Jeg vil have hjælp, men vil ikke fortælle nogen om det.. Hvad gør jeg? :)

[DenLille]

Hej alle sammen. Jeg var først lidt bange for at oprette mig, men fik endelig taget mig sammen. Jeg er en pige på 15, og har netop fundet ud af at det jeg lider af, vidst er ocd. Jeg troede jeg var sindssyg, så jeg er på en måde lidt glad, men også lidt ked af at andre må lide med noget af det samme..

Men som sagt er jeg 15 år, og tør ikke fortælle nogen om det. Jeg tror jeg har haft det i fire år, nu. I en overgang vidste min far det godt, fordi han selv havde det i en periode som dreng. Men ved ikke helt om han ved det nu. Jeg tror han har sine mistænkeligheder, eller hvad det nu er man siger. Men han ved ikke det er alvorligt.
Men min mor ved intet. (de er skilt). Jeg ved ikke om psykolog er gratis når man er under 18, men i så fald skal man vel have værges underskrift? Jeg gider bare ikke besværliggøre mine forældre med mere fordi de har allerede nok at slås med, synes jeg. Og jeg vil ikke have de skal tro jeg er skør. (Ligesom jeg jo først troede, men dejligt at vide at det er jeg ikke! )
Jeg prøvede diskret at fortælle det til min mor engang, da jeg sagde: "Jeg er bange for at det jeg tænker på sker i virkeligheden." Hun trøstede mig selvfølgelig og sagde at det gjorde det ikke. Men hun ved ikke at jeg stadig har det sådan. Og at jeg er bange for at tænke "forkert".

Det er lidt svært at skrive alt dette her. Jeg sidder lidt med tårer i øjnene... :) Og ryster... xD

Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg vente til jeg bliver 18, så ingen behøver have det at vide? Det ved jeg ikke om jeg kan... Eller skal jeg sige til mine forældre at jeg lider af ocd, og gerne vil i behandling? (Jeg vil helst ikke tage piller. Ikke et ondt ord om dem hvis de virker, men vil ikke være afhængig af piller. Jeg vil helst i kognitiv terapi, hvordan det nu staves..) Eller er der noget tredie jeg kan gøre? Jeg ved godt det lyder dumt, for selvfølgelig burde jeg vel bare fortælle om det. Men er der andre muligheder?

Tak for jeres tid, og undskyld hvis indlægget er lidt langt. Jeg er glad for at jeg endelig kan sige det til nogen. :)

[Anna77]

Hej. <3
Jeg led selv af ocd som 15 årig. Og jeg har også lige skrevet et indlæg.
Jeg syntes det er rigtig fedt at du har skrevet det herinde, for det er så dejligt at få det ud.
Jeg led også af ocd og vidste i starten ikke om jeg skulle sige det til nogle, af frygt for om folk ville tro jeg var sindsyg..
MEN mit aller bedste råd til dig, er at fortælle din far det, til at starte med. Jeg syntes også du skal kontakte læge og så må i tage den derfra..
Jeg ville ønske at jeg havde stoppet min ocd før, og derfor syntes jeg du skal fortælle andre om det hurtigst muligt, selvom det er det sværeste - tro mig, jeg har selv været der. Og der gik laaang tid før jeg turde fortælle nogle om mine tanker.
Men fortæl nogle om det, og ellers kontakt din læge uden nogen ved det, du kan sagtens snakke med en læge uden dine forældre eller andre ved det!
de har tavshedspligt.
Jeg håber virkelig du vil følge mine råd, og du er altid velkommen til at skrive til mig, eller noget andet - vil meget gerne hjælpe dig!!

kærlige hilsenere Anna.

[Sofie]

Hej med dig.

Jeg har haft OCD, siden jeg var barn, men fandt først ud af, at det var OCD for ca. 3 år siden. Jeg blev lettet over, at det jeg gjorde, havde et navn, men blev også ked af det ligesom dig.

Jeg synes, at du skal betro dig til en eller begge af dine forældre. Hvis din far har haft lidt OCD, så kan han sikkert godt forstå dig, og det skulle undre mig meget, hvis han ville tro, at du er sindssyg.. Det skulle desuden også undre mig, hvis din ville tro det. Nu ved jeg jo ikke, hvad dine forældre tumler med i hverdagen, men jeg er ret sikker på, at de vil lytte til dig og hjælpe dig alt hvad de kan.
Jeg gik mange år uden at fortælle det til nogen, men jeg vidste heller ikke, hvad det var. Da jeg fandt ud af det, fortalte jeg det straks til min mor, og hun har virkelig været en kæmpe støtte! Jeg tror faktisk ikke, at jeg havde kunnet klare det uden hende.
Hun har hjulpet med papirarbejde, været med på kommunen, så jeg kunne få hjælp til psykologbehandling, snakket med min læge om medicin, som jeg tager nu, og hun har altid overskud til at snakke med mig. Selv om hun også selv har sit at kæmpe med. Kærlighed til ens børn, tror jeg, kommer i første række, lige meget hvad. Derfor tror jeg også, at dine forældre vil hjælpe dig, støtte dig og forstå dig.
Du kan evt. kontakte OCD foreningen og få mere at vide om behandling af unge. http://ocd-foreningen.dk/regioner/ Her kan du finde en kontaktperson, der bor tæt på dig, hvor du kan få en anonym snak.

Nå, det blev da også en længere smøre, men skriv endelig igen, hvis du har spørgsmål, eller bare trænger til lidt opmundring - Det er det, vi er her for ;-)

Tanker fra Sofie.

[DenLille]

Mange tak for jeres svar :)
Jeg er virkelig glad for at kunne tale om det.

Jeg må nok tage mod til mig og fortælle nogen om det. Jeg vidste ikke jeg kunne møde min læge hemmeligt... x) Det vil jeg måske gøre. Jeg skal jo gøre noget. Og jeg ved jeg skal gøre noget, men det er svært.
Og jeg er bange.
Men jeg har løjet for min far nogen gange, når han har fået mistanke om tvangstanker.
F.eks. hvis jeg gik op og ned af trappen flere gange, spurgte han "Er du nød til at gå op af trappen på en bestemt måde?" fordi han selvfølgelig bliver bekymret. Og jeg svarede at jeg bare skulle hente en pude, men at jeg så skiftede jeg mening.
Jeg må hellere fortælle ham om sandheden en dag hvor alle ikke er hjemme. Heh, jeg har gået rundt og klaget over at min far ikke stolede på mig, men... Nogengange er det måske en god ting. For jeg ved at han må være lidt bekymret for mig. Måske vil han være meget forstående, hvis jeg fortæller ham det. Jeg håber ikke at han bliver overbekymret fordi jeg vil til psykolog. Det er det jeg er mest bange for. At de skal tro der er noget galt med mig, at jeg er sindssyg, eller at de har gjort noget galt. Og det har de ikke. Det virker så simpelt det hele, men det føles virkelig kompliceret.

Arh, jeg vrøvler undskyld! Jeg skriver jo løs. Men ja, I har fuldstændig ret jeg må fortælle det til nogen! :) undskyld jeg skriver så meget, jeg kan ikke rigtig andet for jeg har haft tre-fire års tavshed om det emne. xD

Det føles bare befriende at kunne komme ud med det hele!

[Lisbeth]

Hej med dig.

Jeg vil opfordre dig til at fortælle din far, hvordan du har det. Jeg er ret sikker på, at han vil udvise forståelse over for dig. Hvis du fortæller ham det, kan du også få ham med ned til din læge. Uanset om du indblander dine forældre i det eller ej, så bør du opsøge læge, så du kan komme i behandling hurtigst muligt. Jo før, des bedre.

Man skal ikke nødvendigvis i medicinsk behandling. Hvis man skal i medicinsk behandling, når man er under 15 år, så kræver det forældrenes samtykke. Det samme gør sig gældende, hvis man f.eks. skal indlægges, så jeg tror egentlig også, det er nødvendigt med ens forældres samtykke, hvis man vil i psykologisk behandling - kognitiv adfærdsterapi.

Jeg startede selv i behandling, da jeg var 15 år, derfor ved jeg, at forældrene har noget at skulle have sagt i flere sammenhænge.
Desuden er det på sigt en fordel for dig, at du indvier dine forældre i din lidelse. Du får behov for deres støtte undervejs. Derudover tror jeg, at du vil såre dine forældre mere ved ikke at fortælle dem, hvordan du har det. Jeg er sikker på, at de hellere end gerne vil støtte dig - også selvom du synes, at de har nok at slås med.

Pøj, pøj med det.

[DenLille]

Jeg ved bare ikke om jeg er så langt ude i tovene, at jeg behøver medicin. Det er jeg en smule nervøs for. Du har ret i, at de nok bliver såret hvis de når jeg ex. er 30, finder ud af at jeg aldrig har fortalt dem om mit ocd .. :)
Åh, hvor er jeg dum... De er mine forældre. Selvfølgelig støtter de mig.. Tak, fordi I overbeviste mig. :) Jeg vil snarest fortælle i hvert fald min far, om det, tror jeg. Jeg vil bare ikke have at de behandler mig anderledes. Jeg kan ikke lide for meget opmærksomhed, og FOR meget hensyn. :p
Uden at tale med jer herinde om det havde jeg nok bare holdt det hemmeligt i flere år til.

Tusind tak! At kunne tale ud, og at vide der er andre gør mig lidt tryggere. :')

[Lisbeth]

Hej igen.

Det er godt, at du får den støtte, du har behov for, her i forummet.

Jeg kan godt forstå, at du ikke ønsker at blive behandlet anderledes - det er jo blot en sund tankegang. Jeg har det selv på samme måde. Af den årsag fortæller jeg ikke min familie samt venner, hvilke tvangstanker jeg har og hvilke tvangshandlinger, jeg føler mig nødt til at udføre. Derfor kender mine forældre kun til dem, der er synlige i deres nærvær. Derduover kender mine forældre og den øvrige omgangskreds kun til de tvangstanker og tvangshandlinger, som jeg har fortalt åbent om i pressen.
Med det vil jeg sige, at hvis du fortæller dine forældre, at du har en mistanke om, at du lider af OCD, så er det ikke det samme som, at du behøver indvie dem i alt. Det er heller ikke det samme som, at de skal deltage i behandlingen. Det betyder blot, at du så har deres støtte, og at de kan udvise forståelse, hvis du har en periode, hvor det hele går dig på.

[DenLille]

Det er jo rigtigt nok..


Jeg har lige set på priserne for en psykolog. Hvad hvis man ikke har råd? Og hvad hvis det kniber med pengene selv hvis man får tilskud?

Undskyld, hvis jeg er besværlig!

Men tak for jeres hjælp.

(Skriver jeg det i det rigtige forum, eller burde det være under medicin, behandling osv?)

[Lisbeth]

Hej igen.

Du er ikke til besvær.

Da du er under 18 år, er der en meget større vilje fra det offentliges side til at hjælpe dig. Du skal ikke nødvendigvis gå hos en privatpraktiserende psykolog. Hvis du tager ned til din læge, vil han/hun nok henvise dig til et ungdomspsykiatrisk ambulatorium i nærheden af dig. Det er som regel det første skridt på vejen, og det koster hverken dig eller dine forældre en krone. Du skal først betale i det øjeblik, du på egen hånd vælger at opsøge en privatpraktiserende psykolog. Der er dog noget med, at der er en behandlingsgaranti for børn og unge, men den har jeg ikke så godt tjek på. Den betyder dog, at der er grænser for, hvor længe du må stå på venteliste, inden du får tilbudt behandling. Muligvis betyder garantien, at man i nogle tilfælde kan få tilbudt behandling i det private system... Nogle kan også få behandling i det private betalt af deres kommune, men der er simpelthen så mange regler, at det er for indviklet at komme ind på.

Du skal dog ikke frygte, at du skal hoste op med penge, hvis du først tager ned til din læge. Han/hun kan henvise dig videre i systemet.

[DenLille]

ungdomspsykiatrisk ambulatorium? Er det ikke et sted hvor man bliver indlagt?

Tilbyder de terapi og sådan, eller er de mere for medicin?

Og bør jeg jeg først gå til mine forældre, og så lægen, eller omvendt..?

[Lisbeth]

Ambulatorium betyder, at det er ambulant - dvs. man er ikke indlagt. Det er et sted, hvor man går til samtaler/terapi.
De tilbyder ofte terapi som det første. Nogle gange anbefaler de også medicin, men det er meget forskelligt.

Jeg vil anbefale dig at fortælle dine forældre det først, så en af dem eller de begge kan tage med dig til lægen.

[DenLille]

Okay, det vil jeg gøre. :)

Mange tak for det hele!

[Lisbeth]

Det var så lidt. Jeg er glad for, du vil gøre noget.
Lad os høre, hvordan det kommer til at gå.
Held og lykke med det.