22 år med OCD, og stadig alene

[distant]

Hej alle sammen

Jeg sidder endnu engang i en verden hvor jeg er en højt elsket person og de fleste vil gøre alt for mig, men jeg hverkan kan eller vil gøre noget.

Lidt om mig:
Jeg er 25 år gammel, 26 her den 15 november.
Er født i danmark, men opvokset i africa fra 3 - 10 år.
Begge mine forældre var narkomaner(men er idag clean).
Er buddhist, kærlig romantisk omsørgsfuld og et godt menneske.
Uddannet IT-Administrator, 1+2 semester af datamatiker, og har et par års erfaring indenfor håndværk (Stillads).

Jeg er kommet til verden uden de bedste vilkår, og med en traumatiserende opvækst, men intet af de ting der er blevet mig budt har knækket mig, jeg er her endnu og håber endnu.
Jeg kan huske OCD lignende symptomer helt tilbage fra 3 års alderen, og dagligt frem til og med idag.
Jeg har mere eller mindre hele mit liv gjort ting, fordi de blev forventet af mig, eller jeg troede de gjorde.
Altid noget for andres skyld, men aldrig noget som helst for min egen.

Jeg har benyttet mig af det der populært kaldes "Selvmedicinering" fra 11 års alderen og taget stoffer dagligt indtil 20 års alderen, og herefter er jeg blevet clean, og kun i perioder har jeg benytet mig af dette.

Jeg er nok kommet til et punkt i mit liv hvor jeg er træt af at skjule "mig" for venner familie kæreste osv.
Jeg har lagt alle kort på bordet og har for første gang oplevet at blive HØRT hos min mor, og en stor del af min familie.
Jeg er træt af at leve på knoerne og atid vente på hvornår jeg går ned igen.
Jeg har derfor snakket med min læge om at komme til undersøgelse og få en eventuel diagnose, og påbegynde noget medicinsk og evt kognitiv behandling.

Jeg har fået seotonin fremmende piller i nogle år osse deltaget i rigtig meget både minosota behandling, kognitiv, psykoteurapeutisk og des lige.
Men aldrig fordi jeg troede at jeg fejlede noget, altid kun med det formål at blive "normal".

Jeg tror for mig det at jeg har givet op at prøve, gør at jeg måske rent faktisk kan se og stå ved hvem jeg er og komme videre.
Det har for mig været vigtigt at acceptere at jeg rent faktisk er syg, og måske altid vil være det, og det tror jeg ka gøre det nemmere.

Jeg har lige været helt nede og vende, efter at have fået mit liv rigtigt på skinner, boede jeg sammen med kvinden i mit liv, og da nedturen kom holdt vores forhold ikke til det.
Det gjorde jeg heller ikke, og prøver nu både at håndtere mig selv, min sorg og få stablet bare en lille tilværelse sammen igen.
Står lige nu uden sted at bo, massiv gæld, dårlig indtægt og ude af stand til at kunne varetage et arbejde.

Men alligevel ved jeg at om 1 år ser det bedre ud, og om 2 endnu bedre.

Skriver nok mest af alt her fordi jeg har behov for at få det ud.
Tak fordi i er her, så jeg har et sted at være

Mine symptomer som jeg ikke har sagt så meget om føler jeg osse kun er en lille del ved siden af angst'en og de meget dybe depressioner.
Jeg tæller ALT, ord du siger, undertekster, lyde, det jeg læser, kontakter, huller, årer i træet, håndtag osv osv.
Så er jeg ekstremt angst periodevis, og for det meste i dybe depressioner, men har en evne til at lukke af for mine følelser og "lade" somom jeg lever.
Angst'en blandet med tvangstanker er det der til tider har fået mig til at blive indendøre i op til ½ år af gangen.
Vil ikke gå i detaljer omkring noget, men mange af de tanker jeg har haft måder at reagere på osv. Giver meget mere mening for mig idag, nu har jeg ligesom et sted at "hænge dem op".


MVH
Jesper

[Sofie]

Hej Jesper.

Velkommen til dette forum, hvor du aldrig er alene.
Det er et meget personligt og rystende indlæg, du har skrevet.
Det kan ofte være meget rart bare at skrive løs for lige at få luft et øjeblik.

Jeg har heller ikke haft de bedste betingelser i min barndom og ungdom, men jeg håber også stadig at tingene bliver bedre, og det er de da også blevet.

En sær ting ved OCD er, at ramte ofte føler et utroligt stort ansvar for andre mennesker, og vi vil gerne leve op til alles forventninger. Det kan vi bare ikke, lige så vel som andre mennersker heller ikke kan.

Flot at du har lagt kortene på bordet; det kræver en hel del mod og selvsikkerhed.

Jeg er ikke psykolog, men jeg har haft god virkning ved at gå ved en kognitiv psykolog gennem det sidste 1½ års tid, og jeg håber, at du kommer igennem til systemet, så du kommer i behandling og forhåbentligt får glæde af det.

Jeg ønsker dig al held og lykke.

Med venlig hilsen Sofie.

[deanne]

jeg vil bare sige tak fordi vi måtte læse noget af din historie. Og ja, indimellem er det en lille hjælp bare at få "det" ud !
Jeg synes det er dejligt at høre at du stadig har håb og mod trods alt.

Jeg er sikker på det hele nok skal gå, jeg tror på der er en mening med tingene, så tingene skal nok forme sig.

Du er ihvertfald ikke alene - slet ikke i mine øjne. Selvom jeg godt kender følelsen - jeg har ocd - og har også haft angst siden barndommen.

Jeg håber du kommer igennem behandlingssystemet på en god måde - og jeg håber du finder den rette "hjælpeform" som passer til dig og din livsituation.

Tanker fra deanne