Tvangsfjernelse?

[løven]

Hej, jeg er en kvinde på 28 år der er gravid med mit første barn i 10. uge.
Jeg har ingen tvangstanker, "kun" handlinger, i meget svingende grad.
Drejer sig mest om at undgå snavs (ikke bakterier), og nogle gange tjekke-adfærd.

Er der nogen der har erfaring med hvad de sociale myndigheder vil gøre når de får kendskab til at moderen har OCD - og skal være enlig mor?

Nogen der rent faktisk kender loven, kan OCD føre til tvangsfjernelse - og allerede ved fødslen, hvis der ikke tidligere er blevet tvangsfjernet et barn?

Har allerede aftaler med psykiatrisk sygehus og sagsbehandler, men vil gerne høre om jeres erfaringer...


Håber nogen kan svare, på forhånd tak.

[Mads]

Hej Mai
Jeg kender ikke lovgivning etc.. Jeg kan kun tale ud fra erfaring fra foreningsarbejde her i OCD-foreningen. Jeg er blevet stillet det samme spørgsmål en del gange før. Jeg har endnu ikke hørt om nogen der har fået tvangsfjernet børn, men det udelukker selvfølgelig ikke at det sker.
Nu hvor du har aftaler med behandlere etc. kan jeg ikke se der noget argument for tvangsfjernelse.
Måske nogen har andre erfaringer.

[løven]

Uha, sikke da en frygtelig tanke at gå rundt med som gravid!- jeg gjorde det samme og gik også til samtale-terapi under graviditeten- Vil bare lige sige til dig, at der er ingen der vil fjerne dit barn bare fordi du har ocd- Du er jo ikke sindssyg!!

Men vær opmærksom på at dine tvangshandlinger/tanker kan blusse op efter fødslen og det skal du selvfølgelig være forberedt på:-D

held og lykke

[Simone]

Ja, jeg slutter mig til Malene.
Det er en led tanke og bestemt også en som jeg har haft inde på livet. Frygtede ikke kun tanken fordi at jeg havde OCD. Det vidste jeg ikke så tidligt. Frygtede ganske enkelt at jeg ikke gjorde det godt nok.
Måske ville nogen opdage at der ikke altid var klinisk rent eller tænk hvis overboerne hørte min datter græde og tilkaldte børneværnet. (Hvilket resulterede i at jeg insisterede på at min kæreste hængte en seddel op i opgangen med en forklaring på hendes gråd. De søde naboer kom alle hen og forklarede at de godt var klar over at børn somme tider græd og at sedlen var ganske unødvendig)
Jeg var også bange for at vuggestuen ville melde mig. Sidst men ikke mindst, var jeg rædselslagen for at udvikle pædofili. Det måtte jo være årsag nok til at fjerne mit barn.

Langt om længe søgte jeg hjælp. Tanken er der stadig, men den er blevet nemmere at slå væk. (Så også programmet Rent Hjem, hvis de ikke får fjernet deres børn grundet snavs, så der nok ingen der gør.)

Usikkerheden i at blive mor gør at man stiller enormt høje krav til sig selv, samtidig med at man bliver enormt beskyttende over for det barn som skal komme. Det hårdt, ikke mindst med OCD oven i.

Håber du er kommet videre efter den tanke.
Tilykke med at du skal være mor og prøv at nyd det! :wink:

Hilsen Simone

[løven]

Hej simone

HVordan har du det med at være mor nu?

Jeg er stadig skrækslagen for ikke at slå til - så på nogle områder sætter jeg ikke klare grænser for min søn, fordi jeg synes det er så synd for ham at jeg er hans mor :-(

Det kan en tre-årig hurtigt udnytte.

Jeg er bange for at blive dømt af andre til at være en dårlig mor, så når jeg er i selskab med min søn og andre sammen, kan jeg blive nærmest lammet af skræk for hvad folk tænker om mig.

Og om mine evner som mor.


I mit hoved er ALLE andre mødre bedre end mig.

hvordan har du det?

knus

[løven]

Hej Malene
I mange år havde jeg det som dig med at jeg skulle leve op til andres krav og forventninger til mig. Nu har jeg heldigvis lært at der kan jeg aldrig slå til. Folk vil altid dømme os ud fra deres egne værdier og normer, men hvem siger at deres ideer er korrekte. Prøv feks at se efter andre fejl og du vil hurtig opdage at der var ting de kunne gøre anderledes. Vi er ikke skabt til at være ens.
En anden ting, hvis du ikke var den korrekte mor for dit barn, var det ikke dig som havde født ham. En mor er altid den rigtige mor for sit barn uanset skæbne, for vi kender jo ikke den dybere mening med livet.
Din egen bekymring for dit barn, fortæller også at du er en omsorgsfuld mor, eller ville du slet ikke tænke de tanker du gør. Jeg ville ønske jeg havde haft en mor som var bare lidt bekymret, det havde jeg ikke. :wink:
VH LS

[Simone]

Åh Malene.
Jeg bliver helt ked af at høre om de tanker du har. Kender rigtig godt til dem. Jo, Jeg er bestemt også jordens dårligste mor. Specielt når jeg ikke magter at være sammen med min datter. Mit problem er dog en anelse anderledes på den måde at mit problem er min korte lunte. Specielt når jeg er træt eller stesset.

Jeg var også meget bekymret omkring folks opfattelse af hvordan jeg var som mor. Jeg fik dog afhjulpet det lidt ved at fortælle om frygten til en person som jeg stoler på. Jeg fortalte min svigerinde, at det var en af mine værste tanker. Og hun svarede så at jeg var en rigtig god mor efter hendes mening. Hun syntes at det var godt at jeg turde at sætte grænser foran andre. En envne min kæreste ikke besider. Din forse er måske din tålmodighed. Min er slet ikke eksisterende, glæder mig ikke til trodsalderen selvfølig render jeg ikke rundt og råber og skælder ud konstant, det regnede du sikkert heller ikke med, men måtte lige skrive det
Er der ikke nogen, udover din mand og mor som du kan stole på og tale med om det. forældre og kæresters svar betyder somregel ikke det store da de jo ofte bare siger hvad man vil høre :wink: ligsom når man spørger om man er tyk.

Men det kan være svært at åbne op for denne frygt, specielt hvis din OCD ikke er ordenligt under kontrol. Så bliver tanken om et negativt svar altid mere sandsynlig, ikke sandt?

Jeg kan anbefale en rigtig god bog om emnet. Ser du, jeg fant nemlig ud af at de fleste mødre OCD eller ej, faktisk er enomt bange for ikke at slå til. Den bog jeg snakker om er Myten om den perfekte mor. Det er faktisk bare en bog som fortæller om, at ligemeget hvad er DU er den bedste mor for DIT barn. Den hjalp mig... i de to uger jeg huskede hva der stod ihvertfald, og så vandt tvangstankerne igen men det kunne være at man skulle læse den igen en gang til :)

Tilsidst, er du i psykologbehandling, og ser du en psykiater?

Jeg har fået det meget nemmere efter frygten ikke styrrer mig så meget. Det gør det nemmere for mig at få bugt med tankerne inden de tager fat.

Du skal ikke være så bange, man kan ikke elske sine børn for meget. Ved ikke hvordan man vinder evnen til at sætte grænser. Men måske kan du fortælle mig hvordan man lægger den fra sig?!? :wink:

Knus fra Simone.

[løven]

Hej simone


Havde ikke lige set dette indlæg.

(har det meget skidt for tiden - er rædselsslagen for at miste min søn!!)

ups, der forsvandt noget af min tekst!!men hvorhen???!!!::: :twisted:

Jeg går hos min læge men er henvist til en psykiater for det er kun hende, der kan starte en behandling med lamictal.

Jeg vil søge kommunen om psykologbehandling, men ved ikke om jeg får den da jeg ikke er kontanthjælps-berettiget.

MEn indtil nu har jeg ikke fået noget positivt ud af psykologbehandlingen.

Jeg har brug for FREMTIDEN og ikke for FORTIDEN!!

MEn allermest har jeg brug for NUET som bare ikke eksisterer for mig - jeg er skrækslagen konstant og det er derfor jeg har besluttet at bekæmpe min egen hjerne med alle de medikamenter jeg overhovedet kan komme i nærheden af.

Ocd kan ses på en hjernescannning- så ocd er fysisk.

Kan man få en person til at gå på sit brækkede ben, fordi man siger til ham at han kan??

Terapi der handler om fortiden, for en ocd-patient, er for mig at se som at hælde sodavand på en sukkersyg :wink:

det skal handle om nuet og om fremtiden......PErsonlig coaching.

ups, jeg kom vist væk fra emnet????

Har fået for meget kaffe idag og det reagerer jeg temmeligt nervøst på!!!

JEg vil gerne læse den bog du omtaler, samt disse som jeg tror alle kan få glæde af.:

-overvind din depression
-overvind din socialangst

jeg ved ikke hvem der har skrevet dem desværre.

Mht. til grænserne , så synes jeg at det er godt at du sætter grænser for dit barn....det giver dem nemlig tryghed.

Hele min familie synes jeg har rygrad som en orm, når det handler om min søn------

Men jeg prøver på at sætte grænser og hvad gør man så når han ikke vil høre???

Jeg NÆNNER ikke at straffe ham....og det kan han mærke.

Så han opfører sig mere djævelsk når han er i nærheden af mig, de har ingen problemer med ham i børnehaven heller ikke når andre passer ham- det er derfor jeg dømmer mig selv ude som mor.

Udover det er vi ret dårligt stillede pga. min manglede indtægt ( er ikke rask nok til at komme i arbejde/uddannelse) så jeg har dårlig samvittighed over ikke at kunne give ham det samme som andre får.


Nu skal jeg i børnehaven og hente min søn og jeg håber bare på, at han hører efter hvad jeg siger og ikke laver en scene, der kan få mig til at krybe i jorden - hvilket han egentlig aldrig har gjort!!!!


knus

[Simone]

Jeg finder lige ud af navnet på den forfatter som har skrevet Myten om den perfekte mor.

Det er jo egentalt ligegyldig om han lavede den redsomme scene, for hvad andre mener om din evne til at være mor, er komplet ligegyldigt. Hvis du har det godt og han har det godt er det det som er vigtigt. Men jo, har været der jeg har også altid tænkt på hvad folk tænkte og mente om mig.

Jeg har selv nøjagtig den samme indstilling til terapi som du. Jeg har også gået hos en almindelig psykolog, som bare bræede op og ned om fortid, skemalægning over min hverdag og sad og ventede på jeg hældte vand ud af ørende om min mislykkede barndom. Det bliver man vanvitig træt af det.
Men (og jeg er træt af at høre mig selv reklamere for det.) Kognetiv terapi fungere ikke sådan. Ikke i den praksis som jeg går i, i hvertfald. Det er den som er tilknyttet denne hjemmeside. Man starter naturligvis med at fortælle om ens angst, hvad der tricker den, hvordan man så undgår det og hvad der kunne ske hvis man ikke undgik den. Det som er trikket er at finde den mest sandsynlige grund, årsag eller ting som sker eller kunne ske. f.eks. Jeg var enormt bange for at min kæreste var pædofil. Derfor kiggede jeg meget med (udspionerede ham) når han skiftede min datter. (det skal lige siges at han aldrig har gjort noget for at fortjene den mistro. Jeg har også været bange for at jeg selv var pædofil) Min psykolog sputgte derfor om jeg ikke kunne holde op med at tjekke ham. Ærligt, det mente jeg altså ikke jeg kunne. Hun spurgte mig om jeg i virkeligheden troede at han var pædofil, det gjorde jeg jo ikke, men hvad nu hvis?!! Vi snakkede derfor hvad der ville ske hvis jeg ikke tjekkede ham, og hvad jeg opnåede når jeg tjekkede ham. Til sidst var jeg med på en prøve. for at gøre en lang historie kort, så prøvede jeg. Det hjalp! Det jeg fik ud af at tjekke var nemlig kun en stakket frist. Det endte jo hele tiden bare med at jeg fik bekræftet at han ikke gjorde noget lige nu. Efter hånden er frygten for dette blevet minimal. Men det skal siges at uden piller havde det været meget sværere.
Man snakker om sandsynligheden for ens værste frygt osv. det er virkelig det BEDSTE uden tvivl, bortset fra mine piller som indtil videre gør at jeg ikke mærker frygten ved de sære tanker og derved gør det andet en del nemmere.

Er du bange for at skade din søn ved at skælde ud. eller hvad er det som stopper dig, er du konfliktsky generelt. Grunden til jeg er og har været bange for at være alene med min datter, er fordi jeg har så svært ved at kontrolere mit temperement. Jeg er enormt bange for at skade hende. Ikke fysisk, men psykisk. Jeg har prøvet på min egen krop, hvad det vil sige at være bange for min mor. Det er hvad jeg er bange for. Med hensyn til grænser, der har jeg ikke noget problem med, min datter sætter jo også grænser for mig. Hvis jeg skælder ud, kan hun godt blive gal på mig. Det gør hun mig bestemt opmærksom på, og derefter må jeg så ændre måden mit budskab bliver sagt på. Prøv evt. hvis du kan med at starte med en grænse og holde den. En der hjemme hvor ingen end dig, ser en evt- scene. Trikket er ikke at blive sur. Jeg tror ikke du vil få dårlig samvitighed hvis du heletiden taler pænt og med respekt. (Det er klart at det skal ikke lyde som om det morer dig) Men som du ville sætte en grænse over for en voksen, bare med et sprog en tre-årig forstår. Så kan du se om det er farligt, prøv en lille ting. f.eks. at han ikke må få det slik, is, frugt, eller sodavand før aftansmaden. Jo mere du ved at det er bedst for ham uden, jo nemmere er det at holde fast på det. Man lader dem jo heller ikke rende frit på fortorvet ved en stor gade. Man holder dem i hånden hvad enten de vil det eller ej.

Det er jo en sejr når man behandler sine børn ligeværdigt, som de i virkeligheden er. (hverken mindre værd, som man bare skal opdrage og sætte på plads, eller mere, som man står på hovedet for at stille tilfreds)

Jeg tror du er en dejlig mor, som bestemt passer på din søns grænser. Du skal bare lære dine egne grænser at kende og få ham til at respektere dem.

Jeg ved ikke om du er enig. Håber i hvertfald at noget af det kan bruges. Og si du bare det andet fra Jeg er heldigvis ikke børne familie psykolog. Fortæller ud fra mine følelser.

Men hvis du ikke har prøvet kognitiv terapi. Ville jeg overveje det. Man kigger kun i fortiden hvis man selv vil...

Åh er træt og skal mega tidligt op med min datter....

Knuser
:P

[løven]

Hej Malene
Du skriver om din søn, at andre ikke har problemer med ham. Det kunne jo skyldes at du har følelser indvolveret og selvom andre også kan have det så er der helt sikker forskel på at være mor og "bare" en børnepasser. Du siger også at du ikke nænner at straffe dit barn. Hvis du mener at du straffer når du sætter grænser, så forstår jeg godt det er svært. Hvem vil straffe sit barn. Har du tænkt på at man i virkeligheden straffer hvis man ikke sætter grænser? Måske kender du børn som ikke får sat grænser eller kan tænke dig til det. Hvordan vil de børn være at være sammen med. De børn jeg kender som er blevet opdraget uden grænser, virker på andre som nogle man ikke kan holde ud at være sammen med. Det syntes jeg er virkelig straf, for hvordan vil deres relationer til andre blive i fremtiden.
Så skriver du at du ikke har økonomi til at give dit barn noget. Jeg kender børn som har alt materielt og som absolut ikke er blevet mere glade af den grund. Jeg kender også børn som bare får nærvær, de børn er dejlige at være sammen med for det er præcis det børn allerhelst vil have. Materialisme kan gøre børn til forkælede unger som ikke ved hvordan de skal udøve næste kærlighed. Desuden risikerer man at lære børn at de kun er noget værd hvis de ejer noget. Vær du glad for at du har det bedste lige ved hånden, nemlig kærlighed.

Med hensyn til terapi:
Forstil dig at du kører på din cykel og den punkterer. Det sker faktisk en del gange. Hvad sker der så med cyklen? Jo, den er blevet mere sårbar over for huller og for hver gang den er ude at køre er der større og større mulighed for at der vil komme endnu et. Du sender nu cyklen til cykelhandleren som nu vil undersøge hvorfor den så ofte punkterer, det viser sig at der hvor du plejer at køre ligger der nogle små glasskår. Du har nu mulighed for at fjerne nu de glasskår så du ikke længere punkterer på din cykel.
Den historie kan du overfører til terapi, hvis du istedet for punktering bruger feks svigt. Man mener i psykologien, at man er nødt til at finde starten / årsagen på feks svigt ellers vil personen med svigt opleve svigt på svigt som bliver ved med at vokse, indtil at man måske finder ud af at det var et svigt fra en mor som var årsagen. Så bearbejder man svigtet fra moderen og i fremtiden vil personen ikke længere være så sårbar for lige netop svigt. Det er derfor man roder rundt i fortiden. Moderne terapi har fundet ud af at man ikke altid kan løse problemer på denne måde og bruger istedet at gå efter klientens fremtids ønsker fordi personen så for noget positiv at se frem til. (.ingen har dårlige fremtidsønsker)
Der findes også terapiformer hvor man kombinerer begge dele. :!: :wink:
VH LS

[løven]

Hej Mai
Det er sådan i systemet idag at man ikke bare må fjerne børn uden en meget grundig undersøgelse. Desuden koster det staten mange penge at fjerne børn, så det undlader man helst at gøre. Der findes en kommune som løser problemer af den slags, ved at inddrage andre familiemedlemmer, således at man opretter et netværk som så får forskellige opgaver, til at støtte den mor som evt har problemer med sine børn. Moderen eller barnet (afhængigt af alder) er med til at betemme hvilke personer som skal indvolveres, det kan også være venner eller bekendte.
Den løsning er blevet en stor succes og har spredt sig til andre dele at landet også. Hvis du skulle komme i en sådan situation, kan du evt foreslå denne løsning. Det vil vise at du tager ansvar.
Men systemet er også i en tid hvor man helst ikke bruger penge. Så de vil prøve at løse det på anden måde end en tvangsfjernelse.
Man får ikke fjernet sit barn bare fordi man har ocd, kun hvis det er så belastet at man ikke er i stand til at passe sit barn. Så dårlig tror jeg absolut ikke du er, for så ville du ikke have overskud til at tænke på dit barn. Så nyd du din graviditet og tænkt på hvor vidunderlig det vil blive at passe den lille når den tid kommer.
Jeg vil slutte med at ønske dig tillykke med graviditeten.
VH LS

[løven]

Tak for jeres svar :)

Siden sidst er jeg blevet noget mere rolig ang. kommunens evt. hensigter ang. min graviditet. Jeg er ikke typen der bare tingene være og håber det bedste, så selv om jeg ikke kendte min sagsbehandler, spurgte jeg hende lige ud, om hun havde planer om at en evt. tvangsfjernelse, eller anbringelse på et mor/barn-hjem, så jeg skulle observeres. Det havde hun ikke, hun svarede at kommunen kun ville hjælpe mig, ikke det modsatte. Men nogle gange kan "hjælpen" jo dække over mange ting, og da jeg desuden stod og skulle flytte til Århus inden for de næste 3 mdr., ja så stolede jeg ikke helt på hendes svar, for måske tænkte hun bare, at det var op til Århus kommune at tage sig af min situation, til den tid...

Nu har jeg så boet i Århus i en måned, og valgte at være meget åben over for både sagsbehandler og jordemoder, og ringede endda til kommunens familiecenter og fortalte om min graviditet og ocd.

Udover OCD'en står jeg også i den situation at jeg er adopteret, men af indviklede årsager ikke har været i kontakt med min adoptivfamilie siden jeg var 14 år. Det har på overfladen været mig der har taget det valg, men dybest set blev jeg tvunget til det, da mine adoptivforældre udsatte mig for både fysisk vold og megen psykisk vold. De havde to biologiske børn i forvejen...

Jeg har så været på institutioner, opholdsteder, plejefamilie siden jeg var 14 - 19 år, så har i den grad været i nærkontakt med systemet, og det er vel også derfor min mistro til dette viser sig nu, hvor jeg venter mit eget barn...

Via jordmoderen er jeg kommet i kontakt med et sted under kommunen, der hjælper og støtter gravide og nybagte mødre, vel og mærke på Frivilligt basis. Så efterhånden føler jeg mig i trygge hænder, og har så "kun" uvisheden om hvordan livet bliver, efter fødslen tilbage...

[Inge]

@ Mai,

Jeg er selv mor til en dreng på nu 7 år med Asperger Syndrom ( en form for autisme)

Jeg har selv meget svær OCD og har haft det hele mit liv - jeg fik kort efter min søns fødsel bevilget højeste førtidspension PGA min OCD.

Jeg har selv haft angsten for tvangsfjernelse tæt inde på livet - det er en uhyggelig tanke som bestemt kan trigger en voldsom angst - Kommunen jeg bor i (Kolding) sendte et par hjemme hossere
( underligt ord) hjem til os for at se om jeg var en god mor for min søn ... da de havde været der i 6 mdr flere gange om ugen og inspiceret alt fra vasketøjet til madlavningen - måtte de indrømme at de INTET havde fundet de kunne sætte fingre på - jeg gjorde jo bare alt meget grundigere og meget mere omstændeligt end andre "normale" mennesker - det og så det at jeg har planlagt min tid så de ting jeg ved koster mest sved og tårer er planlagt til at ske mens min søn sover eller er i skole - udfra den betragtning at børn ikke lærer af hvad de hører men af hvad de ser - for at undgå at han "arver" mors unoder så fungere vores familieliv faktisk helt godt på trods af 2 handicaps ..

Så op med humøret .... glem alt om tvangsfjernelser og brug dit krudt på at glæde dig til at få et dejligt barn ... det er jo trods alt dem der evt skal bevise du er en dårlig mor og det får de svært ved at bevise udfra at du evt vasker hænder oftere end andre eller skræller gulerødderne i et sært mønster ... Du er en ligeså god mor for det !!! HUSK DET!!!

Inge