Bivirkninger efter udtrapning af antidepressiv medicin

[Lisbeth]

Hej alle!

Jeg har længe overvejet, om jeg skal fortælle det her i forummet, da jeg nødig vil være årsagen til, at nogle dropper måske en vellykket behandling. Jeg synes dog ikke, jeg kan være bekendt at lade være.

Jeg er medicinfri i dag, hvilket jeg har været i 1½ års tid. Inden da havde jeg fået antidepressiv i høje doser i ca. 7 år. Jeg nåede at få mange forskellige præparater. Af antidepressive fik jeg Zoloft, Cipramil, Cipralex og en slags mere, som jeg ikke husker navnet på lige nu. Jeg fik selvfølgelig præparaterne på forskellige tidspunkter. Jeg følte aldrig, at medicinen hjalp mig, hvilket enten fik psykiateren til at sætte mig højere op i dosis, skifte præparat eller give mig en meget lille dosis af noget antipsykotisk medicin, som skulle hjælpe mod min angst. Det antipsykotiske virkede angstdæmpende, men derudover medførte det også nogle ekstra kilo på kroppen, fordi det gav mig en ekstra sød tand, ligeledes gjorde det mig ekstremt træt, så jeg brugte en stor del af døgnet på at sove, og jeg fik ikke dyrket motion, hvilket jeg ellers har haft meget gavn af psykisk

Da jeg havde fået medicin i 5 år, begyndte jeg en dag at få nogle meget voldsomme mavesmerter. Min mave krampede næsten sammen. Lægen sagde, det skyldtes en irritabel tyktarm. Derfor blev der ikke gjort noget ved det.

Efter jeg trappede ud af min medicin, raslede kiloene af mig. Nu er jeg helt normalvægtig, men indimellem skal jeg passe på, fordi jeg i perioder, hvor humøret er lavt, har en tendens til at tabe mig yderligere.

Jeg føler dog, at jeg har dårlige virkninger efter de mange år på medicin. Ligeså snart jeg var ude af min medicin, begyndte jeg at få en meget uren hud. Jeg var næsten 23 år på det tidspunkt, så det var ikke min pubertet, der startede. Derudover begyndte jeg at reagere meget voldsomt på nogle former for mad. Jeg kan ikke holde det i mig. Når jeg har slugt den sidste bid, er jeg nogle gange nødt til at skynde mig på toilettet. I starten var det næsten ved hvert aftenmåltid, men nu er jeg ved at være klar over, hvad det er, jeg ikke tåler. Dermed har jeg mere kontrol over det.

Jeg er 100% overbevist om at min fødevareallergi og urene hud skyldes de mange år på medicin. Det gør mig urolig, at man ikke har undersøgt langtidsbivirkninger af antidepressiv medicin mere end man har. Jeg frygter, at der er lavet nogle undersøgelser, som ikke er blevet offentliggjort. I dag skal der virkelig meget til, for at jeg tager en pille. Nu tænker jeg ikke kun på antidepressiv medicin men på alt slags. Jeg tør ikke, efter jeg har set, hvad det har gjort ved min krop. Jeg har også en hudlæges ord for, at jeg højest sandsynligt kan takke medicinen for det.

Flere gange under min medicinske behandling har jeg bedt om lov til at blive medicinfri, fordi jeg ingen virkning følte ved pillerne. Det kunne jeg ikke få lov til. Jeg fik først lov til det, da jeg gik hos min 4. psykiater. Det var dog også først, da han havde forsøgt sig med et medinskift i høj dosis.

I kan se dette indlæg som et advarsel eller lade være. Jeg kan jo ikke bevise det over for Jer. Jeg opfordrer heller ikke folk til at stoppe med at tage deres medicin, hvis de føler sig godt hjulpet af det. Det kan jo værre, det kun er meget få personer, der reagerer på udtrapningen af medicin på den måde, som jeg har gjort.

[Sofie]

Hej Lisbeth.

Jeg er meget chokeret efter at have læst dit indlæg, og jeg ved knap nok, hvad jeg skal sige.
Jeg synes, det er helt fint, at du skriver det, så folk er klar over, hvad du har gjort af erfaringer.

Jeg har taget Cipralex i 2 års tid, hvor jeg har taget 15 kg på, og min hud ligner en 14-årigs Det skal nok lige nævnes, at jeg ikke spiser anderledes, end jeg gjorde før jeg kom på medicin.
Men jeg håber da ikke, at det er medicinens skyld. Jeg har godt nok prøvet meget for at tabe mig, men uden resultat
Jeg synes heller ikke, at medicin hjælper mig, så jeg er også blevet sat op i dosis, men stadig uden virkning.
Jeg synes godt nok, at diverse læger og psykiatere burde høre lidt mere på deres patienter, det er trods alt vores kroppe og sind de har med at gøre.
Og hvis nogen kender en patients krop, må det være patienten selv.

-Sofie.

[Lisbeth]

Hej Sofie.

Tak for din respons.
Du har helt ret. Det er os selv, der kender vores krop, så det er for dårligt, når lægerne ikke vil høre på os.

Det er svært at tabe sig, når man er på antidepressiv medicin, men det er lykkedes for mig på et tidspunkt under mit medicinforløb. Jeg tog dog de tabte kilo på igen i forbindelse med et af mine mange medicinskift. Det positive er dog, at da jeg først kom helt ud af medicinen, da gik det hurtigt med at tabe kiloene. Det er dog ingen trøst, hvis man har gavn af medicin og derfor skal være på det i mange år.

Jeg fik først uren hud, da jeg stoppede med medicinen. Jeg tror derfor, at det var giftstofferne fra medicinen, som begyndte at trænge ud gennem huden. Jeg kender en anden person, der har reageret på samme måde.

[Moonlight]

Hej Lisbeth.

Hvorfor blev du nødt til at tage medicin fordi psykiaterne ville have du gjorde det - var det pga. at "alle behandlingsmuligheder skulle udtømmes" eller var det fordi du ville gøre alt for at have afprøvet alle muligheder for at få det bedre...?

[Lisbeth]

Hej Moonlight.

Jeg begyndte at tage medicin, da jeg var 15 år. Min terapeut besluttede det i fællesskab med psykiateren, da det gik op for hende, at min OCD var i en sværere grad, end min mor havde haft mulighed for at beskrive. Jeg skjulte det godt - men ikke nok til at min mor ikke opdagede, der var noget galt.
Da jeg var blevet myndig turde min behandlende psykiater ikke at lade mig udtrappe af medicinen. Han var bange for, jeg fik det værre af det.
Jeg har haft flere perioder, hvor jeg har haft en depression. Depressionen trænger sig stadig på i ny og næ, men jeg klarer mig fremragende uden medicin. Jeg har ingen negativ forskel mærket.

[angel]

Hej

Jeg læste lige det som I har skrevet ang. medicin og bivirkninger. Det gjorde mig helt nervøs. Begynder helt at tænke på mit eget tilfælde. Bliver helt bange for om jeg tager meget på. Jeg er næsten lige startet igen på medicin efter at have været foruden i en del år. Jeg har før lidt af spisseforstyrrelser, men har fået kæmpet mig nogenlunde ud af det. Men sidste gang jeg var på medicin tog jeg også på, hvilket gjorde det meget værre for mig at have det godt med mig selv. Da jeg kom ud af den, stabiliserede min vægt sig og har været det siden. Nu er jeg så begyndt igen og har fra starten været meget bange for at tage på, specielt fordi jeg ikke vil ind i det spise helvede igen, men syntes godt jeg kan mærke det en smule. Jeg er for nylig skiftet over til sertrlin og er nervøs for om det er noget jeg tager meget på af. Har I nogen erfaring med den medicin? Så tænker lidt om jeg bare skal droppe det, men føler dog det hjælper en smule i hverdagen og jeg har også lidt ved at blive deprimeret og den hsr de altså fjernet meget af, hvilket er vigtigt da jeg har børn som jeg jo skal være der for.
Ved egentlig ikke præcis hvad jeg vil med dette. Blot sige at jeg selv tænker meget over om jeg skal tage den pille hver eneste dag. Men samtidig må jeg jo også huske på at jeg ingen hjælp, støtte eller psykiater har i øjeblikket og det kan virkelig mærkes.
Siger hele tiden til mig selv at lige sp snart at min situation er kommet på plads med min kommune og jeg har fået ro på tingene så må jeg se.. Men jeg vil bare ikke ende i et nyt mad helvede hvor jeg ender med at få det dårligt med mig selv igen, for så bliver ocd´en også bare meget værre. Håber det var ok at jeg lige hoppede ind i snakken.

Venlig Hilsen

Angel

[Lisbeth]

Hej Angel.

Det er helt ok.
Jeg vil virkelig nødig medvirke til, at nogle, der måske er i en vellykket behandling med medicin, dropper behandlingen, hvilket jeg også skrev i mit første indlæg.

Jeg ved ikke, hvilke af de antidepressive præparater, jeg tog på af. Jeg tror, jeg tog lidt på af alle dem, jeg fik. Det var dog tydeligt, at jeg tog på, da jeg begyndte at få en lille dosis antipsykotisk medicin. Der blev jeg meget hurtigt 10 kilo tykkere. Det var i løbet af 2-3 måneder. Som du selv skriver, regulerer vægten sig dog ret hurtigt, når man ikke længere får medicin. Jeg gik hos en diætist, da jeg var trappet ud, fordi jeg også havde fået madallergi. På et tidspunkt var hun lidt bekymret for mig, fordi mit vægttab gik så hurtigt. Der er dog stilstand i min vægt nu, bortset fra hvis jeg er i en dårlig periode, så taber jeg mig.

[angel]

Hej Lisbeth.

Jeg forstår dig godt og du er ikke medvirken til at noget ødelægges. Du har nok mere fået mig til at høre mere efter hvordan jeg egentlig havde det. Da jeg skulle begynde op igen på medicinen var jeg meget nervøs, netop fordi jeg tog meget på sidst jeg var på medicin. Og det er det jeg jo er begyndt at mærke på min krop igen. Og det er bare en alt for skræmmende tanke at tænke, at jeg tager på igen og skal døje med mine spiseproblemer en gang til, oven i at jeg stadig har det virkelig dårligt. Så du fik mig nok bare til at tænke lidt over det jeg faktisk følte i forvejen. Jeg har bare ladet mig selv synke ned og ventet på at
" noget " ville ske m.h.t. min situation og det er nok det værste man kan. For så vågner jeg pludselig op og har det stadig rigtig dårligt og har taget rigtig mange kilo på.
Så tak fordi du gjorde mig opmærksom på mine følelser. Jeg vil tænke over det og tage den rigtige beslutning.

Hej fra Angel.

[Lisbeth]

Hej Angel.

Det er jeg glad for at høre.
Det er absolut ikke sjovt at have spiseproblemer. Da jeg havde tabt mig efter den første omgang med antipsykotisk medicin, blev jeg også panisk angst for at tage på igen. Derfor havde jeg også en periode, hvor jeg havde lidt vanskeligheder med mad.

[Brugernavn]

Hej Lisbeth og andre.

Selvom dette er en gammel tråd, vil jeg også lige fortælle om mine bivirkninger ved at stoppe med lykkepillerne, som meget ligner de beskrevne, hvad madallergi angår.

Problemerne med diarre startede for mit vedkommende også først, da jeg holdt op med at tage serotoningenoptagshæmmerne, og resulterede blandt andet i, at min mave ikke kunne tåle alkohol og citrusfrugt, hvilket jeg ellers aldrig havde haft problemer med. Jeg mener at have læst, at størstedelen af serotoninen bliver brugt i fordøjelsesapparatet, og det kan jo være en del af forklaringen. Hud- og vægtproblemer fik jeg heldigvis ikke nogen af, udover måske at tabe mig lidt. Men det øgede behov for øjeblikkelige toiletbesøg var bestemt ikke sjovt, i forhold til det i forvejen neurotiske forhold til den slags.

Jeg nåede muligvis ikke at tage Paroxetin så længe, eller i så høj dosis, at jeg med sikkerhed kan sige, at pillerne ikke ville have hjulpet mod min ocd. Som Lisbeth, er jeg også nervøs for at min tilkendegivelse vil påvirke andre negativt, i forhold til medicinens positive virkning, men mener at hendes indstilling, i forhold til at dele erfaringer, er den rigtige.

Jeg håber hverken, at jeg skræmmer nogen fra at begynde på lykkepiller, eller at trappe ud af dem, hvis det er det, de har brug for. Selv har jeg mødt flere ocd-ramte, som fortalte om at have stor gavn af SSRI-medicinen, og for hvem jeg ikke tror at eventuelle bivirkninger ville være afgørende. Men jeg er meget enig i, at der mangler oplysning omkring, og kritisk stillingtagen til bivirkningerne, og at dette ikke nødvendigvis er tilfældigt.

Efterhånden har mine madallergiske symptomer heldigvis fortaget sig, selvom jeg stadig har en sartere mave, end jeg før havde. Det kunne være interessant at høre, om andre har lignende erfaringer med kort- og langtidsbivirkninger af at afslutte SSRI-behandlingen.

[Lisbeth]

Hejsa.

Jeg vil oplyse, at det nu er 3 år siden, at jeg var HELT ude af al min medicin.
Mine bivirkninger(se første indlæg) er stadig de samme. Min mave er både lige ustyrlig og sart. Det er virkelig irriterende og ødelæggende. Når jeg skal spise hos andre, er jeg nervøs for, at jeg kommer til at reagere voldsomt på værtens mad pga. min sarte mave. Jeg har det virkelig dårligt med at skulle bruge lang tid på toilettet, når jeg er væk hjemmefra.

Jeg tror stadig, at det er mit tidligere store medicinforbrug, som er årsagen til henholdsvis min allergi og mine hudproblemer. Det er virkelig frustrerende, da man umiddelbart ikke kan gøre noget ved det...

Det var blot en lille opdatering.