Ocd....Jeres historie?

[Sille30]

Hej derude,

Jeg er 30 år og har først for nyligt indset, at jeg lider af OCD (selvom jeg inderst inde nok har vidst det, siden jeg var barn).

Jeg startede på antidepressiver i 2004 - tager dem stadig men på halvt blus-, fordi jeg hele tiden plagede mig selv med nogle tanker (som kørte i ring 24/7) - hvilket gav mig enorm skyldfølelse over for mine nærmeste, som de her tanker drejede sig om. Jeg blev dengang vurderet til at være mild til moderat deprimeret.

Siden 2004 har jeg jævnligt kæmpet med svirrende tanker. Og først lige før jul, besluttede jeg mig for, at det måtte være OCD, jeg lider af - og vendte det med min læge, som lød meget enig.

Jeg skriver egentlig for at høre, om der er andre derude, der har lyst at dele sin histore? Her af lidt af min.....:

Jeg har en eller anden angst for, når jeg kører bil, at jeg helt umotiveret drejer over i modsatte kørebane og slår mig selv og den modkørende ihjel. Jeg føler næsten, jeg er lige ved at gøre det. Min logiske sans spørger mig, hvorfor jeg dog skulle gøre det. Jeg har ikke lyst til at dø og har aldrig haft det. Jeg har heller aldrig gjort skade på mig selv eller haft planer om det.
Men jo mere, man tænker de her tanker, desto mere tror man, at man rent faktisk har et dødsønske....nogen der kender til det? Min logik siger mig, at hvis jeg virkelig ønskede at dø, så havde jeg nok gjort det af med mig selv nu (kører godt 500 km om ugen til og fra arbejde)....hvis jeg virkelig ønskede at dø, ville jeg ikke være bange for at dreje over i en anden bil - så ville jeg bare gøre det?! Hvis jeg virkelig ønskede at dø, så havde jeg nok lagt planer derhjemme? Det er ligesom om, det slet ikke er mig! Hvor er min logiske sans henne i alt der her??

Inden jeg fik bil, havde jeg tilsvarende tanker - det var der, det hele startede....jeg var bange for at kaste mig ud foran et tog.


Det her er blot en af mine svirrende tanker. Der er en del. Jeg skal blot få en tanke, som er forbudt eller voldsom, så tror jeg straks, det siger noget om mig. Og jeg tænker "den må jeg ikke tænke, den tanke"......og hvad sker der så? Man tænker endnu mere på den tanke! Og identificerer sig med den tanke!

Det tager sgu på humøret...og jeg vil ikke finde mig i det! Nogle dage er jeg ked af det, andre dage kan jeg godt få det på afstand. Men det skal ikke styre mit liv...Jeg vil ikke gå og være bange. Jeg er netop startet i kognitiv terapi, og jeg tror, det er vejen frem.

Er der nogen, der vil dele deres historie med mig?

Mvh. Sille

[Lisbeth]

Ja det vil jeg. Men jeg "nøjes med" at give dig adressen til min hjemmeside.
http://www.ocd-inderstinde.dk

[Sille30]

Tak for din historie, Lisbeth. Jeg er rigtig taknemlig for at få lov at læse den....tak!

[Lisbeth]

Det var så lidt Sille. :) Og jeg er meget glad for at høre det.

[Shadow-dancer]

Kære Sille

Tusind tak fordi du skrev din historie herinde. Jeg har netop på samme måde som dig fundet ud af at jeg lider af OCD. Jeg startede ud med panikanfald og angst som 17-årig, indæggelse på psyk. som 21-årig da jeg blev mor for første gang (angst, depression, tvangstanker mm.). Jeg er nu 27 og har efterfølgende fået en dødfødt datter og en søn, der snart bliver 3 år. Siden jeg fik min datter og var indlagt har jeg været ind og ud af depressioner og angstperioder - har taget anti-depressiver og stoppet for så at starte igen. Dvs. der er mange ture op og ned, hvilket forringer min livskvalitet selvom jeg overordnet set er et meget glad mennesker og har overskud til at være noget for andre på mit arbejde, hvor det handler om mennesker.

Jeg har altid skubbet tanken om OCD væk idet jeg jo ikke vasker mine hænder 10 gange inden jeg skal sove og lignende tvangshandlinger. Men jeg har netop erfaret at OCD ikke skal være ledsaget af handlinger - det kan sagtens være tvangstanker. Dette var en enorm lettelse for mig at finde ud af. Alt omkring OCD passer på mig.

Dit indlæg kunne være skrevet af mig - 100 %. Jeg har haft den med toget og når jeg kører i bil (hvilket jeg også gør hver dag), jeg har den også med nogle fødevarer, hvor jeg så ikke spiser bestemte ting fordi jeg enten er bange for at dø af dem eller bange for at blive meget syg. Derudover har jeg forfærdelige tanker om at skade mine børn og andre jeg holder af. Som du beskriver er det forbundet med ENORM skyldfølelse og følelsen af at være forkert. Samtidigt med at jeg udemærket godt ved at jeg aldrig ville gøre nogen noget eller mig selv for den sags skyld. Jeg er meget glad for livet generelt! Men at få disse "anfald" af at være bange for at man selv kunne finde på at gøre andre ondt er forfærdeligt. Og jeg får det også fysisk dårligt når jeg har det således. Det er ikke rart.

Jeg har derfor taget kontakt til min læge for nu vil jeg have hjælp og jeg vil ikke medicineres for gud ved hvilken gang (tror vi er oppe på 15-20 pille-perioder i mit liv). Jeg vil have hjælp af en dygtig psykolog eller psykiater med speciale i OCD. Hvilken hjælp får du?

Jeg skal op hos min læge i næste uge og det ser jeg meget frem til. Det er en lettelse, som skrevet, endelig at finde ud af det som jeg godt har vist i flere år, men som ikke har stået så lysende klart for mig før nu (ligesom du lidt beskriver det)...

Tak fordi du læste med

Venligst, Shadow Dancer