Er min angst for at miste OCD?

[Missme69]

Jeg har gået rundt lidt rundt om mig selv siden jeg for nyligt så et program i tv om ODC, for det satte nogle tanker i gang hos mig - at jeg måske ikke bare er hysterisk ræd for at miste og bare skal tage mig sammen, men at der måske er en grund til de ting der foregår i hovedet på mig.
Min historie er, at jeg er alenemor (38) til to piger på knapt 13 og 15. Jeg har været alene med dem i 5 år og synes mine tanker bliver værrere og værrere i takt med de bliver ældre og vil alle de "sjove" ting som teenager nu engang vil - men hold da op hvor har jeg svært ved at give lov. Jeg ser hele tiden for mig at de bliver kørt ned af en højresvingende bus eller lastbil eller der kommer en bil i høj fart der ikke kan nå at bremse - jeg ringer hele tiden og tjekker dem og bare de skal over på den anden side af den vej vi bor går jeg rundt om mig selv indtil de er hjemme igen - hvis jeg hører/ser i ambulance der kører i den retning hvor jeg ved de opholder sig går jeg totalt i panik. Er vi i tivoli vil jeg helst ikke kigge når de er oppe i noget, for tænk hvis de falder ud. Jeg prøver virkeligt at give dem lov til de ting en teenager nu skal have lov til (alt med måde selvfølgelig) men jeg lider når de ikke er hjemme. Min den "lille" har en veninde i Humlebæk som hun har besøgt en gang hvor hun tog toget alene - hvilket helvede jeg gennemgik.
Jeg mistede min storesøster for 11 år siden i forbindelse med en tvillingefødsel og min storebror døede for 5 år siden af en blodprop i hjertet - og det kommer man sig jo aldrig helt over, så jeg har hele tiden gået og troet, at min angst kom af at jeg havde haft disse to slemme oplevelser - men jeg kan bare mærke at det bliver værrere og værrere - jeg tjekker mine piger mere og mere, og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på når de rigtigt begynder at tage i byen eller farte rundt - er kun helt roligt i krop og sjæl når de er hjemme.
Så jeg håber inderligt at der er nogen herinde der kan hjælpe mig - enten med at fortælle mig at det bare er alm. forældrebekymring eller også at det måske er OCD - for jeg bliver nødt til at gøre et eller andet - ellers vil min angst og bekymring æde mig op indvendigt.

[MorLena]

Kære Missme69

Jeg kan godt forstå din angst for at miste dem du har allerkærest, dine to dejlige piger. Du har været ude for nogle voldsomme tab i din nærmeste familie og samtidig mistet din familie, går ud fra du er skilt.
Jeg har en datter på 15 og en søn på 19 år. Og det er meget svært at give slip på dem. Men vi kan ikke pakke vores børn ind i vat gennem hele livet, de skal lære at klare sig selv, både på godt og ondt. Verden er barsk, vi bliver jo bombarderet gennem medierne hver dag, om krig og andre voldsomme hændelser på gaderne, ja selv her i lille DK bliver det værre og værre. Du er nødt til at vise dine piger tillid og så glæde dig i dit inderste hver dag når de er kommet godt hjem. Dine piger skal ikke opleve din angst og føle dårlig samvittighed over at du sidder alene hjemme etc. De skal have lov til at være unge. Du må holde dig orienteret om deres netværk er godt eller dårligt. Vi har en aftale om at ungerne her SMSer når de er kommet frem til bestemmelsesstedet og når de er på vej hjem. Sker det ikke, kan jeg forstå du bliver urolig. Tror ikke du har OCD, for det er en anden angst med tanker og handlinger. Men det fylder alligevel i dit liv, så du kunne måske have gavn af en god psykolog, da du trænger til at bearbejde tabet af din søster og bror.
Håber du kan bruge dette til noget
Ønsker dig ro og glæde i livet.

[Lisbeth]

Hej Missme69

Jeg ved ikke, om du har OCD, men jeg ved, at OCD kan opstå efter et uventet dødsfald. Jeg selv er 24 år. Min OCD startede, da jeg var 10 år, under min storebrors sygdom. Den tog så rigtig fat, da han døde 3/4 år efter. Da jeg var 22 år, døde min storesøster midt om natten uden nogen årsag - man har ikke kunnet finde en forklaring. Hendes dødsfald forværrede min OCD, men nu er jeg på vej i fremad igen.

Da min bror døde, reagerede jeg på den måde, at jeg selv blev bange for at dø. Desuden havde jeg tvangstanker om, at min storesøster ikke kom hjem igen, når hun var til fester. Jeg kunne først sove roligt, når jeg hørte hende komme ind ad døren.

Med dette vil jeg sige, at det muligvis godt kan være OCD, du har. Har du nogle tvangstanker? Eks.: Bliver du ved med at have en tanke om, at din datter bliver kørt ned, når hun går over vejen, så kan man jo godt kalde det en tvangstanke. Det er ikke fakta, at hun vil blive kørt ned, men det er en belastende tanke. Hvis du har sådan nogle gentagene tanker, så kan det godt være OCD.
Jeg er dog ikke i stand til at svare dig på, om det er det, eller om det er en overdreven form for bekymring udløst af belastende dødsfald. Mht. mig laver jeg nogle tvangshandlinger for at forhindre det værst tænkelige i at ske. Det er dog ikke et nødvendigt kriterie for diagnosen OCD, at man skal lave tvangshandlinger. Nogle har kun tvangstanker og omvendt.

Du kan evt. kontakte psykologerne på hjemmesiden http://www.ckat.dk De vil være i stand til at besvare dit spørgsmål.

[Missme69]

Hej
Tak for jeres input - det kan godt være jeg "bare" har brug for noget psykologbehandling, da jeg jo ikke rigtigt har nogen ritualer mere - jeg havde godt nok tidligere med f.eks. kabaler - hvis den f.eks. gik op inden 2 gange døede min bror ikke o.s.v. - men det er jeg helt stoppet med - følte jeg spillede lidt med liv og død.
Men hold op hvor er det svært når ens hoved fungere sådan - synes min angst og frygt fylder alt for meget, men må prøve at søge lidt videre i mig selv og finde ud af hvad der kan hjælpe mig, for jeg behøver helt klart hjælp på en eller anden måde, da jeg ikke rigtigt kan finde ro omkring mine piger.
God weekend
Missme69

[Lisbeth]

Hej igen Missme69.

Det lyder fornuftigt, at du vil forsøge at få hjælp til at håndtere din angst. Du er altid velkommen her i forummet igen, hvis du får behov for det.

God weekend til dig også.