Så blev det vinter og mor gav op.....

[mor]

Min datters OCD er værst om vinteren . og jeg har fået nok - samtidig med den dårlige samvittighed over ikke at kunne mærke kærlighed til sit barn længere - jeg ved at jeg elskede hende engang - men nu kan jeg ikke mærke kærligheden - kun frygt for fremtiden, særligt for at hun en dag dør fra mig. Vrede over at hun ødelægger alting, sorg og vrede over at blive slået på af hende - over at hun både fysisk og mentalt ødelægger og hærger, flovhed over ikke at kunne styre sin unge, over "hvad de andre " mon tænker om os. Vred over hendes utallige bebrejdelser og anklager - jeg holder det ikke ud.
Hun vil gerne flytte - og ligenu skal hun da være noget så velkommen - for vi er trætte herhjemme, vi kan ikke mere......... jeg tænker på hvordan vores liv ville have været hvis hun aldrig var kommet ind i det - ærligt og forfærdeligt smertefuldt at måtte indrømme - men hun slider mig i småstykker og jeg er begyndt at hade hende for det.
Hvordan blev verdens smukkeste og dejligste pigebarn dog sådan - synes OCD en har skabt et monster........

[mor]

Jeg har nu givet op, hun er flyttet og der er lavet en underretning - jeg kan ikke mere være mor for det barn.

[Dilbert]

Nu beskriver du ikke din datters problemer i detaljerne, men ud fra det du beskriver, undrer jeg mig.

På mig giver denne beskrivelse ikke et billede af at din datter er 'en klassisk' OCD-ramt. Faktisk kunne noget af det du nævner lyde mere som medicin-virkning (særligt hvis den blandes med alkohol) - eller nogle helt andre (alvorlige) psykiske problemer ...

[Lisbeth]

Undskyld mig - men prøv da lige at tænke på hvordan din datter mon har det? Hvis det er OCD, hun lider af, så kan hun altså ikke selv gøre for det. Hun har ikke valgt, at hun vil have OCD. Sådan et indlæg fra en fortvivlet mor gør mig vred. Det er absolut ikke sjovt at lide af OCD, og man lægger ikke andre til last med vilje.
Desuden er hun din datter - med problemer eller ej. Hun har behov for at føle sig elsket, hvis hun skal have det bedre.
Har du overvejet at få nogle samtaler med en psykolog. Det kan du vist godt have behov for.
Beklager at jeg er nødt til at udtrykke min vrede, men jeg føler altså med din datter.

[LineKM]

Puuuha... Synes godtnok at det var hårdt at læse dette indlæg. :-( Jeg led af OCD i svær grad fra da jeg var ca. 10-18 år, og boede hjemme alle de år, bortset fra 2 år hvor jeg var på efterskole. Mine forældre var da selvfølgelig vildt frustrerede, og vidste indimellem hverken fra eller til. Men en ting var jeg 100 % sikker på: Mine forældre elskede mig mere end noget andet!! De kunne ALDRIG i livet have lyst til at give afkald på mig som sit barn. Ens barn er da ens eget kød og blod.... undskyld, men forstår ikke dine følelser! Jeg har fuldstændig forståelse for at det er sindssyg hårdt, men hun er stadig dit dyrebare barn, et menneske som du har sat til verden. En som er i en forfærdelig situation, som hun ikke selv har valgt at sætte sig i. Jeg kunne forestille mig at det værste ville være som forældre, at se sit barn lide. Men der må være en anden løsning end denne. Det er vel ikke nødvendigt at give fuldstændig afkald på din datter. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan jeg ville have det hvis mine forældre gav op!!! Det gør ondt i hele kroppen bare at tænke på det. Mine forældres kampånd, støtte og kærlighed, er helt sikkert en stor del af grunden til at jeg er nået dertil hvor jeg er nu.... For din egen og din datters skyld, håber jeg at i finder en anden løsning, som er holdbar for jer begge. For uanset hvad hun selv siger, så har hun brug for dig nu!!!

Mange tanker til dig og din datter....

[Traveller]

Nu er indlægget et år gammel... jeg ser ikke en mor, som har brug for at blive fordømt, men en mor, som har brug for at møde forståelse. Man er sårbar, når éns barn "ikke er som de andre".. hvad skal jeg sige.

Til "Mor"... har du været til nogle møder med OCD forening, og prøvet, at snakke med andre forældre? Man kan godt føle sig magtesløs... vi er vel "kun mennesker".

Du kunne sikkert have brugt noget hjælp... måske kunne du ikke finde det.

[Lisbeth]

Indlægget er ikke et år gammelt Traveller. Det er fra i år.

Sådan et indlæg er bare meget hårdt at læse for OCD ramte og tidligere OCD ramte.
Jeg har fuld forståelse for, at det kan være hårdt at være pårørende til en OCD ramt, men det vil til hver en tid være hårdest for den OCD ramte.
Dette glemmer pårørende vist ofte... OCD ramte har behov for deres families forståelse, kærlighed og støtte, hvis de skal have en chance for at få det bedre. Det gør ondt at føle sig hadet pga. en sygdom, man ikke kan gøre for. Det er nok lige præcis derfor, vi er et par OCD ramte, der reagerer, som vi gør. Vi kan jo ikke gøre for, at vi har OCD. Det er under ingen omstændigheder noget, vi har ønsket.

[Traveller]

Hej Lisbeth

jeg læste indmeddelsesdato for indlægsdato...

Jeg læser det, som at "MOR" kunne bruge nogen til at snakke med. Jeg er selv mor til en OCD ramt, har været med i en forældregruppe, og det var guld værd. Det hjælper også, at blive en bedre forældre... og fatte, at det var normalt, at føle den afmagt.


"MOR"... hvis du vil må du gerne skrive til mig. Eller kontakt ocd forening og spørg om støttegrupper... Eller mød op til et møde, der hvor du bor.

[Lisbeth]

Hej Traveller.

Det er bare ok - man kan jo se forkert. :)

Sådan læser jeg det også, men jeg mener også, at hun har behov for at høre det andet. Ikke mindst for hendes datters skyld. Man kan let komme til at føle sig skyldig som OCD ramt, hvilket man ikke har behov for.

[mor]

Nej, I forstår det ikke og det er der formegentlig ikke andre end os der har levet under hendes terror gennem flere år der vil kunne. Det er ikke OCD en i sig selv der har fået os til at give op. Jeg stod gene op til min dødsdag hver nat og stog toilet brættet op og ned for hende, skrev gerne alle lektier ind for hende, hev vasketøj ind og ud for hende - samt hjalp hende til at stoppe / leve i alle hendes regler - det er ikke det.
Men jeg vil ikke længere leve med at må låse mig og lillebror inde på værelset når hun truer med kniv, jeg vil ikke længere slås på, jeg vil ikke længere se min søn leve i angst for hendes raserianfald og jeg vil ikke se ham være angst for sin søster. Jeg vil ikke længere leve med at skulle stå op til en selvkomponeret sang der hedder "jeg hader min mor" ( for derefter at skulle opfylde en perlerække at OCD - ting). Og jeg vil ikke længere se min hjem og mine ting smadret til ukendelighed på daglig basis.
Vi har forsøgt at få hjælp i årevis - uden de helt store resultater - og nej I forstår det ikke og fint nok med det - som sagt - I har ikke levet i det.
Det lille rest der hedder mor /datter håber på hun bliver rask og får det godt, men så længe vi skal leve i angst for hende herhjemme bliver det uden mor på sidelinjen.

[Dilbert]

Men jeg vil ikke længere leve med at må låse mig og lillebror inde på værelset når hun truer med kniv ....
jeg vil ikke længere slås på, jeg vil ikke længere se min søn leve i angst for hendes raserianfald...
Jeg vil ikke længere leve med at skulle stå op til en selvkomponeret sang der hedder "jeg hader min mor"

Nu har du ikke kommenteret på mit indlæg. Nu spørger jeg så mere direkte:

Hvad går hendes OCD ud på ?
(At true evt med knive og/eller udøve vold er ikke OCD ! - derimod kan det være en OCD-ramts værste mareridt - f.eks mit)

Hvis du ikke ved hvad hendes OCD går ud på, synes jeg du skal printe mit indlæg ud - og gå til diagnose-stilleren og spørge om hvorvidt der kan være tale om en fejl - og skriv så gerne svaret herinde ...

Hvem har givet hende diagnosen ? (læge, psykolog eller psykiater)
Hvilken medicin tager hun ?
Har hun gået til psykolog med stortkendskab til OCD? (som anerkender diagnosen?)

Umiddelbart underbygger det du skriver nu kun det, som jeg svarede i første indlæg. Nemlig:

På mig giver denne beskrivelse ikke et billede af at din datter er 'en klassisk' OCD-ramt. Faktisk kunne noget af det du nævner lyde mere som medicin-virkning (særligt hvis den blandes med alkohol) - eller nogle helt andre (mere alvorlige) psykiske problemer ...

For at skrive det mere direkte.
Jeg tvivler på din datter kun (evt udelukkende) er OCD-ramt.
Umiddelbart lyder det på mig som hun (også?) er ramt af skizofreni eller psykopati.

[Lisbeth]

I dine tidligere indlæg har du ikke på så tydelig vis beskrevet, hvorfor du ikke længere magter at være mor for din datter. Jeg kan godt forstå, at du ikke kan stå model til den opførelse, og jeg mener, at din datter bør indlægges, når det står så slemt til.
Jeg sætter dog også spørgsmålstegn ved, om det er en ren OCD diagnose, hun har?
Jeg har hørt om nogle OCD ramte, der truer med at slå deres nærmeste ihjel - de ville dog aldrig gøre det. Alligevel undrer din datters opførelse mig, så jeg håber for hende, at hun kommer i behandling hos en, der virkelig kan hjælpe hende.

En mor har altid lov til at bede om hjælp til sit barn - nogle gange skal man desværre råbe højt for at blive hørt.

[mor]

Havde skrevet en længere smøre, men af en eller anden grund blev det væk. Så svarer lige på det mest presserende og må så logge ind senere i aften med det andet.
Hun har fået diagnosen af egen læge og en psykolog på børneambulatoriet.
Der kan godt være tale om mere en en lidelse, men da hun aldrig er blevet udredt, ku n været i kort kognitiv behandling har hun indtil videre ikke fået andre diagnoser.

Hendes OCD - der er meget - nævner lige nogle få ...... Op til 10 bade dagligt, grundet angst for bakterier, kan ikke røre ved dørhåndtag eller ting lavet af træ, eller ved ting der har rørt ved noget der er lavet af træ ( vi har opdaget at der godt nok findes MANGE ting af træ). Vasketøjskurve skal trækkes ind og ud et vist antal gange, toiletbrædt skal slås op og ned et vist antal gange, lys skal tændes og slukkes et vist antal gange, døre skal åbnes og lukkes et vist antal gange ---------- og så er der alt det der er knyttet til lektier og skole - men vendet til bage senere

[Traveller]

Ja, det er mere kompliceret end "bare" OCD... du har fået nogle gode forslag.

Måske har jeg overset noget... hvor gammel er din datter? Lyder som en teenager som har det svært... (alderen OG OCD).

Og enig med dig, det er heller ikke nemt for lillebroderen.

Jeg husker for år siden en kvinde, som havde en teenagerdatter (uden OCD) og en yngre søn.... pigen slåede sin mor.... altså var det gået ud af kontrol. Hun kom hos en plejefamilie, og det hjalp.

Uanset hvad, skal der en ordentlig diagnose på din datter. For det er hårdt for så mange, at hun har det så skidt...

Hvordan er det med vennerne?

[mor]

Jamen hun er kun 10 år. Vi har ikke nogen mistanker omkring brug af stoffer eller alkohol. Det voldsomme omkring hendes OCD har været i et år. Dog værst i vinterhalvåret. Det jeg håber på er at hun om vinteren får en udadreagerende depression oveni OCD 'en - når jeg skriver håber er det fordi at det vil kunne behandles så hun får det bedre - det jeg frygter er derimod at hun ligesom sin moster har en borderline - jeg synes godt det kan se sådan ud. Det er måske også derfor jeg reagerer som jeg gør. De 10 år der var med min søster fra hun blev diagnostiseret til hun døde - jeg tør slet ikke tænke den tanke at min datter skal igennem det, jeg tør slet heller ikke komme tæt på hende hvis det er borderline - den tur er jeg slet ikke stærk nok til at tage en gang til - og igen hvis man ikke har stået der, vil det bare se ud som en ufølsom mor der ikke vil sit barn -hvis man derimod har stået der så ved man også hvad borderline betyder for alle ikke kun den syge, men for alle der er i nærheden. Samtidig - hvis det nu er borderline - så er det jo min skyld at hun har fået det - jeg kan ikke helt se hvordan - men det sige "man " jo - hvilket jo heller ikke er til at holde ud at tænke på.
Så for min datters - og alle os andres skyld så håber jeg det bedste, hvilket i det her tilfælde vil være en udadreagernde depression.
Nu er barnet jo ikke bare smidt ud til ingenting, hun er flyttet til sin far. Hun er ikke ligeså udadreagerende der. Hendes OCD følger med, men slet ikke i samme grad. Hun har skiftet skole i forbindelse med flytningen og hun er kommet glad hjem og er glad for sin nye skole.
Hernede er hun aldrig rigtig faldet til, hverken i skolen eller i forhold til kammerater.
Jeg siger ikke at vi er fejlfrie - så langt fra. Men hun har været så ked af den skole - virkelig ulykkelig og vi har ikke kunnet hjælpe hende, hernede er det den eneste skole der er. Alene det at hun ikke skal tilbage til skolen har givet hende meget ro. Den gamle klasse har gerne villet sige farvel til hende, det samme har hendes lærere - men hun har ikke ønsket det.
Meget af den vrede der har været imod min mand og jeg har handlet om at vi ikke har vidst hvordan vi skulle hjælpe - hun er virkelig meget vred og bitter på os. Den vrede har betydet at vi har taget afstand, hvilket har gjort hende endnu mere vred - ja en rigtig dum spiral - og imens har hun hverdag skulle i skole, hvor hun ikke kunne lide at være - og alle dagens frustrationer - de er blevet kørt af herhjemme. Så første skridt i den rigtige retning - skift af hjemmemiljø og skole er sket - og har været godt for hende. Nu mangler vi så bare behandlingen.......

[Lisbeth]

Personligt reagerede jeg på, at du før de 2 sidste forklaringer virkede som en ufølsom mor. Det var svært for mig at forstå, hvordan man direkte kunne sige, at man ikke elsker sin datter. Jeg ved ikke, om min hypotese er rigtig, men nu fornemmer jeg faktisk, at du elsker din datter, men at du er bange for at elske hende for meget, af skræk for hvad hendes fremtid byder hende? Det er jo nærmest en afstandtagen fra dine virkelige følelser. Hvis jeg har ret, så forsøger du jo således blot at beskytte dig selv, hvilket jeg bedre kan forstå.

Det glæder mig, at din datter bor hos sin biologiske far. Jeg forestillede mig, at du havde fået din datter anbragt.
For mig lyder det som om, at din datter RÅBER om hjælp, hvilket jeg håber, at hun på sigt vil få.

Jeg forstår godt din angst for en borderline diagnose. Nu ved jeg ikke, hvor længe det er siden, at din søster døde, men der findes formentlig bedre behandlingsmetoder i dag. Højst sandsynligt er medicinpræparaterne blevet udviklet.

Jeg håber på det bedste for dig og din datter. Jeg mener stadig, at din datter har behov for at vide, at du elsker hende, og er der for hende. Hvis hun føler sig hadet af alle/mange, så tror jeg ikke ligefrem, at det er til gavn for hendes psykiske tilstand.

[Traveller]

Lisbeth skriver det også som jeg tænker.... troede også, din datter var anbragt.... og du virkede også ret ufølsom i de første indlæg, men det er også svært, at fortælle om noget der kommer SÅ tæt på én.

10 år... det kan være preteen... men... det vil være godt at få fat i det nu, inden hormonerne koger..

Nej, du har ingen skyld i din datters borderline... det positive jeg ser, er at du nævner familieantecedanter.... det hjælper på, at se på sagen... altså mener jeg, det viser en vej.
Godt, hun bor hos sin far og er faldet til. Ses I nogle gange... hvordan er jeres forhold nu. Det er måske for tidligt, til at drage konklusioner.

Som du selv skriver det, så har I taget den første skridt i den rigtige retning... jeg håber, at finder en læge, som kan hjælpe jeres datter - og som hun har tillid til. Med læge tænker jeg på psykiater, psykolog eller alm. læge... helst en specialist.

Bor din mand og dig i samme kommune - for ellers er der måske andre muligheder?

Stort kram til dig... og 2010 bliver et bedre år. Det kan ikke være anderledes...

[Karen]

vil blot indskyde at som jeg læser ud af www.borderlineforeningen.dk, så er det noget din datter kan behandles for. Så måske skal du ikke frygte det, så meget som du gør? Du kan jo læse lidt om det. Naturligvis kræver det den rette behandler, og det kan selvfølgelig være svært at finde denne....