At leve i et parforhold med OCD

[Thomaz]

Hej alle!

Jeg har selv det meget svært ved at være i et parforhold, mens jeg har svært OCD. Jeg er i behandling, men stadig har jeg det til tider meget svært med min kæreste, selvom jeg virkelig elsker og holder af hende, så er det til tider ret svært med OCD. Meget.

Hvordan klarer I andre det?

[Sofie]

Hej Thomaz.

Det er rigtigt svært at være i et forhold, når man har OCD. Min kæreste og jeg har været sammen i knap to år, og det har krævet rigtigt meget af ham. Fx. skal mit badeværelse være klinisk rent, og der skal gøres rent meget ofte.
Jeg fortalte ham meget hurtigt i vores forhold, at sådan skal det være, og at jeg ikke gider rydde op og gøre rent efter ham, men det sker dog alligevel en gang imellem, men jeg er nok også lidt sart
Men han prøver virkeligt, og det sætter jeg meget pris på.
Han har været en kanon støtte på alle måder, så jeg håber, at du får et dejligt forhold med din kæreste på trods af, at du har OCD.
Men når alt kommer til alt, er det nok nemmere at være single, men sådan er det nok også for folk, der ikke har OCD

Venlig hilsen Sofie.

[Scarlet]

Hej Thomaz
Jeg havde en kæreste i 2 år som jeg også boede sammen med. Han havde meget svært ved at forstå min OCD. Så jeg tog ham med til min psykolog, hvilket hjalp utrolig meget. På denne måde lærte han hvilke ting han kunne gøre for at hjælpe mig, så jeg ikke længere skubbede ham ude af min lille verden. Det skal siges at det ikke har noget at gøre med, at vi ikke er sammen længere. Jeg har nu en ny kæreste gennem 1½ år og han er også sød til at hjælpe mig. Mit råd til dig er at sætte dig ned med din kæreste og snakke om det, evt lade hende indgå i din behandling, måske kan hun hjælpe dig til at få det bedre.
Held og lykke med det :)

[angel]

Hej.

Jeg læste lige tråden og fik lige lyst til at skrive med. Jeg syntes også at det til tider kan være svært m.h.t. min kæreste og så ocd´en. Jeg elsker virkelig min kæreste og vi har to børn sammen. Jeg fortalte ham også fra starten om hvordan mit liv havde været og om hvad der var svært for mig, og han er bare den bedste mand i hele verdenen. Han hjælper mig og støtter mig. Tager med til møder på kommune og til samtaler og han prøver at lytte så godt han kan og vil så gerne fikse det hele så jeg bare har det godt og er fri for mit " helvede ". Han er gerne sammen med børnene, hvis jeg har brug for at hvile mig og han hjælper til derhjemme. Men det er sørme svært. For han forstår ikke altid. Forstår ikke hvorfor jeg bliver nød til at gøre visse ting, hvorfor der skal være tjek på det ene og det andet og han ser og mærker ikke den verden som jeg altid, dag og nat, går rundt i. Og der kan det godt være svært at skulle " leve normalt " og grine og gøre alt det man nu engang skal i hverdagen. Og det eneste jeg sommetider kan have lyst til er at råbe op, skrige hvordan jeg har det lige nu, eller lige før, eller forklare det der skete før og om hvordan det fik mig til at føle og om hvordan jeg skal klare det og ubehaget og angsten der følger med. Men alt det ser og føler han jo ikke og han kan ikke rumme det hele. Men han giver mig til gengæld også så meget kærlighed, latter og sjov. Han giver mig tryghed og ballade og giver gode oplevelser. Så han er det hele værd og meget mere til. Han er min bedste ven og min store kærlighed. Og nu, efter 4 år, må jeg altså sige at jeg stadig er forelsket i ham. Han kan give mig sommerfugle i maven.

Håber det var ok at jeg lige blandede mig. Men det var et godt emne, og noget jeg tit tænker på. Tak for de gode ting I har skrevet. Det tager jeg med mig.

Hej fra

Angel