At gå på Uni med OCD...

[Sofie]

Hej alle sammen.

Så er jeg startet på universitetet og har gået der 4 uger.
Det er fedt, og jeg er sikker på, at det virkelig er mit drømmestudie, jeg har valgt.
Men, men.. Hvor er det hårdt!! Jeg har kun 14 timer på skole om ugen. Det er fuldstændigt overkommeligt, selv med OCD. Så er der selvfølgelig en masse lektier. Det er også okay overkommeligt. Ikke at jeg altid får lavet det hele optimalt, men det går an.

Dertil kommer alt det sociale så.. Foruden fredagsbar er der pub-crawls, klassefester og diverse andre arrangementer.. Og det er egentligt dette, der er det hårde for mig.
Jeg går i klasse med nogle rigtig dejlige og rare mennesker, og det er naturligvis lækkert.
Jeg er bare så uheldig at stå i den situation, hvor jeg ikke kan overkomme alt det gang-i-den flere gange om ugen. Jeg har brug for at være alene, helst et par timer hver dag, men det kan simpelthen ikke hænge sammen med mit nye program.
Jeg vil jo helst det hele. Det har jeg accepteret, at jeg ikke kan, så jeg må prioritere.
Men hvad skal prioriteres højest og lavest??

Jeg har endnu ikke været til fredagsbar, da jeg er helt brugt hver fredag efter en lang uge og bare trænger til at nusse rundt hjemme.
I aften er der så klassefest. Jeg har glædet mig helt vildt, og det skal nok blive en rigtig hyggelig aften/nat, men sofaen lyder bare meget mere tiltalende end øllerne. Skal/skal ikke??

Jeg har desuden pjækket fra den sidste time i dag for lige at komme hjem og slappe af, inden jeg skal mødes med klassen. Og nu sidder jeg så her og giver los for mine frustrationer!

Jeg synes hele tiden, at jeg skal veje alt lige fra lektier og timer til fest, venner og familie.
Det er hele tiden et spørgsmål om skal/skal ikke.. Og det er egentligt mega frustrerende!
Ved ikke lige, hvilke svar jeg leder efter, men trængte måske bare til luft
Nu tager jeg i hvert fald med i aften, og så vil jeg glæde mig til at holde weekend i morgen..

Desuden har jeg overvejet, om jeg skal lave et lille oplæg for klassen og fortælle, at jeg har OCD, hvilket ville give dem en forståelse for, hvorfor jeg ikke er så social.
Jeg er generelt meget åben omkring min OCD, og stort set alle venner og min familie ved det. Så det ville ikke være noget problem for mig, at stille mig op foran hele klassen og fortælle dem om det. Men måske jeg burde vente, til vi kender hinanden bedre? Hvad synes I?

Venlig hilsen Sofie.

[Thomaz]

Det er en trist situation Du står i.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ind på et svar, med andet end: "Jeg kender det alt for godt selv" - For det gør jeg.

Jeg har, udover jeg måske ikke lige har gået på Uni, stået i de selv samme dilemmaer. Jeg selv er ikke meget social, altså ikke for folk jeg ikke kender særlig godt og ved jeg kan stole 100 % på.

Først vil jeg sige:

Sig du har OCD til alle dem du føler dig tryg ved i klassen. Om du ligefrem skal lave en fremlæggelse med det, ved jeg ikke, siden unge mennesker i dag har ikke megen respekt for hverken andres lidelser, eller andres 'specielle udføjelser'.

Næst;

Om du skal blive hjemme eller gå til fest og drikke, kan jeg jo selvfølgelig ikke sige hvad du "skal og ikke skal". Men kan sige dig, at mit valg imellem dette har virkelig hjulpet mig. Jeg tog "blive hjemme", for efter at have prøvet "Screw it, jeg går alligevel til fest" gik jeg simpelthen ned psykisk, og havde det virkelig skidt med at jeg brugte flere timer på noget så dumt som 'bare at drikke og socialisere'.

Og at jeg ikke MÅ drikke alkohol mere grundet mine piller, er der heldigvis slet ikke på nogen måde et dilemma mere.

Lyt til dig selv, allermest. Folk bør, og vil også, acceptere du ikke går i byen. At du har det godt, og kan slappe af psykisk, og sågar komme lidt væk i dit sind væk fra al OCD, er langt det vigtigste

Vi kunne alle os her fra OCD-debatten lave vores egen "OCD-bar om fredagen", og så ville ingen bekymre sig!

Ved ikke om du fik noget ud af dette, og undskyld sproglige fejl, er virkelig træt, men syntes du skulle have et svar

- Mvh

- Thomaz

[Sofie]

Hej Thomaz.

Tak for dit indlæg

Jeg endte med at tage til festen i går, og det var naturligvis vildt hyggeligt og sjovt..

Jeg har så fravalgt fredagsbar i dag, så jeg kunne slappe lidt af, og det var vist rigtig klogt gjort

Det er rigtigt som du siger, at man er nødt til at lytte til sig selv - hvad man har lyst til, og så skal folk nok acceptere det.
Jeg tror også, at jeg vil lytte til dit råd angående at fortælle folk jeg stoler på om min OCD. Men jeg venter nok, til jeg kender dem lidt bedre

Med venlig hilsen Sofie.

[Thomaz]

Hej Sofie.

Lyder utrolig hyggeligt at Du fik dig en god aften i går

Håber selvfølgelig også Du vil opleve den samme fantastiske aften masser af fredage eller hvornår en fredagsbar nu er åben .

Men igen, som en der selv har stået i den situation, ligemeget hvor meget pres der lægger på Dig fra andre, så er det vigtigst at du lytter til dig selv

Mange venlige hilsner -

Thomaz

[Kaela]

Hej Sofie og Thomas

Jeg går selv på seminariet, der jo også lægger op til en masse sociale aktiviteter, så jeg kender godt problemstillingen. Jeg er også godt brugt efter mange timer sammen med klassen, og har derfor brug for at koble af og være alene. Derfor siger jeg også tit nej til sociale events, og jeg synes, at det er problematiske er der ofte bliver sat lighedstegn mellem at deltage socialt og studieaktiviteten. Jeg har spillet med åbne kort, og fortalt, at jeg ikke har psykisk overskud til at skulle deltage i alle de fester, videoaftener, gocart- og bytur mv. der bliver arrangeret, og jeg har ikke lyst til at gå rundt med en evig dårlig samvittighed over ikke at prioritere min klassekammerater højere. Sådan noget som en hyttetur er fuldstændig udelukket for mig - Jeg kan simpelthen ikke sove i en (for mig) uhumsk spejderhytte, sammen med 30 andre svedende, hostende, larmende mennesker og ét badeværelse ude midt i en skov langt fra lands lov og ret. Det ville være en forfærdelig oplevelse. Men på den anden side vil jeg jo heller ikke ret gerne opfattes som asocial eller dybt mærkelig, så det er en træls indre konflikt, der kører konstant.

[Sofie]

Hej Kaela.

Ja, det er dybt frustrende at det sociale fylder så meget.
Jeg har for nylig lavet et lille foredrag for min klasse, hvor jeg har fortalt dem om OCD, og at jeg har denne sygdom.
Jeg var meget nervør for, hvordan de ville reagere, men de har været så seje i den forbindelse. De forstår og accepterer, når jeg takker nej til et arrangement. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle fortælle det til alle, men det valgte jeg, og det fortryder jeg ikke.

-Sofie.

[sandie]

Hej Sofie.

Jeg kender helt præcis hvordan du har det. Jeg har måtte bare i denne uge sige nej til klassefest på semi, indflytterfest og to fødselsdage. Jeg kan bare IKKE overskue det ! Jeg vil så inderligt gerne med, og er simpelthen så frusteret over det. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg undgår at være sammen med veninder hvilket de selvfølgelig er kede af. Jeg har også bare brug for masser af alene tid. Og hader det. Får du handicap tillæg til din uddannelse ? Jeg vil meget gerne hører fra nogen der gør, og hvordan og sådan ?!! Jeg er ny herinde så ved desværre ikke lige helt endnu hvordan man opretter et indlæg Men kæmp videre, det har jeg tænkt mig .

[Sofie]

Hej Sandie.

Ja, jeg har fået bevilget handicaptillæg, men det har godt nok været en sej omgang. Jeg søgte tillæget i september og har først fået besked om bevilling i slutningen af januar. Men nu er der heldigvis kommet nogle penge, det er super lækkert, så jeg kan fortsætte i behandling ved min psykolog
Jeg har fået bevilgningen for hele 2008, men skal så søge igen til december, hvilket jeg naturligvis vil gøre. Med mindre jeg er 100% OCD-fri, hvilket jeg tvivler meget på..

Skriv endelig igen, hvis du har nogle spørgsmål.
Og velkommen til forummet

Venlig hilsen Sofie.

[Sofie]

Jeg skal måske lige tilføje, at jeg nu har gået på uni i godt et halvt år, og de sociale arrangementer er heldigvis stilnet af i takt med, at folk har dannet mindre "grupper", hvilket jeg synes er lækkert. Jeg snakker så mest med dem i min klasse, der også har rigeligt at se til ved siden af studiet, så vi har alle i den gruppe fuld forståelse for, at der er andet i livet end klassen, selvom den fylder meget.

Venlig hilsen Sofie.

[sandie]

Det lyder da rigtig godt.

Hvad gjorde du få at få det bevilliget ?
Jeg har valgt at skrive en smule om mig selv og så simpelthen bare udfylde de SU papirer. Så skriver min psykiater så selvfølgelig en erklæring. Gjorde du noget ekstra ? Eller hvordan ? Hvis jeg må spørge, hvad skrev din Psykiater/psykolog/læge ? Til SU ? Om ikke andet kan du sende mig en mail på : Sandie2382@hotmail.com

[Sofie]

Hej igen.

Jeg vælger at skrive her, så andre har mulighed for at få glæde af mine erfaringer
Min psykolog og læge skrev begge en erklæring, som jeg sendte sammen med de papirer fra SU-styrelsen.
Jeg havde ikke været til en psykiater, men det ville SU-styrelsen gerne, så de kunne få en "uvildig" erklæring. SU-styrelsen fandt en psykiater og en tid til mig.
Det var en rigtig sød ældre overlæge, jeg var hos. Vi snakkede i næsten 3 timer, og han var virkelig grundig og rar.
Vi snakkede en del om min barndom og mine ritualer. Han noterede alt, hvad jeg fortalte, men jeg ved så ikke, hvad han har skrevet i den endelige erklæring. Men han lagde meget vægt på, at de ritualer jeg er kommet af med også blev nævnt, da der er en risiko for at de kan poppe op igen, hvis min OCD forværres.
En uge senere modtog jeg brev fra SU-styrelsen om, at jeg havde fået bevilget tillægget
Hvis du får tillægget, så får du pengene fra det tidsunkt, hvor du søgte. Jeg søgte i september, og får penge fra søgetidspunktet, altså 5 måneders tillæg "tilgode". Pengene fra februar fik jeg sammen med bevilgningen

Når du nu har en psykiater i forvejen, så ville jeg bede ham/hende om at lave en erklæring. Og også få din læge til det. Og evt. en psykolog, hvis du også er i behandling ved sådan en.

Men jeg gjorde ikke noget ud over dette
Skriv igen, hvis der er andet..

Venlig hilsen Sofie.

[sandie]

Hej igen Sofie

Grunden til det tog så langtid er det på grund af du skulle til en psykiater eller ? Jeg taler med en person, og så også min psykiater ! De skriver vidst brevet sammen.. min læge har jeg ikke snakket om med ang min sygdom da det ikke er ham der har henvist mig !Men burde det ikke være nok med de to personer?

Mvh

Sandie

[Akka]

Hej Sofie

Jeg må indrømme jeg misunder dig lidt, at du har fundet en udd du er glad for, og at du kan få det til med din ocd. hvordan gør du? er det ikke enormt hårdt at få det hele til? Jeg kan overhovedet ikke overskue at skulle begynde at læse, og tager mit fjerde fri-år efter sommer. tanken om lektier og store opgaver kan få mig helt ned i kulkælderen. og derudover, som du selv skriver, kommer alt det sociale. det har jeg virkelig også svært ved. jeg orker det bare ikke, og har også brug for nogle timer hver dag på mig selv.
i efteråret gik jeg på højskole, og det var jeg rigtig glad for. men følte jeg var meget asocial netop pga jeg havde brug for tid til mig selv. gik ture hver dag og var aldrig med på den lokale ungdomsbar, for jeg orkede det ikke. og det var ogs hårdt at komme i "skole" igen. det skulle jeg virkelig vænne mig til. godt der ikke var lektier.
jeg vil meget gerne høre hvordan du får det hele til med skole, venner og at bo ude selv (hvis du gør det). håber du vil fortælle lidt om det.

Venlig Hilsen Akka

[Sofie]

Hej Sandie.
SU-styrelsen har en behandlingstid på 3-6 måneder, så det var dem, og ikke psykiateren, der var langsom. Psykiateren var der imod vildt hurtig.
Jeg vil mene, at det er nok med udtalelser fra din psykolog og psykiater.
Få det sendt afsted sammen med de obligatoriske papirer fra SU hurtigst muligt.
Jeg krydser fingre for dig!

Venlig hilsen Sofie.

[Sofie]

Hej Akka.

Det er mega hårdt, og det har været en rigtig lang og udmattende kamp at nå hertil, hvor jeg er i dag.
Det er naturligvis stadig hårdt, og mange dage er en kamp at komme gennem.

Jeg laver sjældent alle mine lektier. Jeg forventer ikke at komme ud med et gennemsnit på 10, og jeg er indforstået med, at det højest sandsynligt vil tage mig længere til at gennemføre min uddannelse.
Men alt dette accepterer jeg, og jeg tager en dag af gangen for at kunne overskue det. Hvis jeg tænker et år frem, bliver jeg stresset.

Desuden har jeg fortalt min klasse, at jeg har OCD, så de ved, at hvis jeg melder fra ved det sociale, så er det pga. min OCD.
Men det var selvfølgelig også en svær beslutning at træffe, men jeg fortryder det ikke et øjeblik.

Og jeg har også brug for at være alene, og helst nogle timer hver dag.
Hvis jeg har en opgave for, så er det ikke sikkert, at jeg tager i skole. Jeg tager simpelthen en pjæk-dag en gang imellem, netop for at få det til at løbe rundt i et passende tempo for mig.
Mine venner ved også, at jeg har OCD, så de er klar over, at jeg ikke går med i byen hver weekend og lignende.

Jeg flyttede desuden hjemmefra for en del år siden, da jeg var 17. En af grundene var, at jeg havde behov for at leve i mit eget tempo og have mine egne regler.

Håber det hjælper dig lidt, ellers skriver du bare igen

Venlig hilsen Sofie.

[Akka]

Hej Sofie

Tusind tak for dit svar. Det er så rart at høre, at man ikke er den eneste, der kan have det svært med at få det hele til at køre rundt.
Jeg ved det bliver en kamp for mig, den dag jeg begynder at læse. Jeg håber jeg vil kunne acceptere tingene som de er, ligesom du har gjort. men som du siger, det er en hård kamp.
har du det godt med at bo selv? får du alle de daglige ting gjort? jeg vil virkelig gerne flytte for mig selv, men er bange for at jeg ikke vil få mange ting gjort. bar det at lave mad, hvis jeg er alene hjemme ender det med morgenmad, for det er det letteste. og det skal jeg helst ikke leve af når jeg flytter hjemmefra. men kan bar ik overskue at skulle stå med potter og pander, når det kun er til mig selv.
jeg ved godt at du ik kan hjælpe mig med noget at det jeg skriver, men det er rart at kunne snakke om hvordan man har det. og det kunne jo være der var en der havde et godt råd med på vejen

Venlig Hilsen Akka

[Sofie]

Hej igen.

Det er sjældent, at jeg laver mad. Det bliver ofte rugbrød eller noget andet meget hurtigt. Min mor er heldigvis super sød til at hjælpe, så hun laver nogle gange noget lasagne eller frikadeller, som jeg kan få i fryseren. Og så spiser jeg ofte ved hende
Men ellers så kniber det også med at få alt gjort. Som sagt har lektier ofte sidste prioritet. For mig er det vigtigere, at min lejlighed er ren, og jeg kan godt bruge flere timer hver dag på at gøre rent. Men jeg er heldigvis ikke så "hysterisk" med rengøringen, som jeg har været

Tanker fra Sofie.

[Mr Jones]

Grunden til dette sene indlæg er, at jeg er ny i dette forum... Jeg har været medlem i 1 år nu, men har ikke ofret nok tid på denne hjemmeside til jeg har fundet ud af, at dette ganske udmærkede forum eksisterer ... Jeg vil blot ytre min store Begejstring for, at du Sofie, valgte at belyse din lidelse overfor dine medstuderende... Jeg selv er ramt af OCD og har været det siden jeg kan huske (Måske fra jeg var 10 år) i dag er jeg 39... Jeg er fra den tid, hvor absolut ingen var bekendt med OCD og søgte først behandling da jeg var 34... Jeg gik ud af skole i 9. klasse, hvorefter jeg gik i mesterlære... Jeg kæmpede en kamp for at få min hverdag til at fungere. Derved har jeg lært, at forvandle mine åbenlyse tvangshandlinger, i en sådan grad, at de nu "kun" foregår i mit hoved... Jeg er i dag… blandt andre… mellemleder i et stort firma og har succes... Med succes mener jeg, at jeg går for at være dygtig til mit arbejde. Hvad ingen af mine kollegaer ved er, at jeg dagligt kæmper mod de vanvittige trættende "ritual-tanker"... (jeg har sagt til min læge og Psykiater, at jeg nok dagligt bruger ca. 70 % af mine tanker på unødvendigt nonsens i form af tvangstanker)... Jeg ville ønske, at jeg i en tidlig alder, kunne have talt åbenlyst og ærligt omkring min lidelse OCD. Jeg er sikker på, at det kunne have været en hjælp… Jeg er i de seneste par år begyndt, at fortælle mine omgivelser hvad det er jeg lider af, således jeg er fri for at komme med undskyldninger om, hvorfor jeg til tider ikke deltager i forskellige happenings som så har bevirket, at jeg har mindre run på mig selv og bliver mindre stresset…Ok, så det jeg mener med alt der her er… Jeg tror på, at åbenhed og ærlighed, giver mulighed for bedre kunne koncentrere sig om sin egen fremtid... Og såfremt man har overskud til det, så kommer man trods alt videre… Men det er en kamp og man kan ikke gøre det selv…
Til sidst… Man har personer omkring sig man stoler på og andre personer er man i tvivl om, men får man talt ud om sin lidelse, så sorterer man ud i sin omgangskreds… Det er fakta.
Held og lykke Sofie med din uddannelse

[Sofie]

Hej Mr J.

Jeg sætter stor pris på, at OCD i dag er en forholdsvis kendt lidelse; det gør det lidt nemmere for folk at acceptere.
Det er super hårdt at gå med det selv, så jeg er glad på dine vegne, at du får det fortalt til folk.
Og du har fuldstændig ret - det viser hurtigt, hvem der er ens venner, når de kender til ens OCD. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl mere, selv om dette også har været en kamp oven i de mange andre.

Tanker fra Sofie.

[Ida '96]

Hej Sofie,

Det var rigtig flot, at du tog mod til dig og lyttede til ''fornuften''.
Jeg har det selv sådan lignende nogle gange; Jeg kan let blive forvirret og få det rigtig dårligt til fødselsdage, arrangementer osv.
Jeg er meget ked af, at det nogle gange er sådan, men det går bedre for mig - og heldigvis er det jo også kun nogle gange.
Så jeg håber også, at det går bedre for dig med det.
Kh

Ida