Mit liv med OCD

[MissK]

Hej alle sammen..

Jeg har så længe jeg kan huske tilbage, haft OCD, men fandt først ud af, at det var den sygdom jeg havde, ved et tilfælde i en artikel, da jeg var ca. 13 år (jeg er i dag 20), og før det, troede jeg at jeg var den eneste i verden der havde det sådan. Det hele startede da jeg var 12 år gammel, og min far blev kørt ned da han cyklede på arbejde. Min far overlevede heldigvis, men jeg blev utrolig bange for at miste dem jeg elsker. Igennem alle de år jeg har haft OCD, har mine ritualer ændret sig utroligt meget, men noget der har hængt ved er tallene 1, 2, 3 og 4. Tallene 1 og 2 er "dårlige" tal, og tallene 3 og 4 er "gode" tal. Jeg har meget svært ved at komme ud af sengen og i tøjet om morgenen, og hvis jeg bliver sent på den, bliver ritualerne flere og flere, og jeg kan ikke nå at komme igennem dem allesammen, for ellers kommer jeg for sent. Jeg bryder sammen og kommer alligevel for sent af sted. Hvis jeg undlader nogle af ritualerne, går jeg hele dagen og er bange for at der sker noget med min kæreste eller min familie. Sidste år flyttede jeg sammen med min kæreste som jeg elsker overalt på jorden, og som har været den person som har holdt mit mod lidt oppe (selvom hverken han eller min familie vidste noget om min sygdom), og i løbet af det år jeg har boet ude, har jeg fået en depression, sikkert som følge af OCD, og det har gjort at min kærestes og mit forhold blev værre. Jeg blev overbeskyttende, og når jeg blev sur over noget, blev jeg aggressiv, og kunne finde på at slå ham, hvis han ikke ville snakke om problemet. Ikke at jeg ikke er glad for ham, men min hjerne slog fra, og jeg tænkte ikke over, at det faktisk sårede ham utrolig meget, jeg tænkte kun på mig selv, og syntes, at det var synd for mig. Alle problemerne ophobede sig, og jeg var altid ked af det, havde ikke lyst til andet end at sove og spise, og disse ting kunne han jo selvfølgelig ikke sætte sig ind i.

Pga. OCD'en, er jeg meget perfektionistisk, og alt skal stå på faste pladser i køleskabet, i skabene osv. Disse ting syntes min kæreste var underligt, for det er da ligemeget hvor tingene står, mente han, men jeg blev sur hvis han ikke gjorde det, fordi sådan ville jeg have det. Jeg skal træde på de "rigtige" gulvbrædder, røre stole, bordplader og døre på de "rigtige" steder, og hvis jeg ikke får gjort det rigtigt første gang, skal jeg gøre det enten 3 eller 4 gange, alt efter om det føles "rigtigt", ellers tror jeg, at der sker noget med min kæreste eller familie. Jeg skal hive 4 stykker toiletpapir af hver gang, og når jeg slår toiletbrættet ned, skal jeg røre med 4 fingre, før at det er "okay" at gå derfra. Nogle gange opfinder jeg nye ting jeg skal gøre, men som kun skal gøres i den bestemte situation, og dét forstår jeg ikke rigtigt.

Jeg er i løbet af nogle år, blevet meget usikker på mig selv, og jeg bryder mig ikke om, når folk spørger mig om noget. Jeg bliver rød i hovedet, når jeg skal betale i supermarkedet, men dette er heldigvis belvet bedre. Hver gang jeg har spist, får jeg dårlig mave, og skal skynde mig på toilettet. Det er nok også grunden til, at mit sociale liv er blevet så dårligt, for jeg undgår altid sammenkomster, hvor der skal spises. Det er én af grundene til at jeg ofte vælger at blive hjemme.

Fordi jeg ikke har sat min kæreste ind i situationen, har han ikke forstået hvad der skete med mig, og det har resulteret i, at han slog op med mig i sidste uge. Jeg gik helt ned, for jeg ved, at hvis bare jeg havde fortalt ham det hele, ville han ha' støttet mig 100%. Bruddet resulterede i, at jeg blev nødt til at flytte hjem til mine forældre, og jeg har grædt så meget, og været så ulykkelig, at jeg blev nødt til at fortælle mine forældre min hemmelighed, fordi jeg ikke længere kunne stå med det hele selv. De var heldigvis utroligt forstående, og jeg har nu fået lykkepiller, som jeg skal tage indtil jeg skal til psykiater. Nu hvor jeg har fået fortalt mine forældre om det, er jeg ked af, at jeg ikke fik det fortalt for lang tid siden, da jeg kunne være blevet hjulpet dengang, så jeg havde haft det godt, så det ikke gik i stykker med min kæreste, for nu står jeg helt alene med det hele, selvom jeg har mine forældres støtte, ville jeg gerne have haft min kæreste til at støtte mig, fordi jeg er så glad for ham. Jeg har bestemt mig for at fortælle ham om min OCD, så det kan være at han kan forstå, hvorfor jeg har opført mig som jeg gjorde (fordi han er meget sur over den måde jeg opførte mig på imens vi var sammen), men det er et meget stort skridt for mig, da jeg føler at jeg er anderledes, og at han måske vil synes dårligt om mig bagefter, for dét ønsker jeg virkelig ikke.

Jeg ved ikke så meget om OCD, fordi jeg altid har benægtet overfor mig selv, at det var det jeg led af, men det har hjulpet mig at læse alle jeres erfaringer.

Jeg håber snart, at jeg får det bedre, men lige nu kan jeg ikke se, hvordan det nogensinde skulle kunne lade sig gøre, fordi jeg føler jeg har mistet alt, min dejlige kæreste, min lejlighed og mit liv, pga. OCD'en og depressionen.

[Sofie]

Kære MissK.

Meget af det du skriver er meget typisk for OCD-ramte. Dine ritualer med at tælle til 4 og røre ved ting til det føles rigtigt, ligner min OCD meget.
Jeg har haft OCD siden børnehaven, men fandt først ud af, at det er en sygdom for et års tid siden. Indtil da var det også min aller hemmeligste hemmelighed, og ingen vidste noget. Min mor fik det at vide, da jeg spiste til aften ved hende en aften og pludselig brød jeg sammen. Jeg kunne heller ikke klare byrden mere, og jeg var meget stresset.

Jeg har valgt at være forholdsvis åben omkring det, så mine forældre, kæresten og et par rigtig gode veninder ved det. Så undgår jeg tit at skulle forklare mig ud af en ellers træls eller pinlig situation.

Jeg synes, at det er rigtigt flot, at du har fortalt det til dine forældre, det kræver virkelig mod!
Jeg synes umiddelbart, at det lyder som en god ide, hvis du fortalte det til din ekskæreste. Det ville højest sandsynligt give ham en god forståelse for, hvorfor smøren og mælken har faste pladser i køleskabet osv.
Det er jo rigtigt trist, at det skønt forhold skal gå i stykker, fordi den ene har OCD.

Det er lækkert at høre, at du er kommet i behandling. Jeg forstår dog ikke, at du siger, at du er kommet på lykkepiller, indtil du skal begynde ved psykiater.
Det plejer at være psykiateren, der ordinerer lykkepiller. Og ved psykologen man snakker om OCD og kommer af med ritualerne.

Men al held og lykke til dig.
Spørg endelig hvis der er noget.

Med venlig hilsen Sofie.

[MissK]

Hej Sofie.

Dejligt, at høre fra en som har det på samme måde som mig. Jeg er også rigtig glad for at jeg fik det fortalt til mine forældre, det lettede virkelig, men jeg var meget bange for at de ville synes at jeg var underlig, men de var heldigvis meget forstående.

Angående lykkepillerne, så har min læge kontaktet en psykiater, som har sagt ok for at jeg startede på lykkepiller, men i små mængder, som jeg så skal øge med tiden, indtil jeg kommer til at snakke med ham. Jeg ved ikke hvorfor de har valgt at gøre sådan, men jeg tror at min læge mente, at jeg skulle i gang med det samme, og hun kunne udskrive pillerne til mig, men højst på 20 mg.

Jeg kunne godt tænke mig at vide om du er i behandling, og om det har hjulpet dig?

[Sofie]

Hej igen.

Ja, det er en utrolig stor byrde, der pludselig forsvinder, når man kan sætte ord på det, man fejler, og når ens nærmeste ved det..

Jeg er selv i behandling ved en kognitiv psykolog og får også lykkepiller. Min behandling har stået på 1 års tid, men der er stadig lang, lang vej, men det går heldigvis fremad.
Min egen læge har ordineret lykkepiller til mig, så jeg har aldrig mødt en psykiater. Mest fordi jeg fortalte min læge, at jeg var bange for, at en fremmed psykiater ville proppe mig med medicin, hvilket jeg ikke er meget for, da jeg er "bange" for, at pillerne er farlige, smitsomme og giftige. Så der krævede jeg, at det blev min læge, der ordinerede, fordi jeg stoler på ham.
Jeg går ved psykolog ca. 1-2 gange pr. 14 dage, det kommer lidt an på, hvor godt eller skidt jeg har det. Og jeg er sikker på, at det er psykologen, der hjælper mig frem for medicinen.
Men det varierer fra person til person. Nogle har stor glæde af medicin.

Håber at du snart kommer i behandling, så du kan få det bedre

-Sofie.