ocd´en og kommunen.

[angel]

Hej.

Jeg havde brug for lige at skrive lidt om min situation lige pt.
Min ocd bliver værre og værre og jeg får ingen hjælp.
Kommunen sendte mig til en psykologisk undersøgelse sidte år. Psykiateren der snakkede med mig vurderede at jeg havde ocd og at jeg ville have godt af noget kognitiv adfærdsterapi. Det var i august måned ca. Efter det er der intet sket. Jeg har bare fået det virkelig dårligt og alle mine tvangstanker og handlinger er bare blevet værre og værre. Jeg har en god sagsbehandler. Jeg ved hun prøver at hjælpe mig og finde ud af hvad hun kan gøre for mig. Hun fortalte mig ved juletid at kommunen ( ledelsen ) ikke ville betale en psykolog til mig og at hun derfor måtte prøve at finde en psykiater som praktiserede kognitiv adfærdsterapi. Det er endnu ikke lykkedes. Jo hun har nu fundet en i kbh. Men da jeg jeg bor i nordsjælland og min kæreste og jeg ikke mange penge har har jeg meget svært ved at se det fungere. ydermere er det meget svært for mig at tage så langt da det skaber meget usikkerhed hos mig. Nu er der så startet et projekt op i vores kommune som skulle være rigtig godt for specielt ocd patienter, men chefen vil ikke lade min sagsbehandler sende mig derhen. Så her står jeg så og jeg har det bare rigtig skidt. Prøver bare at overleve dag til dag samtidig med at jeg skal passe min to små børn. Min sagsbehandler og min støtte-kontaktperson siger at det ville være godt for mig at komme ud og taler nu om at jeg kan komme i en praktik ( da jeg er på kontanthjælp må det ikke hedde frivilligt arbejde ) . Men jeg er bare rigtig bange og angst og det er bare et alt for stort spring. Jar jo slet ikke fået noget hjælp endnu og nogen redskaber til hvordan jeg skal håndtere mine tanker og stoppe mine handlinger og nu skal jeg pludselig ( hvis jeg vil vel og mærke ) til at være afsted flere gange om ugen. Jeg tænker allerede hvordan det kommer til at køre i mit hoved og hvordan jeg skal nå alt det jeg skal nå, for at jeg har kontrol med mine ting. Føler allerede det overrumpler mig og jeg tør bare ikke at gøre det lige nu. Jeg kan knapt nok tage ud og ordne ting nu hvor jeg går hjemme. Jeg føler bare at det er for svært. Ved et eller andet sted godt at det er rigtig at det måske ville gøre mig godt. Det ville kæmpe mod ocd´en, men jeg er bare ikke så stærk lige nu. får ingen medicin heller og har virkelig lukket mig inde og holder mig til alle mine systemer og regler osv.
Jeg syntes bare det er så svær en situation at stå i, for det er jo ikke fordi jeg ikke vil have hjælp, ikke fordi jeg ikke gider og jeg ved min sagsbehandler virkelig prøver at finde bare et eller andet som kan gøre at jeg ikke bliver ved med at ryge nedad, men det er bare for angstprovokerende, for svært og for hårdt. Så jeg tror bare at jeg ville høre om nogen har en idé til hvad jeg skal/kan gøre. Hun ringer tilbage mandag. Ved at jeg godt må afslå, men det er bare hårdt. Kender i ikke det at man godt kan se logikken i det de siger, men man er bare ikke så langt hende psykisk til at man tør. At man bliver nød til at sige fra for at passe på sig selv, for at overleve. Også selvom man lever i en kontrol-verden som heller ikke er god. Kan Nogen mon forstår det jeg siger og kan I nikke genkendende til at man ikke " bare" kan springe ud i noget selv om det ville være godt for en, for man har bare ikke fået hjælp nok til at " turde " og hvad hvis jeg aldrig for det bedre, hvis jeg skal leve med dette. Hvad hvis de bare ikke kan gøre mere for mig.
Det hele er en lang smøre. Tror bare jeg brug for lige at lukke ud og høre om nogen kender til min siuation og forstår.

Hej fra Angel.

[Moonlight]

Hej Angel.

Jeg forstår så udmærket alle dine tanker og overvejelser, har selv været der, og jeg er også mor...

Jeg har bare måtte erkende at det at udsætte mig for kognitiv terapi har alt for store omkostninger for mig og min datter, og bare vil forværre min tilstand... heldigvis vil min sagsbehandler støtte op omkring en pensionssag, uden jeg skal igennem diverse arbejdsprøvninger m.m... håber du snart ser lys for enden af tunnelen...

[angel]

Hej Moonlight.

Tak for dit svar. Det er rart at høre du kender til følelsen. Det er nemlig lige det du skriver. Man vil ikke udsætte sig for for meget. For det må under ingen omstændigheder ramme mine børn at jeg roder op i alle mine spøgelser.
Jeg har nu fået tilbudt et projekt som jeg nu forsøger. Det er et sted som er meget rettet mod arbejdsmarkedet og at man skal komme videre. Det er et sted hvor de har alle " personer " under et tag ( psykolog, fysioterapeut osv. ) Så man , i følge dem, kan få hjælp hurtigere og samlet og de arbejder alle omkring mig. Var til møde deroppe og de virker da søde. Min sagsbehandler forklarede at jeg er beskrevet godt oppe på min kommune men. Og at jeg skal bruge dette projekt til at jeg kan blive afklaret, som det så ffint hedder. Det var ikke fordi at jeg skulle ud i arbejde her og nu og de forstår min situation. Jeg ville også allerhelst have fred og ro på mit liv, men jeg er jo desværre i jobcenteret og hvis ikke jeg gør dette kommer jeg ind uder loft over kontanthjælpen osv. og det har jeg ikke råd til. Min kommune vil desværre ikke give mig pension, sådan som tingene ser ud lige nu, men vi kan jo håbe på at dette forløb ( har fået et ½ år deroppe ) kan idrede mig så jeg enten får det bedre og kan finde en eller anden plads ren forsørgermæssigt, ude i landet, eller at det afgør at jeg ikke har arbejdsevne til arbejdsmarkedet. Men jeg skal sørge for at være helt ærlig og sige hvad jeg mener. Har det med at sætte det " faslske " glade ansigt op og sige ja ja til alt.

Tak igen for dit svar og jeg håber virkelig at din sag går igennem og du får ro på dit liv så du kan blive ved med at være en god mor som ikke bliver ekstra stresset og presset af kommunen og økonomien.
Mange gange held og lykke. Lad mig endelig vide hvordan det gik!!

Hilsen

Angel.