Afklaring... hvad skal jeg gøre!!!

[angel]

Hej.

Jeg er så udkørt og frustreret af min situation.
Jeg er for nylig kommet ind i et nyt projekt som er startet op i min by og kommunen betaler. Det er et sted hvor de har kendskab til bl.a. ocd og andre problematiker. De er meget søde og der er psykolog og fys. osv. tilknyttet. Men jeg er ved at være brugt og har snart ikke mere energi til at holde mig selv kørende mere. Til sidst sagde jeg til dem at jeg gerne ville prøve at komme ud i praktik, som en start for at komme hen mod et evt. flexjob. Jeg er i projektet for at blive afklaret. Min kommune har nemlig sagt at dette projekt er det eneste og bedste sted de kan tilbyde mig. Inden jeg startede på dette praktik har jeg været til samtaler hver 3 mdr. Det skal man jo når man får kontanthjælp og der har jeg sagt det som det var, sagt hvordan jeg havde det og forklaret at jeg næsten ikke kan se mig på arbejdsmarkedet. På de papirer jeg har fået som kopi har min sagsbehandler skrevet at også hun har svært ved at se mig komme videre og få det bedre. Og hun skrev at jeg var en match 5 i alle punkter. Er der nogen der ved hvad det betyder eller står for?

Men i hvert fald. Nu er jeg så startet på den praktik og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg mærke at jeg bare ikke kan. At det er for hårdt psykisk og at jeg får det dårligere og dårligere og har mere og mere svært ved at klare hjem, mand og børn. ( Og de er altså vigtigere end job ) Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Har ikke været af sted særlig mange gange , men I andre kender godt den følelse når man godt ved hvordan man virkelig har det. Har allermest lyst til at sige til dem at jeg ikke magter det, at det er for svært og at ocd'en og alt andet bare bliver værre og værre. Men hvad hvis de så siger nej, hvad hvis de siger at det ikke er afklaring nok, hvad hvis de tror en hel masse om mig og hvad skal jeg så gøre og hvad har jeg tilbage at tro på. Den psykolog jeg går hos i procektet har hele tiden sagt at hun ikke skriver at jeg har fået det bedre og kan en masse hvis ikke jeg syntes det. Og nu efter ca. 3 mdr. i projektet er vi ikke nået til nogen ocd behandling ( det vil sige arbejde med den, at lade være med ting osv. ) endnu, for hun siger at det kan hun godt se at det kan jeg slet ikke magte.

Ja undskyld, sikke en gang rod. Havde nok bare virkelig brug for at komme af med min historie og mine tanker til nogen som jeg ved frorstår.
Hved nemlig virkelig ikke hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal gribe det an det hele.

Hilsen fra

Angel

[Sofie]

Kære Angel.

Hvor er jeg ked af at høre, at du står i sådan en frustrerende situation. Jeg har dog desværre ikke noget konkret råd til dig.

Kontanthjælpsmodtagere deles op i 5 grupper - match 1-5. Match 5 er der, hvor man er længst væk fra at komme i arbejde. De, der ligger i match 1, burde være tæt på at være i stand til at komme ud på arbejdsmarkedet. Altså mener din sagsbehandler, at du absolut ikke er arbejdsdygtig på nuværende tidspunkt.

Jeg forstår ikke, hvorfor du er på kontanthjælp? Det ville da give mere mening at komme på revalidering, men det er jo bereaukratiets beslutning.

Jeg synes, at du skal snakke med din sagsbehandler. Du skal ikke være i praktik, hvis det kører dig psykisk ned - Der må være en anden løsning.

Du har jo både psykologens og sagsbehandlerens støtte, så mon ikke der kan findes et andet alternativ.

Held og lykke med det.

Tanker fra Sofie.

[angel]

Hej Sofie.

Tak for dit svar. Hvoe var det dejligt at du gav mig et svar og et skulderklap. Det har jeg nemlig brug for i denne tid. Jeg burde nok snakke med min sagsbehandler eller med min psykolog fra det projekt jeg er tilknyttet. Men jeg syntes bare det er så svært og føler mig altid så lidt værd og en anelse bange, når jeg mødes med nogen fra " systemet " men du har nu virkelig ret. Jeg føler ikke at jeg kan mere og kan mærke at jeg bare er på vej længere og længere ned. Også tak fordi du forklarede mig det med match 1-5. Har aldrig vidst hvad det betød og aldrig turde spørge.

Tak igen for dit svar. Det giver mig altid en rar følelse når jeg skriver herinde. For jeg føler mig altid forstået, accepteret og ikke mærkelig og alene.


Hilsen fra

Angel.

[Sofie]

Hej igen.

Jeg får det også altid ubehageligt, når jeg skal snakke med en fra kommunen eller lignende. Mest fordi jeg frygter, at de tænker, at jeg gør mig mere syg, end jeg egentlig er. Men jeg har dog efterhånden lært, at man ikke skal underdrive - Det får man i hvert fald ikke noget ud af.

Du kan evt. printe det ud, som du har skrevet her inde og tage det med til både sagsbehandleren og psykologen.

Det bedste ved dette forum er vel, at man altid kan henvende sig, uanset hvor underlig ens problematik er

[Diddes mor]

Hej Angel

Først og fremmest; sender dig en varm tanke - kender lidt til din situation.

Det er et sejt træk at får afklaret sin sitiuation - med kommune, love, regler og hvad ved jeg.

Jeg er i øjeblikket selv ved at "puste ud" efter et par afklaringsforløb. Det første et sted hvor de ikke vidste noget som helst om OCD. Det andet sted rigtig godt men osse meget hårdt. Et par praktik forløb, som ikke gik godt, da jeg - som jeg osse kan forstå er et af dine problemer - hurtigt køre træt. De første uge går godt, men så kommer trætheden og udkørtheden. Jeg er nu blevet godkendt til et fleksjob og venter spændt på om det lykkedes.

Med hensyn til din utryghed omkring kontakt til kommunen så må du fortælle dem tingene så ærligt som muligt - Ja jeg ved godt det er let at sige! Har du en god kontakt til din sagsbehandler? Har du evt. en person som du stoler på og har tillid til, der kan deltage i en samtale med sagsbehandleren?

Undskyld - dette blev vist lidt rodet. Og ville endelig "bare" sende dig en varm tanke og et håb om at tingene kommer til at glide lettere for dig.

Med venlig hilsen
Diddes mor

[angel]

Hej

Tak for den varme tanke. Du kan tro jeg blev glad. Det giver mig en rar følelse at jeg kan se og høre at jeg ikke er alene.

Jeg hører hvad du siger og jeg ved jeg skal være ærlig og ligefrem og sige hvordan jeg virkelig har det. Men jeg går bare helt i panik og kan ikke huske og finde ud af at forklare mig. Jeg har en støtte-kontakt person som jeg er meget glad for, og hun har som tit tilbudt det og det er en af de ting hun jo er her for. Men jeg har det med at slå det hen og siger til hende at det kan jeg sagtens klare, for jeg vil ikke have at hun skal tro jeg intet kan og at jeg skal have hjælp til alt. Men når jeg skal være ærlig over for mig selv, ja så skal jeg jo nok have meget hjælp og jeg har bare svært ved at acceptere det. Jeg ville jo nogengange ønske jeg kunne mere og kunne gøre flere ting her i livet, at jeg kunne få bare nogen af de ønsker jeg har haft for mig selv, til at lykkedes. De to sider af mig selv støder mod hinanden. Men jeg ved jo godt, helt inde hvordan min virkelighed er. For at arbejde et min. på flexjob og så ikke kunne overskue mine børn er ikke noget valg for mig. Jeg ved hvem jeg vælger... Men desværre er det jo ikke så enkelt.
Men.. Jeg skal være ærlig som du siger, mærke efter og så sige hvordan jweg har det og hvad det gør ved mig, hver gang jeg er ude i praktik eller andet.

tak for din opmuntring og forståelse. Det er så dejligt at være en del af dette forum. Der er så meget forståelse og anderkendelse.

Hilsen fra Angel

[Diddes mor]

Hej Angel

Krydser finger og ønsker dig det bedste!
Som du selv siger, er jeg heller ikke i tvivl om jeg skal vælge et fleksjob eller en velfungerende familie. Det er bare ikke så let, at får "andre" - læs kommune og lign - til at forstå.

Hvis du får overskud til det, vil jeg meget gerne hører hvordan det "ender" ud.

Med venlig hilsen
Diddes mor