Arvelighed?

[Dalia]

Hej!

Jeg har en datter på 7 år, som har fået diagnosen OCD. Lægen vi snakkede med, fortalte at lidelsen var arvelig. Han spurgte, om nogle i familien led af panikangst, OCD eller fobier. Vi har en lille pige mere på 2 år og kunne godt tænke os et barn mere. Min bekymring går på, hvor arvelig OCD er. Har nogle af jeres forældre, søskende eller bedsteforældre angstlidelser som disse? Jeg vil ikke sætte et barn mere i verden, hvis der er store chancer for, at det også vil få OCD.

Til slut vil jeg gerne spørge jer, om hvor store chancerne er, for at komme sig/ blive rask for en OCD med den rette hjælp. Jeg har brug for et ærligt svar. Som jeg kan læse udfra mange af jeres indlæg, så virker det næsten umuligt. Min datter har en mild form, men vi kan jo ikke vide om den udvikler sig.

hilsner fra Tina

[Sofie]

Hej Tina.

Ingen i min nærmeste familie har OCD. Jeg har dog en fætter, der har meget med symmetri, men han har aldrig fået en diagnose af nogen art. Hans søster, min kusine, har lidt af socialfobi, men er rask i dag.

Jeg tror på, at man kan blive næsten symptomfri i perioder, men at det kan risikere at poppe frem ved fx. stress, sygdom, dødsfald eller lignende oplevelser.

Personligt ville jeg ikke tøve med at få børn af frygt for arvelighed. Så længe man er opmærksom på det, kan de værste symptomer jo tages i opløbet.

Jeg kan desværre ikke hjælpe så meget, men håber alligevel det kan hjælpe dig lidt

Tanker fra Sofie.

[Dalia]

Hej Sofie!

Tak for dit svar, som jeg bestemt kan bruge til noget.

Et eller andet sted bliver jeg rigtig glad, når du skriver, at du bestemt ikke ville tøve med at få et barn. - Vi ville jo så nødig sætte et barn mere i verden, som skal det samme igennem. OCD har skræmt mig i en grad, som jeg slet ikke kan beskrive for dig. Jeg er så ked af, hvis min datter skal leve et liv i angst og med evt. depressioner osv. Derfor er mit størte ønske, om den næste dag må blive bedre end den forrige. Skuffelsen er derfor kæmpe stor, når man ingen positive ændringer kan se. Det jeg nu spekulerer over er, hvorledes man som mor kan se, om der er fremgang. Skal man se på, om antallet af handlinger er reduceret eller er det antallet af tanker, som skal reduceres? Hvad med mængden af tid, som bruges på begge dele? Børnepsykiateren mener jo, at når handlingerne er væk, så forsvinder tankerne automatisk. Tror du det er rigtigt? Jeg kigger også på hendes humør, hvilket psykiateren aldrig spørger ind til.

Vi har været i behandling hos en børnepsykiater i 3 måneder, og jeg synes ikke, at jeg kan se bedring. Hun får ingen medicin endnu.

Jeg er rigtig glad for, at dette forum findes, da der ikke er meget hjælp at hente i det offentlige. Tak for din søde hjælp.

Søndagshilsner Tina

[Sofie]

Hej igen.

Jeg er glad for, at du kan bruge mit svar

Jeg kan godt forstå til en hvis grad, at det har skræmt dig - Det er aldrig sjovt, når man får at vide, at ens barn er syg. På den anden side synes jeg langt fra, at OCD er det værste man kan få af sygdomme. Hvis jeg fik et barn, der "kun" havde OCD, ville jeg være lykkelig.

Nu er jeg jo ikke psykolog eller andet i den dur, så jeg vil nødig give dig et svar på, hvordan man kan se, at OCD'en er reduceret. Men min personlige erfaring er, at det er individuelt, hvad der forsvinder først. For mig var det handlingerne, men nogle slipper for tankerne først.
Hvilke ritualer/tanker har din datter? Hvis hun fx. går fra at vaske hænder 100 gange om dagen til at vaske hænder 90 gange om dagen, så er det et kæmpe skridt og en kæmpe sejr. Det lyder måske ikke af meget, men jeg kan love dig for, at hun kæmper en sej kamp.

Hvis der absolut intet er sket i tre måneder, så burde I måske finde en anden, der kan hjælpe hende? Med mindre psykiateren kan forklare det, eller han kan se fremskridt?
I kunne også overveje en kognitiv adfærdspsykolog?
Nu ved jeg ikke, hvor i landet I er fra, men Per Hove Thomsen i Århus er en anerkendt børnepsykolog med stor forstand på OCD.

Ellers kan du henvende dig til OCD-foreningen, som ligger inde med en behandlerliste

Håber du kan bruge mine svar igen.

Tanker fra Sofie.

[Dalia]

Tak Sofie!

Der burde ha´ været en person som dig med til de indledende lægesamtaler - jeg gik nærmest i sort. Det betyder så meget for mig at høre, at du mener, at OCD ikke er det værste et barn kan fejle. Du ved, hvad det drejer sig om, det gør lægerne langt fra. Den følelsesmæssige side bliver fuldstændig overset. - Jeg ved jo godt, at der ikke er liv på spil, men stadig blev jeg skræmt, da vores datter viste de første tegn på OCD. Fra at være en glad og livlig pige, som tog alle udfordringer op, ændrede hun sig til at være bange, tvivlende, og meget ked af det. Pludselig kunne hun ikke være alene i skole, hos besteforældre, til gymnastik osv. Det som skræmte mest mig var, at jeg ikke kunne genkende mit eget barn - hendes adfærd er total forandret. Det er som om, at hun har kæmpe store huller i sin hukommelse, og indimellem opfatter tingene anderledes, end de er. Hun er super god til at fortælle om sine tanker. Nogle af af dem er virkelig så skræmmende, at jeg nærmest også bliver bange. Hun beskriver fx, hvorledes hun halshugger sin far eller gør grimme ting ved sin søster. Det er så svært, som mor, at rumme. Du drømmer ikke om, hvor mange nætter jeg bare har ligget i min seng og grædt. - Psykiateren forklarede vigtigheden af, at vi fortsætter vores liv, som vi plejer, - men hold da op, hvor er det bare svært.

Måske er problemet også, at OCD bliver vist, når den er værst i medierne. Jeg så et program om 4 beboere, som flyttet sammen ind i et hus, for at vinde over ODC´en. Der var en mandlig deltager med, som vaskede fingre i en uendelighed. Jeg kan bare ikke glemme hans ansigtsudtryk, da behandleren forsøgte at få ham til at stoppe. -Det var så grænseoveskridende for ham, at jeg synes, at det var synd, at det skulle vises på tv. Et eller andet sted kan jeg så godt genkende min datters adfærd i det. Hun retter på tøj, finder nullermænd og andre mærkelig ting på gulvet, skåle osv. Det kan tage 1-2 timer at få tøj på. Hvis vi skynder på hende, så skal hun bare forfra med det hele. Skoene er klart de værste, det kan let tage 2o min. Så har hun madvarer, som hun ikke kan være i nærheden af. Bestemte ting må ikke ligge ved siden af hinanden i køleskabet. Hun spiser intet, hvis jeg kommer til at røre ved noget forkert. Det er ligesom, at når hun har vundet over en ting, - ja så kommer der bare en ny.

Men ved du hvad det værste er? Det er den måde som omverdenen møder os på. Folk tror enten, at OCd er lig med at være skør eller, at det er os som forældre, som ikke har gjort det godt nok. Vi har fra straten været super åbne og fortalt ærligt om vores datters problemer. Det skal man bare ikke altid gøre, har vi erfaret. "Så må hun jo bare i specialklasse, der er jo også børn med ADHD osv.", " I sætter også alt for strenge grænser", " I må jo bare sige, at I bliver meget kede af det, når hun fx siger, at noget frygteligt skal ske for jer", " Sig til hende, at så må hun altså gå i skole uden tøj på, for ellers kommer mor for sent - send hende afsted i nattøj med en pose tøj i hånden"......... Du drømmer ikke om, hvor dumme bemærkninger vi har fået.

Desværre bor vi i København, så det er ikke så let at konsultere Per Hove Thomsen. Dertil har vi hørt at OCD klinikken i Bagsværd også skulle være god. Det svære ved at forlade det etableret system er, at vi ikke kan hente hjælp til at klare skolen og evt medicin andre steder. Det mener jeg ikke, at en børnepsykolog kan være behjælplig med.

Jeg håber virkelig for dig Sofie, at din kamp også snart må få en ende. Jeg tror på, at du har ret i, at tankerne og måske handlingerne vil dukke op i perioder med stress, sorg osv. Alligevel er jeg lykkelig for, at du mener, at man godt han ha´ en godt liv, selvom man har OCD-

Endnu tak - fra Tina

[Sofie]

Tak for roserne

Det lyder som om, at din datter er værre ramt end mig, og hun har nogle helt andre tanker og ritualer, end hvad jeg kender til. Jeg kan desværre ikke fortælle, hvad du kan gøre for din datter, men jeg kan da fortælle, at mine tvangstanker startede, da jeg gik i børnehave. Jeg holdt dem skjult for alle, fordi jeg følte mig anderledes. Jeg var 22 år, da jeg læste en artikel om OCD, og først der gik det op for mig, hvad jeg lider af.
Vær glad for, at din datters OCD er opdaget så tidligt - Det gør det lettere at behandle. Selv om det er slemt nu, så forestil dig, hvor meget det ville kunne udvikle sig, hvis hun ikke kom i behandling.
Jeg forstår godt, at det er svært at have en normal dagligdag, når ens datter har OCD. Min mors og min dagligdag blev fuldstændig ændret, efter jeg fik diagnosen, men det er heldigvis ved at være tilbage på et normalt niveau igen, men det har også taget over 2 år at komme hertil.

Desværre bliver OCD'ens værste tilfælde vist i medierne - OCD er så meget mere, end de udsendelser, der er blevet vist. Jeg har set den udsendelse, du nævner, og jeg kunne ikke genkende ret meget af det fra min egen OCD. Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved den metode, de bruger. Den tror jeg ikke ville virke på mig - langt fra! Jeg skal helst tage tingene i mit eget tempo, og det respekterer min psykolog heldigvis.
Når din datter skal starte forfra, når I skynder på hende, lyder det som om, at hun er dybt koncentreret i den igangværende handling. Jeg har ingen ide om, hvad hun tænker, men jeg har det selv sådan, at absolut igen skal forstyrre mig, når jeg er i gang med mine ritualer. Det kræver så meget koncentration og fokus, hvis det skal blive helt korrekt. Bliver det forkert, skal jeg også starte forfra, hvis jeg skal forhindre noget slemt i at ske.
Det er super godt, at din datter er i stand til at komme af med en ting, hun gør. At der så kommer en ny ting frem, er naturligvis ikke så godt. Men det viser, at hun ikke er så dybt forankret i denne ene ting, så den ikke kan slippes.
Personligt har jeg en kombineret tanke og handling, når jeg går på trapper. Den var været der i godt 10 år, og jeg har så svært ved at komme af med den. I en af mine rigtig gode perioder, forsøgte jeg. Men jeg kunne simpelthen ikke, så den hænger stadig ved.

Det er desværre lidt et dilemma, man havner i, når man vælger at være åben omkring OCD. Jeg har en håndfuld rigtig gode veninder, som har støttet mig gennem hele forløbet. Men jeg har også mistet venner. "Hvorfor lader du ikke bare være?" Så nemt er det desværre ikke. Så ville ingen have OCD. De kunne ikke forstå det, og de så mig som sindssyg, så de tog afstand. Det er så mega ærgerligt, at folk ikke har større kendskab til OCD. Mine gode veninder derimod, har søgt på nettet, og de har virkelig fået et godt indblik i, hvad OCD er. Når de har spørgsmål, svarer jeg så godt jeg kan.
Hvis jeg skal give et råd, så bliv ved med at være åben omkring det. Det er hårdt, men det er også en måde, hvor man finder ud af, hvem der virkelig holder af en. Det er en barsk metode at bruge, det ved jeg godt. Men på den måde bliver kendskabet til OCD også større. Jeg ved ikke, om I vil ofre jer for det. I skal ikke, hvis I ikke vil - Det er helt op til jer, og det er en helt privat sag. Jeg har fuld forståelse for, at ikke alle OCD-ramte og deres familier fortæller åbent om det.

Jeg er lidt nysgerrig efter, hvilken type behandler din datter går ved nu?
Jeg valgte helt bevidst at søge hjælp ved en privat praktiserende psykolog, der har forstand på OCD. Jeg fik tildelt 20 timer fra kommunen og har selv betalt resten. Det har været det hele værd
Jeg gik til min læge for at snakke om medicin, og han udskrev Cipralex til mig. Min psykolog bakkede mig op omkring medicinen, så din datter kan godt være i behandling ved en psykolog og samtidig få medicin ordineret ved lægen.
Det vigtigste er, ifølge min personlige erfaring, at din datter kommer i behandling ved en kompetent psykolog, selvom det er uden for det etablerede system.
Martin Bergen, der har det du omtaler i Bagsværd, er ret anerkendt i behandling af OCD hos børn.
Jeg er sikker på, at han vil kunne give jer gode råd i forhold til din datters skolegang og evt. medicin. For mig at se, skal din datter have kompetent hjælp nu. Også selvom det går ud over skolen. Hun vil formodentlig have svært ved at klare skolen, så længe hun kæmper med OCD i den grad, hun gør nu. Det lyder barsk, det ved jeg godt. Men hvis hun har en almindelig psykolog nu, der ikke har et ordentligt kendskab til OCD, så vil det hele blive en sej kamp for jer alle.

Jeg mener bestemt, at man kan have et godt liv med OCD. Det har jeg
Det er sejt og hårdt til tider, men jeg elsker mit liv på trods af, at jeg er en smule skør

Varme tanker fra Sofie.

[Karen]

hej Tina

jeg lagde mærke til at du skrev at det er ligesom om at når din datter er kommet sig over noget så er der bare noget nyt hun ikke kan. Jeg vil bare sige at det faktisk godt kan være tegn på bedring. Det er bare en lang proces. Når din datter når ud over noget hun ikke før har kunnet klare så er det jo en bedring i det. At hun så får nye ting hun ikke kan klare ændre jo ikke at hun har overvundet noget andet :0) Min erfaring er at det er vigtigt at omverdenen støtter den ocd-ramte i de ting den ramte faktisk kan. Altså at du for eksempel når din datter får nogle nye ting hun ikke kan så lægger vægt på at fortælle din datter at hun jo har overvundet andre ting hun ikke tidligere kunne - ros din datter rigtig meget når hun overvinder nogle ocd-ting - og mind hende om de ting hun har overvundet når der er noget hun ikke lige kan klare og derfor måske er ked af det :o)

og ja så er det faktisk langt bedre at fortælle din datter at der er god tid når I skal ud af døren end at der er travlt - jeg har selv haft brug for rigtig meget RO i ellers lidt stressede situationer.

bare lidt tanker

[Dalia]

Hej Sofie!

Jeg er sikker på, at du er en meget stærk person, og at du har bevaret dit positive livssyn trods OCD´ - kan jeg lære meget af. Man synes bare, at livet er rigtigt langt og hårdt, hvis man 7 år gammel skal kæmpe en så svær kamp hver dag. Vi kan jo ikke gøre andet end at støtte og være positive forældre, som tror på, at det nok skal lykkes at få det godt.

Det er jo rigtig mange år, som du har gået med din OCD helt alene. Tænk, at du kunne magte det, at du ikke blev så bange, at du måtte sige det til nogen. Kan du huske, hvad dine tanker gik på, da du var lille? Havde du både tanker og handlinger eller udelukkende en af delene? Min datter har jo mange forskellige tanker og handlinger, som jo ændre sig hele tiden. Har du holdt ved den/de samme tanker og handliger altid? Tanken/ handlingen med trapperne har du haft i mange år.

Jeg er kan godt se, at det kræver stor koncentration, når min datter udføre en handling. Et eller andet sted er det stadigvæk nærmet umuligt for mig at forstå, at det kan tage 2 timer at tage et sæt tøj på. Vi står op 5.40 for at hun kan være i skolen kl. 8. Problemet er ikke alene det, men at handlingeren bliver rigtig slemme om morgenen, da hun er bange for skolen. Hvad skal man dog gøre? Jeg har ikke råd til at opsige mit job, men har også erkendet, at vi ikke kan tvinge hende over i skolen, hvor hun blive virkelig angst. Jeg går på mit arbejde og tænker ikke på andet, end hvordan hun skal klare dagen. Lægerne på børnepsyk. mener jo, at hun skal klare skolen. Der findes intet andet tilbud. Men ... jeg ved godt, at vi skal være yderst tålmodige over for hendes handlinger og give plads til dem. Jeg har også lært, at det ikke hjælper at stresse og jage med hende. Indimellem er det bare så meget afmagt, at man får lyst til at råbe: "så nu stopper du altså".

Som person har jeg altid været meget åben - men det gør så ondt, når folk kommer med alle disse uovervejet bemærkninger, som jo ofte er ment som en hjælp eller venligt. Først bliver jeg rigtig ked af det, og bagefter faktisk sur og rasende. Men måske er det rigtigt som du siger, at så må der ryge nogle venner og familie i svinget. Vores nabo havde forleden en perlerække af gode råd og meninger om min datters fremtid. "Så må hun jo tilbage i børnehaven " - som hun jo forlod for næsten 2 år siden. Så tror jeg næppe på, at de har hørt, hvad vi ellers har fortalt om sygdommen. Faktisk ville jeg være ligeglad, hvis det var mig, som de snakkede om på den måde. Men mit barn - det gør så ondt, fordi hun har det svært nok i forvejden. Hvorfor kan hun ikke bare få lov at ha´ det godt, lege med sine kammerater, gå til fødselsdage, gymnastik, tage på ferie osv. Som familie har det jo også store konsekvenser for søskende, da der er mange ting, som man ikke bare lige kan foretage sig sammen.

Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan skrive på dit profilnavn, for jeg vil gerne fortælle om min datters behandling, som jeg jo absolut ikke er tilfreds med. Jeg vil bare ikke skrive noget negativt om et sted eller nogle personer, som måske kan gøre andre kede af det eller bruges på anden vis. Men jeg kan fortælle dig, at vi går på Bispebjerg børnepsykiatriskafdeling, og at min datter udelukkende behandles af læger - som jo sikket er psykiatere. De mener endnu ikke, at vi skal forsøge os med medicin. Kan du fortælle mig, hvordan medicinen virker på dig? Er den angstdæmpende, fjerner den tankerne eller...? Har den slemme bivirkninger - og hvis den har, er de så det værd i forhold til den virkning den ellers har.

Det var vist alt for i dag

Mange tanker tilbage

Tina

[Dalia]

hej Tina

jeg lagde mærke til at du skrev at det er ligesom om at når din datter er kommet sig over noget så er der bare noget nyt hun ikke kan. Jeg vil bare sige at det faktisk godt kan være tegn på bedring. Det er bare en lang proces. Når din datter når ud over noget hun ikke før har kunnet klare så er det jo en bedring i det. At hun så får nye ting hun ikke kan klare ændre jo ikke at hun har overvundet noget andet :0) Min erfaring er at det er vigtigt at omverdenen støtter den ocd-ramte i de ting den ramte faktisk kan. Altså at du for eksempel når din datter får nogle nye ting hun ikke kan så lægger vægt på at fortælle din datter at hun jo har overvundet andre ting hun ikke tidligere kunne - ros din datter rigtig meget når hun overvinder nogle ocd-ting - og mind hende om de ting hun har overvundet når der er noget hun ikke lige kan klare og derfor måske er ked af det :o)


og ja så er det faktisk langt bedre at fortælle din datter at der er god tid når I skal ud af døren end at der er travlt - jeg har selv haft brug for rigtig meget RO i ellers lidt stressede situationer.

bare lidt tanker

Hej Karen!

Tak for dine tanker og gode råd. Lige i øjeblikket er alting nyt for os og vi er meget på bar bund. Vi har rigtig mange ting, som vi skal lære for at håndtere vores datters OCD på bedste vis. Men .... hold op, hvor er det svært. Som jeg skrev i mit indlæg til Sofie, så er jeg ved at lære, at vi ikke må stresse på hende. Det er særligt om morgenen eller hvis vi skal noget nyt, at situationerne er slemme. Hun starter om og om, græder og bliver vred. Det er som om, at hun ikke stoler på, hvad hun har gjort eller set.

Det er rart at høre, at du ser det som bedring, når hun lægger en ting fra sig, selvom hun så begynder på noget nyt. Således havde jeg ikke lige tænkt. Jeg havde nærmest tænkt, at hendes OCD ligesom prøvede sig frem for dernæst at holde fast i nogle tanker/handlinger. Jeg havde været meget nervøs for, om det her kun er begyndelsen på noget, som så ville udvikle sig endnu mere. Men jeg synes virkelig,at vi forsøger at rose for de ting, som hun klarer. Det gælder fx også skolen, hvis hun har klaret dagen godt. Vi siger til hende, at hun nok skal vinde over de slemme tanker. Hun vil jo gerne være sammen med sine kammerater, så det er et kæmpe nederlag, når tankerne tager magten fra hende.

Endnu tak fra Tina

[Karen]

hej Tina
Jeg bliver glad over at læse om den måde, I takler jeres datters ocd - I lyder som gode støtter. Jeg har selv forældre og kæreste som er rigtig gode støtter, og det er dem, der er mit fundament.
Du skriver at "Hun starter om og om, græder og bliver vred. Det er som om, at hun ikke stoler på, hvad hun har gjort eller set" - Jeg kunne ikke have beskrevet det min ocd gør ved mig bedre end den måde, du beskriver din datters ocd. Jeg kan ikke klare stress - må starte om og om fordi jeg kommer til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg tvivler på hvad jeg har gjort, og hvad jeg har set - jeg stoler ikke på mig selv. Så bliver jeg fyldt med stress, og så får jeg tanker jeg ikke vil have (min ocd), og så bliver jeg ked af det. DEr er det, at det er rigtigt godt, når min kæreste eller mine forældre siger "du skal nok overvinde de tanker" - ligesom du siger til din datter. DErved giver du jo udtryk for, at du ved at tankerne ikke er hende, og hvis tankerne var slemme mod dig eller andre, så er du i den situation fundament for din datter. Så bliv ved med at sige til hende, at hun nok skal vinde over de slemme tanker og tab ikke din tro - for din datter har brug for at andre tror at hun overvinder sin ocd

din datter er heldig at have dig

Kh Karen

[Sofie]

Jeg vil ikke ligge skjul på, at livet er hårdt med OCD. Men det bliver kun hårdere, hvis din datter ikke får en kompetent behandling.

Jeg kan huske et enkelt tilfælde fra børnehaven, hvor jeg spurgte min mor, om det med at alt skal gå op i 4 var normalt. Hun spurgte: "Mener du, at både dig og Louise skal have 4 gryder hver?" Der blev jeg klar over, at det slet ikke var normalt, for det var mig fuldstændigt ligegyldigt, hvor mange gryder Louise eller jeg havde. Det var dybere end det. Der skulle helst være 4, 8 eller 12 personer på en stue; 4, 8 eller 12 vinduer i et rum osv. osv. Det vigtigste var, at 4 gik op i tallet, så den tabel lærte jeg hurtigt
Siden den episode har jeg aldrig nævnt det, netop af frygt for, hvad der ville ske med mig, hvis jeg fortalte, hvor unormal og sindssyg jeg var.
Det var en af de første tanker jeg havde. Desuden havde/har jeg meget med, at jeg tæller, når jeg går. Jeg tæller hele tiden til 4. Højre ben er 1 og 3; venstre ben er 2 og 4. Jeg må ALDRIG træde på streger på 1, 2 og 4. Det skal være på 3. Denne handling havde jeg også i børnehaven, så det var dengang en kombination af tanker og handlinger.
Når jeg siger streger, så startede det med streger mellem fliser, men det udviklede sig, da jeg blev ældre. Jeg kunne/kan udlede streger af ALT - Lygtepæle, skraldespande, andre mennesker, møbler, affald på gaden, ja alt.

Jeg kan godt forstå, at du føler afmagt, når det tager så lang tid for din datter at gøre sig klar om morgenen. Men det er forholdsvist normalt, at dagligdags gøremål tager laaaang tid for OCD-ramte. For din datter handler det om at tage tøjet rigtigt på. For mit vedkommende handler det om at komme "rigtigt" ud af sengen: Venstre ben først på tallet 2, træd på stregen ved natbordet på 3, undgå streger på 1, 2 og 4, træd på tørtærskler på 3, spis youghurten med 4, 8, 12 eller 16 skefulde osv. osv.
Det tager lang tid, og sådan er det desværre, indtil den dag kommer, hvor ritualet er væk, eller hvor det bliver en rutinesag.

Jeg kan også godt forstå, at det gør ondt på dig, når folk "kommer med gode råd" og siger ting. Jeg tror, at det er en helt naturlig følelse, du har, når du hellere ville, at folk talte om dig end om din datter. Enhver forælder vil vel til enhver tid ønske, at hun/han kunne tage sit barns plads, når barnet skal igennem noget slemt. Du ville vel også ønske, at det var dig, der havde OCD, i stedet for din datter?
Og ja, selvfølgelig burde din datter have det, som alle andre børn har det med at kunne tage i skole, tage på ferie osv. Sådan kan det også blive, hvis hun kommer af med de værste ritualer.

Det er desværre svært for mig at fortælle, om min medicin har virket. Jeg har taget det i godt og vel 2 år, men jeg ved ikke, om det er psykolog-forløbet alene, der har hjulpet, eller om det er en kombination af psykolog og medicin. Da jeg startede på medicin, var jeg så langt nede, så det kun kunne gå den rigtige vej, men jeg tror på, at det har hjulpet mig til at holde tankerne på afstand. Der har dog været nogle uheldige bivirkninger. Jeg tog 25 kg på på cirka 6 måneder, umiddelbart efter jeg startede med medicin. Min hud og mit hår er også blevet meget mere fedtet. Men jeg fortryder ikke, at jeg har taget det, for jeg har det jo godt i dag

Du kan sende mig en privat besked ved at klikke på mit navn.

Vil lige tilføje, at det er rigtig gode råd fra Karen. Jeg kan kun give hende ret hele vejen. Også i, at din datter er heldig at have dig

Tanker her fra.

[Dalia]

Hej Karen og Sofie!

Tak fordi I mener, at jeg gør det godt for min datter. Det er rigtigt rart at vide. Jeg har brugt rigtig mange timer på, at regne ud, hvad der sætter tankerne i gang - og hvorledes jeg bedst muligt kan hjælpe hende igennem dagen.

Du har helt ret Sofie, når du skriver, at jeg ville gøre alt for, at det var mig, der havde OCD i stedet for min datter. Det er jo en gåde for os alle, hvorfor hun pludselig er blevet ramt. - Det er jeg dog holdt op med at spekulere på. Jeg synes nemlig, at vi på alle måder har været nogle kærlige og engageret forældre. Selvfølgelig begår vi alle fejl, men det hjælper ikke at se for meget tilbage nu.

Jeg tænker også bare, at det er svært for et barn at forstå sammenhængen mellem følelser, tanker og handling. Indimellem tænker jeg, at det havde været lettere, hvis hun var blevet ramt som ældre. - Men måske igen, at vi voksne har meget svære ved at give slip på vores ritualer og måder at tænke på end børn. Det er også bare så svært for at barn at holde tråden i forhold til behandling.

Man kan jo også sige, at I to er heldige at have nogle centrale personer i jeres liv, som støtter og hjælper jer igennem den svære kamp. Min datter siger hver dag til mig, om jeg ikke vil hjælpe hende med at få tankerne væk. Jeg fortæller hende, at jeg gør alt hvad jeg kan - og at hun nok skal på dem væk. Til tider kan jeg dog godt miste troen inde i mit stille sind, når jeg læser om alle jer, som har kæmpet en brav kamp i årevis. Hvorfor er det svært at komme af med, når andre angstrelaterede sygsommer er noget nemmere at helbrede? Ja, det kan jeg jo blive det at spørge mig selv om.
Det er vel tiden som viser, hvordan det skal gå videre. Om hun får brug for noget medicin står endnu ikke klart. Vi må gøre, hvad er er nødvendigt. Hvis medicinen har hjulpet dig Sofie, så skidt med 25 kg og problemer med hud og hår. Det vigtigste må være at få en rar hverdag, som ikke er fyldt op af OCD. Jeg kan godt forstå, at det er således, at du ser på det. Man synes bare, at det er en stor ting, at give sit barn antidepressivt medicin som 7 årig. Måske fordi jeg ikke har det store kendskab til medicinen.

Når jeg har fundet fodfæstet igen, så er jeg også klar til kamp med min datter. Det store chok og sorgen har endnu ikke fundet ro, og jeg er kun lige begyndt at blive klogere på de forskellige aspekter af sygdommen. Hvis der bliver flere penge tilbage på bankbogen, så vil jeg også finde en god psykolog med kendskab til OCD, som kan hjælpe mig som mor igennem dette forløb.

Når jeg læser Sofies beskrivelse af, hvorledes du tæller dig igennem din hverdag, så kan jeg virkelig godt forstå, at det er super hårdt for dig. Jeg forsøgte mig med din tælleregel hen over vores køkkenklinker her til morgen. Det er jo nærmest umuligt at ramme stregen på 3! Da jeg nåede til trægulvet, sagde jeg til mig selv, at her kunne du ikke bo.
Det er en stor hjælp for mig, når du rationelt forklare, hvordan du tænker.
Jeg ville ønske, at min datter kunne tænke højt for mig, så jeg bedre kunne forstå, hvorfor hun bliver så angst, hvis tøjet fx ikke sidder rigtigt. Hvad er det dog der sker, hvis ikke man gør det helt rigtigt? Det er vel forskelligt fra person til person. Min datter kan ikke sætte ord på dette.

Jeg ved, at handlingerne tager tid,- og den tid må jeg så gi´ min datter. Måske er en løsning at finde et flexjob, så vi ikke hænger i en så tynd tråd hver morgen.

Rigtig god weekend fra mig
Tina

[Sofie]

Kære Tina.

Som du selv siger, så har du brugt mange timer på at tænke over, hvordan du bedst kan hjælpe din datter, og du har brugt meget tid på at tænke over, hvad din datter tænker.
Jeg er ret overbevist om, at du gør alt, hvad du kan, og du gør de rette ting.
Som du også selv er inde på, så er det meget individuelt, hvad man tænker - Hvorfor man har disse handlinger og tanker, hvad det er, man frygter vil ske. For mit eget vedkommende, så ved jeg det slet slet ikke. I mange år følte jeg, at hvis der havde været en slem naturkatastrofe, så var det min skyld, fordi jeg ikke havde lavet et ritual rigtigt. Og det er jo en kæmpe skyldfølelse at bære rundt på! Denne tanke/følelse er jeg da heldigvis sluppet af med, men det viser, hvor store tanker man kan have som OCD-ramt.

Jeg tror ikke på, at I som forældre har gjort noget "forkert", siden jeres datter har OCD. OCD-ramte har meget forskellige baggrunde, og der er umiddelbart ikke én bestemt grund til, at folk rammes af OCD, hvis man ser på miljø og baggrund. Så det er godt, at du ikke bryder din hjerne med det mere, for det er da kun til at blive tosset af.

Jeg har nogle teorier, der går på, hvorfor netop OCD er så svært at komme af med, og hvorfor det er nemmere at komme af med som barn, men jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget. Jeg er heller ikke helt tryg ved at komme med så uprofessionelle udtalelser om noget, som jeg tror, jeg ved en masse om, når det er et 100% offentligt forum. Men skriv gerne en personlig hilsen til mig, så skal jeg forsøge at forklare det, hvis det har interesse.

Du har ret i, at 25 kg ikke gør så meget, men det giver en følelse af håbløshed, når der ikke med det samme sker fremskridt med ens OCD, og kiloene bare sætter sig. Men det ser heldigvis anderledes ud i dag, hvor jeg har tabt næsten 5 kg i januar, og mine tanker ikke fylder så meget mere

Det lyder fornuftigt med en psykolog til dig også. Jeg tror på, at det kan hjælpe dig til bedre at tackle din datters OCD, men også at give dig et bedre indblik i selve sygdommen.

Ja, det tager tid for mig at bevæge mig rundt, men jeg har indrettet min lejlighed efter det. Jeg analyserer altid et nyt rum, når jeg kommer til sådan et, men brosten er nu det værste
Har du set filmen "As Good as it Gets" med Jack Nicholson? På dansk hedder den "Det bli'r ikke Bedre". Den er kanon og handler om Jack, der har OCD. Han spiller den rolle så fantastisk! Se den

Til sidst vil jeg lige komme med en lille opmundtring: Husk på at folk med OCD generelt er klogere end "normale" mennesker, fordi vi skal have styr på så mange ting og have så mange bolde i luften hele tiden. Det gælder også din datter. Når hun bliver fri af OCD, så har du en klog datter, der er sejere end de fleste andre, fordi hun er kommet sig over en psykisk lidelse

Tanker fra Sofie.

[Miss-jamig]

Hej Tina.

Jeg har lige siddet og læst dit indlæg og selv om det er noget tid siden du har skrevet, så vil jeg lige prøve at se, om jeg kan hjælpe dig også.
Jeg lider selv af OCD ("kun" tvangstanker) og har gjort det siden jeg var 14 år. I 4 år gik jeg uden at vide hvad jeg led af og var totalt hemmelighedsfuld omkring det. Jeg troede, jeg var ved at blive skør og ikke mindst sindssyg. Jeg tænkte frygtelige tanker, som skræmte mig utrolig meget, fordi det var ting, som jeg aldrig nogensinde kunne finde på. Det var tanker i stil med dem, du skriver din datter har. Jeg gik med det helt alene og blev utrolig angst. Det gik fra at være en gang imellem til at være hver dag - hele tiden. Jeg ku vågne op om natten og ligge og ryste og klapre tænder af bare angst!
Som 18 årig lå jeg en dag og så OBS på dr1. Pludselig kommer der en reklame fra OCD foreningen og de kommer med forskellige tegn på OCD - jeg kunne nikke genkendende til dem alle sammen. Der faldt bare en sten fra mit hjerte. Det var så lettende at vide, at det var en sygdom og ikke noget jeg selv tænkte. Der gik dog stadig noget tid, før jeg fik sagt det til mine forældre. Var så bange for deres reaktion. Jeg har i det hele taget haft rigtig svært ved at accepterer det, men har efter påbegyndt behandling mere og mere accepteret det, da jeg har fundet ud af, at nu er det sådan her og så må jeg få det bedste ud af det.
Det har hjulpet mig rigtig meget, at mine forældre har været støttende. De har været rigtig gode til at komme med opmuntrende bemærkningen, når jeg har mine slemme dage, hvor jeg bare føler det hele kan være lige meget. Jeg synes det er utrolig flot, at I har valgt at være så åbne omkring det. Det har jeg fundet ud af er det bedste. I starten så jeg helst at ingen vidste det, for jeg ville bare være "normal" i andres øjne og ikke hende der "fejler noget med hovedet". Folk kan, som du selv beskriver, være utrolig stride i deres udtalelser. Jeg har, som Sofie, mistet veninder, men samtidig fundet ud af, hvem der virkelig var til at stole på, og som vil mig det bedste. Som min far siger: "Der er intet at skamme sig over, man har ikke selv valgt det - for hvem ville selv vælge at være syg".

Jeg synes du har en utrolig tapper og modig lille pige. Det er SÅ flot, at hun fortæller dig sine dybeste og mørkeste tanker. Det er rigtig flot. Det kan jeg ikke en gang, den dag i dag, fortælle mine nærmeste.
Selv om hendes tanker skræmmer dig, så husk på, ingen OCD-patienter har nogensinde gjort noget ved det de tænkte. Det er ikke os selv der tænker dem, det er den dumme OCD.

Jeg har nu taget medicin og gået hos en psykiater i 1½ år, og jeg er kommet meget langt. Jeg kan leve et forholdsvis normalt liv. Dog sover jeg utrolig meget og det går ud over det sociale liv. Men mine tanker dukker nu kun op sjældent og når de dukker op, bliver jeg ikke angst på samme måde som i starten. Jeg har lært at lade dem flyve igennem hovedet uden at stoppe op og tænke over dem, hvis du forstår?
Selv om det ser sort ud i starten, så er der altid lys for enden. Jo længere tid der går mellem de sorte og triste dage, jo bedre går det for hende.

Til det med arvelighed. Jeg tænkte meget over hvem jeg mon havde det fra og begge mine forældre nægtede, at det var fra dem. Min faster fortalte mig her for nogle måneder siden, at hun var så ked af at høre, at jeg havde OCD, for det har hun også selv. Så jeg må have det fra min fars familie.
Håber du finder ud af, om i ønsker at sætte endnu et barn til verden, med chancen for endnu en omgang OCD. Men jeg ville ikke tøve med at gøre det. Tænkt på hvor tæt et forhold dine børn ville have, hvis det nu skete. Ingen vil ku forstå dem så godt som hinanden. Jeg har tit savnet én person som virkelig forstod mig 100%, som har prøvet det på egen krop. Håber selvfølelig ikke for nogle som helst, at de får OCD, men skulle "uheldet" være ude, så er der også positive ting i det.

Mange tanker herfra og med håbet om det bedste for din datter

P.s - som Sofie siger, så har jeg også fået af vide, at OCD-patienter ofte er godt begavede. Jeg har på trods af sygdommen og depression pga. det taget en studentereksamen med et godt resultat. Så intet er udelukket pga. OCD.