Andre med frygt for at bryde love?

[løven]

Jeg ved ikke, om det er fornuftigt at prøve at komme i kontakt med andre, der har samme OCD-symptomer som en selv, da en sådan kontakt kan tænkes at medvirke til en forstærkelse af de pågældende symptomer. Men jeg vælger at gøre det alligevel.

Jeg har diagnosen "OCD" og har mange forskellige symptomer, hvoraf de fleste kan genfindes hos mange andre OCD-ramte. Men det symptom-kompleks, som plager mig allermest, er et kompleks, som jeg aldrig rigtig har genfundet hos andre OCD-ramte. Kernesymptomet i dette kompleks er en udpræget frygt for at komme til at bryde love og regler. Jeg mener, at hvis jeg bryder en lov eller en regel, så skader jeg andre mennesker (fx bare på deres pengepung - uden at de selv ved det). Jeg er virkelig bange for at komme til at lyve, stjæle eller snyde. Jeg kan få det ufattelig dårligt, hvis jeg mener, at jeg har snydt en butik for bare én krone. Jeg er hele tiden bange for at komme til at snyde i forbindelse med mine studier. Og hvad hvis nu de oplysninger, jeg skriver i en ansøgning om et kollegieværelse, ikke er 100% korrekte; så kan det være, jeg får tildelt et værelse, som jeg faktisk ikke er berettiget til. Og i så fald har jeg jo på uretmæssig vis fået det foran næsen på en anden ansøger, som faktisk var mere berettiget til værelset.
Alle oplysninger, jeg giver offentlige myndigheder, skal være 100% korrekte, for hvad nu hvis jeg kommer til at snyde lidt i skat eller bliver tildelt boligstøtte uden faktisk at være berettiget til det? I sådanne tilfælde ville jeg have snydt mig til en økonomisk gevinst, som jeg ikke er berettiget til.
Disse samvittighedskvaler er svære for mig at håndtere. For på den ene side har jeg jo ret: det er vitterligt umoralsk at snyde, stjæle og lyve, og man skader faktisk andre mennesker derved (også selvom de ikke er vidende om det - man skader dem stadigvæk). Men på den anden side bør man vel også have en såkaldt "bagatel-grænse". Fx betyder det ikke det store, hvis man får en krone for meget tilbage af ekspedienten i butikken. Men hvor går grænsen mellem det virkelig umoralske og det, som ikke betyder noget? Hvornår er ens moralske standarder passende/fornuftige, og hvornår er de overdrevne/sygelige? Det er disse spørgsmål, jeg går og kæmper med oven i mit - højst sandsynligt sygelige - regelrytteri.

Er der andre, der har det ligesom mig?

MVH. th

[løven]

Hej Andreas
Det kan være et vanskeligt problem at have ikke selv at vide hvor ens egen grænse går. For mig er det sådan at det under ingen omstændigheder er ok at stjæle, lyve, snyde eller bedrage at man ind i mellem kommer til at gå over sin egen grænse (for det gør man, hvert eneste menneske) betyder ikke at verden behøver gå under eller samvittigheden behøver nage en for man kan jo altid rette op på tingene igen hvis det skulle ske og så er tingene moralsk passende, der hvor problemet er, det er når samvittigheden hele tiden er forud, at man er bange for det uskete eller som feks at slå sig selv oven i hovedet hvis noget skulle lykkedes for en. Hvis du stræber efter det "rigtige" og gør hvad du kan for at nå det, kan du ikke gøre mere og hvis du har gjort det må du lære at accepterer at det netop blev dig som var den heldige som eks fik det værelse / boligsikring eller hvad det nu kunne være. Husk på at det perfekte menneske eksisterer ikke eller også er det perfekte menneske det som ved at det aldrig bliver det. Du er ikke anderledes end andre og har derfor lige meget ret til at være "heldig". Jeg ved godt at du kan have et liv som ikke behøver ligne andres, men sådan har de fleste det.
Endvidere med hensyn til at stjæle, bedrage osv. prøv at se det i et andet perspektiv, det er feks ikke ok at slå lidt ihjel, eller køre en person lidt over, eller være lidt utro, for smerten er lige stor måske endda større i nogle sammenhænge med den lille "synd". Derfor må man vælge enten eller. Om man stjæler en krone eller to tusinde er man stadig en tyv.
VH LS :wink: