Har brug for råd ang. kommune

[angel]

Hej

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg sidder låst fast i forhold til min kommune.
De kan se at jeg får det mere og mere dårligt, men samtidig siger de at de kan hjælpe mig med at komme ud i en erhverspraktik. ( det skal det hedde da man ikke må lave frivilligt arbejde på kontanthjælp) Og jeg føler slet ikke jeg kan. Samtidig vil de ikke hjælpe økonomisk eller tilbyde mig en psykolog der praktisere kognitiv ædfærdsterapi til mig, men har fundet en psykiater ( helt inde i gentofte ) der vist praktisere det til mig, så der kan jeg jo bare få nr og så ringe. Men det er s.. svært. får det første fordi det er svært fo mig at tage så langt, og også fordi det er svært at skulle magte alt det alene. Jeg har efterhånden fået det så skidt at jeg mest er hehjemme, så det de forslår er et mega stort spring. Samtidig siger min sagsbehandler at hvis ikke snart at jeg laver et eller andet som kan minde om forsørgelses ting, så ryger jeg ind under loftet under kontanthjælpen, og så får jeg endnu flere problemer. Jeg føler bare jeg er ved at gå nedenom og hjem og føler mig ærlig talt lidt presset og angrebet på den måde hun siger det. Jeg føler bare at jeg ikke kan kæmpe mere og at være i systemet hjælper ikke ligefrem. Ville bare gerne snart have en afslutning på dette. Ved bare ikke mere hvad jeg skal gøre og lader bare stå til. Det værste af det hele er at jeg har børn og jeg vil bare gerne snart vide hvad jeg har, så jeg kan vise bare lidt stabilitet over for dem.
Er bare rigtig ked af det hele. Rigtig træt i min krop af at kæmpe.
Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg gå hen herfra?

Fortvivlet hilsen fra

Angel

[HeidiRousing]

Jeg kan godt forstå det er hårdt for dig. Jeg har bare desværre ingen erfaring på det område så jeg ved ikke hvad du skal gøre, jeg har selv også problemer med kommunen.

[angel]

Hej.

Mange tak fordi du gav en respons i hvert fald og det er også rart af vide at jeg ikke er den eneste der kan have det svært med sin kommune. Det er bare rigtig frustrerende at sidde som tilskuer til sit eget liv. og jeg kan næsten ikke udholde bare at se til og ikke få den ro. For kommunen gør ikke ens tilstand bedre.

Hilsen fra

Angel.

[Lisbeth]

Hej Angel.

Jeg "slåsser" også med min kommune. Det er dog i forhold til at få behandlinger betalt.
Mit råd til dig er, at du kontakter den "Uvildige Konsulentordning På Handicapområdet". Du kan læse noget om ordningen på www.dukh.dk
Det er en telefontjeneste, hvor man kan få gratis rådgivning af socialrådgivere.

[en mor]

Hej Angel!

Det gør mig ondt, at du skal kæmpe så hårdt med din kommune samtidig med, at du skal kæmpe med din OCD og ikke mindst have hverdagen til at hænge sammen med børn.

Jeg vil foreslå dig, at du tager imod tilbudet hos psykiateren, hvis han/hun virkelig praktiserer kognitiv terapi. Kunne du ikke bede én eller anden tage med dig, så du ikke skal tage turen alene - i hvert fald de første gange? Hvis du ikke kender nogle, der kan, kan du evt. få en støtte/kontaktperson via kommunen, der kunne tage med dig og støtte dig.

Dernæst vil jeg foreslå dig, at du tager en snak med din sagsbehandler, hvor du redegør for din tilstand, som du gør her i forum. Måske kunne du have en veninde, ven eller lignende med som bisidder (ved godt, det kræver meget tillid). At have én ved sin side kan ofte hjælpe til, at man bliver lidt mere rolig og personen kan evt. tage over, hvis man bliver for følelsesmæssigt berørt og vedkommende kan måske endda tale ens sag.

Måske kunne det være en idé at søge om pension, så du kunne få noget ro og stabilitet i dit liv. Det kan umuligt være i kommunens interesse (læs: økonomi), at din hverdag bliver så ustabil, at dine børn lider skade og dermed får brug for ekstra støtte. Men det er vigtigt, at du er helt ærlig overfor sagsbehandleren og fortæller, HVOR svært du har det. Hvis du ikke føler, at kemien mellem din sagsbehandler og dig er "rigtig", kan du bede om en anden sagsbehandler. Du SKAL i hvert fald have hjælp.

Jeg må lige for en god ordens skyld fortælle, at behandling om pension kan være en langsommelig proces og alle muligheder skal være udtømte - så måske bliver du sendt i arbejdsprøvning el. lign. Men hvis du ikke kan møde op her eller kun i meget korte tidsrum - ja, så må det blive synligt for din kommune, at du lige pt ikke har nogen arbejdsevne.

Måske kan psykiateren også hjælpe dig med nogle udtalelser til kommunen, der kan støtte dig i dit ønske om ro og stabilitet.
Jeg ved ikke, hvor hurtigt du kan komme til psykiateren, men hvis det kunne gå rimelig hurtigt, er det måske dér, du skal starte, inden du kontakter kommunen. Hvis der er ventetid, tror jeg, du skal gribe fat i din kommune og gøre dem begribeligt, at du simpelthen IKKE kan arbejde, som tingene står ligen nu.

Jeg ved ikke, om det her er nogen form for hjælp. Du er velkommen til at henvende dig til mig, hvis du har brug for det.

Jeg krydser fingre for dig og håber det bedste.

Kærlig hilsen Bente

[angel]

Hej

Mange tak for dit gode og hjælpsomme svar. Det sidste nye på stammen er at min kommune nu har fundet et nyt projekt som jeg kan/skal starte i. Det er et sted her i min by, hvor projektlederen er psykolog og der er så tilknyttet fysioterapeut og andre til projektet, sådan at de kan hjælpe en " hele vejen rundt " som der står i brochuren. Det handler om at de kigger på at man skal få det bedre og så gerne skulle kunne komme ud i arbejde eller uddannelse. Jeg prøver at se på det positivt og håber så på at det kan hjælpe mig til at komme tættere på an afslutning, enten at jeg kan få det bedre og komme ud i arb x antal timer eller at personalet på projektet kan hjælpe mig hvis det ikke kommer til at blive muligt for mig. At de så kan være mine rygstøtter og hjælpe mig i forhold til kommunen og gøre sådan at der kommer ro på tingene. Jeg er nemlig som du siger meget bange for at det skal gå ud over mine børn og jeg gør virkelig mit bedste hver dag til at de har det så godt som muligt og ikke får nogle af mine " mærkelige mønstre".

Jeg har haft søgt kommunen om pension før men fik den ikke. Og jeg har forklaret min situation til kommunen, og forklaret og tegnet og fortalt om hvordan jeg har det og min frygt for mig selv og mine børn, men de siger at jeg er for ung ( 28 år ) og at jeg har åh.. så mange resourcer, ( de gode resourcer bygger de på at jeg fik gode karakterer i folkeskolen) at jeg godt kan arbejde, selv om at de i de sidste 4 år ikke rigtig har vidt hvad de skal gøre med mig..

Så nu tager jeg det herfra. Og ser hvad det projekt er for noget, ellers må jeg tage det et skridt af gangen og så finde en psykiater( som du skriver ) og så fortsætte der og så se hvad der sker. Jeg er bare i tvivl... rigtig dybt inde i mig selv, i tvivl om jeg nogensinde får det bedre. Er det en dårlig og taberaktig tanke at have? Min krop er bare træt af at blive ved med at få vendt vrangen ud. Det koster mange kræfter og jeg skal jo have nogen tilbage til at " elske og se " mine børn.

Mange tak for dit svar og fordi du virkelig satte det op en ting af gangen, så jeg kunne forstå det. Jeg vil gå ind og læse det, hvis det hele pludselig skrider for mig og så tage et skridt af gangen. Det er rart med dette forum. Her føler man sig ikke alene. Og det er rart for det føler jeg hver dag. Og det er hårdt at kæmpe alene.

Tak

Mange hilsner

Angel

[en mor]

Hej Angel!

Det var så lidt! Det lyder som et rigtigt godt projekt. Det kan jeg godt forstå, at du vil prøve.

Og nej, det er ikke taberagtigt at være i tvivl, om man nogensinde får det bedre. Det er jo bare et udtryk for, hvordan du har det lige nu.

Jeg ønsker dig held og lykke med projektet.

Mange hilsner

Bente