Hej!
Jeg er mor til en dreng på 6 år med tvangstanker. Tvangstankerne har han haft i 2 måneder, og vi går til behandling/udredning hos to læger på børnepsykiatisk hospital. Til han historie hører, at vi som familie har haft et år præget af svær sygdom og mange bekymringer. Han har selv været igennem en operation.
Lægerne har indtil videre valgt at se på hans sygdom som en tilpasningreaktion og dermed ikke givet ham diagnosen OCD endnu. - Måske det kommer
Jeg synes derfor, at jeg selv har en masse spørgsmål, som jeg ikke rigtig kan få svar på. Måske nogle af jer vil hjælpe, da jeg godt kunne bruge lidt af jeres erfaring.
Først - min søn har tvangstanker og ingen tvangshandlinger. Jeg ved, at man sagtens kan ha´ OCD uden tvangshandlinger. Men hvor mange af jer har ingen tvangshandlinger? Mit indtryk er nemlig, at det er dem, som man arbejder med i forhold til kognitiv adfærdsterapi. Hvorledes kan der arbejdes med tankerne alene? Såfremt at jeres tvangshandlinger kom senere i forløbet, hvor længe havde i da tvangstanker førend de kom?
Mit næste spørgsmål er, hvor hyppigt I har jeres tvangstanker? Min søn har dem 10-20 gange om dagen og de varer blot et par sekunder? Er det normalt - eller er det forskelligt, hvor meget de fylder?
Endelig så tager de fleste af hans tvangstanker udgangspunkt i personer eller situationer, som vi møder i dagligdagen. Kender I til det? Altså, at det er det som I ser og oplever, som giver anledning til tvangstanker?
Han har nogle faste kategorier, som tankerne omhandler. Det kan enten være, at han bliver forelsket og kysser forskellige personer. Det kan være alle lige fra figurer i en tegnefilm til folk vi ser i bussen. Så har han en anden som handler om, at folk han faktisk holder af er dumme, grimme eller ulækre. Endelig er er også en, som handler om, at det ikke er synd for mennesker, som fx kommer til skade, bliver syge osc. Har nogle af jer samme tanker? Derudover kan han ikke lide krummer. Han børster og fejer bordet og stolen. Han væmmes ikke mere ved krummerne, end at kan kan røre ved dem eller smage på dem.
Hvad siger I til denne beskrivelse? Lyder det som OCD eller kan jeg tro på, hvad lægerne siger, at det kan være en tilpasningsreaktion. Jeg ved nemlig, at flere af jer ikke har fået den rigtige diagnose fra starten, og det har haft stor betydning for jere liv.
Endelig vil jeg gerne høre, om I tror, at man kan ha´ tvangstanker uden at ha´OCD? Har I nogenside hørt om tvangstanker, som forsvinder igen. Både ved behandling og uden.
Jeg forsøger virkelig at indstille mig på, hvordan vores hverdag vil blive fremover og på at finde ud af, om lægerne har ret. Måske er det tiden som viser, hvad det er? Jeg ville bare så gerne forsøger at bremse det hele ved den rette behandling, hvis det kan lade sig gøre. Det er nemlig langt fra kognitiv adfærdsterapi, som vi bliver mødt med på hospitalet. De kan fx finde på at sige, at han skal bede sine tanker om at gå væk, tænke på noget positivt eller tegne et hus, hvor de dårlige tanker skal bo. Indtil videre har det ikke hjulpe et hak.
Hvad ville I gøre, hvis det var jer, som var mor? ville I tage det med ro eller hvad?
Tak fordi du læste med - og måske gav din erfaring videre.
Mange hilsner og tak
Sinnet![]()



Besvar med citat
