Skal jeg fortælle dem det!?

[Sommer2005]

Så nu jeg jo kommet i lidt krise.. vil høre DIN mening og evt erfaring...

Starter på en ny udannelse, og er vildt glad... men skal jeg fortælle mine medstuderende at jeg lider af Angst og OCD!?

åh gud.. den er så svær...


Hvad syntes du!??


:?


Samme topic i Børn & Unge med OCD, dog er der ikke så mange der kommer der inde (kun Ida og jeg faktisk ) så derfor ligger jeg det også ind her

[løven]

Hejsa cruz. Om du skal fortælle det, kommer vel an på så mange ting. Fylder det meget i dit liv, kan man se du er syg og hvor meget plejer du at involvere folk i din sygdom.
Personlig fortæller jeg aldrig, at jeg er syg. Min ocd fylder ikke så meget, når jeg er sammen med andre folk og er ikke tydelig, andet end min hænder er noget tørre. Jeg har haft ocd hele mit liv og har været vant til at fungere, uden at involvere andre folk. Mine behandler tager sig af det. Venner og familie ved godt jeg er syg, men sjælden noget vi snakker om. Gider ikke de tager hensyn, da det så fastholder mig i, at jeg er syg, synes jeg. Jeg fungere bedre ved, at omgivelserne, tror jeg er rask.
Har haft en kæreste der vidst jeg var syg og det var et helved. Det fungerede ikke, da han hjalp mig med at være syg, ved at rette sig ind under min sygdom. Han fastholdt mig i det var ok hvad jeg gjorde, den dur ikke i min verden.
Håber du finder en løsning.
Gro.

[Sommer2005]

ja det kan jeg så godt se, kender udmærket godt den følelse om at bliver fasthold i sin sygdom. Min kusine og hendes kæreste gør det. Så jeg undgår for alt i verden at se og tale med dem.Så jeg kan se det er en ulempe hvis der er nogle af de type mennsker i min klasse.

Arrrg dilema.. :?

Min udannelse er MSH-Tolk. dvs døve tolk, om det kommer til at fylde meget i mit liv, det er jeg ret sikker på.

Normalt så siger jeg det bare til folk sådan,"Nå mig.. nej jeg har ikke lavet noget i 1½ år. da jeg har ligget syg med Angst og OCD"

- men det er måske til et mennske af gangen, så det jo noget andet, ikke en hél klasse.

Det jo ikke fordi jeg ligefrem flager om det, men alle jeg kender ved det da.

Mener det er en vigitg del af mig at acceptere, ikke forstå, blot acceptere at jeg ikke altid lige gør tingene som andre.



hmmm.... har jeg ik lige selv svaret på hvad jeg vil gøre... :shock:


-Gud jeg er forvirret og lidt fortabt over hvad jeg skal gøre, alle erfaringer og råd tages imod med åbne arme

[løven]

Hejsa Cruz. Går ud fra du ikke har været syg, så mange år igen. Er det din først tur ud i virkelighed, siden du blev syg?
Du kan jo starte og lige se klassen an, måske vælge at fortælle det til nogle enkle, du finder godt sammen med.
Er du bange for at folk skal synes du er mærkelig, hvis du opføre dig anderledes og ikke ved du er syg? Hvorfor vil du gerne fortælle det til klassen evt.?
Jeg har altid bare været mig selv og været ligeglad med, at folk synes jeg var mærkelig, jeg vidst jo godt selv hvorfor. Jeg er god til at skjule jeg er syg, for det har jeg gjort hele mit liv.
Hvis folk spørger angående din opførsel, kan du jo evt. fortælle du er syg.
Den er svær, har aldrig selv stået der, for har jo altid været syg og bare levet livet på min mærkelig måde, uden der var nogen der sagde noget. Alle folk har jo et eller andet.
Gro.

[Sommer2005]

... Du får mig til at tænke, for jeg ved ik hvorfor jeg vil fortælle dem det.

Nok fordi jeg føler jeg kan være ligeglad bagefter. At de ikke tænker hun er underlig, hvorfor!???, og så begynder de at tale om mig bag min ryg. Er sket på en tidligere udannelse hvor jeg droppede ud til sidst (for ca 1 år tilbage) -men igen jeg er i tvivl.

GUD det er SÅ svært Siger jeg det er, der nok nogle der kigger mærkeligt på mig, siger jeg det ikke, er der nok også nogle der gør. . men hvor er der færrest der gør.... :(

Min angst har nok også en meget, eller den HAR en stor rolle i al det her... puha.. det svært :|

[løven]

Hejsa Cruz. Det er netop det, siger du det vil nogen synes de du er mærkelig, siger du det ikke vil nogen også synes det.
Skid hul i om folk synes du er mærkelig. Du ved selv, hvorfor du er såen. Kan du så være ligeglad bagefter, hvis du fortæller det? Det kan være de begynder at tage en masse hensyn, du ikke bryder dig om og involvere sig i din sygdom. Det bryder jeg mig personlig ikke om folk gør.
Hvis du føler, at det på nogen måde kan lette din hverdag, så er det måske en god ide at fortælle det. Men hvis det bare er fordi folk ikke skal synes du er mærkelig, så ville jeg ikke gøre det. Det er jo ligegyldig hvad andre tænker. Folk snakker altid bag ens ryg, syg eller ej. Jeg oplevede det meget da jeg læste, ikke fordi jeg var syg eller mærkelig, folk kunne bare godt lide at tale om mig. Personlig var jeg ligeglad, kunne ikke rigtig bruge det til så meget.
Det er sgu svært at være syg indimellem, men det løser sig nok.
Gro.

[Lisbeth]

Hejsa Cruz.

Det er et svært spørgsmål, du stiller.

Da jeg startede op på en uddannelse for 1½ år siden, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville fortælle det til nogle. Jeg ville starte på en frisk. Jeg var meget bange for, at jeg ikke fik mulighed for dette, hvis folk kendte til min historie og sygdom.

Jeg var faktisk altid sammen med 3 piger fra vores store klasse. En dag vi spiste sammen, fortalte jeg dem det alligevel. Dog kun de 3. Det var en stor lettelse, især da de måbende sagde, det kan man slet ikke mærke eller se på dig, vi troede du var en rigtig glad pige. OCD og skuespil, du ved :!: Det var en meget god oplevelse. Jeg valgte dog stadig, at de skulle være de eneste, der vidste det. Der er så mange mennesker, der bliver bange, når man snakker om ondt i psyken. Derfor valgte jeg at lade det blive ved det. Lærerne fik det at vide den første dag, da jeg skulle have fri en gang om ugen for at tage til psykolog. I perioder havde jeg også meget fravær, hvilket normalt fører til udsmidning. Ved at skolen vidste det, og så længe jeg passede mine ting, fik jeg en lang snor. Det var en kolossal støtte for mig. Efter lidt under et år på skolen fik jeg det dog så dårligt igen, at jeg var nødt til at droppe ud. Jeg følte ikke, at jeg ville gøre snoren alt for lang af frygt for at blive set skævt til. Jeg ved godt, hvor grænsen går, og jeg kunne ikke lade den komme længere ud på dette tidspunkt. Der er trods alt grænser for, hvor dårligt man magter at have det, når man er under uddannelse.

Mit råd er, at du skal vente med at beslutte dig for, hvad du vil gøre. Giv dig selv en chance for at mærke stemningen i klassen først. Prøv at fornemme om du har lyst til at dele din sygdom med hele klassen, eller om du hellere vil holde det blandt at par nære venner fra klassen eller helt for dig selv.

Held og lykke

[Sommer2005]

:( jeg blev helt rørt af at høre din historie....

Men ja du har ret, har faktsik fået mange mails om at folk syntes jeg skal vente og se folk an.... men det er sku så svært :( at vide om man gør det rigtige.

Men jeg er glad for at høre din erfaring, og du nr to der fortælle næsten den samme historie så det kan vel kun være den vej man skal gå :)

tak fordi du gad og bruge lidt tid på at fortælle din his.. :wink:

[løven]

Hej Cruz
Jeg ville vente og se tiden an. Du kan først vide bagefter hvad der er rigtigt. Det hele afhænger af din egen personlighed, og andres personligheder og den kender ingen. Prøv om du kan skabe nogle gode venskaber før du siger noget, så har du dem til at støtte dig, når du fortæller hvis det skulle gå helt galt.
VH LS

[Sommer2005]

hej LS!

Det havde jeg slet ikke tænkt på, fed ide! :idea:

Få mig nogle tætte som kan støtte mig, hvis jeg vælger at fortælle resten det.


tak

[TK]

Hejsa
Du får lige mine erfaringer med også. Jeg er igang med pædagog uddannelsen og da jeg startede der fortalte jeg ikke om min OCD eller tourette. Jeg holdt kortene tæt ind til kroppen. Også fordi jeg ville vise at jeg godt kunne det her uden at der blev taget hensyn. Senere var det dog (desværre) nødvendigt at indvie min ene lærer, da jeg i en praktikperiode fik det så skidt at jeg blev sygemeldt i tre måneder. Min lærer fortalte i klassen at jeg var sygemeldt men ikke grunden. Ved at mange var nysgerrige og nogle kom og spurgte til det. Da fortalte jeg det til et par stykker som jeg var blevet gode venner med. Resten fik afvide at jeg ikke havde lyst til at snakke om det. Synes ærlig talt at det mere virkede som nysgerrighed end som om de var bekymrede for mig. Derfor havde jeg ikke lyst til at fortælle dem det. Dem jeg er kommet tættest på i klassen ved det nu, og måske har nogle sagt det videre...det ved jeg ikke og er også ligeglad. Det er jo ikke fordi jeg ikke vil fortælle om min OCD/tourette, men vil gerne selv bestemme hvem jeg har lyst til at dele det med.
Udover det har jeg for en måneds tid siden fået en kæreste. Han er en meget inteligent fyr og den første, udenforstående, der har formådet at forstå alt det her. Han forstå endda alle mine mærkelige ritualer og systemer han holder mig ikke i det, men når jeg føler trang til at snakke om det kan han med det samme følge mig. Ja selv mine syge tanker om hajer
Hvor vil jeg hen med alt det her? Tjah, man må jo selv tage den endelige beslutning, men for mig var det rigtige ikke at sige noget. Vil ikke behandles anderledes, og det har faktisk også været en personlig sejr for mig at nå så langt, på lige fod med de andre.
Held og lykke med uddannelse, søgte selv ind som tolk sammen år som jeg søgte ind som pædagog.

TK

[Sommer2005]

Dejligt med endnu en historie/erfaring, og ja det kan være svært at vide hvem man KAN sige det til.Kan godt forstå du holdt kortene tæt ind til kroppen, det vil jeg nok også gøre :? tror jeg.. vi får se.

Kan ikke lade være med at tænke på det du siger, folk virkede mere nysgærrig end omsorgsfulde, men er nysgærrighed ikke "to give a fuck" !? ja, undskyld sproget :oops: men ved ikke hvordan jeg ellers skulle formulere det.

En ting der dog gjorde mig rigtig glad, var at høre at selvom du var syg. blev syg, så forsatte du din uddannelse! :mrgreen: godt gået!

-Tak for dit indlæg, værdsætter virkelig at du (og alle andre) gider at bruge lidt tid på at skrive her inde, det betyder rigtig meget for mig.

Klem Cruz

[løven]

Hejsa.
Nu er jeg jo godt nok et lille uerfarent barn med lidt for meget kendskab til OCD, depression og diverse sindslidelser. Jeg har været indlagt på ungdomspsykiatrisk afd. i et par måneder med anoreksi.
Jeg lærte en masse at kende dernede, og størstedelen der nede havde faktisk OCD og depression.¨
Til dit indlæg vil jeg mene, at dine venner ikke har et krav på at vide det, men at det måske ville være en god idé at fortælle det til de nærmeste, så de ved hvad der foregår.

[løven]

:mrgreen: tusind tak for dit svar!!

jamen det jo det. det er så svært, skal man skal man ikk. Men nu er det faktisk blevet til at jeg har sagt det til 36 mennsker i min klasse... :oops: det var hårdt, men de to det faktisk meget godt. der var nogen der har taget lidt afstand men jeg mærke at de så småt er ved at nærme sig. -håber det er forståenligt det jeg mener.

Men ja. det gået oki. og jeg er RIGTIG glad for at kunne sige det højt



men igen det er forskelligt fra person til person, men tusind tak for dit svar :wink: .

[løven]

Jeg er selv lige startet på en ny uddannelse, og få uger inde i forløbet, blev jeg opmærksom på at jeg lider af OCD. Jeg valgte at fortælle det til nogle få fra min klasse, fordi jeg havde det meget svært og følte mig alene med min sygdom. De har været meget hjælpsomme siden, og det var faktisk en af dem, som fortalte mig om denne hjemmeside.
Så hvis man føler at man kan stole på sine venner, så synes jeg helt klart at man skal fortælle det.

Håber det kan hjælpe andre, som står i en ligne situation.