Mit liv med ocd

[Anna77]

Jeg fik ocd da jeg var 13 år. Jeg begyndte som dagene gik at frygte alting mere og mere, det kunne være alting ligefra at min mor skulle blive kørt ned og helt til at der kunne komme en 3.verdeskrig. I starten levede jeg kun med tvangstanker, men da de blev værre og værre - kom tvangshandlingerne. Ocd'en blev værre og værre med tiden og jeg følte til sidst ikke at jeg havde noget liv. Det eneste jeg levede for var ocd'en og ellers havde jeg lyst til at dø. Hele mit liv var sat i system og jeg skulle gøre alting i forskellige rækkefølger.
Jeg havde nærmest skabt min egen lille verden og den blev værre HELE tiden.
Mine tvangshandlinger kunne være SÅ slemme at jeg fx. skulle børste mine tænder 24 gange hver aften, eller vaske mine hænde 156 gange.
Alle tal og nogle ord havde også en bestemt betydning, som fx. 5-naturkatastrofe, 7-terror, og 4-krig.
Jeg havde ocd i et halvt år, inden mig og min familie rigtig fandt ud af hvad jeg led af. Men da vi fandt ud af det, tog vi til lægen og jeg kom straks til psykiater. Jeg fik afvide at jeg led af ocd i en MEGET høj sværhedsgrad og derfor skulle jeg også tage lykkepiller, som ville hjælpe mig, samtidig med at jeg gik til psykiater.
Jeg led af ocd i i alt 2 år, og det var den værste tid i mit liv! jeg var bange for at dø hver dag, sekund, minut og jeg havde det som om at jeg var i en verden jeg aldrig ville komme ud af - men det gjorde jeg!
Mit bedste råd til jer med ocd, er at tale med psykiater eller psykolog (hvis man ikke gør det i forvejen) - at tage imod medicinen, hvis man får det anbefalet. Og et råd, lad ALDRIG dine veninder, venner, familie eller andre hive dig væk fra at udføre en tvangshandling, du skal SELV gøre det. Jeg lod dem altid gøre det, men da de stoppede med det - var jeg selv nødt til at være stærk nok til at gøre det, og det var først der at ocd'en begyndte at blive mindre og mindre. For hvis man selv siger stop en gang, så er det nemmere næste gang.
OCD er noget der ikke kan forklares og vi har alle forskellige historier med det, men det er rart at vi kan få vores tanker ud.
Den dag idag, er jeg rask og jeg lider ikke længere af ocd. - Eller jo, det gør jeg på en måde. Tvangshandlingerne vender stadig tilbage engang i mellem, og de går nok aldrig væk. Men man er nødt til at kæmpe videre, selvom det er det sværeste.

[havregryn]

heej, tak for indblikket i din verden, skøønt at høre nogle kan komme vidre på trods af sygdommes grad..
jeg lider selv af ocd, og spiseforstyrrelse, har bestemte retualer jeg skal igennem hverdag, mad jeg skal tygge på ellers går min krop i panik, jeg har søgt hjælp en gang, og fik medicin kastet i hoved, men da jeg lider af panik angst for piller, og nye fødevare, var det mig en kamp bare at spise pillerne hveraften, samt, jeg følte det hele blev ti gange være.
nu er jeg så hold og prøver at træne/løbe syntomerne væk, men de synes at vende tilbage hvergang jeg står i en situration der ikke er i min daglige rutine...
tror du man kan komme ud afdet uden midicin, og i så fælle har du nogle fif?....
ved tankerne altid vil være der, men hvis bare man kan stoppe tvangshandlingerne så er det mere end rigeligt....