Hej
Jeg er en dreng på 16 som har vidst at jeg har haft OCD i cirka et halvt år da jeg begyndte at tro at jeg havde HIV. Det rendte jeg så rundt med i godt 4 måneders tid hvor der efterfølgende kom andre tvangstanker såsom frygten for at være homoseksuel og lign.
Men nu mener jeg simpelthen at jeg har ramt bunden. Jeg tror ikke på livets eksistens, og jeg mener nu at livet ikke har nogle mening. Jeg stiller spørgsmål til alle livets spørgsmål og føler mig nu som et stort spørgsmålstegn: "Hvad er livet egentlig? Er det hele bare en stor løgn?" Er der overhovedet nogle grund til noget?".
Det har simpelthen suget al livsglæde ud af mig, og jeg kan nu ikke se nogle grund til at leve. Jeg har aldrig nogensinde været så langt nede på bunden, og været så fortabt som jeg er nu. Og hver gang jeg prøver at fortsætte mit liv som jeg gjorde engang bliver jeg pludselig trukket ud af det igen, da jeg så pludselig føler mig snydt, da hele alligevel bare er "lige gyldigt".
Er jeg virkelig den eneste der har det sådan her, og blevet påvirket så kraftigt af det?..
Jeg begynder bare virkelig at tvivle på, om der er en vej ud af de her spørgsmål, og om jeg måske kan ignorere dem, og leve uden.
Ville være meget glad for et evt. svar på om nogen andres erfaring med evt. samme tanke.
O.


Besvar med citat