MIn kæreste har OCD

[nierve]

Hej

Jeg er 33 år. Min kære kæreste har OCD, det fortalte han mig da vi startede for halvandet år siden, desværre er jeg bange for at ingen af os har erkendt hvor meget det har påvirke vores forhold.

Jeg vil så gerne høre erfaringer fra ander som er pårørende.
Vil så gerne forstå og støtte, men jeg føler jeg selv bliver mere og mere ked af det.

[Karen]

tja.... jeg er jo ikke pårørende, men det er min familie... hvad består din kærestes ocd i?

[Micke]

Hej

Jeg har også en kæreste med OCD. Jeg er 18 og han 20.
Han havde OCD inden han mødte mig i gymnasiet, men var trappet ud af medicin og behandling da vi begyndte at snakke sammen. Så jeg vidste godt hvad han havde i bagagen.
Vi blev kærester efter 6 måneders venskab, og nu har vi været sammen i 1 1/2 år. OCD'en er nu brudt ud igen for lys luge.
Jeg synes det er sindsygt hårdt. Uanset hvad jeg siger og gør kan jeg ændre på noget.
Han var indlagt i januar og venter på at få tildelt en psykiater. Og nu kæmper jeg for at få nogen til at hjælpe ham, for alle afdelinger sender ham videre. Min kæreste er plaget af bivirkninger, som gør ham ligeglad med mange ting, og derfor føler jeg tit at jeg presser ham til at ringe til diverse steder.

Håber at du vil dele nogen af dine oplevelser, for jeg føler mig lidt Palle alene i verden.

[KatrineF]

Hej!

Jeg har også en kæreste med OCD. Vi har været kærester i 3 år, men det var først for 2 måneder sidn, han fortalte mg, at han har OCD. Han er 27 år og har haft det siden han var 12. I alle disse år har han ikke sagt noget til nogen, overhovedet, jeg var den første, han nogensinde har kunnet fortælle det til. Nu er hanså småt gået i gang med behandling; har funet en kognitiv psykolog og snakker med sin praktiserende læge. Alligevel er jeg bange. Bnge for fremtiden, hvad kommer der til at ske, hvor slemt er det, skal han medicineres, indlægges måske endda. Alt sådan nogle tanker. Derfor søger jeg hjælp og erfaringsudveksling herinde. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Hvis jeg overhovedet kan gøre noget, og hvad skal jeg forvente af fremtiden? Jeg ved ikke hvor slem min kærestes OCD er. Han har ikke tvangshandlingerne, kun tankerne. Det er oftest tanker om angsten for at gøe andre fortræd eller at andre kommer til skade af sig selv. Tankerne isolerer ham i hans eget hoved. Gø at han følr sig syg, og ue af stand til at være i nærheden af andre mennesker. Derfor sætter han tit en facade op, hvor han altid er glad og meget meget venlig overfor folk. Han er træt af facaden men jeg er bange for, at han ikke en gang ved, hvem han selv er, hvis han piller facaden ned. Han har jo gået med den i 15 år!

[Sofie]

Hej Katrine.

Jeg er selv OCD-ramt, fik det nok, da jeg var 6 år gammel, og jeg kom først ud med det, da jeg var 23.
Super godt han er kommet i behandling! Tror ikke du skal være bange for fremtiden, og jeg tror heller ikke, han bliver indlagt. Nu er han jo på vej til "et nyt liv", hvor han skal lære sig selv at kende, uden OCD. Det er en lang og sej proces, og jeg tror, det er super vigtigt, at du lader ham tage styringen - Han kan bedst vurdere, hvor meget han har lyst til at snakke om det. Men det er selvfølgelig individuelt, og han har valgt at være åben over for dig, så spørg ham, hvor meget du skal spørge ind til det. Jeg har det selv sådan, at når jeg har været ved psykolog, så er jeg mega træt i sindet og har bare behov for at være alene. Hvis din kæreste også har det sådan, så giv ham plads til det, men find ud af, hvor meget han vil snakke om det, og accepter han valg. Så tror jeg, at jeres fælles fremtid ser lys ud - også med OCD :)

Tanker fra Sofie

[Maller]

Hej
Jeg har også en kæreste med OCD. Hun er 22 og jeg er 25. Vi har været sammen i snart 2 år, og hun fortalte mig om hendes sygdom efter vi havde været sammen i et par måneder (hvilket var meget svært og hårdt for hende) Min kæreste har altid meget åben og meget ærlig, selvom det mange gange er svært for hende at fortælle mig om hendes OCD har hun altid gjort det. Jeg er samtidig generelt meget forstående og har fra starten af accepteret hendes sygdom, og vil gøre alt hvad jeg kan for at støtte hende når hun har brug for det. Selvom det til tider kan være hårdt, har jeg aldrig fortrudt noget som helst. Faktisk synes jeg at det har bragt os tættere sammen, at hun har fortalt mig om hendes sygdom, og at vi sammen kan hjælpe hinanden.
Når min kærester har mange irriterende tanker, ved jeg at det hjælper for hende og snakke om det. Få sat ord på hvad det er for nogen tanker. Nogen gange kan jeg se på hende at hun en del tanker, og så kan jeg spørge hende om hun har nogle tanker. Nogle gange vil hun gerne bare have lov til at sidde med siden tanker, og det at jeg spørg om hun har tanker, gør at hun ikke behøves og være pinlig eller flov over og sidde med disse tanker.

Jeg håber at du kunne bruge nogle af disse ting :)