At være OCD-ramt og mor (til flere)........Erfaringer søges?

[Diddes mor]

Jeg er en gift kvinde på 36 år og mor til en datter på 4½. Jeg fik diagnosen OCD for snart 8 år siden og har siden da været i medicinsk behandling og terapi hos en psykriater. Da jeg fik diagonsen, troede jeg endelig aldrig at jeg ville blive mor - der var for mange ting at være bange for. Heldigvis gik alt forholdsvis let - med støtte fra min mand, min psykriater og alletiders sundhedsplejeske. Siden jeg blev gravid indstillede min mand og jeg os på at det "kun" blev til et barn. Men nu er vi begyndt at blive i tvivl - vil gerne have en mere....... I morgen skal jeg til samtale med min psykriater og vil snakke med hende om det vil være en god ide. Synes der er mange ting, der skal tænkes igennem. Og ja - det er der osse for alle andre, som vælger at få børn!!!

Er der nogen der ude, som er ODC-ramte og har barn/børn? Er det "nemmere" anden gang? Hvordan er risikoen for fødselsdepression? Åhhhhhhh.........Har så mange spørgsmål, der bare farer rundt.

Er ked af at dette vist blev lidt forvirrende, så kort og godt; OCD-ramte mødre søges!!!!!!

[angel]

Hej DiDDES mor

Ja, jeg kender til at have barn og børn. Jeg har en dejlig kæreste( som har 3 børn fra et tidligere forhold ) Hans ældste søn på 13 bor hos os fast og er på weekender hos hans mor. De to andre kommer på weekend hos os. Vi fik vores første fælles barn hurtigt efter vi havde mødt hinanden og det har der ikke været nogen problemer med. Vi fik nr. 2 forholdsvis hurtigt efter. Vores ældste bliver 4 i september og vores yngste er 2. Jeg syntes det gik ok med den første og jeg klarede også tingene ok, ligesom du med hjælp fra en god sundhedsplejerske og andre. Nu hvor vi har 2 mindre børn, har det været noget mere hårdt. Rutiner og sådanne ting er nemmere ( bleer, sygdomme, sove og mad ) men jeg syntes det var meget hårdt, da jeg pludselig havde 2 børn jeg skulle passe og 2 børn der skulle have deres behov dækket og der skulle snakkes med 2 og der var ikke mange ( det er der stadig ikke!!! ) rolige øjeblikke. Før kunne min mand tage vores den ældste og jeg kunne trække mig tilbage og prøve at komme ovenpå på dårlige dage, det bliver jo noget mere besværligt med to der skal hjælpes, snakkes med og ordnes.
Jeg har fået mere stress og mine tvangstanker kan også eksplodere mere end normalt, hvis der er noget med de små, problemer eller bekymringer, så kører det hele for mig. Stresset skaber en del flere tanker for mig og deraf kommer så en masse tvangshandlinger hos mig som jeg bliver nød til sådan at jeg føler jeg har tjek på bare et eller andet og føler jeg kan kontrollere noget. Og de ting jeg gør, giver mig jo så en ro for alle de tanker om alt mellem himmel og jord. Jeg bruger meget tid på at vores hjem skal have systemer og orden. En ting jeg har med mig altid er også at jeg skal være sikker på at jeg får givet mine børn det de har brug for. At de ikke får det lige som jeg og kan komme ud i verdenen som sunde og glade voksne der kan klare sig selv.
Til gengæld giver de også en en masse kærlighed og gode oplevelse. Og de gør at jeg bliver nød til at stå op hver morgen. Jeg elsker dem højere en noget andet og de betyder alt for mig.
Så lettere ting for mig har været rutiner og mindre nervøsitet, da man har været igennem det meste før.
Sværere ting for mig har været 2 børn samtidig, mindre fritid og mindre tid til at komme ovenpå, to børn´s behov der skal dækkes og flere bekymringer og tanker/stress.
Men nu kunne jeg jo læse at jeres barn er noget ældre og det gør jo nogen ting noget nemmere og samtidig kan et ældre barn lettere forstå at skulle vente lidt, at hjælpe til og klare ting selv en gang imellem og kan bedre forstå din situation.
Jeg tror ikke der noget rigtigt eller forkert. Man må nok prøve at mærke efter og prøve at forestille sig visse situationer, hvor der pludselig vil være to børn og forskellige behov og så se på hvad det vil gøre ved dig og om du ville kunne håndtere det.
Børn er jo nogen små mirakler hvis du spørger mig. Meget irriterende til tider, men stadig... mirakler. Tænk at være så heldig at kunne få et barn ( eller to ) som er sunde og raske. Ja... den er svær og nu blev det til en lang og noget indviklet smøre. Ville bare gerne prøve at skrive så meget som muligt til dig, for jeg kender dine følelser. Men du må gerne skrive igen hvis du har andre spørgsmål om alt muligt eller om noget specifikt. Jeg vil prøve at svare så godt jeg kan.

Held og lykke med dine fremtidsplaner.. God vind og lykke til dig

Hilsen fra Angel

[Diddes mor]

Hej Angel

Tak for dit svar - det var lige netop nogle af de ting jeg havde brug for at vide. Ja det er en vildt svær beslutning. Kan sige at samtalen med min psykriater ikke gjorde det lettere............ Men nok gik i negativ retning. Så er lidt forvirret og ked i dag.

Dejligt at vide at jeg ikke er "alene" - *smil*


Med venlig hilsen
Diddes mor

[angel]

Hej tilbage.

Nej du er absolut ikke alene. Forstår dig så udemærket godt. Bare fordi vi har ocd og har det svært, betyder det jo ikke at vi ikke gerne vil have det som andre har og som andre måske tager for givet. Nemlig flere end et barn eller i hvert fald muligheden for det uden alle de bekymringer. At man selv kan vælge og ikke altid skal tage højde for den sørens ocd. Forstår du er ked af det og sender dig en stor varm tanke. Håber du finder en god løsning, som er god for dig vel og mærke og din familie og ikke alle mulige kloge hoveder. Snak med din mand. Vil han kunne forstå hvis der er tider hvor han måske skal træde lidt ekstra til, for at du lige kommer ovenpå. For det var en af de ting vi snakkede om. Og han tager gerne en tørn hvis jeg er gået ned med flaget og så når jeg er ovenpå gør jeg noget andet godt.

Mange tanker fra

Angel.

[køs]

Kære du!!!! Jeg er også ocdér... Har haft ocd siden jeg var 18 og fik først diagnosen da jeg skulle føde min datter. Idag er jeg 37 og selvstændig. Jeg er lykkeligt gift med 2 bonusbørn og er lige blevet godkendt til at blive plejefamilie for en skøn knægt på 14.
Min ocd har alle år handlet om angsten for at gøre skade på andre, så du kan tro jeg var bange for at få mit første barn. Jeg er idag "rask". Får stadig 1 seroxat 20mg om dagen som jeg aldrig slipper.. Just in case...Jeg har et fantastisk liv og er et levende bevis på at tankerne forsvinder med kognitiv behandling, takket være Tom Bolvig, proffesor i ocd og Elsebeth Steno fra rigshospitalet, samt ocd foreningen som hele familien har været medlemmer af de sidste 10 år.... Bare rolig og få endelig flere børn!! Knus Karina

[Diddes mor]

Kære Karina

Mange tak - Dejligt med en så positiv melding!!!! Og tak for knusset - det varmer.

Jeg har i forbindelse med en evt. næste graviditet prøvet at trappe lidt ud af min medicin - Det går desværre ikke så godt. Men har ikke opgivet!

Tina

[køs]

Ja, det dummeste ville være at give op!! Det er det samme som at give ocdèn ret... Og hvis der er tanker der ikke er sande: så er det ocd tanker...Alle der tør trodse tankerne og deres ritualer, er også dem der ser og oplever at der ikke sker det man tror....Hvilke tanker og eller ritualer slås du med? Syntes også at du skal vide at: når du kommer ud af ocdèn venter der en livsglæde og en energi du aldrig troede du skulle få igen.... At trodse det man er bange for er vejen ud!!
Det virker ulogisk på mig at en "proffesionel" måske syntes at du bør vente... Jamen på hvad? Til du bliver så gammel at du i graviditeten skal tjekkes for ikke at få mongolbørn fordi du er blevet gammel? Du er stadig ung og din datters alder er da perfekt for en søster eller en bror... Ja.. Jeg har bare så mange ting jeg må af med, for jeg ved at er man glad for børn, så er det bare med at få nogle flere mens man kan..Ps kender flere ocd mødre og par... De er bare SÅ gode og dygtige forældre.. Klø på.. det går.. i know

[lucy]

Kære Tina,

Jeg sidder lidt i det samme situation. Har en datter på 5 år og fik for nyligt diagnosen OCD.
Det har taget os meget langt til for at beslutte os for barn nr.2, og selvom at beslutningen er taget, har jeg det nogle gange sådan, at jeg bliver lidt usikker og bange. Bange for om alt vil gå godt osv....alle de OCD tanker- du ved som vi alle her har. Det er også sådan, at faktisk min lill pige fik mig til at tænke over- hun vil så gerne have en lille bror eller søster. Hun snakker meget om det og allerede har pakket nogle af hendes legetøj og lagde dem ned i kælderen fordi de skulle være til babyen. Og selvom at jeg prøver at fortale hende, at det ikke er helt sikkert endnu at vi få en, så er hun overbevidst, at babyen kommer en dag. Jeg føler, at det er godt for hende at få en søskende. Det er bare så hård når man er ramt af OCD-en og helle tiden skal bekymre sig om det absolut minste "problem" tanke. I stedet for at nyder sin gravidiet, bliver man som en slave for sine tanker og angst. Jeg har ikke spurgt min psykiater om hvad hun synes om ideen fordi jeg allerede har taget en beslutning. Jeg forventer og håber bare at hun vil kunne hjælpe mig igennem.
Hvor i landet bor du henne?
Hvis du har lyst kunne vi ringes og snakkes eller måske ses?

Hilsner
L.