Ocd´en, mig og kommunen.

[angel]

Hej

Jeg havde bare brug for at skrive lidt om min situation. Jeg er 28 år og har været syg i mange år. Men det jeg ville skrive om var hvor hård en kamp det er at " danse " med kommunen. De skal snakke med en, sende en til psykiatrisk undesøgelse, skrive endnu en resource profil og jeg kan starte forfra hver gang de skifter sagsbehandler ud. Som det sidste nye er jeg nu endt på vores jobcenter, hvilket virkelig stresser og presser mig og mine tanker.

Jeg prøver så godt jeg kan at forklare hvordan jeg har det over for dem, hvordan det er og hvordan det føles. Men puhaa.. jeg taber bare pusten, for man er jo ikke stærk når man er i systemet. Ellers ville man jo ikke være der. Jeg ville i hvert fald ikke.
Jeg har sagt mange gange at jeg bare har behov for fred og ro, så jeg også har overskud til mine børn. Sagt at jeg godt kunne tænke mig pension. 10 år er lang tid med indlæggelser, samtaler og sygdom..

Ved ikke præsis hvad jeg ville. Tror bare godt jeg ville høre om nogen kender til min situation og måske kunne give lidt styrke til mig og fif så jeg kan komme igennem dette helvede.

Med venlig hilsen

Angel

[Sofie]

Kære Angel.

Jeg er sikker på, at de fleste med OCD har kæmpet/kæmper en eller mange kampe med det offentlige.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige for at muntre dig op, men jeg har fået bevilget revalidering, mens tog en Hf på VUC på 3 år. Måske det ikke ville være det optimale for dig, men der må da være en anden løsning end det arbejde du har nu.

Desuden har jeg fået bevilget 10 timer ved psykolog, og endnu 10 timer da de første var brugt.
Så det er altså muligt at få lidt udbytte af sine skattekroner, men jeg har ofte erfaret, at det kommer meget an på, hvilken kommune man bor i.

Jeg håber inderligt, at kommer en mulighed for dig, så du får tid til dig selv og din familie.

Med venlig hilsen Sofie.

[angel]

Hej Sofie.

Det er det der er mit problem. Jeg arbejder ikke og har ikke gjordt det i meget lang tid. Jeg er på kontanthjælp og det har jeg været i mange år, undtagen når jeg har prøvet at tage et arbejde hvilket jeg så kun har kunne holde i et par måneder. I mit hoved springer jeg fra at ville det ene til det andet til slet ikke at ville. Bliver helt vildt bange hvis jeg skal være nogen nye arbejds steder og derfor vil jeg jo bare have ro. Men jeg er bare bange for at kommunen ikke forstår mig og sender mig ud i noget så jeg får det endnu værre.
Ved godt det hele er lidt indviklet men prøver at forklare, ville nok bare lige høre at andre kender til det og om nogen havde været i den situation før.

Med venlig hilsen angel.

[UCL]

Hej

Jeg havde bare brug for at skrive lidt om min situation. Jeg er 28 år og har været syg i mange år. Men det jeg ville skrive om var hvor hård en kamp det er at " danse " med kommunen. De skal snakke med en, sende en til psykiatrisk undesøgelse, skrive endnu en resource profil og jeg kan starte forfra hver gang de skifter sagsbehandler ud. Som det sidste nye er jeg nu endt på vores jobcenter, hvilket virkelig stresser og presser mig og mine tanker.

Jeg prøver så godt jeg kan at forklare hvordan jeg har det over for dem, hvordan det er og hvordan det føles. Men puhaa.. jeg taber bare pusten, for man er jo ikke stærk når man er i systemet. Ellers ville man jo ikke være der. Jeg ville i hvert fald ikke.
Jeg har sagt mange gange at jeg bare har behov for fred og ro, så jeg også har overskud til mine børn. Sagt at jeg godt kunne tænke mig pension. 10 år er lang tid med indlæggelser, samtaler og sygdom..

Ved ikke præsis hvad jeg ville. Tror bare godt jeg ville høre om nogen kender til min situation og måske kunne give lidt styrke til mig og fif så jeg kan komme igennem dette helvede.

Med venlig hilsen

Angel

Hej Angel

Ked af at høre du har det af h... til. Som udgangspunkt er det desværre stort set umuligt, at "slås" med de skide kommuner.
Jeg har selv været igennem et helvede, men er kommet ud på den anden side. Den erfaring jeg har gjort mig igennem tiden, er at alm. læger, psykologer og psykiatere de kan ikke hjælpe en nok. De er simpelthen for ringe. Det er fint, at have en psykiater der styrer medicinen o.s.v. men selve OCD terapien det kan man ligeså godt snakke med sin bedstemor om. Desværre er det sandt.
Jeg gjorde selv det, at da jeg fandt ud af, at det var OCD jeg led af, så opsøgte jeg en special klinik som var eksperter i OCD (ligger i Søborg). Jeg valgte at satse 100% på at de kunne hjælpe mig. Jeg kontaktede noget familie og spurgte om jeg kunne låne penge til behandling m.m. - det kunne jeg.
Jeg har nu snart gået i Søborg i 2 år (her til dec.) og jeg er kommet helt ovenpå og går nu kun hver 1-2 måned der.
Havde jeg ikke fået den rigtige behandling og hjælp (og viden - det er det er allervigtigst) så ville jeg aldrig have lært at leve med tankerne. Nu er det bare tanker som jeg ikke giver en sk.. for. Mit råd er - gør alt for at få den rigtige hjælp - drop det andet det frustrere kun. Tror mig jeg havde prøvet alt fra, psykopatiske psykiatere, flinke/rare psykologer, rar læge, hypnotisører, "klog" kone og healing. Der er ingen let vej udenom - kun den hårde vej. Men den virker så til gengæld også - det gør det.

Skriv endelig igen - hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Jeg kan godt skaffe der en god kontakt (behandler) som virkelig er dygtig indenfor Angst og OCD - personen er faktisk ved at starte op selvstændigt som en udspringer fra Klinik Søborg. Det er rigtigt godt for "priserne" at der kommer flere rigtige dygtige klinikker - og det tyder det på.
Det er simpelthen forkert, at det skal koste en bondegård at få den rigtige hjælp. Tag sagen i egen hånd - hvis du har den mindstechance for at gøre det. Vent ikke til imorgen. Op med modet - der er altid en vej ud når man mindst forventer det.

K.h. UCL / Uffe

[angel]

Hej ucl/uffe
Det er rigtig hvad du siger. Man skal kæmpe for sig selv. Jeg ved nok et eller andet sted godt at de ikke kan hjælpe ordenligt, men jeg er jo i deres system og skal jo rette mig efter dem og testes i hoved og r.. for de skal jo se om jeg er arbejdsdygtig, hvilket jeg selv slet ikke kan overskue overhovedet bare at tænke på. Jeg har tidligere gået hos en terapeut, da jeg led af spiseforstyrrelse. Det betalte jeg også selv dengang og det hjalp mig meget og jeg lærte hvordan jeg kom igennem den og ud på den anden side. Lærte hvilke tekniker jeg skulle bruge og hvad jeg skulle arb. med hos mig selv. Men jeg er bare faldet ned i et sort hul og venter bare på at jeg får en eller anden afklaring på min tilværelse. Allerhelst vil jeg bare have noget fred og ro for jeg bare så træt i min krop og i mit hoved. Ved godt at det ikke hjælper i det lange løb, men jeg kan slet ikke forestille mig at være ude i aktivering eller på arbejde samtidig med at jeg skal gå til terapi og arbejde med mig selv og der oveni passe min familie med 2 små børn og mine "bonusbørn" som min kæreste er far til. Men jeg hører hvad du siger og jeg vil huske på det. Skal bare lige igennem denne nedtur og finde ud af hvad der sker med hensyn til kommunen når jeg får af vide hvad den psykiater har vurderet. ( har været inde og få lavet en speciel læge erklæring ) Så jeg tager et skridt og håber snart jeg vågener op og ikke er så ked af det og træt hele tiden.
Men tak for det du skrev. Det tager jeg til mig. Som de kloge siger: det værste du kan gøre, er slet kke at gøre noget.

KH angel