Har min søn måske også OCD ??

[løven]

Hej. Jeg er en bekymret mor til en søn på 7 år.
Egentlig er jeg lidt bange for at alt dette jeg nu vil fortælle har stået på i mange år - siden han var 3-4 år. Vi fik på daværende tidspunkt at vide i børnehaven at vi havde en søn med en meget lille selvværd, men vi har intet gjort ved det, da vi mente det nok skulle rette sig - ikke alle børn er jo ens.
Nu må vi jo så sande at det ikke retter sig, men bliver blot værrere og værrere og ikke mindst efter at han er kommet i skole og fik en børnehaveklasselærer, som ikke kan "rumme" børn - virkelig en "kæft, trit og retning" lærer.
Vi har lige været til undersøgelse på Skejby Sygehus, da han lige pludselig begyndte at tisse mange gange om dagen. Ikke i bukserne, men bare mange gange dagligt. Vi troede jo selvfølgelig at det var blærebetændelse el. lign., men da dette ikke var tilfældet kom vi videre igennem sygehusvæsnet, men han er ganske sund og rask FYSISK. De mente på sygehuset at han kan lide af OCD.
Jeg er jo selvfølgelig igang med skolepsykologen nu, men indtil dette kommer igang havde jeg brug for noget "sparring" hos Jer. Kan en lille dreng have OCD, hvad kommer det af og hvilken fremtid kan han få ??
Han tisser ofte, hans dyne og tøj skal være meget akkurat, han er bekymret for mig og hans lillesøster på 5½, hvis han skal med sin far et kort øjeblik. (vi er altså ikke skilt, men lykkelig gift), hans sko og jakke skal hænge og stå meget præcis osv.
Det var en lang smøre - kan nogen hjælpe/støtte mig ?? :oops:

[ida]

altså børn kan sagtens have OCD

og synes i skal snakke med jeres læge om det?

det lyder bestemt som OCD i mine øjne, alle de ting han gør.

[løven]

Hej Ida

Jeg er også begyndt at gå i de baner.

Kender du eller andre til behandlingsmetoden. Jeg er ikke så glad for at pumpe mit barn med diverse piller/medicin hvis der skulle findes noget mindre "usundt" for kroppen måske igennem kosten eller alternative midler. :roll:

[løven]

Hejsa Anni. Min ocd startede også, da jeg var barn, kan slet ikke huske, jeg ikke har haft det. Det startede i det små med remser og vasken af ting og mine hænder, men udviklede sig til at jeg ikke kunne forlade mit hjem stort set. Mit sygdom forløb har været meget svingende, men har trods min ocd altid fungerede rimelig godt blandt andre mennesker. Jeg kom desværre først i behandling som 24 årig. Jeg har aldrig fået medicin og har kunne få det bedre igennem kognitiv terapi. Jeg fungere godt i dag igen. Har stadig en del tvangstanker og handlinger, men er blevet god til at håndtere det. Vejen har været lang, fordi jeg kom så sent i behandling, så vil også anbefale I kontakter jeres læge.
Gro.

[løven]

Hej Gro. Tak for at du skrev. Det er dejligt at høre at man godt kan få et godt liv trods alt og så endda uden medicin - det lyder endnu bedre. Jeg vil helt sikkert kontakte lægen, men først går jeg til skolepsykologen, da dette er blevet anbefalet af sygehuset, så regner jeg med at hun sender os videre til de rette personer. :)

[løven]

Hej Anni
Ja, børn kan have ocd, det er ofte i barneårene det starter. Der er flere teorier omkring ocd. Noget vil man se i øjnene og noget ikke. Nogle bruger medicin og andre terapi. Jeg har prøvet alt, tror jeg men kun en ting hjalp mig, det var da jeg vendte mig til GUD. Du kan læse min historie et andet sted her på siden. Jeg blev sat fri fra denne frygtelige sygdom efter mere end 30 år. Det er svært at vide hvad din søn kan vente sig, da ocd udvikler sig forskelligt, men et er sikkert han har brug for hjælp og det er vigtigt med støtte. Lad ham vide at han er ok selvom noget ikke virker som det skal.
Håber det bedste for jer.
VH LS :wink:

[løven]

Hej VH LS

Tak til dig også. Jeg støtter også min søn alt det jeg kan, men med 2 "små" krudtugler er det nogen gange svært at huske at tælle til 10 inden man kommer til at sige noget dumt, men det bliver bedre og bedre. Man føler sig magtesløs.

[løven]

Hej, jeg har selv haft ocd, siden den alder... Og jeg var skræmt fra vid og sans - Bange for krig, bange for
sygdomme, bange for ALT.

MIN teori er, at min OCD startede med alle disse angst-anfald, som fik mig til at udvikle disse handlinger for at afværge angsten.


Jeg tror, at de små ting han gør, er for at lave lidt orden i kaos `et, hvis du forstår?


Det med at han er bange for at være væk fra jer, kan jeg rigtig godt sætte mig ind i. Jeg tænkte i den alder, at hvis der sker noget med de andre (dem jeg ikke er hos) Så er det MIN skyld.

Jeg påtog mig i det hele taget for meget skyld og var bange for om mine tanker kunne udløse noget forfærdeligt: ulykker osv.

Det var nok det værste-

Jeg synes heller ikke en så lille dreng skal have medicin. Hellere noget samtaleterapi, men hvis han har ocd, synes jeg han skulle til en specialist på ocd, istedet for en skolepsykolog.

Jeg har selv stadigvæk angst, men får nu medicin. Eyeq fiskeolie fra matas har også haft en god beroligende effekt på mig og det må børn også gerne tage.

Jeg tror det er vigtigt at få ham fortalt at tanker ikke kan påvirke noget og at der er noget i verden man ikke har indflydelse på.


held og lykke

[løven]

Hej Anni
Jeg forstår din magtesløshed, men Malene er inde på noget rigtigt her, det er angsten som holder ocd igang, Ocdèn vil bekæmpe angsten men det kan den ikke, derfor dukker ocdèn op igen og igen. Hvis du kan finde ind til din søns angst vil I være godt hjulpet. En ting du kan gøre er at hjælpe ham til at tegne / male det ud. Det er et stærkt værktøj.
VH LS :wink:

[løven]

Hej med jer. Hvor er I alle søde - sådan som I prøver at hjælpe. Det er bare dejligt. Jeg har så svært ved at nå ind til min søn. Hvis jeg spørger ham, hvad han er bange for, svarer han enten at han ikke er bange for noget med angst i øjnene eller også begynder han blot og græde og siger at han ikke ved det. Jeg tror ikke han selv kan finde ud af hvad det er der sker, men jeg tror både terapi og tegneriet er nogle gode ting at tage hul på, så det vil jeg prøve lige så stille at gå i gang med. Grunden til at jeg vælger skolepsykologen er udelukkende den grund at kommunen og sygehuset siger at det er den vej jeg SKAL gå for at komme videre, men det kan godt være at jeg skal igennem lægen istedet. I øvrigt, hvordan får man manden i huset til at fatte at der vitterlig er et problem. Han synes jeg er hysterisk og mener selv at det hele nok skal ordne sig. Jeg er måske også hysterisk, men jeg er jo egentlig bare bange for min søns skæbne. Jeg siger til min mand at vi skal passe på med spontane ting, da det kan stresse min søn og nu gør han så nærmest bare grin med det, at jeg skal huske at fortælle ham det og det og det. Man kan bare høre at han siger det fordi han langt fra tror på at det har noget at sige på drengens væremåde. Hvem har ret ?

[løven]

Hej Anni
I kan begge have ret. Det kan være utroligt vanskeligt det du/I står i lige nu. Netop fordi sådanne problemer ikke kan lykkedes uden at alle er med på en eller anden måde. Jeg forstår godt din mand, fordi ocd er meget nyt når det gælder om at accepterer denne såkaldte sygdom. Som ocd ramt gennem mere end 30 år, kan jeg bevidne at det kan være svært. Det lykkedes mig at holde min ocd skjult for min familie indtil for få år siden, selvom det er det værste et menneske næsten kan gennemgå. ikke fordi min familie ikke så at jeg havde problemer, men de gjorde grin ad mig, hvilket medførte isolation og forstærkede min ocd og ensomhed. Når jeg søgte hjælp i systemet, blev jeg hånet af bedrevidne personer og en læge sagde at jeg bare kunne gå en tur når jeg havde det svært. og en psykiater hoppede ind over bordet da jeg viste følelser. (Han gav efterfølgende en undskyldning om at han jo bare var et menneske, men skaden var sket ).Det at man ikke bliver mødt af nogen som forstår en, har meget alvorlige konsekvenser. Jeg kunne skrive meget mere om dette emne, men det ville så blive for langt her. Blot vil jeg sige at jeg idag har to børn som lider på baggrund af at jeg ikke fik hjælp i tide, trods min ihærdige kamp for at få det.
Nogle gode råd! Fortæl din mand (uden at anklage ham) at det er ok at han ikke forstår denne sygdom, men bed ham om at han i det mindste vil prøve at undersøge noget om det eller gå med til enten skolepsykologen eller egen læge. (sørg for at den du opsøger har den nødvendige viden om ocd, ellers risikerer du det modsatte af hjælp). Din intuition er måske større end din mands, at anklage ham vil kunne give dig endnu et problem og det har I ikke brug for nu. Så prøv at glemme alt om hvem der har ret og focuserer på hvordan I kan hjælpe jeres søn.
En anden ting: Giv aldrig din søn gevinst på sin ocd, det vil forlænge hans sygdom og smerte. Det bedste er hvis du kan leve så normalt som mulig og behandle ham som om han ikke havde noget problem. Du/I kan ikke ændre på hans adfærd ved at forsøge at lave ham om, men du/I kan måske hjælpe ham ved at han har en rolle model som klare det som han ikke kan. Det kan tage tid, meget lang tid og det må I være indstillet på, hvis I vil hjælpe ham. Det tror jeg selvfølgelig at I vil. Hvis han får opfattelse af at du /I kan rumme ham, kan det også hjælpe. Det er en balance kunst.
Jeg tror desværre heller ikke din søn er bevidst om sin angst, så det vil nok ikke hjælpe at spørge ham. Det er bedre at observerer ham i håb om at du finder ud af hvornår det er det kommer. Måske er det i bestemte sammenhænge, bestemte steder osv. Konfronter ham ikke direkte med det, det kan være meget farlig, især hvis det er en dødsangst som er bag. Det betyder ikke at du ikke kan tegne med ham det kan du godt, hvis du bare lader ham bestemme forløbet. Underbevidstheden vil automatisk tegne/male det ud som din søn bære på. Men det er ikke sikkert det er løsningen for jer.
Håber du kan bruge noget af det og held og lykke med jer!
VH LS :wink:

[løven]

Hej Anni
I kan begge have ret. Det kan være utroligt vanskeligt det du/I står i lige nu. Netop fordi sådanne problemer ikke kan lykkedes uden at alle er med på en eller anden måde. Jeg forstår godt din mand, fordi ocd er meget nyt når det gælder om at accepterer denne såkaldte sygdom. Som ocd ramt gennem mere end 30 år, kan jeg bevidne at det kan være svært. Det lykkedes mig at holde min ocd skjult for min familie indtil for få år siden, selvom det er det værste et menneske næsten kan gennemgå. ikke fordi min familie ikke så at jeg havde problemer, men de gjorde grin ad mig, hvilket medførte isolation og forstærkede min ocd og ensomhed. Når jeg søgte hjælp i systemet, blev jeg hånet af bedrevidne personer og en læge sagde at jeg bare kunne gå en tur når jeg havde det svært. og en psykiater hoppede ind over bordet da jeg viste følelser. (Han gav efterfølgende en undskyldning om at han jo bare var et menneske, men skaden var sket ).Det at man ikke bliver mødt af nogen som forstår en, har meget alvorlige konsekvenser. Jeg kunne skrive meget mere om dette emne, men det ville så blive for langt her. Blot vil jeg sige at jeg idag har to børn som lider på baggrund af at jeg ikke fik hjælp i tide, trods min ihærdige kamp for at få det.
Nogle gode råd! Fortæl din mand (uden at anklage ham) at det er ok at han ikke forstår denne sygdom, men bed ham om at han i det mindste vil prøve at undersøge noget om det eller gå med til enten skolepsykologen eller egen læge. (sørg for at den du opsøger har den nødvendige viden om ocd, ellers risikerer du det modsatte af hjælp). Din intuition er måske større end din mands, at anklage ham vil kunne give dig endnu et problem og det har I ikke brug for nu. Så prøv at glemme alt om hvem der har ret og focuserer på hvordan I kan hjælpe jeres søn.
En anden ting: Giv aldrig din søn gevinst på sin ocd, det vil forlænge hans sygdom og smerte. Det bedste er hvis du kan leve så normalt som mulig og behandle ham som om han ikke havde noget problem. Du/I kan ikke ændre på hans adfærd ved at forsøge at lave ham om, men du/I kan måske hjælpe ham ved at han har en rolle model som klare det som han ikke kan. Det kan tage tid, meget lang tid og det må I være indstillet på, hvis I vil hjælpe ham. Det tror jeg selvfølgelig at I vil. Hvis han får opfattelse af at du /I kan rumme ham, kan det også hjælpe. Det er en balance kunst.
Jeg tror desværre heller ikke din søn er bevidst om sin angst, så det vil nok ikke hjælpe at spørge ham. Det er bedre at observerer ham i håb om at du finder ud af hvornår det er det kommer. Måske er det i bestemte sammenhænge, bestemte steder osv. Konfronter ham ikke direkte med det, det kan være meget farlig, især hvis det er en dødsangst som er bag. Det betyder ikke at du ikke kan tegne med ham det kan du godt, hvis du bare lader ham bestemme forløbet. Underbevidstheden vil automatisk tegne/male det ud som din søn bære på. Men det er ikke sikkert det er løsningen for jer.
Håber du kan bruge noget af det og held og lykke med jer!
VH LS :wink:

Kære Anni!

Det har berørt mig dybt at læse om din søn. Jeg vil gerne sige, at du absolut ikke er hysterisk - tværtimod. Du skal sørme tage dette alvorligt, for det gælder din søns fremtid. Jeg har en søn på snart 13 år, der også lider af OCD. Jeg var også med det samme klar over, at det var helt galt. Min x-mand forstod heller ingenting og opfattede også mig som hysterisk. "Det vokser han da fra" var hans kommentar på trods af, at hans hænder hang i laser på grund af alt vaskeriet og han var dybt ulykkelig og apatisk. Og han lod hele tiden skinne igennem, at jeg virkelig var på afveje. Jeg tror, - og det kan jo så kun blive en tolkning - at det kan være svært for en far at erkende, at der vitterlig er noget galt med ens søn. Jeg forstår, at det er meget svært, når I lever sammen - jeg kunne jo bedre tage afstand til min x-mand og have retten til at synes, at det var HAM, der var noget galt med. Jeg var igennem et langt forløb med PPR-psykolog, som jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Hun kunne ikke give ham/os den rette behandling. Hun nægtede at henvise mig videre i systemet, så jeg tog sagen i egen hånd og ringede til Børne- og Ungdompsykiatrisk Hospital, hvor jeg fik en psykolog i tale og jeg beskrev hele historien. Heldigvis var de ikke i tvivl om, at min søn tilhørte deres målgruppe for behandling og jeg skulle sige, at de derfra havde bedt om en henvisning. Endelig fik jeg den henvisning, som jeg havde tigget og bedt om i flere år!! Efter 8 måneder på ventelisten kom min søn i behandling og jeg valgte den strategi at bede hospitalet om også at sende indkaldelse til min x-mand. Og jeg må sige, at endelig forstod han alvoren i problemet. Så i dag er der fuld opbakning og forståelse derfra. Så mit råd er: Sørg for at få ordentlig kvalificeret behandling af en person, der virkelig har forstand på OCD og kognitiv adfærdsterapi og sørg for at medinddrage din mand, så han kan forstå, HVOR ALVORLIGT det her er. Jeg synes, at det er flot, at du følger din intuition og fornemmer, at der er noget helt galt med din søn. At du fanger hans signaler. Og jo før man kommer i behandling, jo bedre er prognoserne for hans fremtidige liv.
Jeg kan fortælle dig, at der virkelig er håb - min søn har fået det meget, meget bedre - hvis jeg skal sammenligne med det liv han havde inden behandlingen og så til nu - jamen, så er der simpelthen sket mirakler - intet mindre. Der er håb og der er hjælp. Min søn er endnu ikke helt færdigbehandlet, men han lever nu et stort set normalt liv og er ikke styret af tvangshandlinger længere. Nu styrer han dem!!! Der er nogle tvangstanker tilbage, men i sammenligning med tidligere er det meget, meget lidt. Og han er i dag en glad og harmonisk dreng.
Jeg ved om nogen, hvordan det hele kan virke fuldstændig håbløst og hvor smertefuldt det er for en mor at se sit barn i så forfærdelig pine. Din søn er ikke så gammel, så man kan ikke forvente af ham, at han er i stand til at reflektere og analysere sin egen situation endnu. Men en psykolog vil kunne møde ham, dér, hvor han er i sin udvikling.

Jeg håber, at du kan bruge det her til noget og hvis du har brug for yderligere oplysninger, stiller jeg mig gerne til rådighed, så kan du kontakte mig på følgende mailadresse: bente.hansen@tdcadsl.dk

Iøvrigt kan jeg fortælle dig, at min søn har klaret hele forløbet uden at få medicin!

Mange tanker og hilsner

Bente

[løven]

Kære VH LS og Bente. I får virkelig herfra mange varme tanker. Jeg kunne virkelig bruge jeres indslag til noget og jeg er sikker på at der langs hen ad vejen vil komme mange spørgsmål, så det kunne nemt være at jeg bruger dig Bente som sparringspartner når du er så rar at tilbyde mig din mailadresse. Jeg har bestemt mig for at jeg idag kontakter lægen selvom jeg også har lidt gang i skolepsykologen - blot for at holde alle linier åbne, når der tilsyneladende er lange ventelister. Tanken om at der kan gå op til 8 mdr. inden han kan komme i behandling får det til at gyse over hele kroppen, men desværre kan sygehusvæsenet/psykologerne være tunge at danse med. :(