Det gør mig træt!
Jeg er 35 år og har først nu fortalt min læge om mine problemer og tvangstanker. Jeg kan/orker slet ikke længere, da det tager al min tid, da jeg også har en familie som skal passes. Men det er først nu jeg får det ud, da jeg hele mit liv har skjult det så godt, at selv mine nærmeste ikke kender til det. Selvfølgelig kender min kone min historie, og det sætter også tingene i perspektiv for hende, da hun sagtens kan forstå, hvorfor jeg ofte slet ikke kan håndtere små opgaver.
Men jeg har altid lidt af tvangstanker/handlinger lige siden jeg var lille. Jeg skulle eksempelvis altid tælle alle lygtepæle når vi kørte i bil. Og da det jo var en umulighed på en længere køretur, lavede jeg regler for om det skulle være et lige tal eller ulige tal. Det var ikke altid jeg ramte rigtigt, men så skulle jeg, ifølge mine tvangstanker, finde et alternativ, så jeg kunne ramme det rigtige tal. Nogle gange skulle jeg gå hen til den nærmeste lygtepæl og gå forbi den, men ikke helt, kun halvt,(så blev det et lige tal, og derefter gå tilbage, før min tvangshandling var opfyldt).
I min voksne tilværelse har til ”dels” lært, at holde tankerne inde i mit hoved. Men de er der altid og under pres, eller når jeg er alene, bliver de værre. Jeg er ikke altid opmærksom på det, før jeg tager mig selv i at låse døren op, låse i, låse op flere gange. Eller når jeg skal have venstre fod frem FØR højre og jeg ikke må se min højre fod, men kun den venstre. Eller skoene skal stå et bestemt sted, selvom det er logisk de skal stå ved siden af de andre sko.
Når jeg hænger vasketøj op er det er stort problem. Det er umuligt alt tøjet bliver tørt, når jeg skal hænge det efter mine regler. Så SKAL noget være dækket af andet… Selv nu, når jeg skriver dette, vil mine tvangshandlinger gerne diktere hvilke ord jeg skal bruge.
Og jeg kunne blive ved….
Men dét som er det hårdeste er de store beslutninger og valg jeg skal træffe. Valg som ingen andre forestiller sig. Valg som " Hvis jeg ikke sætter stolen rigtigt, vil min søn komme ud for et uheld". Dvs., hvis jeg går imod min handling har jeg lige ofret min søn!!!!!!! Det er fanme svært og det gør mig så skide træt og så pisse sur.....
Undskyld, mit sprog. Jeg har fået sertralin alternova af min læge, så nu må jeg se om det kan hjælpe. Jeg har ikke fået en diagnose endnu, men mon ikke det peger mod OCD.
Det har dog været utrolig godt for mig at se jeg ikke er alene med disse tanker. Fandt denne side i går og har læst en del på forummet, så derfor finder jeg det som en god mulighed at komme af med mine tanker. Tanker som andre ”normale”, ikke kan sætte sig ind i.
For som jeg skrev tidligere, er det ikke kun handlingerne som gør det svært, men det er også de store beslutninger om død og ødelæggelse, som tager energien fra mig.
Besvar med citat
