Tvivl
Jeg går til samtaler på psykiatrisk afdeling. Jeg startede der efter en nedtur hvor min mor tvang mig til læge og lægen sendte mig videre. Jeg skulle tvinges fordi jeg altid har været bange for at komme til læge, fordi jeg frygter at have en alvorlig sygdom.
Lægen mente det var OCD eller en depression, men de første gange hos psykiateren blev der snakket om ADHD, OCD, depression og skizofreni. ADHD fordi jeg bl.a. har svært ved at koncentrere mig. Skizofreni fordi jeg deler mig selv op i forskellige personer. Der er Camilla med familien, Camilla med kæresten, Camilla med vennerne, Camilla i skolen osv. Jeg føler mig fremmed for mig selv. Som om alt der sker er uvirkeligt og ikke noget jeg oplever. Jeg har delt mit liv op i faser. Hver gang der er sket en forandring, starter en ny fase og derfor skal der også en ny Camilla til. Lidt svært at forklare. Men mine minder har jeg enten glemt eller så husker jeg dem som tågede.
Jeg har altid haft behov for at få ting bekræftet. Hvis folk lover mig noget, skal jeg have det bekræftet flere gange. Jeg ved det har været irriterende for min mor, men jeg har været så bange for at tage fejl. Hele mit liv handler om at være perfekt, så derfor undgår jeg ting som fx fremlæggelser i skolen hvor der er chance for at jeg fejler. Jeg kan ikke lide at være midtpunkt, for jeg er bange for at folk kan se mine fejl. Nogle dage tør jeg ikke gå udenfor fordi jeg er bange for at folk kan se mine fejl, eller at jeg gør noget forkert.
Der er mange tanker der styrer mit liv, så jeg laver en liste:
. Jeg er bange for at tænke onde tanker. Jeg er bange for at tænke at dem jeg elsker dør, for så tror jeg de gør det og så er det min skyld. Hvis jeg kommer til at tænke det, tror jeg de dør. Jeg er også bange for at skade andre mennesker. Jeg har det specielt med min mor og min 11 år yngre lillebror.
. Jeg tjekker om døren er låst flere gange. Jeg har prøvet flere gange hvor jeg var ved at falde i søvn, men blev nødt til at gå ud og tjekke døren.
. Jeg har to kontakter i mit køkken. Jeg bruger kun den ene, for de skal stå rigtigt. Dem tjekker jeg også flere gange. Jeg er bange for at de eksploderer, hvis de ikke står som slukket.
. Der skal være balance. Hvis folk strejfer min arm når jeg går på gaden skal jeg røre den anden arm. Hvis to fingre på højre hånd rører hinanden skal jeg også gøre det på den anden, en gang til på den anden, en gang til på højre og så samtidig. Hvis jeg ikke gør det samtidig skal jeg starte forfra. Jeg har altid haft det sådan, så jeg er nået dertil hvor jeg ikke længere kan huske hvorfor. Jeg SKAL bare gøre det. Generelt er mit liv styret af at der skal være balance, alle mine bevægelser er planlagte.
. Når jeg handler følger jeg en bestemt rute. Hvis jeg er gået forbi noget jeg skulle have og først finder ud af det bagefter, må jeg ikke gå tilbage. Jeg kan ikke lide at stå i kø for længe, for jeg er bange for at folk synes det jeg køber er underligt. Når jeg handler er jeg bange for at folk synes jeg er dum, grim, underlig osv. Derfor holder jeg mig til nogle bestemte regler og ruter, for så synes de ikke jeg er underlig.
. Da jeg som lille sad og malede i en malebog, skulle jeg fortsætte fra der hvor jeg begyndte. Jeg måtte ikke begynde at male i et hjørne og så gå hen til midten på papiret og male der. Farverne skulle hele tiden røre hinanden. Hvis jeg startede et andet sted, fik jeg 5 sekunder til at få farverne til at røre hinanden, ellers ville jeg ske noget slemt. Jeg kan ikke huske hvad det var jeg var så bange for, andet end at det gjorde mig bange. Jeg har det stadig sådan.
. Jeg går meget op i tal. 1 er et dårligt tal, for det står alene og er ensomt. Det kan ikke give balance. 2 er et godt tal når det handler om min kæreste, for vi er to mennesker. 3 er et godt tal. 3*3 er 9 og 9 er mit yndlingstal. 3 har også en midte, altså hvis man tegner tre streger så er der en i midten og den bliver beskyttet af de to andre. Så hvis jeg fx har tre muligheder stående foran mig, vælger jeg den i midten. 4 er et godt tal til balance. 5 og 5-tabellen er et godt tal. 5 har ligesom 3 en midte og 5-tabellen skifter mellem ulige og lige tal, så det giver balance. 6 er et godt tal til balance. 7 og 8 føler jeg mig utryg ved. Kan ikke forklare hvorfor. 9 er det bedste tal. Ved ikke hvorfor. Jeg bruger tallene til mange ting. Eksempel: Min kæreste og jeg begyndte at komme sammen den 11. Det er et godt tal, fordi der er to streger som symboliserer to mennesker og sammen giver de to, som er mit lykketal når det gælder min kæreste. Så sker der ikke noget med ham og han slår ikke op med mig.
. Jeg er bange for at det jeg drømmer kommer til at ske fordi jeg drømte det. Jeg drømte for et stykke tid siden at jeg sad i skolen og fik en sms fra min mor hvor der stod at min storebror var død. Jeg græd da jeg vågnede og turde ikke tage i skole. Pga. mit fravær var jeg nødt til det (Jeg går på HF enkeltfag, så det er begrænset hvor meget fravær man må have og jeg kan ikke arbejde pga. min psyke, så har brug for SU) Jeg skrev til min storebror at han skulle passe på sig selv og så tog jeg i skole, selvom jeg var bange for at han ville dø fordi jeg tog i skole. Han lovede at passe på sig selv.
. Jeg kan ikke lide beskidte ting. Jeg kan nærmest mærke bakterier og alt muligt på mig. Til en fremlæggelse i engelsk havde en fra min klasse om Afrika og han havde taget noget pels med som de har på når de danser. Han har boet i Afrika, derfor har han den. Jeg fik det så dårligt af at røre den at jeg ikke kunne tænke på andet end at komme ud og vaske hænder. Jeg hørte ikke efter resten af timen, fordi jeg kun tænkte på at jeg ikke måtte røre noget. Jeg turde ikke gå ud. Det er en anden ting. Jeg tør ikke gå midt i timen, komme for sent, sige noget højt, fremlægge osv. fordi jeg er bange for at folk ikke kan lide mig hvis jeg siger noget forkert, kommer for sent osv.
. Jeg tør ikke tænke noget ondt om folk, for jeg er bange for at de kan høre eller se mine tanker.
Det var bare lidt af de ting jeg render rundt og bruger min tid på. Jeg har ikke rigtigt overskud til at skrive mere. Det kommer nok på et tidspunkt.
.. Men det jeg egentlig ville skrive var, at jeg er usikker på om jeg har OCD. Når jeg læser om det kan jeg genkende ting, men tvivlen kommer hele tiden. Min psykiater snakkede om mig til en konference eller sådan noget og de sagde alle sammen OCD, men jeg vil bare hele tiden have det bekræftet, for jeg bliver i tvivl.
.. Er jeg forresten den eneste der føler at jeg bare får smidt piller i hovedet? Jeg er på Zoloft, og de har taget nogle af tvangshandlingerne, men jeg føler ikke jeg får noget som helst ud af samtalerne andet end en recept og besked på at skrive ting ned. Hun hører efter, men jeg får ikke at vide, hvad jeg skal gøre. Hun har sagt jeg skal sige til mig selv at jeg ikke har kontrol over det, men hvad hjælper det når jeg ikke selv styrer det og bare gerne vil være på den sikre side? Hun er skide sød, men jeg føler mig ikke forstået?
Besvar med citat
