bange for at glemme.

[charlotte22]

hejsa.

bedst som man tror man kender sine tvangstanker kan der dukke nogte nyt op. Mine tanker har normalt altid kredset omkring at gøre andre eller mig selv fortræd, blive masse-morder, sindsyg kannibal eller andre virkelige voldsomme ting men det er dog HELDIGVIS ved at være længe siden disse tanker har trængt sig på og jeg har det den dag idag meget bedre efter behandling for ocd. Den er stort set væk i perioder.

Men nu er jeg så begyndt at få tanker om at det kunne være forfærdeligt at blive dement, eller bare glemme hvem man var. Vågner tit om natten med angst i kroppen fordi jeg er bange for ikke at vide hvor jeg er og hvem min kæreste er osv... Det har så givet mig en slags ritualer hvor jeg inde i hovedet skal sige min kærestes navn, mit eget, hvor jeg bor osv! FRUSTRERENDE!

Men er der andre der kender til lige den slaqs tvangstanker? Frygten for at glemme? Jeg ved tvangstanker kan have alle former og afskygninger men denne her er altså sær synes jeg!

underlige tanker skræmmer mig heldigvis ikke så meget mere, jeg har lært at vide at det "bare" er min ocd.

Men Håber nogen har lidt erfaring at dele :)

Hilsner fra charlotte

[Brugernavn]

Hej Charlotte!

Jeg kender både til voldsprægede tvangstanker, som dem du beskriver, og tvangspræget frygt for demens, men har heldigvis ikke været så voldsomt ramt af disse symptomer. Når jeg har glemt den ene eller anden dagligdagsting, har det i perioder straks fået mig til at blive nervøs for demens og hjernesygdomme. Den slags hypokondriske bekymringer, som så vidt jeg forstår ikke er usædvanlige for ocd-ramte, har gudskelov efterhånden fortaget sig helt igen.

Selvom det er lettere sagt end gjort, er det vigtigste vel at minde sig selv om, at ocd'en netop prøver at bilde én det ind, som ligger én fjernest. Lige så lidt, som vi er drabsmænd, lider vi af demens, og det, at du bliver ved med at huske på frygten for demens, er jo i sig selv et klart tegn på, du ikke lider af det :)

Men jeg tror også at den manglende tillid til sin egen hukommelse er en central del af mange forskellige ocd-symptomer - Sætninger, som "Huskede jeg nu at tjekke?" og "Kan jeg have glemt at være grundig nok?" indgår vel ofte i tvangstankerne, men det egentlige problem er jo på ingen måde, at man har en dårlig hukommelse, men at man ikke stoler på den, og tværtimod ikke kan glemme tvangsmønstrene.

Bedste hilsner

[charlotte22]

mange tak for dit svar... Det er rart at høre at du faktisk kender til der hele. Og du har jo som sagt ret i at ocden bilder en det ind som ligger en allerfjernest! Men det var rart lige at få det bekræftet.

Det der er skræmmende ved at tro man ikke kan huske er jo at man egentlig føler at man ikke kan! Men det er jo bare tankerne der kører rundt med en!

Men denne gang føler jeg at jeg ikke kan genkende mit eget hjem. Som om jeg ser det for første gang, og at alt det jeg ser hver dag virker ukendt og utrygt. Det fremkalder stor angst hos mig og det gør jo barer at tankerne bliver fastholdt. Men er det noget du kender til sådan at føle dig helt i et fremmed sted?

Inderst inde kan jeg jo huske alt det jeg plejer tankerne bilder mig bare noget andet ind :) Men det skræmmer mig vildt. Bedst som man tror man kender sin ocd dukker den op i ny form

[Brugernavn]

Du har ret - man kender efterhånden godt ocd'ens måder at fungere på, uden at det nødvendigvis gør angsten mindre ... Men man er vel nødt til at blive ved med at bruge de rationelle argumenter, mod de ulogiske tvangstanker, indtil man overdøver dem.

Det selvfølgelig lidt sværere, at argumentere mod en mere diffus følelse af at være fremmed ... Jeg kender godt til det, at de vante omgivelserne ind i mellem ser anderledes og ukendte ud, men er sikker på, at det er en fornemmelse, alle engang i mellem får. For mig sker det typisk, hvis jeg har sprunget en nats søvn over, eller når jeg, efter at have haft travlt, pludselig har mere tid til overs.

Meget mere ubehageligt bliver det helt sikkert, når følelsen har forstærket sig selv til at blive en tvangstanke, men ligesom når man normalt bliver mærkeligt til mode, hjælper det måske at foretage sig noget andet end det man plejer, for at distrahere sig selv. Man kan jo stirre sig helt blind på noget, der optager én, og så hjælper det tit at kigge på noget andet. Hvis man bliver ved med at se på det man kender, og tænke over om man nu også virkelig kender det, bliver man selvfølgelig før eller senere i tvivl. I teorien burde det så hjælpe, at betragte noget man ikke kender i forvejen, for så at sige at genopfriske sammenligningsgrundlaget.

Når jeg selv har kigget lidt for længe på væggene derhjemme, kan jeg få det bedre af at gå en lang tur, og lægge mærke til alle de detaljer, jeg ikke før har bemærket. Så virker væggene så dejligt bekendte, når jeg kommer hjem igen. At være ude blandt andre, og opleve noget nyt, kan efter min erfaring i sig selv være med til at bryde de tankemønstre, der kører i ring. Men problemet er jo, hvis man ikke har overskud til at rive sig løs ...

Ligesom den opstod, forsvinder tvangstanken jo heldigvis på et tidspunkt igen. Men hvordan man undgår, at den bare afløses af nye, er et spørgsmål jeg selv ville give meget for at blive klog på. Hårdt arbejde, med at argumentere mod ocd’en, og med at give sig selv noget andet at tænke på, er nok det lidt for nemme svar. Men hvis det bliver for svært, findes der jo heldigvis fagfolk, som er uddannede til at hjælpe én af med tvangstankerne.