OCD eller dårlig vane?

[løven]

Hej

Jeg er som sagt i tvivl om, hvorvidt jeg har OCD eller om der bare er tale om en dårlig vane. For bare 1 år siden vidste jeg ikke at der var noget som hed OCD, så nu er jeg kommet i tvivl.

Siden jeg var lille pige 4-6 år (deromkring), har jeg haft en mani (?) med at skulle pille i alle ujævne overflader. F.eks. havde jeg det der tapet med små stykker savsmuld i, som lavde en nopret overflade.
Jeg husker ikke hvornår det begyndt, og hvad der udløste det, men efter et stykke tid var der en helt bar plet i tapetet henne ved hovedenden.

Jeg havde også de der bondegårsdyr af hård plast. Yveret på koen havde jeg også kradset væk - jeg kunne simpelthen ikke klare den der nopret overflade! Den skulle væk!

Da jeg så blev ældre (puperteten må det være), begyndte jeg at gøre det på mig selv.
Jeg trykkede og rev i alt hvad der hed bumser og appelsinhud, og jeg kunne gå fuldstændig i trance af det, og bare sidde og massekrere min hud i flere minutter. Mine fingre blev som små fintfølene sensorer som scannede hver en centimeter på mine ben, arme og ansigt.
Følelsen af at have fået "urenheden" ud af min krop udløste bare trangen til at få mere ud.

Senere begyndte jeg så at bruge instrumenter, så som en passernål og pincet til at komme urenhederne til livs.

Alt dette resulterede selvfølgelig i, at mine ben og ansigt (armene var ikke så slemt angrebet) var fyldt med sår - som jeg så også pillede i fordi overfladen ikke var jævn.

Mit problem er..... at jeg stadig, den dag i dag, udsætter mig selv for dette :(
Jeg kan ikke stoppe, og når min mand gør mig opmærksom på at jeg piller, så bliver jeg bare agressiv - som hvis man forbyder en ryger med abstinenser at ryge.

Jeg har ikke mødt eller hørt om nogen med samme tendenser, derfor har svært ved at se hvad det skyldes.

Jeg kan tilføje, at jeg er bleven slået af min mor fra jeg var lille til jeg flyttede hjemmefra som 17 årig, og jeg blev opdraget "old-school". Er bleven underkendt og ikke ligefrem fået den støtte man kunne forvente fra en mor.

Jeg regner ikke med at nogen kan give mig den helt store analyse, men hvis jeg kunne få et hint om, hvad der kunne hjælpe mig, så ville jeg være ovenud lykkelig. For jeg har ikke lyst til at ligne et krater som 30 årig, og det svækker mit selvværd og selvtillid fordi jeg altid går og ser ned i jorden for at andre ikke skal se mit ansigt (og jeg går i øvrigt heller aldrig med korte bukser).

Mvh.
Pigen på 24

[løven]

Kære 24-årige pige!
Jeg kan ikke give dig den helt store analyse; men jeg synes lige, at jeg vil sige følgende: OCD udtrykker sig i mange forskellige symptomer, og der er selvfølgelig mest fokus på de mest almindelige, såsom overdreven håndvask. Man hører ikke så tit om OCD-ramte, der piller sig i huden; men jeg har dog hørt følgende: at nogle OCD-ramte kan pille store huller i sig selv, fordi de fx har en idé om, at der inde bag en sårskorpe gemmer sig et eller andet, som skal fjernes. I en amerikansk udsendelse om OCD, som jeg har set, var der en pige, som var blevet besat af at rive hår ud af sin hovedbund (men dette diagnostiserer man vist normalt som en anden psykisk lidelse, hvis navn jeg ikke kan huske; men inde på DR's hjemmeside under "Lægens bord" kan man se en udsendelse om denne lidelse). Dette er, hvad jeg har hørt. Og her komme min personlige opfattelse af det, du fortæller: jeg mener, at din "dårlige vane" tyder på OCD. Du hader ujævne overflader, du vil have, at tingene skal være perfekte, glatte og rene. Derfor "rensede" du tapetet for savmuldsstykker, og derfor "renser" du din hud. Hér kommer den perfektionisme til udtryk, som mange OCD-ramte ligger under for. Håndklædet skal foldes perfekt; det må ikke have én eneste ureglementeret fold, tingene på hylden skal stå perfekt, og de skal være pinligt rene, etc. etc. Vi kan ikke klare rod, snavs, folder, ujævnheder, urenheder, pletter på skønheden.
Jeg lider selv af OCD, og jeg gør faktisk også lidt af det, du gør: som barn brød jeg mig ikke om de skønhedspletter, jeg havde på mine arme, så jeg prøvede at kradse dem væk. Jeg hev også hår ud af dem. I dag kan jeg finde på at hive skæghår ud af min hals. Og jeg kradser hver eneste dag i de knopper/bumser, jeg har på ryggen. Jeg er simpelthen irriteret over min huds ujævnheder og urenheder.
Alle mennesker kradser selvfølgelig i deres hud af og til; men jeg synes selv, at jeg gør det for meget, og det gør du selvfølgelig også.
Jeg forestiller mig, at det, du oplever, er følgende: du ser en ujævnhed/urenhed et sted på din krop, og du tænker straks, at der er en urenhed, som skal kradses ud. Du prøver måske at skubbe tanken væk; men i så fald er det forgæves, den bliver siddende i dig, indtil du går i gang med "operationen". Snart føler du, at du har fået fjernet urenheden, og du føler en lettelse derover. Men straks ser du en ny urenhed, og så begynder det hele forfra. Dette er en klassisk OCD-cirkel.
Så mit bud er, at du har OCD (men en psykiater vil selvfølgelig være bedre til at vurdere det). Og du bør simpelthen få noget hjælp, når man tager dine symptomers styrke i betragtning.
Med tiden vil du og jeg og mange andre forhåbentlig kunne hjælpes frem til at acceptere, at vores omgivelser og vores kroppe er fyldt med ujævnheder, urenheder og andet, vi betragter som skønhedsfejl.

MVH. th

[løven]

Hej Andreas

Mange tak for dit svar.
Det var bestemt ikke nemt for mig at skrive dette i offentligt rum, men jeg kan jo ikke gå rundt med dette tabu resten af mit liv, og efter at have læst dit svar, er jeg glad for at jeg skrev i dette forum.

Jeg har bestilt en tid hos min læge - tror du hun vil kunne hjælpe mig lidt på vej?
Jeg har ikke lyst til lykkepiller. Synes det er forkert at putte sådanne kemikalier i kroppen, så jeg har også tænkt mig at prøve noget alternativt.
Har nogen erfaring med alternativ behandling af OCD?

Hvis jeg nu har OCD. Hvordan fortæller jeg det til min familie? Min mand har måske nok haft mistanken, så der har jeg ikke noget problem. Det er mere min mor, min søster og min svigerfamilie. Jeg har ikke lyst til at blive betraget som en "syg" (forstå mig ret).

Mvh.
Pigen på 24

[løven]

Kære 24-årige pige!
Man behandler normalt OCD med medicin og/eller kognitiv adfærdsterapi. Jeg forstår udmærket godt din frygt for medicin; men på den anden side bør du også vide, at medicin virkelig hjælper mange mennesker. Medicinen går ikke ind og ændrer dine tanker og din personlighed; du tænker, som du plejer; men du får simpelthen nemmere ved at ignorere tvangstankerne. Medicinen har selvfølgelig bivirkninger, så det handler om at tage fordele og ulemper i betragtning: medicinen giver mig mundtørhed og et øget søvnbehov; men samtidig letter den mine tvangstanker, og når det sidste er tilfældet, så tager jeg gerne det første med i købet. Men selvfølgelig; dette er blot min personlige opfattelse.
OCD-ramte har et for lavt niveau af signalstoffet serotonin i hjernens synapsespalter. Medicinen øger mængden af serotonin til et normalt niveau, hvilket medfører en lettelse af tvangstankerne. Men hjernen er en plastisk størrelse; den ændrer sig hele livet igennem. Og hvad der er vigtigt at bide mærke i er, at den ændrer sig under ydre påvirkninger: hvis man undergår kognitiv adfærdsterapi, så øges mængden af serotonin i hjernens synapsespalter også! Man kan altså "normalisere" sin hjerne udelukkende vha. kognitiv adfærdsterapi uden brug af medicin. Så grunden til, at man anbefaler en kombinationsbehandling med både medicin og terapi, er nok bare, at man får et hurtigere resultat (serotonin-balancen oprettes hurtigere).
Jeg har endnu ikke selv været i kognitiv adfærdsterapi, men håber på at komme det. Der findes flere privatpraktiserende psykologer, som udfører denne terapiform (du kan bestille en behandlerliste hos OCD-foreningen); men det koster! Alternativt har Rigshospitalets Angstklinik iværksat behandling af OCD-ramte (kræver en henvisning til Angstklinikken fra din læge).

Jeg har ingen erfaring med alternativ behandling.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan dit forhold til din familie er. Men husk på, at erkendelsen af, at der er noget galt, er det første skridt på vejen til en forbedring, og det vil din familie forhåbentlig kunne forstå, når du fortæller dem det (for det synes jeg virkelig, du skal). Jeg forstår godt din frygt for at blive betragtet som syg. Men hvis du er syg, er det så noget, folk kan bebrejde dig? Nej, selvfølgelig ikke. Din sygdom er jo ikke selvforskyldt.
Desuden er du jo ikke sindssyg; du er jo ved dine fulde fem (hvilket jo klart kommer til udtryk i og med, at du er bevidst om, at det, du gør, er ufornuftigt og skadeligt). Du er det, man med et gammelt ord ville kalde "neurotisk" - men bortset fra tvangssymptomerne fungerer din hjerne helt normalt.
Det var hårdt, da jeg begyndte at fortælle familie og venner om min lidelse; men jeg fik udelukkende positive reaktioner, hvorfor det i dag overhovedet ikke er noget problem for mig at fortælle om min lidelse.

Hvis nu din læge ikke ved, hvad OCD er (hvilket der højst sandsynligt er læger, der ikke gør), så skal du ikke give op. Du bør simpelthen få en henvisning til en psykiater. Du skal selvfølgelig gøre, hvad du finder er bedst for dig; men jeg er sikker på, at du kan få det meget bedre, end du har det nu.

MVH. th

[Henning]

Det er godt du har kunnet skrive om det her. Det er det først skridt du har taget mod helbredelse.

Mennesker putter kemikalier i kroppen hele tiden. Hovedpinepiller, p-piller, cigaretter, alkohol, narkotiske stoffer, sødemiddel, næsespray, nikotintyggegummi. Det meste slik indeholder masser af kemikalier, og parfume og creme er virkelig slemt, det skyldes formentligt hovedparten af den allergibølge der rammer mange.

Disse kemikalier er alle overflødige, derimod kan antidepressiver meget vel være noget du har brug for. Hvis din krop mangler et bestemt vitamin, korrigeres det ved at tage kemikalier (vitaminer).

Nogen siger det er bedre at behandle årsagen end symptomet; min påstand er at din sygdom skyldes kemikalieubalance i hjernen; denne opfattelse deles iøvrigt at fagfolkene, nemlig psykiaterne.

I enhvers liv gennemgår man fra 4-årsalderen til 24-årsalderen mange faser og perioder, nogle gode, nogle dårlige. Nogle har mere af dårligt end godt, men ikke alle bliver psykisk syge. Hvis du i alle de år har haft symptomerne, mener jeg det er på tide at få medicin, psykologi hjælper næppe meget. Heri er mange uenige, men du må læse mine øvrige indlæg på denne hjemmeside for at forstå hvorfor jeg har den mening.

At få 'lykkepiller', retteligt kaldet antidepressiver, er ikke noget du tager skade af. Ethvert lægemiddel vurderes af myndighederne, og medikamentets farlighed sammenholdes med farligheden af den sygdom det skal behandle (det er for eksempel derfor kemoterapi ikke er forbudt). Antidepressiver er receptpligtige, altså har man vurderet at det kræver vejledning i brugen at indtage dem. Men farlige er de altså ikke; hvis du fortryder efter du er begyndt på en behandling, kan du stoppe nemt igen. Ved angst er det dog nødvendigt at trappe ned. Antidepressiver er ikke lykkepiller, man får ingensomhelst rus ud af at tage dem, og når du efter flere forsøg finder frem til den type der er rigtig for dig mht. virkning og bivirkninger, vil du heller ikke føle dig bedøvet eller have det som om der var et gardin mellem dig og virkeligheden. Tro mig; hvis lykkepiller var lykken (for andre end den syge), ville de være en formue værd ved salg til narkomaner.

Jeg synes derfor du skal komme til læge, og sørg for at skaffe en henvisning til psykiater! Psykiatrimedicin er meget kompliceret og individuelt, og du må forvente at skulle igennem en del doseringer og medicintyper før du finder det der passer til dig. Her er den praktiserende læge ikke meget værd, jeg kan f.eks. selv sige at jeg hos min egen læge startede med at få antipsykotisk medicin, altså skizofrenimedicin. Det er meget ubehageligt, og man bliver både træt, søvnig og omtåget af denne. Hvis min huslæge kunne fejldiagnosticere så slemt, kan din nok også. Derfor: psykiater!

Hvem skal have det at vide: Da jeg var rigtig syg, var det faktisk kun min kæreste der vidste det. Du skal tale med din mand om det, synes jeg. Resten er mindre vigtigt; du kan blive skuffet over folks bagatellisering af dit problem, men det kan du jo kun selv vide. Hvis du ikke er helt sikre på deres reaktion, kan du jo vente til du har det bedre.

Jeg kan sige det positive, at når man har haft det *så* dårligt, får man en utrolig selvtillid når man er rask, f.eks. er det eneste der kan skræmme mig angsten for at skulle blive syg igen. Hvis du var alene om det (dvs. sammen med din mand), ved du til den tid at du vil kunne klare det igen i tilfælde af tilbagefald.

Jeg ville helst have undgået at være syg, det var spild af tid, men det er trods alt en positiv ting at man har været ude hvor man ikke ku' bunde. Så ved man at man kan klare det igen.

Frisk mod! Kom til læge, og få taget hul på problemet.

[løven]

Hej, og tak for jeres svar. Det er altid rart at høre at der er håb.
Selv er jeg først bleven bevidst om min tilstand her inde for det sidste års tid, men har ikke kunne sætte ord på hvad der var galt.

Jeg har som sagt fået tid hos min alm. læge i næste måned. Så håber jeg bare, at hun kan hjælpe mig på vej.

Koster det penge at komme hos en psykiater? Jeg er studerende, og har derfor ikke den helt store pengemængde at arbejde med.

Jeg har ydermere fået tid hos en alternativ behandler, med henblik på noget hypnose. Jeg vil bare så gerne have styr på mig selv, og få et godt selvværd.

Mvh.
Pigen på 24

[Mads]

Koster det penge at komme hos en psykiater? Jeg er studerende, og har derfor ikke den helt store pengemængde at arbejde med.

Mvh.
Pigen på 24

Psykiatrisk behandling betales af sygsikringen (hvilket behandling hos psykolog ikke gør).

Du skal være opmærk som på at du studerende kan du modtage revalidering (din psykiater og praktiserende læge kan indstille dig til revalidering).

mvh mads

[løven]

Psykiater er 100% gratis, det er ligesom en øre-næse-hals læge, hudlæge og alle andre speciallæger.

Medicin er dyrt, men der er et heftigt tilskud som alle får. Tilskuddet er såvidt jeg har forstået organiseret via en slags 'konto', dvs. når du købt for mere end et vist beløb, dækkes 85%

[løven]

Ok, mange tak for jeres grundige svar.
Nu føler jeg mig lidt bedre rustet.

Jeg vender tilbage når jeg har været hos lægen.

Mvh.

Pigen på 24

[løven]

Hej...
Jeg har haft tvangstanker i perioder de siste tre år. Har gået lidt hos en psykolog, og det hjalp da lidt, men brød mig ikke specielt meget om det. Er kun 14, og er ked af, at det forhindrer mig i gøre ting som så mange unge på min alder kan. Hvad skal jeg gøre ved det? Kan man ikke gøre noget selv uden at forældre og en eventuel psykolog skal være indblandet?
Ved ikke om tvangstanker og ocd er det samme, men tænkte at I måske kunne lede mig hen mod den rigtige retning.

Venlig hilsen Den 14-årige

[Lisbeth]

Hej...
Jeg har haft tvangstanker i perioder de siste tre år. Har gået lidt hos en psykolog, og det hjalp da lidt, men brød mig ikke specielt meget om det. Er kun 14, og er ked af, at det forhindrer mig i gøre ting som så mange unge på min alder kan. Hvad skal jeg gøre ved det? Kan man ikke gøre noget selv uden at forældre og en eventuel psykolog skal være indblandet?
Ved ikke om tvangstanker og ocd er det samme, men tænkte at I måske kunne lede mig hen mod den rigtige retning.

Venlig hilsen Den 14-årige

Hej 14-årige
Jeg er ked af, at du også lider af denne sygdom. Tvangstanker er det samme som OCD. OCD bliver også kaldt for tvangstanker og tvangshandlinger.

Jeg synes, det ville være synd, hvis du ikke kommer i noget behandling. Det er meget svært at stå helt alene med sygdommen. Man har brug for hjælp til at bekæmpe tvangstankerne. Det handler om at lære, at dine tvangstanker ikke er sandheden.

Jeg har haft OCD, siden jeg var 11 år, så jeg kender godt til det problem med, at man ikke kan gøre det samme som alle andre unge på ens alder. Det gør forfærdeligt ondt, og man føler sig meget anderledes. Jeg er selv 22 år i dag.

Jeg vil gerne skrive lidt med dig på mailen, så kan jeg måske hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal gøre. Jeg vil lige sige, at du ikke behøver have dine forældre med ind til psykologen. (Jeg ved ikke, om du havde det sidst?) Hvis du ikke har dem med, kan du have det lidt mere for dig selv. Man føler sig jo til tider skør, når man har tvangstankerne, og så er man ikke interesseret i, at ens forældre ved, hvad der foregår.

Du er velkommen til at skrive til mig på: lisbeth@ocd-foreningen.dk

Venlig hilsen
Lisbeth :wink:

[løven]

Hej...
Jeg har haft tvangstanker i perioder de siste tre år. Har gået lidt hos en psykolog, og det hjalp da lidt, men brød mig ikke specielt meget om det. Er kun 14, og er ked af, at det forhindrer mig i gøre ting som så mange unge på min alder kan. Hvad skal jeg gøre ved det? Kan man ikke gøre noget selv uden at forældre og en eventuel psykolog skal være indblandet?
Ved ikke om tvangstanker og ocd er det samme, men tænkte at I måske kunne lede mig hen mod den rigtige retning.

Venlig hilsen Den 14-årige

Hej 14-årige
Jeg er ked af, at du også lider af denne sygdom. Tvangstanker er det samme som OCD. OCD bliver også kaldt for tvangstanker og tvangshandlinger.

Jeg synes, det ville være synd, hvis du ikke kommer i noget behandling. Det er meget svært at stå helt alene med sygdommen. Man har brug for hjælp til at bekæmpe tvangstankerne. Det handler om at lære, at dine tvangstanker ikke er sandheden.

Jeg har haft OCD, siden jeg var 11 år, så jeg kender godt til det problem med, at man ikke kan gøre det samme som alle andre unge på ens alder. Det gør forfærdeligt ondt, og man føler sig meget anderledes. Jeg er selv 22 år i dag.

Jeg vil gerne skrive lidt med dig på mailen, så kan jeg måske hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal gøre. Jeg vil lige sige, at du ikke behøver have dine forældre med ind til psykologen. (Jeg ved ikke, om du havde det sidst?) Hvis du ikke har dem med, kan du have det lidt mere for dig selv. Man føler sig jo til tider skør, når man har tvangstankerne, og så er man ikke interesseret i, at ens forældre ved, hvad der foregår.

Du er velkommen til at skrive til mig på: lisbeth@ocd-foreningen.dk

Venlig hilsen
Lisbeth :wink:

Hej 14-årige!

Jeg er mor til en dreng på 12 år, der har haft OCD i 4 år nu. Han har haft det meget svært og det har været ufatteligt hårdt at gå i behandling (kognitiv adfærdsterapi hos psykolog), fordi de ting han skal gøre er så utrolig grænseoverskridende - man bliver jo konfronteret med alle de ting, man er så angst for.

Men det har hjulpet helt enormt - så meget, at han i dag lever et næsten fuldstændigt normalt liv med kammerater, går til sport, spiller playstation og roder med PC og hvad de unge fyre laver i den alder. (Han har ellers været totalt isoleret!)

Min søn er altid alene inde hos psykologen og så deltager jeg i de sidste 10-15 min. De ting, de taler om, er mellem dem og jeg bliver indviet i det, som de (min søn og psykologen) finder er nødvendigt.

Vi har skullet lave meget "hjemmearbejde", så det har været af stor vigtighed, at jeg har været med ellers ville jeg ikke have været i stand til at støtte op og hjælpe ham igennem processerne. Nu kender jeg jo ikke dine forældre, men hvis det er nogle, der har forståelse for din situation, så kan det altså være meget værd at have én, der fuldt ud forstår én og som man ikke har nogle hemmeligheder for. Jeg føler i hvert fald, at det er en stor lettelse for min søn, at han frit kan fortælle mig ALLE hans tanker - uanset hvor mærkelige de må synes for andre. Men det kræver selvfølgelig en stor fortrolighed med ens forældre og den er jo ikke altid tilstede + at man ofte i puberteten ikke altid har lyst til at fortælle sine forældre alting. Men det har i hvert fald hjulpet min søn, at han ikke har behøvet at bruge ressourcer på at skjule noget som helst, når han er hjemme og har kunnet dele de "trælse" tanker med nogen.

Bagsiden af medaljen ved at være involveret er, at jeg desværre ofte har måttet presse min søn i forhold til "hjemmearbejdet" og det er en træls rolle at blive sat i som forældre, for egentlig har man mest lyst til at beskytte sit barn imod alt det ubehagelige. Men hvis man skal videre og få det bedre er der desværre ingen vej udenom - så er man nødt til at overskride sine egne grænser. Og tro mig, jeg ved det er MEGET svært og kan synes totalt uoverskueligt.

Jeg håber sådan for dig, at du kan finde en behandling, der kan hjælpe dig og nogle mennesker, der er i stand til at forstå dig og din sygdom - det er så vigtigt at føle sig forstået fuldt ud, da man ellers kan komme til at føle sig SÅ forkert og SÅ mærkelig.
Du må holde fast i, at det er du IKKE, men du er styret af din OCD.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke - og jeg håber, at du snart vil blive i stand til at nyde dit ungdomsliv fuldt ud. Det kræver hårdt arbejde, men det kan lykkes!

Mange tanker

Bente

[yoghurt]

Jeg har det samme problem som dig, at pille i huden

Kan, så vidt jeg kan regne mig frem ti, se at vi er omtrent jævnaldrende, jeg er 29.

Skriv endelig hvis du stadig kigge på ocd hjemmesiden og læser dette. Jeg har først set debatten i dag. Men har set andre sider og søgt på alt muligt umuligt, siden jeg fandt ud af der var en betegnelse her for en 3 år siden (eller 4?) - Skin-picking, Dermatillomania (som trikotillomania), CSP (compulsive skin picking, acne excorie, bla bla, dumt møgbarn har mange navne..

Men ville lige bringe dette emne på banen igen!

[Evaek]

DU ER IKKE ALENE!

Jeg har siddet og læst dit indlæg med tårer i øjnene og gåsehud...
Det med ujævne overflader og "udrensning" af normale småskavanker er også præcis mit problem.

Jeg har en masse jeg ku tænke mig at snakke med dig om. Jeg har diagnosen AD/HD (DAMP) hvilket gør mig rastløs stresset og i den grad forøger min trang til at grave i mig selv. Desuden er bivirkninger ved medicinen øget tendens til hudbetændelse og allergier som klør. Så som du kan høre er det en kamp ikke at ødelægge mit (faktisk ret fine) ydre.

Jeg skammer mig så meget og det blir jo ik bedre når jeg føler je ligner en gammel ulækker betændt junkie! Kan se at folk faktisk næsten får et chok når de ser mig i dårlige perioder, og det er meget svært at forklare sig...

Min mail er brevtileva@hotmail.com (Jeg kommer normalt ikke i dette forum)
Håber du skriver, og ellers er jeg bare "glad" for at fortælle dig at du ikke er alene!

Med Venlig hilsen Eva Eksten

[Hobbittten]

Jeg gør det samme og har gjort det i mange år (er 36 år gammel). Er blevet behandlet for depressioner og angst igennem 11 år men har først for et par dage siden i en mail fortalt min psykiater om min grimme uvane. Hvorfor jeg først har fortalt det nu? Fordi jeg selvfølgelig ikke er stolt af jeg gør det og flover mig meget over det. Og har prøvet så mange gange at holde op, men jeg kan simpelthen ikke! Jeg er afhængig af det, kan ikke beskrive det på andre måder. Og har lagt mærke til at det bliver værre, hvis jeg har det dårligt psykisk, er stresset eller nervøs.
Og man føler at man har nul rygrad og jeg fatter slet ikke at jeg har kunnet holde op med at ryge, men ikke kan holde op med at pille mig selv til blods...