeg hører det, men forstår det ikke
- jeg piller på mig selv, mine arme, hænder, skuldre, nakke, hals, bryst og ansigt. Jeg piller eller klipper med en neglesaks så jeg får store sår og rifter som ser herrens ud. ved ikke hvorfor jeg gør det, men har lagt mærke til det er tit når jeg tænker
- jeg skal ha orden - ting skal stå lige, en opskrift, indkøbsseddel, brev osv skal stå i orden, ellers skriver jeg det om, jeg kan ikke ha flere forskellige typer kugepen/blyant, farrver på mit papir, kalender eller tavle
- på arbejdet (er i vuggestue) har vi en gård de sover i, hvor hver stue har vores eget afsnit med barnevogne, nogen gange er de andre stuer begyndt at sætte nogle af deres barnevogne ved mit afsnit, det kan jeg slet ikke ha, blir frustreret og kan ikke stoppe med at tænke på det, irriterer mig.
- jeg skal ha orden på min stue på jobbet, i bleer, vaskeklude osv ellers kan jeg ikke finde ro.
- jeg har svært ved at falde i søvn, mine tanker flyver rundt, kan ikke finde ro og tænker alt muligt ligegyldigt og har jeg husket og husket osv... står jeg op om natten for at tisse osv. skal jeg starte forfra med at falde i søvn over lang tid
- min krop ryster tit, eller dirrer, er ængstelig som om jeg skal nå noget og ikke kan finde ro.
- når jeg endelig sover, kan jeg sove HELE tiden. skal jeg bare ha en lur, kan jeg minimum sove 3 timer, kan aldrig kun tage en lur på 1 time, er så træt
- mit hjem skal være ryddet op, støvsuget og i orden, kan ikke finde ro før.
(har haft rengøringstrip dengang jeg fik depression men har KÆMPET for at slappe af og lade rengøringen vente til der er tid så jeg ikke fik stress over det) så den er der ikke mere.
- jeg kan købe mig en bluse eller noget til min datter, men går så resten af måneden og har mega dårlig samvittighed over jeg har købt den/det. indtil en ny måned starter/ny lønning og så starter det forfra.
- jeg er sindsygt bange for banker, kommunen, skat osv.. Alt der har med penge at gøre. (er forgældet og står i rki) mange gange venter jeg til sidste øjeblik med at få styr på tingene for kan ikke tage mig sammen til at kontakte dem, så det mange gange er for sent og jeg måske skal betale mere end hvis jeg havde kontaktet dem i tide.
- jeg føler mig anderledes, skør engang imellem, udenfor, som om verden ville være bedre uden mig, at jeg ikke er til nogen nytte, men jeg vil IKKE dø.
- jeg har nogen gange svært ved at koncentrere mig, der ligger altid noget i baghoved og ruger og venter. skal nogle gange læse den samme tekst igen og igen. Har nogen gange svært ved at koncentrere mig om min datter, når hun feks fortæller noget osv.
- jeg vil rigtig gerne ha en kæreste (har næsten været alene siden 2006) men jeg søger altid de samme dumme mænd som kun vil one nights, dog havde jeg en jeg var glad for men det blev for meget da han kom for tæt på.
- jeg er nognelunde tilfreds med mit udseende men min mave vil jeg aldrig kunne li! (der er for meget af den og den hænger) den har altid generet mig og føler folk ikke kan li mig fordi jeg har en grim mave. der er heller ingen som må røre den.
- jeg har tanker i mit hoved hele tiden, slapper ikke af, de kører rundt konstant, selv mens jeg sidder her og skriver, har jeg tanker der ligger i baghoved. Jeg har været udsat for sex overgreb 2 gange i mit liv før men nogen gange har jeg drømme om voldtægt hvor det er mig der er udsat men jeg nyder det! ??? Addd add, det vil jeg IKKE! jeg vil ikke ha de tanker!

Jeg er træt af alle de tanker som flyver rundt i mit hoved, jeg gad godt man kunne finde en pause knap så jeg kunne få lidt ro.

Puha, det blev et stort indlæg, håber det er okay :0)

Håber nogen kan fortælle mig lidt om hvad I tror og give mig nogle råd.

Knus Anja

[dddaaa]

Kære mor,

jeg er bare pårørende, men vil alligevel reagere på din skrivelse, da det må være meget hårdt for dig.
Vores søn har ocd, og har haft det i et års tid. Han er kun 12 år, men vi kan se hvor meget han lider under det, og hvor hårdt det er for ham. Så vi ved, hvad du er igennem.
Jeg tror, at du har OCD, men heldigvis er der jo gode helbredelsesmuligheder indenfor dette område, og jo før du kommer igang med behandling jo bedre.

Hvis jeg var dig, ville jeg kontakte min læge med detsamme og få en henvisning til behandling - det er vigtigt at det ikke bare en en "almindelig" psykolog, men at det er en psykolog/psykiater der har speciale i at behandle ocd.

Det må være meget hårdt at være så fanget af sine tanker, især når du er alene om det. Jeg håber for dig, at du meget snart får hjælp, både for din skyld, men især også for din datters skyld. At du har en datter, må gøre at lægen kan sørge for at du ikke kommer på en lang venteliste.

Skriv endelig igen, hvis du får lyst.

Mange tanker fra
en pårørende

[Azalie]

Hey pårørende og mange tak for dit svar Man sidder jo nærmest klistret til siden for at se om nogen svarer og hvad de har at sige.

Ja jeg er rigtig frustreret og efter tanken om ocd er luftet for mig, kan jeg ikke tænke på andet.

Efter hvad jeg også selv har læst igennem herinde og på andre sider, vil jeg også selv mene jeg har ocd.
Men hvad siger man til sin læge? Jeg føler mig dum ved at ringe og bede om en tid og sige: "jeg tror jeg har ocd"... føler de ser ned på mig, om hvordan pokker jeg kan stille mig selv en diagnose osv.. Jeg vil heller ikke viirke som en som har læst om ocd og bare tror jeg har det, du ved, som en hypokonder..
Og så meget tiltro til de læger der er i lægehuset pt, har jeg ikke (har lige pt en rygskade/arbejdsskade hvor jeg ser lægen som ikke gør så meget for mig).

Men lyder det ikke dumt, bare at ringe for at få en tid og sige, jeg tror jeg har ocd? Måske det bare er mig der tænker sådan? :/

Er ked af at høre om Jeres dreng, det må ogå være hårdt at være pårørende, jeg ved kun hvos svært det var for mine pårørende at sætte sig ind i min depression :( Får Jeres søn hjælp? Og har han det bedre end for et år siden?

Tusind tak for dit svar, det er altid rart at få feedback

Knus Anja

[dddaaa]

Hej igen - vores søn er sygemeldt på 4 måned, da han har stress over sin ocd, og har trængt til en lang pause - vi er kommet det længere, at han har erkendt sin ocd (kun overfor os),men det har også taget næsten et år at komme ind til ham. Han vil stadig ikke tale med behandlerne, og bliver faktisk tvunget derop, for at vi langtsomt kan få ham til at åbne op, håber vi. Alt i alt går det faktisk bedre, men det er hårdt at have OCD og det er en kamp hver dag at stå op og vide at man skal igang med alle sine handlinger/tanker- og at man ikke har det som alle ens jævnaldrende der er ubekymrede.

Først og fremmest så husk hvor mange mennesker der har OCD - det er jo en ret almindelig lidelse, og tager du til USA ved alle faktisk hvad ocd er. Det er ikke så mystisk.

Når man har ocd tror jeg man er lidt flov over det - og det har man overhovedet ikke grund til. Alle idag kender jo til folk der har angst/depression eller lignende, og OCD er jo lidt i familie med dette.

Derfor synes jeg du skal huske at "rette ryggen" og kræve din ret. Ellers Kunne du måske skifte læge (hvis du har overskud). Det er jo vigtigt at du forklarer hvor pinefuldt det er for dig, og at du kræver at de tager dig alvorligt. OG at de henviser dig til en akut tid hos specialister. Jeg ved ikke hvor du bor, men der må være specialister i nærheden af dig - ellers kan du nok spørge i dette forum, om andres gode erfaring med behandlere i nærheden af dig.

Når du taler med lægen, må de se vigtigheden i at du får hjælp, især set i lyset af, at du er alene med en lille datter.

Jeg håber virkelig du får en tid hurtigt og at kræver din ret til at få det bedre - skriv endelig.

Jeg føler med dig.

Tanker fra en mor

[Nolu]

Hej med dag

Det er ikke et spørgsmål om du har OCD selvfølgeligt har du det. Det har du allerede i det øjeblik du tror på at tallet 3 eller et hvilket som helst andet tal er vigtigt. Prøv at at lave "helikopter blikket" træk dig selv over dig selv og dine tvangstanker. Så kan du jo godt se at det ikke holder, ikk? Tal har overhovedet ingen som helst betydning og ændre ingenting. Jeg synes du opsumerer en del forskellige personlige problemer, som ikke har ret meget med OCD at gøre. Men at du har OCD er der ingen tvivl om.
Mens du venter på at snakke med lægen kan du jo købe bogen "Tvangstanker" af Leif Ottesen. Den er ret god og ligetil at forstå. Den er ikke ret dyr vist nok kun 200 kr. Det er også din OCD som giver dig dine depressioner desværre.

[Azalie]

Hey Nolu

jeg ved godt tal ikke har nogen betydning som sådan, men det afhjælper mig desværre ikke for at ha dem i mit hoved :(

Hvordan skal jeg forstå det med jeg opsumerer en del personlige problemer som ikke har med ocd at gøre? Bare for at forstå dig korrekt

Hilsen Anja

[Azalie]

Er ked af at høre med Jeres søn :(

Herhjemme i Danmark synes jeg bare ikke så mange ved hvad ocd egengligt er. Dem jeg har snakket med vidste det ikke, før man nogenlunde forklarede det.

Jeg fortalte min mor om det her forleden dag og hun tog det rigtig godt og tog mig med til lægen samme dag (i åben konsultation) hvor jeg bare skulle bestille en tid (til en anden dag selvfølgelig)
og jeg fik gjort det! Gik ind og snakkede med en sygeplejerske og talte lidt med hende og fik så en tid til den 27 Juni.

Så det er jeg ret lettet over :0)

[dddaaa]

Hej Azalie,

hvor var det godt at du har talt med din mor om det og er gået til lægen med det - det er første skridt! Nej desværre er der ikke så mange her i DK der kender til OCD.

Dét med helikopter blikket har vi også forsøgt mange gange overfor vores søn, men det hjælper heller ikke på ham - han skifter mellem at sige, at han godt ved hvad vi siger, men at han har tanker/handlinger alligevel - eller sige at han véd han han ret i, at der sker noget dårligt, hvis ikke han udfører sine ritualer, uanset hvad vi siger. (hvad det dårlige er, kan han ikke præcisere). Så vi herhjemme ved, at det ikke altid hjælper.

Som jeg har læst din historie, tror jeg ikke at du har flere personlige problemer end mange andre - men at de bliver forstærket, når du også døjer med din ocd, og det er jo klart.

Fat mod - du har allerede taget første skridt, og læg ikke fingerene imellem hos lægen, så du er sikker på at blive henvist til det rigtige sted, og så hurtigt som muligt.

Min mand og jeg har som pårørende været til terapi hos en mindfullness/kognitiv terapeut et par gange, der siger, at det man ikke må tænke på, er dét der vokser - så måske kunne du starte med at "observere" dig selv udefra, når du får dine tanker/handlinger og sige til dig selv, at nu er de der igen (acceptere i stedet for at bekæmpe) - du kan ikke styre de tanker der kommer ind, men kan styre om du vil handle på dem. Håber du kan finde mening i det.

Du kan bare skrive, det er vigtigt at have nogle at dele tankerne med, og da vi selv er så dybt involverede i det lige nu herhjemme, ved vi hvad du går igennem.

Mange hilsner den pårørende

[Azalie]

Så har jeg været til lægen, som også mener jeg har ocd.

jeg er startet hos en psykolog som skal hjælpe mig med at komme videre (har kun været der en gang)

Men jeg kunne godt tænke mig der var et forum, hvor man kunne chatte med folk med samme lidelse eller andre, så man kunne få sine tanker ud på den måde måske.

Jeg har været glad for dette forum, men jeg synes måske bare ikke der er "nok" gang i den herinde.?

[dddaaa]

Hej igen, hvor godt at du får lidt hjælp/værktøjer til at komme over det.

Jeg er helt enig, taget i betragtning hvor mange der egentlig går rundt med disse tanker/handlinger,forstår jeg ikke at der er så stille i dette forum. Ej heller, at der ikke bliver svaret mere til nye, som har brug for støtte.

Pøj pøj til dig