Der findes en personlighedsforstyrrelse der hedder OCPD som har nogle fælles træk med OCD, og det har vist sig at ca. 30% af alle OCD-ramte også har OCPD.

OCPD står for Obsessive compulsive personality disorder (på dansk kaldet tvangspræget personlighedsforstyrrelse) og handler primært om perfektionisme, orden og kontrol i en sådan grad at det ødelægger livskvaliteten.

De fælles træk for de to lidelser er at der ved OCPD også kan optræde lettere former for tvangstanker og -handlinger, men hvor disse ved OCD opfattes som indtrængende og ubehagelige, opleves de ved OPCD som en 'naturlig' del af personligheden. Dvs. at personer der lider af OCPD er overbeviste om at deres behov for regler og orden er normale og rationelle, hvorimod personer med OCD som regel oplever deres handlinger, ritualer og rutiner som irrationelle og unaturlige.

Endvidere er tanker og handlinger hos én med OCD sjældent relateret til virkelige hverdagsproblemer, hvorimod personer med OCPD primært beskæftiger sig med at klare de forskellige opgaver og udfordringer der findes i hverdagen.

Hvis du vil vide mere om ocpd kan du læse mere på den nye hjemmeside www.ocpd.dk